Indstillinger
Min situation?
Goddag, jeg er en fyr på 20.
Jeg skriver her i håb om at få noget svar på min nuværende situation.
Jeg ved ikke hvad min situation er, jeg ved ikke om det er normalt sådan som det står til eller om det er unormalt.
Jeg har et svingende humør. Nogle dage kan jeg vågne og være fyldt med livsenergi og overskud så jeg føler jeg er supermand og andre dage står jeg op og det er som om der ligger en tung sort sky over mig. Sådanne dage ønsker jeg ikke andet end at sidde for mig selv og jeg har ikke lyst eller energi til at gøre noget eller snakke med nogen. Mit hoved er desuden fyldt op med negative tanker og jeg føler mig bare deprimeret generelt.
For godt et år siden sagde jeg op på den uddannelse/arbejdsplads jeg var i gang med, jeg troede det var en god ide men jeg endte helt nede i kulkælderen og kunne ikke tage mig sammen til at finde et nyt arbejde da ved hver eneste jobannonce jeg så tænkte "Det kan jeg nok ikke finde ud af." Mine forældre lagde godt mærke til at jeg var lidt nedtrykt i den periode men jeg holdte det indenbords som altid. Det er først for et par måneder siden at jeg er stoppet med at drømme om at jeg får lov at komme tilbage til det arbejde, hvilket i virkeligheden er helt umuligt. Jeg svigtede. Jeg endte med - efter 5 måneders arbejdsløshed - at tage ud at rejse et halvt års tid alene i håbet om at flygte fra hvad jeg kalder min indre dæmon der ynder at hive mig ned i sølet. Jeg fik det helt godt efter 2 måneder udenlands da det lykkedes mig at blive.. ja ligeglad. Men nu er jeg hjemme igen og de her humørsvingninger er så kommet igen, ikke lige så kraftige som før jeg tog afsted men alligevel hårde nok til at jeg ønsker forløsning. De er blevet værre og værre efter jeg er kommet hjem, som om den mur jeg opbyggede langsomt brydes ned.
Jeg har ALDRIG snakket med nogen om de mørkeste kroge af mit indre og det er med rystende hænder at jeg skriver det her. Jeg lærte at isolere mit indre i en tidlig alder. Den eneste måde jeg kunne komme af med tingene var at skrive dem ud, men jeg kan ikke fokusere længe nok, når jeg har "inspirationen" til at skrive bliver det hurtigt forkludret af en millard tanker der vil have taleret på samme tid.
Jeg ved ikke hvad jeg skal synes om det hele. Når jeg får tanker om at snakke med nogen siger min indre dæmon "Du er svag!" og så dropper jeg det. Jeg prøvede en overgang så småt at åbne for en veninde men jeg er overbevist om at jeg smittede hende med mit mørke så det er jeg stoppet med før jeg ødelægger hende. Jeg er bange for hvis jeg spurgte min læge, som jeg har overvejet, at de bare ville rynke på panden og sige "Tag dig sammen." Eller i hvert fald tænke det.
Skal jeg bare tage mig sammen? Eller har jeg et problem? Jeg ved at det hele, hver eneste tanke og følelse er urealistisk og tåbelig, jeg vil bare gerne have det godt indeni. Hvad er min situation? Bør jeg stoppe med at tude og komme videre?
katalysator33
Jeg skriver her i håb om at få noget svar på min nuværende situation.
Jeg ved ikke hvad min situation er, jeg ved ikke om det er normalt sådan som det står til eller om det er unormalt.
Jeg har et svingende humør. Nogle dage kan jeg vågne og være fyldt med livsenergi og overskud så jeg føler jeg er supermand og andre dage står jeg op og det er som om der ligger en tung sort sky over mig. Sådanne dage ønsker jeg ikke andet end at sidde for mig selv og jeg har ikke lyst eller energi til at gøre noget eller snakke med nogen. Mit hoved er desuden fyldt op med negative tanker og jeg føler mig bare deprimeret generelt.
For godt et år siden sagde jeg op på den uddannelse/arbejdsplads jeg var i gang med, jeg troede det var en god ide men jeg endte helt nede i kulkælderen og kunne ikke tage mig sammen til at finde et nyt arbejde da ved hver eneste jobannonce jeg så tænkte "Det kan jeg nok ikke finde ud af." Mine forældre lagde godt mærke til at jeg var lidt nedtrykt i den periode men jeg holdte det indenbords som altid. Det er først for et par måneder siden at jeg er stoppet med at drømme om at jeg får lov at komme tilbage til det arbejde, hvilket i virkeligheden er helt umuligt. Jeg svigtede. Jeg endte med - efter 5 måneders arbejdsløshed - at tage ud at rejse et halvt års tid alene i håbet om at flygte fra hvad jeg kalder min indre dæmon der ynder at hive mig ned i sølet. Jeg fik det helt godt efter 2 måneder udenlands da det lykkedes mig at blive.. ja ligeglad. Men nu er jeg hjemme igen og de her humørsvingninger er så kommet igen, ikke lige så kraftige som før jeg tog afsted men alligevel hårde nok til at jeg ønsker forløsning. De er blevet værre og værre efter jeg er kommet hjem, som om den mur jeg opbyggede langsomt brydes ned.
Jeg har ALDRIG snakket med nogen om de mørkeste kroge af mit indre og det er med rystende hænder at jeg skriver det her. Jeg lærte at isolere mit indre i en tidlig alder. Den eneste måde jeg kunne komme af med tingene var at skrive dem ud, men jeg kan ikke fokusere længe nok, når jeg har "inspirationen" til at skrive bliver det hurtigt forkludret af en millard tanker der vil have taleret på samme tid.
Jeg ved ikke hvad jeg skal synes om det hele. Når jeg får tanker om at snakke med nogen siger min indre dæmon "Du er svag!" og så dropper jeg det. Jeg prøvede en overgang så småt at åbne for en veninde men jeg er overbevist om at jeg smittede hende med mit mørke så det er jeg stoppet med før jeg ødelægger hende. Jeg er bange for hvis jeg spurgte min læge, som jeg har overvejet, at de bare ville rynke på panden og sige "Tag dig sammen." Eller i hvert fald tænke det.
Skal jeg bare tage mig sammen? Eller har jeg et problem? Jeg ved at det hele, hver eneste tanke og følelse er urealistisk og tåbelig, jeg vil bare gerne have det godt indeni. Hvad er min situation? Bør jeg stoppe med at tude og komme videre?
katalysator33
Kommentarer
Jeg starter med at besvare de spørgsmål, du stiller til sidst i dit indlæg:
Ja, du har et problem.
Nej, du skal ikke bare tage dig sammen.
Nej, dine tanker og følelser er ikke urealistiske og tåbelige.
Nej, du er ikke svag.
Nej, du bør ikke stoppe med at tude og komme videre.
Ja, du vil selvfølgeligt gerne have det godt indeni.
Du har det rigtigt skidt og det er der nogen grunde til. Ligesom der er grunde til, at du har lært at holde dine tanker og følesler for dig selv. Ligesom der er grunde til, at du føler, at du har en mørk side og en indre dæmon. Men du kender ikke de grunde, for de ligger for en stor del i det ubevidste sind og der skal hjælp til for, at de kan blive bevidste, så man kan forstå dem.
Dæmoner trives kun i mørke og tavshed. Trækker man dem ud i lyset og taler om dem, så svinder de meget hurtigt ind og viser sig slet ikke at være så farlige, som man har gået og troet.
Du lærte at isolere dit indre i en tidlig alder. Den slags hævner sig, for det er meget, meget usundt og skadeligt. Du tog ud at rejse og det lykkedes dig at bygge en mur op om dig selv og gøre dig følelsesløs. Det er ikke en måde at leve på. Faktisk er det ikke liv - det er kun eksistens. Nu er du tilbage og muren er ved at ramle sammen. Det kan være det bedste, der er sket for dig i hele dit liv, for det tvinger dig til at gøre noget andet, end du plejer at gøre. Som f.eks. at bede om hjælp herinde på Netdoktor. Et liv bag en mur er et meget ensomt liv.
Jeg ved, at det kan være dybt grænseoverskridende og skræmmende at bede om hjælp, når man ikke er vant til at åbne sig og fortælle, hvordan man virkeligt har det. Men det er vitterligt nødvendigt, hvis man vil have det bedre. Det du beskriver, kan du ikke forandre ved egen kraft og heller ikke ved at åbne dig lidt for en ven eller veninde.
Hvis du fortæller din læge, hvordan du virkeligt har det (uden at underdrive og lyde som om, at det jo nok ikke er noget), så er der en meget lille sandsynlighed for, at din læge vil sige, at du bare skal tage dig sammen. I så fald vil han/hun være en meget dårlig læge. Men hvis du plejer at sige til dig selv, at du bare skal tage dig sammen, så kan du let komme til at tro, at andre vil reagere lige sådan. Sandsynligvis vil din læge lytte til dig og stille dig nogle uddybende spørgsmål. Måske vil han/hun foreslå dig medicin. I så fald vil jeg anbefale dig at bede om at få en henvisning til en psykolog i stedet.
Så derfor: Få bestilt tid hos din læge.
Mange hilsner Helene
Tak for dit svar. Det var ikke nemt at læse, jeg har aldrig troet at der var nogen der havde forståelse for eller forstår noget af det inden i mig.
Jeg vil følge dit råd og så får vi se om lægen er lige så forstående.
- katalysator
Jeg forstår dig sagtens. Jeg har selv haft det på den måde, som du beskriver. Psykologer og terapeuter vil også forstå det, for der er rigtigt mange mennesker, der har det, som du beskriver.
Men mennesker er så dygtige til at skjule sig bag en facade, så alle går og tror, at de er den eneste, der har det på den måde. Så kommer man til at føle sig forkert og anderledes og er bange for at 'afsløre' sig. Der er enormt mange mennesker, der gør præcist det samme og så finder man jo aldrig ud af, at der er andre, der har det præcist som én selv.
Læger er forskellige og nogle er forstående og andre er ikke. Jeg håber, at din læge er forstående. Hvis ikke, så må du ikke miste modet. Så skal der findes ud af, hvad du så kan gøre, for helt sikkert er det, at du skal have noget hjælp, så du kan få det bedre. Det skal en uforstående læge jo ikke forhindre.
Held og lykke med det.
KH Helene