Hvordan kommer jeg videre?
Det her er meget svært for mig at skrive om, så tilgiv mig , hvis det er lidt rodet.
Jeg er en gift mand, der er far til to drenge på 9 og 12 år.
Grundlæggende har jeg selv et medansvar for at mit ægteskab har udviklet sig som det har, så jeg har ikke brug for belæringer, det jeg har brug for er jeres bud på hvordan jeg kommer videre i mit liv.
En af mine svage sider er at jeg har svært ved at sige nej og jeg er generelt ikke er god til at sige fra, ellers bliver jeg betegnet som enhver svigermors drøm (sød, rar og hjælpsom).
Over årene er mit ægteskab blevet dårligere og dårligere, aktuelt lever min kone og jeg stort set hvert vores liv, min kone passer sine interesser og jeg passer mine, de huslige pligter bortset fra madlavning, har vi delt mellem os, så vi laver hver vores, madlavningen skiftes vi til.
Samlivet og fællesskabet er langsomt ebbet ud, sexlivet er også helt gået i stå, hvis ikke det var fordi jeg er far til mine 2 dejlige børn, så havde jeg forlangt skilsmisse for længe siden.
Aktuelt har vi nogle problemer med den yngste søn, der ikke vil lystere, min kone gør ikke noget og ofte ender det med at jeg står der som den ”onde” far der bare altid skælder ud, for eksempel fordi skolens mødetid skal overholdes.
Årsagerne til problemerne er mange, grundlæggende tror jeg at vi har mistet respekten for hinanden.
For mit vedkommende hænger det bl.a. sammen med at jeg oplever at min kone ofte vælger negativ tilgang til problemerne eller ligefrem fornægter problemer eller afviser dem ”det er ikke min skyld”.
Hvis hun ikke er tilfreds med et eller andet kan hun godt blive sur og bagefter påstå hun at det var mig der blev sur, i sådanne situationer siger vi ikke noget til hinanden og luften nærmest dirrer af indestængte agressioner.
Oven i dette plages min kone af selvmedlidenhed med dertil hørende trøstespisning og hvad deraf følger…
Jeg kan simpelthen ikke få øje på hvordan forholdet kan bringes tilbage på sporet, i mine sorteste øjeblikke ønsker jeg at vi aldrig var blevet gift og aldrig havde fået børn sammen.
Problemet er yderligere blevet kompliceret af at en af mine kvindelige venner er begyndt at komme med små søde kommentarer og altid smiler sødt til mig, det er aldrig blevet til mere end det, dog føler jeg mig meget tiltrukket af hende, hvilket jeg tilskriver to faktorer dels har hun i væremåde meget til fælles med mig og dels er hun på mange måder en modsætning til min kone.
Jeg bebrejder mig selv at jeg føler mig tiltrukket af en anden kvinde, selv om mit ægteskab reelt var gået i stykker før min kvindlige ven begyndte at være sød ved mig.
Inderst inde ønsker jeg at afslutte mit ægteskab, men det er rigtig svært for mig at få fortalt min kone at det er hvad jeg ønsker, jeg ved at hun vil blive meget ked af det og jeg ønsker ikke at ende med at være uvenner med hende, så det skal ske på en ordentlig måde.
Jeg ønsker heller ikke at mine børn bliver kastebold mellem far og mor og de må under ingen omstændigheder få den opfattelse at det er deres skyld at far og mor bliver skilt.
Og hvad med min kvindelige ven, hvis det ender med en skilsmisse, så skal hun ikke tro at jeg bliver skilt på grund af hende, desuden har jeg svært ved at forestille mig at jeg kan håndtere et nyt forhold lige efter en skilsmisse, men hun er så sød at jeg næsten kan se mig selv gøre hvad som helst for at holde fast i hende, eller måske skal jeg bare forklare hende på en sød måde at der er ”lukket på grund af ombygning” ;-)
Jeg har overvejet at søge hjælp hos en parterapeut, men hvor finder jeg en god en i storkøbenhavn?
Tak fordi du læste med så langt og på forhånd tak for gode bud på hvordan jeg kommer videre.
Venlig hilsen
Torben
Jeg er en gift mand, der er far til to drenge på 9 og 12 år.
Grundlæggende har jeg selv et medansvar for at mit ægteskab har udviklet sig som det har, så jeg har ikke brug for belæringer, det jeg har brug for er jeres bud på hvordan jeg kommer videre i mit liv.
En af mine svage sider er at jeg har svært ved at sige nej og jeg er generelt ikke er god til at sige fra, ellers bliver jeg betegnet som enhver svigermors drøm (sød, rar og hjælpsom).
Over årene er mit ægteskab blevet dårligere og dårligere, aktuelt lever min kone og jeg stort set hvert vores liv, min kone passer sine interesser og jeg passer mine, de huslige pligter bortset fra madlavning, har vi delt mellem os, så vi laver hver vores, madlavningen skiftes vi til.
Samlivet og fællesskabet er langsomt ebbet ud, sexlivet er også helt gået i stå, hvis ikke det var fordi jeg er far til mine 2 dejlige børn, så havde jeg forlangt skilsmisse for længe siden.
Aktuelt har vi nogle problemer med den yngste søn, der ikke vil lystere, min kone gør ikke noget og ofte ender det med at jeg står der som den ”onde” far der bare altid skælder ud, for eksempel fordi skolens mødetid skal overholdes.
Årsagerne til problemerne er mange, grundlæggende tror jeg at vi har mistet respekten for hinanden.
For mit vedkommende hænger det bl.a. sammen med at jeg oplever at min kone ofte vælger negativ tilgang til problemerne eller ligefrem fornægter problemer eller afviser dem ”det er ikke min skyld”.
Hvis hun ikke er tilfreds med et eller andet kan hun godt blive sur og bagefter påstå hun at det var mig der blev sur, i sådanne situationer siger vi ikke noget til hinanden og luften nærmest dirrer af indestængte agressioner.
Oven i dette plages min kone af selvmedlidenhed med dertil hørende trøstespisning og hvad deraf følger…
Jeg kan simpelthen ikke få øje på hvordan forholdet kan bringes tilbage på sporet, i mine sorteste øjeblikke ønsker jeg at vi aldrig var blevet gift og aldrig havde fået børn sammen.
Problemet er yderligere blevet kompliceret af at en af mine kvindelige venner er begyndt at komme med små søde kommentarer og altid smiler sødt til mig, det er aldrig blevet til mere end det, dog føler jeg mig meget tiltrukket af hende, hvilket jeg tilskriver to faktorer dels har hun i væremåde meget til fælles med mig og dels er hun på mange måder en modsætning til min kone.
Jeg bebrejder mig selv at jeg føler mig tiltrukket af en anden kvinde, selv om mit ægteskab reelt var gået i stykker før min kvindlige ven begyndte at være sød ved mig.
Inderst inde ønsker jeg at afslutte mit ægteskab, men det er rigtig svært for mig at få fortalt min kone at det er hvad jeg ønsker, jeg ved at hun vil blive meget ked af det og jeg ønsker ikke at ende med at være uvenner med hende, så det skal ske på en ordentlig måde.
Jeg ønsker heller ikke at mine børn bliver kastebold mellem far og mor og de må under ingen omstændigheder få den opfattelse at det er deres skyld at far og mor bliver skilt.
Og hvad med min kvindelige ven, hvis det ender med en skilsmisse, så skal hun ikke tro at jeg bliver skilt på grund af hende, desuden har jeg svært ved at forestille mig at jeg kan håndtere et nyt forhold lige efter en skilsmisse, men hun er så sød at jeg næsten kan se mig selv gøre hvad som helst for at holde fast i hende, eller måske skal jeg bare forklare hende på en sød måde at der er ”lukket på grund af ombygning” ;-)
Jeg har overvejet at søge hjælp hos en parterapeut, men hvor finder jeg en god en i storkøbenhavn?
Tak fordi du læste med så langt og på forhånd tak for gode bud på hvordan jeg kommer videre.
Venlig hilsen
Torben
Kommentarer
Jeg synes, det lyder som en god idé med parterapi.
Den terapeut, jeg gik hos i et langvarigt terapiforløb, tilbyder også parterapi. Jeg kan absolut anbefale ham.
Hvis du er interesseret, kan du sende mig en mail på kontakt@tabuet.dk, så kan jeg sende dig information. Det er i Storkøbenhavn.
Hilsen Helene
Det nytter ikke meget, hvis den ene kommer med målet, at man vil ud af forholdet på en ”pæn” måde, og den anden kommer med målet, at forholdet skal bevares.
Jeg er lidt i tvivl om dit mål, for noget af det du skriver, virker som om, du allerede er på vej ud, og kun bliver for dine børns skyld, og fordi du mener din kone vil blive ked af det. Man skal under ingen omstændigheder blive udelukkende for børnenes skyld – det gør man den en bjørnetjeneste ved. Jeres børn er givet helt og aldeles klar over, at der er noget galt, sådan som du beskriver jeres forhold. De er usikre og utrygge, og det kan udmærket være årsagen til de problemer, I har med jeres yngste. De har faktisk krav på at få at vide i klart sprog, at I har nogle problemer, og at I f.eks. prøver at gøre noget aktivt for at finde ud af tingene.
Jeg forvirres også over, at du tror, at dine børn skal føle skyld over det, hvis I skilles. Det gør de kun, hvis ikke I gør dem klart, at det altså intet har med dem at gøre.
Hvis du mener, at din kone vil blive ked af et brud, må hun jo bestemt have en interesse i, at I sammen gør noget, for at få det til at fungere.
Jeg kan forstå, at I gør som det store flertal af par: Nemlig helt og aldeles glemmer at tale sammen om, hvordan I har det, og til det vil I muligvis have meget stor nytte af noget hjælp ved en terapeut.
Når du fungerer så dårligt, er det helt logisk at du bemærker, at der er andre ”skibe på kajen”. Denne kvinde har muligvis altid været sød og rar, men nu er du måske ved at lægge mere i det, end der måske er. Hun fornemmer måske, at du har det dårligt, men du ved jo godt, at det dummeste, du overhovedet kan gøre, er at indlede et forhold til hende, så det skal du naturligvis lade være med, for så kommer du først ud i mudderkastning med voldsom ubehagelig skilsmisse og et dårligt forhold til dine børn som følge. Afhængigt af, hvordan hun er din ven, kunne hun måske være en god sparringspartner, du kan tale med om dine og din kones problemer.
Hvis du og din kone kommer frem til, at I må skilles, så kan det da godt være, du og din veninde en gang kan finde ud af noget, men lad endelig være, før alt andet er afklaret, hvilket jeg i øvrigt fornemmer, at du også har besluttet dig for.
Mit forslag her og nu er, at du sætter dig sammen med din kone, fortæller hende, at du ikke kan holde til det her mere, du vil gerne have, at I sammen prøver at finde ud af, om I kan finde ud af at finde det gode liv sammen, men for at det skal kunne lykkes, så skal I sammen finde nogle gode løsninger, og at det ikke vil lykkes, hvis ikke I begge er indstillet på det og begge er indstillet på at lytte positivt til hinanden, begge er indstillet på at gøre en indsats.
Når I har haft den samtale, så ved I – nogenlunde i hvert fald – hvor I står, så er det givet en rigtig, rigtig god ide at kontakte en parterapeut, der kan hjælpe jer til at fastholde jeres mål og ønsker.
Bedste tanker,
Parterapi kan hjælpe med genforelskelsen, med at løse konflikter osv. I mit tilfælde fik jeg nogle ting på det rene med min mand, og ja vi har fået et bedre forhold. Jeg synes at det var absolut vært at prøve! Jeg brugte kun1500 kr på hele 3 sessioner og kan anbefalle dig at prøve det.
jeg akn anbefalle parterapi von bale, hun ligger på sjælland.Hun hjalp mig meget, men der er selfølgeligt mange andre. Good luck!
Det lyder super kedeligt det liv i har sammen. ville det ikke være meget bedre at få det overstået og få noget ordenlig tid sammen med dine børn, så kan hun selv rette på dem når hun har dem.
Børn vil altid tænke at det har noget med dem at gøre, sådan er børn.
Den kommer man aldrig uden om, men man kan snakke ordenlig om morden når hun bliver snakket om og man kan formidle at man elsker sine børn og lade dem forstå at det er et voksen problem og derfor intet har med dem at gøre.........og i øvrigt lære dem at blande sig uden om voksen problemer.
Det er en frygtelig uskik vi her fået her i landet at børn skal blandes ind i alt muligt.
Måske føler I at I allerede har kæmpet nok og besluttet at forholdet må tage en ende? Her er parterapi stadig en god idé!
Når der er børn indblandet i forholdet, så er det fornuftigt at blive vejledt i at få kommunikationen til at fungere og dermed på fornuftig vis aftale i det mindste at være loyale og respektfulde samarbejdspartnere.
Mvh Sara Maitsland ( parterapeut )
- www.parterapiogsexolog.dk
mail: saramaitsland@live.dk
Det kan være du allerede har fundet ud af den rigtige måde at komme videre på - om du har fundet en ny gnist eller har fundet tilbage til den oprindelige kærlighed ved jeg selvfølgelig ikke. Men for vores vedkommende var det heldigvist det rigtige at blive sammen, men en af mine venner havde en kæreste der havde et sidespring i Aarhus, og så for dem var det bedre at gå hver for sig.
Er du kommet videre?
Mange hilsner
Lasse