Når mor græder
Jeg har en træls periode i øjeblikket. Jeg er midt i en masse medicinskift - op- og nedtrapning... Det er hårdt og jeg føler mig som Verdens dårligste mor, fordi jeg ikke er i stand til de samme ting som før. Jeg lader hjem være hjem, og bruger min energi på min datter.
I den periode, som har varet ca. 1½-2 måneder, har jeg grædt en del. Jeg prøver at gøre det om aften, når min datter er kommet i seng, men nogle gange kommer tårene altså bare!
Min datter er snart 1½ år og jeg aner ikke, hvormeget hun "forstår" når jeg er ked af det.
Jeg fortæller hende hvorfor, at det er fordi jeg bare er ked af det, men at jeg elsker hende og ALTID vil være der for hende.
Hun virker ret uanfægtet i selve situationen. Læser i sin bog eller kigger på legesagerne. Hun snakker og pludrer som hun altid gør, men kigger jo på mig samtidig.
Nu har det stået på et stykke tid, og jeg HÅBER, at det snart bliver bedre.
MEN, jeg har SÅ dårlig samvittighed over det. Min mand siger jeg ikke skal græde når hun ser det - bliver faktisk lidt mopset på mig!
Jeg synes i bund og grund ikke, at det gør så meget, at man viser følelser - heller ikke de trælse, men 2 måneder er lang tid!
Jeg aner ikke, om det er noget hun på længere sigt ikke kan kapere...
Hvad synes I?
Johanne
I den periode, som har varet ca. 1½-2 måneder, har jeg grædt en del. Jeg prøver at gøre det om aften, når min datter er kommet i seng, men nogle gange kommer tårene altså bare!
Min datter er snart 1½ år og jeg aner ikke, hvormeget hun "forstår" når jeg er ked af det.
Jeg fortæller hende hvorfor, at det er fordi jeg bare er ked af det, men at jeg elsker hende og ALTID vil være der for hende.
Hun virker ret uanfægtet i selve situationen. Læser i sin bog eller kigger på legesagerne. Hun snakker og pludrer som hun altid gør, men kigger jo på mig samtidig.
Nu har det stået på et stykke tid, og jeg HÅBER, at det snart bliver bedre.
MEN, jeg har SÅ dårlig samvittighed over det. Min mand siger jeg ikke skal græde når hun ser det - bliver faktisk lidt mopset på mig!
Jeg synes i bund og grund ikke, at det gør så meget, at man viser følelser - heller ikke de trælse, men 2 måneder er lang tid!
Jeg aner ikke, om det er noget hun på længere sigt ikke kan kapere...
Hvad synes I?
Johanne
Kommentarer
Jeg mener, at børn har brug for trygge, stabile, glade voksne. Det er jo ret meget at leve op til...
Du er givetvis ikke verdens dårligste mor. Din skyldfølelse viser jo netop, at du ikke er en dårlig mor, for du prøver virkeligt at gøre dit bedste for din datter, du er jo på ingen måder ligeglad. Men du er kun et menneske, du kæmper for at gøre dit bedste og mere kan ingen gøre.
Børn har det aldrig bedre, end deres forældre har det.
Problemet er, at voksne, der ikke signalerer tryghed og stabilitet, gør børnene utrygge. Hvis forældrene ikke har det godt, så har barnet det heller ikke godt. Børn er hyperfølsomme overfor stemninger og aflæser helt intuitivt og sansemæssigt signaler og kropssprog. De mærker, når forældrene ikke har det godt med sig selv og hinanden, for så føler de sig simpelthen ikke trygge.
Derfor kan voksnes følelsesudbrud være meget skræmmende for børn, for det er for barnet at se et kontroltab og et signal om, at noget er galt. Når de voksne ikke har kontrol, så har barnet det jo slet ikke og så kan alt ske. Det skaber angst og vil føre til, at barnet på én eller anden måde prøver at få kontrol over situationen.
Det kan være at barnet bliver overfokuseret på, at forældrene skal have det godt, så det tilsidesætter sine egne grænser, følelser og behov for at opfylde forældrenes. Barnet kan f.eks. begynde at blive alt for sød, stille, forstående, kærlig, trøstende og opmærksom på andre. Det kan også være, at barnet bliver meget opmærksomhedskrævende eller 'besværligt' for at få opmærksomhed og aflede forældrene fra deres egne problemer. Der er mange muligheder og man kan jo se sig omkring for at se, hvor almindeligt det er. Det korte af det lange er, at børn reagerer på deres forældre og har forældrene det dårligt, så er det det, barnet reagerer på.
I princippet er jeg enig med dig i, at det er okay at vise sine følelser også overfor børn. Men så, mener jeg, at det skal forklares på en måde, som barnet kan forstå i forhold til sin alder: 'Mor er ked af det fordi hun har slået sig'. Så kan barnet puste og trøste. Men hvis det sker tit, så vil barnet formentligt påtage sig at begynde at passe på sin mor, for det kan hun jo så tydeligvis ikke selv, hvis hun slår sig, så hun græder hver dag.
Det kræver en vis modenhed hos barnet at forstå en forklaring. Den modenhed har et barn på 1½ år ikke. Et barn i den alder bliver bare utryg. Måske ikke lige i øjeblikket, hvor du græder men det kan påvirke på et mere ubevidst plan på længere sigt.
At vise også de trælse følelser overfor et barn, skal så helst følges op af, at barnet får en fornemmelse af, at nu har man løst problemet, så alle er glad igen og der er kontrol over situationen.
Selvbebrejdelser gør bestemt ikke situationen bedre, for du får det dårligere af dem og så er der endnu mere at græde over. I stedete for at bebrejde dig selv, vil det derfor være bedre, hvis du kan finde nogle brugbare løsninger, så du dels kan få det bedre og dels kan få lettet dagligdagen en smule.
Det er meget vigtigt, at din dagligdag fungerer så godt som muligt, hvilket vil sige, at du ikke lever under forhold, der betyder, at du går rundt og føler dig vred, svigtet, bange, ensom m.m.
Hvis du skal have et overskud og energi til din datter, er det nødvendigt, at der også er et sted, du kan hente overskud og energi. Er du overanstrengt? Det er jo hårdt at have et lille barn. Hjælper og støtter din mand dig? Har du familie eller venner, der kan hjælpe og støtte? Får du terapi for dine psykiske problemer? Har du noget tid til dig selv, hvor du bare kan slappe af og gøre, hvad du har lyst til? Føler du dig presset? Kan det være aktuelt at overveje at søge om en aflastningsfamilie?
Jeg håber virkeligt ikke, at mit svar får dig til at føle dig endnu dårligere tilpas. Men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke har konsekvenser, når forældrene har det dårligt. Derfor gør du jo vitterligt noget rigtigt godt, når du prøver at få det bedre. Men det er bare vigtigt, at du får den rigtige hjælp og støtte til det, så du ikke står alene med det hele.
Kærlig hilsen Helene
Bare lige et par ord om at det er din mands tur til at tage sig af jeres datter når du er ked af det. Børn har brug for tryghed og det er da en chance for de to til at komme nærmere på hinanden. God bedring. Helle8
Min mand tager sig meget af vores datter. Han arbejder ca. 45 min. fra vores hjem, så han kommer ret sent hjem hver dag.
Jeg har en stor familie og får meget støtte.
Vores datter er afsted hver dag fra 8-14, så jeg har også meget alenetid, men er bestemt ikke ensom.
Jeg har en skizofreni-diagnose og er i behandling i Distriktspsykiatrien. Diagnosen er ret ny, og det er derfor jeg er ved at trappe ind i ny medicin. Medicinen gør mig træt, men det skulle gerne blive mindre.
Jeg lider samtidig af angst, og det er disse angstanfald, jeg har svært ved at "skjule". Angsten er meget provokeret af medicinskiftet - normalt får jeg ikke anfald ret ofte - måske 3-4 gange årligt. I øjeblikket næsten hver aften.
I distriktspsykiatrien går jeg ugentligt hos en psykoterapeut, og disse samtaler er ret hårde. Men samtaler kombineret med ny medicin, skulle gerne få tingene til at blive bedre.
Næste gang skal vi snakke om Bostøtte.
Johanne
Udfra det du beskriver, tror jeg bestemt, at både du og din datter nok skal klare det. Når det er en overgangsperiode og du er meget bevidst om, hvad der sker, så tror jeg ikke, at du behøver at være bekymret for, at det skal præge din datter. Det lyder som om, at hun får masser af omsorg og opmærksomhed.
Naturligvis er det vigtigt at være opmærksom på, om hun begynder at vise tegn på utryghed, men det er det jo altid.
Dog vil jeg mene, at det er bedst, hvis du har mulighed for at gå ind i et andet rum eller aflede hende, så det er så sjældent som muligt, at hun ser du græder.
Håber snart, at du får reguleret medicinen, så du får det bedre.
KH Helene
Det skal måske lige siges, at hun har set mig græde 3-4 gange. Det er bestemt ikke en hverdags-ting. Men selvfølgelig kan hun mærke mit humør ikke er i top.
Men vi laver alle de ting vi plejer: Hører musik og danser, læser bøger og leger med lego - men jeg har bare ikke det samme energiniveau som for 2 måneder siden.
Det er bare min dårlige samvittighed, der giver mig kvaler.
Johanne
Jeg havde misforstået og troet, at det var noget, der skete langt hyppigere.
Jeg er sikker på, at ingen børn får varige mén af at se deres mor græde nogle få gange.
Den dårlige samvittighed... den er både god og dårlig. For den fortæller dig jo, at noget ikke er godt nok og det prøver du så at rette op på, så det bliver bedre. Og netop derfor har du ingen grund til dårlig samvittighed, for du gør det absolut bedste, du kan. Mere kan ingen gøre.
Men den er selvfølgeligt dårlig, når den trækker én ned og får én til at føle sig utilstrækkelig og ikke god nok.
Jeg tror, at de fleste forældre får dårlig samvittighed over nogle ting, man ikke synes, at man gør godt nok. Men vi er tit alt for overkritiske og fordømmende overfor os selv. Vi dømmer os selv så hårdt, når vi ikke er perfekte - men perfekte forældre findes ikke. Uanset hvad vi gør eller ikke gør, så kommer selv de bedste forældre til at gøre nogle ting, der ikke er optimale. Selv de ting vi gør i den bedste mening, kan senere vise sig at få uheldige konsekvenser. Det er uundgåeligt, for vi er kun mennesker og vi må tilgive os selv for, at vi ikke er perfekte.
Jeg kan læse mig til, at du er en kærlig mor, der elsker sit barn. Du tænker meget over, om din datter har det godt. Du prøver også selv at få det bedre og det der ikke fungerer, prøver du på at løse. Mere kan ingen gøre.
Så prøv at se med lidt blidere øjne på dig selv. Jo mindre du fordømmer dig selv og jo mere du holder af dig selv, desto mindre angst vil du blive. Det vil gøre dig gladere og det vil naturligvis smitte af på din datter.
KH Helene
Min dårlige samvittighed og evige bekymring, er nogle af de ting vi arbejder med hos psykoterapeuten.
Jeg håber det hele bliver bedre
Tak for hjælpen.
Johanne