Indstillinger
Jeg skærer i mig selv.. Og nu vil jeg ikke mere.
Kære.. Alle...
Jeg er en pige på 15 år. Jeg har et problem. Først var det ikke et stort problem men det synes jeg det er blevet nu.
Jeg skærer i mig selv, og det har jeg gjort i nogle måneder nu.
Jeg har svært ved at sætte ord på HVORFOR jeg gør det, men jeg gør det i hvert fald.
Nu er jeg nået til det sted hvor det er blevet for meget. Jeg skærer for dybt.
Jeg er rigtigt bange for at min familie ser det, så jeg har rigtigt meget brug for at dække det.
Selvfølgelig vil jeg gå med lange ærmer fremover (indtil det går lidt væk), men på arbejdet har jeg altså en t-shirt på..
Jeg ved ikke om I har nogle tips til hvordan jeg kan stoppe? Eller hvordan man kan dække det?
Og jeg har ikke tænkt mig at fortælle mine forældre det, hvis I har tænkt jer at foreslå det.
Min bedste veninde ved det, og hun prøver at hjælpe mig. Hun er rigtigt ked over at jeg gør det, så nu har jeg bestemt mig at lade være med at fortælle hende det. Hun kan jo ikke gøre noget.
Så PLEASE. Jeg har BRUUUG for din hjælp....
JEG HAR BRUG FOR AT FÅ DET HER LORT STOPPET SÅ JEG KAN FÅ ET RIGTIGT LIV..
UDEN AR OG SÅR.
Jeg er en pige på 15 år. Jeg har et problem. Først var det ikke et stort problem men det synes jeg det er blevet nu.
Jeg skærer i mig selv, og det har jeg gjort i nogle måneder nu.
Jeg har svært ved at sætte ord på HVORFOR jeg gør det, men jeg gør det i hvert fald.
Nu er jeg nået til det sted hvor det er blevet for meget. Jeg skærer for dybt.
Jeg er rigtigt bange for at min familie ser det, så jeg har rigtigt meget brug for at dække det.
Selvfølgelig vil jeg gå med lange ærmer fremover (indtil det går lidt væk), men på arbejdet har jeg altså en t-shirt på..
Jeg ved ikke om I har nogle tips til hvordan jeg kan stoppe? Eller hvordan man kan dække det?
Og jeg har ikke tænkt mig at fortælle mine forældre det, hvis I har tænkt jer at foreslå det.
Min bedste veninde ved det, og hun prøver at hjælpe mig. Hun er rigtigt ked over at jeg gør det, så nu har jeg bestemt mig at lade være med at fortælle hende det. Hun kan jo ikke gøre noget.
Så PLEASE. Jeg har BRUUUG for din hjælp....
JEG HAR BRUG FOR AT FÅ DET HER LORT STOPPET SÅ JEG KAN FÅ ET RIGTIGT LIV..
UDEN AR OG SÅR.
Kommentarer
Det er en virkelig god beslutning, du har taget, at du vil have det stoppet.
Men et er desværre ikke sådan, at man kan sige, at du 'bare' skal gøre sådan og sådan, så kan du holde op.
Du skal have professionel hjælp for at kunne stoppe og for med tiden at kunne få det liv, du ønsker dig at få. D.v.s. at første skridt er at søge din læge og få en snak med ham eller hende om de problemer, du har. Din læge kan så henvise dig videre til nogen, der kan hjælpe dig.
De fleste læger er gode til at lytte og forstå, men man kan selvfølgeligt være uheldig. Hvis din læge ikke skulle forstå dig og hjælpe dig videre, så skriv igen.
P.S.: Jeg ved godt, at det kan være meget svært at overvinde sig selv til at tal med nogen om det, men det ER nødvendigt, for der skal professionel behandling til.
KH Helene
Jeg har selv skåret i mig selv, -rigtig længe, men nu er jeg næsten stoppet.
Jeg føler virkelig med dig, og jeg vil rigtig gerne hjælpe dig.
Hvis du har lyst til at snakke, så kan du skrive en mail til mig, eller evt. tilføje mig på msn.
birgittekorup@hotmail.com
mvh.
Jeg er selv tidligere selvskadende. Det er et helvede!!!!!!! Og når først det virkelig har fået fat i en, er det bydende nødvendigt med professionel hjælp til at komme ud af det.
Det er helt "naturligt", at du ikke rigtig ved hvorfor du gør det. Det er en af de ting, man arbejder med i et behandlingsforløb.
Jeg kan fortælle dig, at du gør det, fordi du er ked af det, frustreret, vred, såret eller andet.
Du er ikke i stand til at genkende de følelser og dermed kunne tænke dig frem til en konstruktiv løsning på problemet.
Det er ikke en kritik af dig. Det er ganske simpelt noget du ikke har lært i din opvækst, og så bryder det ud i fuldt flor nu du er teenager og hormonerne raser.
I stedet for at identificere og arbejde konstruktivt med følelsen, ophober der sig en ubehagelig følelse indeni - en du ikke kan sætte ord på / identificere - og for at få den ud, eller rettere blive afledt fra den, skærer du dig.
Smerten afleder dig fra det ubehagelige der foregår i dig, og når du har skåret dig bliver du nødt til at fjerne blod, lappe dig sammen osv., hvilket også afleder dig.
På andre tidspunkter skærer du måske i dig selv fordi du føler selvhad - er vred på dig selv - og vil straffe dig selv. Igen er mekanismen, at du ikke formår at handle konstruktivt på følelsen.
Den professionelle behandling er nødvendig, fordi du i samarbejde med en terapeut skal have klarlagt hvad det er der får trangen frem. Derpå skal I arbejde med alternative måder at handle og tænke på, således at du ikke skader dig selv.
Jeg ved, at det kan føles meget skræmmende at tænke på, at man skal holde helt op med at skade sig selv. Og i og med at man er dybt afhængig af at gøre det - både fysisk (der udløses adrenalin og endorfiner ved smertepåvirkning) og psykisk (den eneste handlemåde du kender til at lette presset) - går behandlerne heller ikke ind og siger "Så, fra i dag af skader du aldrig dig selv igen".
I stedet arbejder man med at udsætte behovet. Det kan du prøve allerede nu.
Når trangen til at skære er sindssygt stor, så skal du sige til dig selv, at du de næste 10 minutter ikke må handle på den.
I de ti minutter skal du gå i bad, gå en kort tur, vaske op, råbe ned i en pude, støvsuge, tage neglelak på - hvad som helst, bare det er en aktivitet.
Ofte - ikke altid - vil trangen så være mindsket i en sådan grad, at man kan tænke lidt mere klart. Så kan man prøve at udskyde det 10 minutter mere. Trangen ender med at forsvinde hvis man holder ud længe nok.
Det kan man ikke til at starte med, men selvom man ender med at skade sig selv alligevel, så er det en stor sejr, at man får udskudt det. Det er nemlig et skridt på vejen til at nå dertil hvor man slet ikke handler på den.
Tænk lige på, hvor stolt du så vil være af dig selv. Du lod rent faktisk være med at skære!
Du må også prøve at gøre noget andet end at skære. Fordi det at skære simpelthen er så hamrende farligt. Som jeg sagde før, så kan man skrige ned i en pude. Det er faktisk ekstremt grænseoverskridende, fordi man ikke er vant til at give udtryk for sine følelser. At skrige løsner op for fortvivlelsen. Prøv det, og fortæl hvordan det var!
Du kan tage en elastik om håndleddet og trække i den - og lade den give dig et ordentligt smæk. Eller ti...
Du kan løbe en tur - sådan rigtig hurtigt så det gør ondt.
I behandlingen arbejder man også med at finde ud af årsagen til den enkelte episode af trange til at skade sig, så man efterhånden får et overblik over hvornår trangen kommer. Man får indsigt i, hvad det var for en følelse eller handling der gjorde at den kom.
Efterhånden som man arbejder med alle de her ting og øver sig i at gøre andre ting og bliver opmærksom på sine følelser, så får man ændret de automatiske tanke- og handlemønstre, og det ender med, at trangen til at skade sig slet ikke dukker op.
Du er godt klar over, at det er blevet farligt nu. Du skærer dybt. Ikke bare giver det nogle grimme ar, du risikerer at skære nerver over og du risikerer at ramme store blodårer.
Du skal tage på skadestuen når du har skåret dybt, så du kan blive syet. Det er altså virkelig, virkelig vigtigt, ellers bliver arrene endnu værre.
Desuden vil du så kunne komme til at tale med en om det, og på den måde blive henvist til den hjælp du har brug for.
På den måde vil både du og de komme til at tale med en psykiater, som kan sørge for at du får behandling og for at dine forældre får at vide hvor dårligt du har det.
Psykiatrisk skadestue er ligesom en almindelig skadestue. Man kommer der når man har det rigtig dårligt psykisk. Man kommer til at tale med en psykiater (læge), og man kan dermed blive henvist til at få behandling. Ligesom på den almindelige skadestue kan man blive indlagt hvis man har brug for det, så man er i rolige rammer og omgivet af kompetente personer der kan hjælpe en med at håndtere smerten og trangen til at skade sig.
Her er adresserne: http://www.netdoktor.dk/tema/sorg_krise/psyk.htm
Jeg nåede derud hvor jeg var nødt til at blive indlagt, fordi jeg var så snøret ind i selvskaden, at jeg på ingen måde kunne lade være. Jeg var dybt afhængig. Og indlæggelsen hjalp mig VIRKELIG.
Men, den normale procedure ved behandling i forhold til selvskade er, at man kommer til behandling og bor derhjemme.
Jeg siger ikke, at du skal indlægges. Jeg siger, at det er meget vigtigt at du kommer til at tale med en der kan sørge for at du kommer i behandling.
Det er pænt af Birgitte at tilbyde dig støtte, men det er virkelig nødvendigt, at du OGSÅ søger professionel hjælp.
Behandling af selvskade drejer sig ikke kun om at man skal holde op med at skade sig. Man bliver nødt til at gå længere ind og finde årsagen til at man gør det, og arbejde med den. Fx. lavt selvværd eller overgreb eller...
Det er fint hvis du kan få hjælp af at tale med Birgitte, men det er rigtig, rigtig vigtigt, at du også kommer i egentlig behandling.
Du kan nu til at starte med ringe til psykiatrisk skadestue og få en snak om hvad du skal gøre.
Jeg havde slet ikke regnet med så meget hjælp..
Birgitte, jeg har add'et dig på MSN.
Og Anna. Du freaker mig lidt ud, og jeg har bestemt ikke tænkt at fortælle mine forældre noget som helst. Jeg bor på bøh-landet så ingen psykiatrist-hullihut.
Jeg har bestilt tid hos den lokale læge (hvor jeg tager hen sammen med en veninde), og gennem hende finder jeg ud af noget.
Jeg har lånt bøger omkring cutning, og vil nu læse mig frem til en mulig grund til at jeg cutter..
Endnu engang tusind tak for jeres svar.
Jeg vil muligvis lave et indlæg senere, hvis der er sket fremskridt..
Det er godt at du kommer til lægen, og jeg håber, at den læge har forstand på at føre samtaler ang. psykiske problemer, og ellers henviser dig til en psykolog eller psykiater som kan hjælpe dig