Indstillinger
Dårlig samvittighed
Min far udsatte mig for seksuelle krænkelser som barn, og senere hen også som voksen i form af seksuelle kommentarer omkring mig og min krop.
Jeg har brudt tavsheden, og min familie troede som forventet ikke på mig. Min far bagatalisere det han gjorde og forsøger at sige jeg også kunne have sagt fra på en anden måde (han mener formentlig som voksen). - Jeg sagde ikke fra på den måde som han kunne forstå. Fx ved at flytte hans hår far min lår, og sige han ikke skulle klappe mig på lårene m.v. Hver gang jeg sagde fra så var det mig der var den besværlige, for det var jo bare sjovt..
Nu sidder jeg så alene tilbage, uden familie og opbakning. Har dog haft opbakning fra nogle få nære veninder i starten, men nu er det ligesom om de ikke gider høre mere om det. Nok forståeligt nok. Men jeg er bare ikke færdig med min proces... har snakket med psykolog, men synes ikke jeg kunne få hjælp til at komme af med den nagende og ødelæggene dårlige samvittighed over at have brudt tavsheden, og bragt min far og familie skam og smerte.
Jeg har ikke dårlig samvittighed over de ting han udsatte mig for. Det har jeg aldrig haft. Men jeg er ked af at have såret min far ved at fortælle hvad han har gjort. Det er efterhånden to år siden jeg sidst så min far og resten af familien. Så ham tilfældigt for et år siden, og kunne først ikke genkende ham fordi han var blevet så gammel, hvidhåret, indsunket og grå. Og det gør ondt på mig, at jeg tildels har været medvirkende til at gøre dette....
Det blev et langt indlæg, har bare brug for at høre at andre også har brudt tavsheden og kommet videre?, uden at blive ædt op af den dårlige samvittighed over at åbnet munden...
Jeg har brudt tavsheden, og min familie troede som forventet ikke på mig. Min far bagatalisere det han gjorde og forsøger at sige jeg også kunne have sagt fra på en anden måde (han mener formentlig som voksen). - Jeg sagde ikke fra på den måde som han kunne forstå. Fx ved at flytte hans hår far min lår, og sige han ikke skulle klappe mig på lårene m.v. Hver gang jeg sagde fra så var det mig der var den besværlige, for det var jo bare sjovt..
Nu sidder jeg så alene tilbage, uden familie og opbakning. Har dog haft opbakning fra nogle få nære veninder i starten, men nu er det ligesom om de ikke gider høre mere om det. Nok forståeligt nok. Men jeg er bare ikke færdig med min proces... har snakket med psykolog, men synes ikke jeg kunne få hjælp til at komme af med den nagende og ødelæggene dårlige samvittighed over at have brudt tavsheden, og bragt min far og familie skam og smerte.
Jeg har ikke dårlig samvittighed over de ting han udsatte mig for. Det har jeg aldrig haft. Men jeg er ked af at have såret min far ved at fortælle hvad han har gjort. Det er efterhånden to år siden jeg sidst så min far og resten af familien. Så ham tilfældigt for et år siden, og kunne først ikke genkende ham fordi han var blevet så gammel, hvidhåret, indsunket og grå. Og det gør ondt på mig, at jeg tildels har været medvirkende til at gøre dette....
Det blev et langt indlæg, har bare brug for at høre at andre også har brudt tavsheden og kommet videre?, uden at blive ædt op af den dårlige samvittighed over at åbnet munden...
Kommentarer
Jeg vil blot sige, at jeg bliver trist af at læse dit indlæg.
Jeg kan sagtens sige, at du ikke skal have dårlig samvittighed - og det mener jeg! - men det kan du næppe bruge til særlig meget, for som du selv siger, så er du i en proces, som forhåbentlig ender ud i, at du lærer, at du IKKE har gjort noget forkert.
Din far har udsat dig for krænkelse, sådan er det. Slut færdig.
Han har været den voksne, og det er dybt forkert hvad han har gjort. Du HAR sagt fra, men han har gjort nar af dig når du har gjort det. Selv hvis du aldrig nogensinde havde sagt noget som helst, så burde din far vide, at det han gjorde var dybt forkert.
Du har ligget under for din far, fuldstændig som børn (også når de bliver voksne) der vokser op med en voldelig forælder eller en stærkt dominerende forælder.
Når man er i en sådan situation fra barnsben af, bliver man dybt underlagt denne forælders handlinger, og det er ekstremt svært at bryde et sådant mønster; selv som voksen.
Det positive er, at du er godt på vej. Du har RESPEKTERET dig selv, ved at du har indrømmet over for dig selv og andre, at du har været ude for disse overgreb.
Uanset hvor meget din far bagatelliserer det og den øvrige familie ikke ønsker at se realiteterne i øjnene, så har du været udsat for et svigt, for overgreb, hvilket du nu oplever følgevirkningerne af.
Det er desværre normalt, at det forurettede barn selv som voksen har skyldfølelse. Fuldstændig som du beskriver det.
Men fakta er, at intet af dette er din skyld. Din far har SELV sat sig i denne situation, og værre endnu: Han har sat dig i den.
Uanset hvor frygteligt det er, at du ikke har fået den støtte og opbakning du burde have fået da du endelig formåede at sætte ord på krænkelserne, så håber jeg, at bruddet med familien vil komme til at betyde noget godt for dig.
At du ikke længere har kontakt til det miljø hvori krænkelserne fandt sted, vil forhåbentlig betyde, at du på et tidspunkt vil blive FRI.
Selvom det er umådelig trist, at du ikke har fået støtte fra den familie som burde være der for dig.
Det er så en anden side af sagen, jeg desværre tror er mere udbredt end den burde være. At de øvrige familiemedlemmer ikke ønsker at se sandheden i øjnene. Det er "nemmere" at bilde sig selv ind, at det ikke har fundet sted.
Jeg tænker dog, at det kan være, at du kan genoprette kontakten til ihvertfald nogle af dine familiemedlemmer.
Har du overvejet at kontakte nogen af dem der stod dig nærmest? Der er nu en gang den mulighed, at de går med skyldfølelse, men ikke tør nærme sig dig, af frygt for hvordan du vil reagere eftersom de i første omgang i så ekstrem grad svigtede dig.
Det er HELT op til dig om det er noget du vil gøre. Jeg ved ikke om det vil gøre dig godt eller skidt. Det tror jeg, er noget du vil kunne få hjælp til at vurdere og håndtere hvis du er i en støttegruppe.
Jeg håber, at du får mere professionel hjælp. Du skal finde en behandler, som du er tryg ved.
Desuden vil jeg foreslå dig at kontakte en foreningen i dit nærmiljø som støtter incestramte. Du vil formodentlig have stor gavn af at tale med andre i samme situation.
For tro mig; du er IKKE alene med disse tanker!
Se denne hjemmeside: http://www.seksuelt-misbrugte.dk/Incest ... m/link.htm
Som sagt, jeg er sikker på, at du nok skal få svar fra andre i samme situation som du befinder dig i.
Ja, det har jeg overvejet at genoptaget kontakten til noget af familien. Men det er ikke blot de seksuelle krænkelser der er problemet. Hele familiestrukturen har ikke været god for mig. Jeg føler aldrig jeg er blevet respekteret, og er ofte blevet gjort grin med. Til større familiefester havde jeg ofte ondt i maven uger forinden, fordi jeg gruede for det. Jeg var meget alene, og følte mig rigtig dårligt tilpas i familien.
Så på den måde, er det en hel lettelse, at jeg aldrig mere behøver at se dem igen, fordi nu har jeg brudt kontakten. Selv til min søster, som jeg har snakket med efterfølgende er savnet næsten ikke til at se. De lader mig forstå, at jeg jo altid har været sådan ”lidt mærkelig”, og jeg jo heller ikke rigtig kan finde ud af det med kærligheden, så jeg har jo misforstået min fars opførsel.
Min mor fornægter alt, og tror at fordi hun skriver, at hun intet har opfattet i den henseende, så kan hun bare holde sig uden for. Hun har aldrig overfor mig tilkendegivet om hun synes det min far har gjort er ikke er acceptabelt. Et eller andet sted tror jeg hun ved det er rigtigt. Men hun er ikke stærkt følelsesmæssigt, det er min far heller ikke. Der har ikke været megen mor/barn kærlighed. De basale menneskelige behov som et sted at sove, tøj, mad osv. Har jeg fået. Men følelsesmæssig varme og nærvær har jeg ikke oplevet fra dem. Derfor er tabet af både min ”fjerne” og nære familie ikke et tab. Men en lettelse at jeg ikke behøver at se dem, og føle mig så dårligt tilpas med dem.
Min mor og søster tør altså godt nærme sig mig. Min søster sender kort til mærkedage og min mor skriver jævnligt og trygler om at genoptage kontakten. Dem føler jeg ikke så meget for. De har valgt at lukke øjnene, og tage den lette beslutning om ikke at tro mig, men tror på min far at han intet har gjort forkert. Jeg forstår dem godt, hvorfor bruge år af sit liv – og ungdom!! på at forholde sig til så uvirkelige fakta, som en datter påstår. Har ikke noget tilovers for min mor, kender hende ikke rigtigt, ved faktisk ikke hvem hun er. Synes hun er svag og afhængig af min far, siden hun vælger ham og ikke tror sin egen datter.
Egentlig er jeg glad for at de fastholder deres løgne, fordi hvis jeg vidste at de havde det godt, så ville min skyldfølelse forsvinde. Nok primært overfor min far, da det er ham jeg har skyldfølelse overfor. Jeg kender ham, og ved hvor meget han må lide nu. Han vil godt have andre til at fortælle mig, at han har været en god far. Det har han jo også på mange punkter. Han kunne godt give ømhed og nærvær i et vist omfang. Men kan de fleste krænkere ikke det? Er det ikke den måde de skaber tillid og mulighed for at forgribe sig på andre...?
Puha.. har også set et billede af ham efterfølgende, og man kan se smerten i hans øjne…. Det er forfærdeligt. Kan se han er ved at bryde helt sammen. Men jeg forstår ikke hvad han havde forestillet sig. At han bare kunne fortsætte med sine perversiteter langt op i mit voksenliv. Han havde endda den frækhed at spørge mig,
”at hvis man var helt sikker på ikke at blive opdaget, og man var totalt kold, kunne man så godt gøre det?”.
– Det var i en helt anden sammenhæng, men jeg vidste at han formentlig tænkte på det. Han har selv sagt det, han var totalt kold, han troede han ikke ville blive afsløret fordi det ofte var i gråzonen som kunne blive bortforklaret. Men det blev han, og nu skal han forholde sig til mine beskyldninger….
Tak fordi du læste med så langt…
Jeg synes nu ikke, at dit indlæg var så langt :-)
Selvom min historie er helt anderledes end din, så genkender jeg skyldfølelsen over at afsløre hemmelighederne. Min far døde, da jeg var 10½ år. Da jeg var 43 år, startede jeg i terapi og først da, fik jeg hul igennem til min totalt fortrængte barndom og fandt ud af, at jeg havde været omsat for grov incest og meget andet.
Efter et stykke tid fortalte jeg mine søstre om incesten. Jeg følte, at jeg gav dem en gave. Når de fik det at vide, ville de få en helt ny mulighed for at forstå, hvorfor deres liv, var blevet som de var. Men (som forventet) så opfattede de absolut ikke min afsløring som en gave. De nægtede totalt at tro på mig og beskyldte mig for at være skør og meget andet. I dag har vi kun meget sporadisk kontakt. Ikke noget savn.
Alligevel følte jeg et vist ansvar overfor at beskytte deres hemmelighed og ikke tale for højt om min barndom. Jeg ønskede jo ikke at såre dem. Faktisk havde jeg også skyldfølelse overfor mine forældre, hvis jeg afslørede deres hemmeligheder - selvom de havde været døde i mange år. Jeg kunne godt se, at min familie var en helt del skrøbeligere og mere sårbar overfor sandheden, end jeg selv var. Men det var uholdbart, for hvis jeg tog mere hensyn til min familie end til mig selv, ville jeg blive ved med at ofre mig for, at de kunne have det godt og lade alting fortsætte. Det var jeg ærligt talt ikke motiveret for. Der ville være så store omkostninger (for mig) og ingen gevinster (for mig).
Så i dag er det ikke nogen hemmelighed, at jeg har været udsat for incest. Siden 2008 har jeg lavet frivilligt arbejde i Foreningen Synlighedsdagen (for voksne med senfølger af seksuelle overgreb i barndommen - www.synlighedsdagen.dk); jeg har skrevet læserbreve og deltager i debatter; i 2010 fik jeg førtidspension p.g.a. senfølger; jeg har holdt oplæg på Synlighedsdagens temadag; jeg har været i fjernsynet og fortælle om mine senfølger; jeg har min hjemmeside (www.tabuet.dk), hvor jeg skriver om dysfunktionelle familiemønstre, senfølger af traumatisering og tabuet omkring disse ting.
Det er ikke mit behov at holde min fortid og mine erfaringer hemmelige, jeg vil hellere være med til at få alle hemmelighederne frem i lyset. Også selvom det gør ondt på nogen. For det gør mere ondt, når de ikke kommer frem og så er der ingenting, der forandres. Incest skal tales og ikke ties ihjel.
Din far har forsøgt at lægge sit eget ansvar hen på dig ved at sige, at du kunne have sagt fra på en anden måde. Det er jo for det første slet ikke det, det handler om. For det andet så er det jo en krænkers typiske forsøg på at slippe uden om sit eget ansvar. For det tredje er netop afsløring som oftest vores eneste våben - men et enormt stærkt våben, for afsløring er ofte det eneste en krænker frygter.
Set udefra er det helt berettiget, sundt og godt, at du har givet din far ansvaret for hans egne handlinger og har taget konsekvensenn i og med, at du ikke har kontakt til din familie længere. Også selvom du føler skyldfølelse.
For skyldfølelsen kan du få professionel hjælp til at slippe. Den er meget ofte en forsvarsmekanisme, der skjuler noget andet, der ligger nedenunder.
Du skriver, at du har haft snakket med en psykolog. Det lyder ikke som om, at du har været i et længerevarende terapiforløb?
Senfølgerne af incest og opvæksten i en dysfunktionel familie er ikke noget, man får bearbejdet på nogle få sessioner hos en psykolog.
Jeg gik i intensiv terapi i 4 år hos en NLP- og hypnoterapeut. Det hjalp mig utroligt meget. Da jeg var færdig dér, var der ikke længere nogen skyld eller skam tilbage overhovedet. Under hypnose kommer man direkte i kontakt med underbevidstheden, så når jeg under hypnose fik at vide, at jeg var helt uskyldig, så gik det mindst 100 gange stærkere ind, end det normalt ville gøre. Under hypnose FØLTE OG MÆRKEDE jeg min uskyld og kunne integrere den.
Undervejs gik jeg i godt 1 år i en støttegrupppe på Støttecentret mod incest (www.incest.dk). Efterfølgende har jeg været nogle gange i Rosenterapi og fået healing. Nu er jeg i gang med et forløb hos en SE-terapeut (choktraumeterapi, kropsterapi), så jeg også kan få traumerne ud af kroppen og få kroppen i balance.
Så jeg tror altså, at det er muligt for dig at slippe af med din skyldfølelse, men jeg tror, at du får brug for professionel hjælp til det. For du kan ikke tænke den væk. Det er et følelsesmæssigt forandringsarbejde, der skal gøres. For at komme i kontakt med de følelser, kræver det dels, at du finder en terapiform, der er god for dig og dels, at det er en behandler, du føler tillid til og har det godt med, så du kan åbne dig.
Håber du kan bruge noget af dette.
KH Helene
Vil kun lige tilføje, at incest ikke handler om sex. Incest er IKKE sex. Det er fysisk, psykisk og følelsesmæssig vold, der involverer kønsdelene.
Incest og seksuelle overgreb handler om magt og afmagt. Seksuelle overgreb er den måde, man kan få ubetinget magt over andre mennesker på og dermed kunne føle kontrol over sit eget (følelses)liv.
Seksuelle overgreb handler om at seksuelisere nogle følelser, der dybest set intet har med sex at gøre.
Mange overgreb betyder ikke, at krænkeren har et stort sexbehov, men et stort behov for at kunne få et følelsesmæssigt kick og andre ting.
Mennesker med seksuel trang til børn, har ofte en personlighedsforstyrrelse. Man hjælper dem ikke ved at holde på deres hemmeligheder, så de kan fortsætte med at skade andre - og sig selv.
KH Helene
"For skyldfølelsen kan du få professionel hjælp til at slippe. Den er meget ofte en forsvarsmekanisme, der skjuler noget andet, der ligger nedenunder. "
Jeg har gået til psykolog med speciale indenfor dette område i et års tid, men syntes ikke jeg fik noget jeg kunne arbejde videre på mht. min skyldfølelse.
Kan du henvise til en psykolog/psykiater du kan anbefalde? Jeg vil meget gerne høre mere om at det de forsvarsmekanismer...
Et års terapi er vist sjældent nok til at arbejde sig ud af skyldfølelsen.
Jeg har ikke nogen erfaring med psykiatere eller psykologer.
Hvis du er interesseret i oplysninger om den NLP- og hypnoterapeut, jeg gik hos er du velkommen til at sende mig en mail på kontakt@tabuet.dk. Ham kan jeg bestemt anbefale.
I min terapi fik jeg mange redskaber, jeg selv kunne arbejde videre med.
Alternativt kan du måske få anbefalet nogle psykologer/terapeuter i den professionelle rådgivning hos Støttecenter mod incest (http://www.incest.dk).
KH Helene