Indstillinger
Depression?
Har jeg en depression jeg ved det ikke. Det jeg ved er at jeg dårligt kan komme op om morgenen, ikke fordi jeg er træt men orker det ikke. Kan ikke sove om natten, men ligger i flere timer søvnløs, og græder.
Jeg har ingen appetit og har siden jul tabt 10-12 kg, og når jeg endelig får spist noget får jeg det fysisk dårligt, har kvalme så det ryger op igen.
Er studerende, (på UNI) men mit hovede kan ikke rumme det mere, jeg føler mig nærmest magtesløs efter jeg har læst et afsnit af pensum og kan derpå ikke huske det igen.
Når jeg er alene søger mine tanker hen mod den nærmeste smerteløse udvej, har prøvet med lange gåture og fitness for at få mine tanker væk, men de er der stadig.
Jeg vil bare gerne have det hele til gå væk, jeg har det som om hele min krop modarbejder mig.
Grunden for jeg til dels har det som jeg har det, er at min(X) kæreste d. 12 dec. ikke kunne længere fordi han ikke mente jeg fortalte ham nok hvormeget han betød for mig, og han derpå sagde han "mistede" følelserne for mig-(pr sms). (At han ugen forinden havde sagt han var glad for at han havde verdens dejligste kæreste, har åbenbart været uden betydning).
En uge efter han sendte sms, fandt han en anden.
Med ikke nok med det, jeg fandt imellemtiden ud af, at jeg var gravid. (troede egentlig bare jeg var stresset, grunden eksamner) Var virkelig i vildrede og stor tudede, ikke nok med at den første jeg har sagt "jeg elsker dig" til ikke kunne mere, men så var der "bonus". Jeg vælger at sige det til ham, hvorpå han siger han er rigtig glad for at se mig, og at han samme dag havde gjort det forbi med hende den anden.
Var kun nede ved ham max 15 min fordi det var så hårdt- fordi jeg stadig elsker ham. Siger kort til ham hvad min beslutning er (at det ikke skal være), fordi vi ikke længere var sammen, og pga mit studie. Han mener det er mord, og som han siger "god hævn at komme ned og sige MIT barn skal myrdes", det var aldrig min intention og blev SÅ ked af at høre det.
Dagen efter beslutter vi os for at tale sammen igen, hvor jeg spørger ham om vi ikke kunne starte på en frisk, fordi vi stadig har følelser for hinanden, (indrømmer han også) på trods af det han tidligere havde sagt. Han vil tænke over det, og derpå 3 uger senere sige det til mig (det var mit valg at der gik så længe fordi jeg var igang med endnu en eksamen) og han sagde han blev nød til at tænke det godt igennem.
3 uger senere (29 jan)kommer han herop og siger han hverken kan sige ja eller nej.. Fordi han stadig har følelser for hende den anden, men også har følelser for mig. Er personligt lidt i chok og ved dårligt hvordan jeg skal forholde mig til det. mit svar blev; "Du kan jo ikke blæse og have mel i munden på sammetid."
Envidere siger han at han har lavet en plus og minus liste, som han siger-det faldt i mit favør?!
efter han er taget afsted sidder jeg nærmest bare og stirre ind i væggen, er forvirret og dybt ulykkelig- føler mig gjort til grin. Vi skriver frem og tilbage i løbet af den næste uge, om alt muligt og ingenting. Da jeg en dag spørger om jeg ikke skal komme ned til ham,- han mener ikke det er nogen god ide og kan ikke se nogen grund for det.
Har for et par dage siden fundet ud af at han hele tiden havde set hende den "anden".
Jeg er dybt rystet og føler mig så meget taget ved røven.
Ang min gravitiet, fik jeg senere af vide at det var gået til- af sig selv. (han havde ingen forståelse)
Jeg går over det hele gang på gang.. men ved ikke hvorvidt jeg skal forholde mig til det, skal jeg søge læge eller hvad skal jeg gøre..
Jeg har ingen appetit og har siden jul tabt 10-12 kg, og når jeg endelig får spist noget får jeg det fysisk dårligt, har kvalme så det ryger op igen.
Er studerende, (på UNI) men mit hovede kan ikke rumme det mere, jeg føler mig nærmest magtesløs efter jeg har læst et afsnit af pensum og kan derpå ikke huske det igen.
Når jeg er alene søger mine tanker hen mod den nærmeste smerteløse udvej, har prøvet med lange gåture og fitness for at få mine tanker væk, men de er der stadig.
Jeg vil bare gerne have det hele til gå væk, jeg har det som om hele min krop modarbejder mig.
Grunden for jeg til dels har det som jeg har det, er at min(X) kæreste d. 12 dec. ikke kunne længere fordi han ikke mente jeg fortalte ham nok hvormeget han betød for mig, og han derpå sagde han "mistede" følelserne for mig-(pr sms). (At han ugen forinden havde sagt han var glad for at han havde verdens dejligste kæreste, har åbenbart været uden betydning).
En uge efter han sendte sms, fandt han en anden.
Med ikke nok med det, jeg fandt imellemtiden ud af, at jeg var gravid. (troede egentlig bare jeg var stresset, grunden eksamner) Var virkelig i vildrede og stor tudede, ikke nok med at den første jeg har sagt "jeg elsker dig" til ikke kunne mere, men så var der "bonus". Jeg vælger at sige det til ham, hvorpå han siger han er rigtig glad for at se mig, og at han samme dag havde gjort det forbi med hende den anden.
Var kun nede ved ham max 15 min fordi det var så hårdt- fordi jeg stadig elsker ham. Siger kort til ham hvad min beslutning er (at det ikke skal være), fordi vi ikke længere var sammen, og pga mit studie. Han mener det er mord, og som han siger "god hævn at komme ned og sige MIT barn skal myrdes", det var aldrig min intention og blev SÅ ked af at høre det.
Dagen efter beslutter vi os for at tale sammen igen, hvor jeg spørger ham om vi ikke kunne starte på en frisk, fordi vi stadig har følelser for hinanden, (indrømmer han også) på trods af det han tidligere havde sagt. Han vil tænke over det, og derpå 3 uger senere sige det til mig (det var mit valg at der gik så længe fordi jeg var igang med endnu en eksamen) og han sagde han blev nød til at tænke det godt igennem.
3 uger senere (29 jan)kommer han herop og siger han hverken kan sige ja eller nej.. Fordi han stadig har følelser for hende den anden, men også har følelser for mig. Er personligt lidt i chok og ved dårligt hvordan jeg skal forholde mig til det. mit svar blev; "Du kan jo ikke blæse og have mel i munden på sammetid."
Envidere siger han at han har lavet en plus og minus liste, som han siger-det faldt i mit favør?!
efter han er taget afsted sidder jeg nærmest bare og stirre ind i væggen, er forvirret og dybt ulykkelig- føler mig gjort til grin. Vi skriver frem og tilbage i løbet af den næste uge, om alt muligt og ingenting. Da jeg en dag spørger om jeg ikke skal komme ned til ham,- han mener ikke det er nogen god ide og kan ikke se nogen grund for det.
Har for et par dage siden fundet ud af at han hele tiden havde set hende den "anden".
Jeg er dybt rystet og føler mig så meget taget ved røven.
Ang min gravitiet, fik jeg senere af vide at det var gået til- af sig selv. (han havde ingen forståelse)
Jeg går over det hele gang på gang.. men ved ikke hvorvidt jeg skal forholde mig til det, skal jeg søge læge eller hvad skal jeg gøre..
Kommentarer
Jeg kan jo ikke diagnosticere, hvad der er galt men ud fra det, du fortæller, vil ikke kalde det en depression, jeg vil kalde det overbelastning og det er jo en stresstilstand. Der har simpelthen været for stor belastning af dit nervesystem og det reagerer du selvfølgeligt på.
Når nervesystemet er overbelastet, så har man brug for ro, ro og mere ro. Din krop modarbejder dig IKKE. Tværtimod, den sender dig alarmsiganler, at nu skal du altså passe på dig selv og give dig selv ro.
Det harmonerer måske ikke specielt godt med dit studie men det er dit nervesystem fuldstændigt ligeglad med. Dit studie er noget udenfor dig selv, det er ikke livsnødvendigt (selvom det måske føles sådan), men din krop og dit nervesystem er livsnødvendigt.
Kroppen, følelserne og tankerne siger tit nogle vidt forskellige ting og følelserne og kroppens signaler er tit upraktiske og ubehagelige. Men man skal lytte til dem og tage dem alvorligt.
Så jeg synes faktisk, det vil være en god idé, hvis du får en tid hos din læge. Ikke for at få diagnosticeret en depression (en diagnose forandrer jo ikke din tilstand), men for at få en sygemelding. Piller hjælper ikke - piller kan ikke tage din sorg væk. Det er naturligt at sørge, når man har mistet og sorg gør ondt. En sorgproces skal have lov til at forløbe naturligt og det tager sin tid.
Lyt til dig selv og respekterer det du hører. Også selvom det gør ondt og kommer i vejen for de ting, du gerne vil. Smerten går væk, men det tager tid. Jo mere du stritter imod smerten, desto mere trækker du den i langdrag.
Kærlig hilsen Helene
Men du skal ikke have piller.
Du skal sygemeldes og du skal til psykolog - og du skal bryde endeligt med din ekskæreste.
I skal IKKE være sammen, heller ikke hvis han pludselig beslutter sig for at han alligevel gerne vil være sammen med dig. Han har ærligt talt opført sig som et svin over for dig, og jeg kan så sandelig godt forstå, at du er fuldstændig ødelagt.
Jeg ved godt, at det kan være lige så uoverskueligt at blive sygemeldt fra studiet, som det kan være at passe uddannelsen, men nu skal du lytte til din krop og trække i nødbremsen.
Når man er sygemeldt fra uddannelsen mens man får SU, kan man i sidste ende få de SU-klip godtgjort. Altså: Når du når der til hvor du ikke har flere SU-klip, så kan du få de klip igen som du brugte på at være syg - men du skal have lægeerklæring!
Så se at komme til lægen. Du kan jo ikke passe studiet nu, og det bør du slet ikke bruge kræfter på at prøve på.
Kære du; blev sygemeldt, få en henvisning til en psykolog, og tag så på en ferie hvis det overhovedet er muligt. Jeg tror, at du vil have godt af at komme lidt væk.
Jeg lover dig hermed, at du får det godt igen. Bare rolig! Du skal blot have tid og ro.
Alt det her, at havde det på den her måde er noget jeg aldrig har prøvet før. Er normalt positiv, og er den andre går til, og lige nu magter jeg det slet ikke, og har det meget svært ved at sige fra når de kommer for at fortælle om DERES problemer. Selv om jeg mest af alt har lyst til at råbe og ryste dem, og bede dem gå a h til.
Jeg er nok klar over at jeg skulle kontakte læge, men derfra og så gøre det, jeg ved det ikke, det er næsten som en faliterklæring fordi jeg hele tiden har tænkt "den klare jeg nok". At skulle til psykolog ja ved det ikke, at sidde overfor en, der er SÅ forstående, eller "lader" som om. Tror jeg ikke jeg kan.
Ja, undskyld mig. At blive psykolog kræver trods alt en universitetsuddannelse.
Jeg tror, at noget af det første I vil arbejde med er, at du skal lære at mærke efter og acceptere det du mærker. Og at du skal lære at sige fra.
I vil analysere de følelser du har, gennemgå årsagen til dem (det der er sket) og arbejde hen mod konstruktive måder at håndtere dem på.
Så tænker du, at det kan du sagtens finde ud af hvis du bare lige får taget dig sammen... Tja, måske. Eller hvad? Man tager ALDRIG skade af at lære; og det er hvad en psykolog kan: Lære dig ting.
Det drejer sig ikke om at du skal ligge på en sofa mens der sidder en i hjørnet og lytter mens du fortæller historien. Det ved jeg godt du ikke tror - men jeg sætter det på spidsen, fordi din forestilling udelukkende er en fordom.
Et psykologforløb vil ikke bare hjælpe til at håndtere det kaos du er i lige nu, men du vil utvivlsomt have gavn af de ting du lærer resten af livet.
Det du skriver nu med at du plejer at være den andre kommer til og du ikke er i stand til at sige fra over for dem nu, og i stedet lade dig selv være den der kommer til dem, er en meget væsentlig ting.
Du vil have stor gavn af at lære hvordan du kan holde op med at mene, at du altid skal være der for andre, lære at mærke - og RESPEKTERE - hvad DU har brug for, og at lære hvordan du kan håndtere svære følelser.
Jeg ved udmærket godt hvor svært det er at søge læge når man er depressiv. Har selv været der. For ja; det føles som en falliterklæring. Men: At være stærk er at formå at bede om hjælp når man har brug for det.
Det er i høj grad en svaghed, hvis man ikke kan opsøge hjælp, når man har brug for den. Det er i den grad en svaghed, når man hellere vil ødelægge sig selv end man vil søge hjælp. Det er en styrke at erkende sine egne grænser og begrænsninger og turde bede om det, man har brug for hos én, der har muligheden for at give én det.
Det du kalder svaghed er formentligt et negativt ord for 'sårbarhed'. Alle mennesker er sårbare. Nogle skjuler det bare rigtigt godt ved at være 'superman' eller 'superwoman'.
Du er vant til at være den andre kommer til og fortæller om DERES problemer. Du giver dem din energi. Hvem får du energi hos? Hvem kan du fortælle om dine problemer? Hvem fylder dig op og giver dig interesse og opmærksomhed? Hvem går du til, når du har brug for at snakke og få noget omsorg? Det er en styrke at kunne give andre, men det er afgjort en svaghed, hvis man ikke også kan give sig selv opmærksomhed og omsorg og hvis man ikke kan tage imod den fra andre.
En forudsætning for at kunne hjælpe andre er faktisk, at man først og fremmest er i stand til at hjælpe sig selv. Og nogle gange er den bedste hjælp til sig selv at søge hjælp hos en anden.
Hvis du vælger at lade være med at gøre noget, så er jeg ret sikker på, at det er fordi, du er usikker og måske endda bange for, hvad der vil ske. Det er helt fair og forståeligt. Det kræver selvovervindelse, styrke og mod at erkende sit behov for hjælp udefra. Problemet er bare, at der er større grund til at være bange for, hvad der sker, hvis du ikke tager dig selv alvorligt. Det kan få negative konsekvenser for resten af dit liv.
Som Anna skriver, så kan du ikke vide, hvordan det er at være hos en psykolog eller terapeut, før du har prøvet. Man skal selvfølgeligt lige vænne sig til at få udelt (positiv) opmærksomhed men hold da op, hvor man vokser og udvikler sig af det. Jeg gik i terapi i 4 år og jeg ville ikke have undværet det for noget. Det har forandret mit liv til det ubetinget bedre.
KH Helene
Var sammen med en veninde igår, der som noget af det første siger, du ser forfærdelig ud- du har tabt dig ALT for meget- og hun har ret men det var nu rart, at høre fra en anden end det spejl jeg ser om morgene.
Tillykke med, at du har overvundet dig selv og har fået bestilt tid hos lægen. Det er en stor sejr.
Desværre følger frustrationen så med, når man endeligt selv handler og man så må vente på, at der sker mere.
Forstår godt, at det var positivt for dig, at din veninde så, at du havde tabt dig og spejlede dig, så du kunne genkende dig selv.
Hvad er det for vigtige ting, du ikke kan samle tankerne om?
Hvad kan være vigtigere end, at du klarer dig igennem dag for dag og giver dig selv al den omsorg og opmærksomhed, du har brug for.
KH Helene