Når livsvilkårende ændres
Der må være nogle andre herinde der har mistet sin mand/kone og hvor der skal ændres mange ting i dagligdagen.
Jeg har mistet min mand for et halvt år siden. Jeg bor nu i et meget stort hus, som jeg økonomisk godt kan bo i et par år endnu. Problemet er, hvis der kommer uventede reparationer, det kan jeg ikke klare selv.
Jeg er glad for vores hus, som vi har haft i 40 år, så det er også kommet i reparationsalderen.
Jeg overvejer så at sælge det.
Og det er her mine tvivl kommer ind.
Jeg har i dag talt med diverse myndigheder om boligstøtte, og skat omkring økonomien hvis jeg sælger huset.
Nu kommer så det jeg synes er underligt.
Man får boligstøtte efter antal kvadratmeter, ikke efter indkomst, når man er pensionist.
Jeg havde ellers udset mig en lejlighed på 91 kvadratmeter, den var billigere end end en på 77. Til den dejlige store lejlighed kan jeg få 800kr. pr.md, i den anden kan jeg få 1400 kr. Begge er for store til en enlig pensionist, siger de.
Jeg har nogle ønsker om, at lejligheden skal ligge ved jorden, ikke i en blokbebyggelse hvor der er 7-8 trin op til lejligheden, eller også skal der være elevator. Der skal være et pænt køkken med spiseplads, fordi stuerne er meget små, og så skal der være et pænt badeværelse, så jeg ikke risikere, at hjemmeplejen forlanger en flytning, hvis jeg skulle få brug for deres hjælp til bad o.s.v.
Jeg har stadigvæk nogle interesser, som fylder mindst et værelse.
Jeg synes det er et mærkeligt system. Hvis jeg valgte en lejlighed på 65 kvadratmeter, så kunne jeg få 2400 kr i boligstøtte pr. måned.
Det er med samme pension og samme formue. Det er udelukkende lejlighedens størrelse det kommer an på.
Jeg er godt nok usikker på, hvad jeg skal gøre her. Jeg er stadigvæk meget glad for mit store hus på 226 kvadratmeter og en dejlig have.
Hvordan har andre det med den omvæltning der uundgåeligt kommer. Nogen må have "overlevet" den.
Victoria
Jeg har mistet min mand for et halvt år siden. Jeg bor nu i et meget stort hus, som jeg økonomisk godt kan bo i et par år endnu. Problemet er, hvis der kommer uventede reparationer, det kan jeg ikke klare selv.
Jeg er glad for vores hus, som vi har haft i 40 år, så det er også kommet i reparationsalderen.
Jeg overvejer så at sælge det.
Og det er her mine tvivl kommer ind.
Jeg har i dag talt med diverse myndigheder om boligstøtte, og skat omkring økonomien hvis jeg sælger huset.
Nu kommer så det jeg synes er underligt.
Man får boligstøtte efter antal kvadratmeter, ikke efter indkomst, når man er pensionist.
Jeg havde ellers udset mig en lejlighed på 91 kvadratmeter, den var billigere end end en på 77. Til den dejlige store lejlighed kan jeg få 800kr. pr.md, i den anden kan jeg få 1400 kr. Begge er for store til en enlig pensionist, siger de.
Jeg har nogle ønsker om, at lejligheden skal ligge ved jorden, ikke i en blokbebyggelse hvor der er 7-8 trin op til lejligheden, eller også skal der være elevator. Der skal være et pænt køkken med spiseplads, fordi stuerne er meget små, og så skal der være et pænt badeværelse, så jeg ikke risikere, at hjemmeplejen forlanger en flytning, hvis jeg skulle få brug for deres hjælp til bad o.s.v.
Jeg har stadigvæk nogle interesser, som fylder mindst et værelse.
Jeg synes det er et mærkeligt system. Hvis jeg valgte en lejlighed på 65 kvadratmeter, så kunne jeg få 2400 kr i boligstøtte pr. måned.
Det er med samme pension og samme formue. Det er udelukkende lejlighedens størrelse det kommer an på.
Jeg er godt nok usikker på, hvad jeg skal gøre her. Jeg er stadigvæk meget glad for mit store hus på 226 kvadratmeter og en dejlig have.
Hvordan har andre det med den omvæltning der uundgåeligt kommer. Nogen må have "overlevet" den.
Victoria
Kommentarer
Hvis din økonomi på nuværende er så du kan sidde i jeres fælles bolig i et par år endnu uden dog at have til uforudsete udgifter, så er mit bedste råd til dig, find den lejlighed du allerbedst kan trives i og hvor du kan få økonomien til at løbe fornuftig rundt. Du kan så måske også tillade dig at vente på det rette. Det kan godt være du kan få mere i boligstøtte ved at vælge en mindre lejlighed, men hvis det for dig er vigtigt og essientielt at have det mere plads og du egentlig også har råd, så skal du vælge der hvor du vil kunne trives. Min mor elskede sin lejlighed på 96 m2 -ønskede at flytte tæt på os, elskede det nye sted og der var 2000kr mere i tilskud det nye sted end der hvor hun havde boet i 61 år og somvar hendes primære hjem og valg. Hun elskede det nye sted men det var svært at få plads til alt det der i så mange år havde stor betydning for hende eks det første møbel min far og mor havde købt sammen - dækketøjsskabet! Hvis du kan tillade dig at se ud over økonomi og ikke tænke på hvad du ellers kunne have fået i tilskud, så vælg der hvor du vil trives og hvor du kan være lykkelig og få et godt fremtidigt liv, sammen med din familie og venner
med håb om et godt sted -held og lykke
anne marie
For nogle år siden var det så "moderne". Unge med børn og ældre skulle bo de samme steder, sagde "de kloge". Så kunne de have "fornøjelse" af hinanden.
Jeg elsker skam børn, men vil også gerne have fred. Alle ældre, jeg talte med foretrak også freden.
Jeg ville bedre kunne holde mindre plads ud end støj. Musikanlæg, der bliver skruet voldsomt op. Trampen over hovedet, når nogen går ovenpå.
Tydelige lyde, når nogen er på toilettet i lejligheden ved siden af.
Det er lige før, jeg forstår den mand, der stak to unge kvinder med kniv, fordi de spillede himmelhøjt.
Jeg har prøvet at blive vækket om natten med et brag af den anden verden. Naboen havde stillet sit musikanlæg op ved mit øre og skruet helt op for lyden. Nå, det var ikke helt sandt, men lige på den anden side af væggen.
Eller man hører en dump torden, det er så det rytmiske der går igennem.
Min veninde klager over hun kan høre naboerne "forlyste sig". Kvinden kommer med nogle gevaldige skrig. De har snakket sammen på opgangen om de kan være bekendt at sige noget.
Hvis jeg ikke kan blive her mere ville jeg da gerne have en bolig med plads.
Men det blev et sted, hvor det var ældre mennesker. Ro og fred er af den største betydning for mig, så hellere mindre plads.
Tænk dig godt om inden du sælger og flytter. Hvad sætter du mest pris på. Fred og ro. Mere plads. Tilskud.
Børn er søde, men kan være ulidelige at bo i nærheden af. Jeg har også boet i lejlighed, i de unge år.
Jeg tror det kan være svært at finde sig til rette i boligområder med mange unge og børn. De er for støjende.
Andre steder skal man transportere sit affald ret langt væk, for ikke at tale om at få vasket sit tøj, som ligeledes skal transporteres et godt stykke. Mange stede er der ikke plads til, at man selv kan have en vaskemaskine.
Alle disse overvejelser hører med, før jeg beslutter mig.
Mine hjemmehjælpere er lige gået. Den ene kendte en "smart" løsning med en af de nye andelslejligheder, som ligger her i området. Hun sagde til mig, at det ved banken alt om. Så nu må jeg forhøre mig i banken.
Det værste synes jeg er pladsen. Jeg er vant til meget plads.
Problemet opstår hvis jeg skal hen og have nyt tag, nye vinduer, eller radiatorerne blivr utætte, fyret skal skiftes o.s.v. Det er sådanne ting, der kan vælte mit budget, og det er det der frister ved en lejebolig, at man ringer bare til viceværten.
Min mand og jeg havde regnet med boligtilskud, men det blev ændret et år før han gik på pension. Så det kigger vi i vejviseren efter.
Vi vil ikke låne, fordi pludselig er man stavnsbundet , alt skal betales tilbage, hvis man ønsker at flytte.
Nu bor jeg i et rigtigt dejligt område, man kan ikke kalde det et sølvbryllupsområde, de fleste har haft sølvbryllup. Evbt. nye familier med børn hører man ikke, børnene er ikke hjemme hele dagen og man ser dem heller ikke som man gjorde før i tiden, hvor alle mødrene var hjemmegående og børnene havde "huller" i hækkene, så de kunne løbe fra den ene have til den anden.
Jeg har godt hørt om at andelsboliger kan man ikke få tilskud til mere. Men det var hjemmehjælperen der fortalte det. Jeg har hjemmehjælp, men er ikke så dårlig at en ældrebolig kan komme på tale. De er også så små, så jeg vil have svært ved at trives i sådan en.
Jeg skal jo også have plads til, at have en del af mit/vores liv med mig.
Vi blev jo bremset i vores arbejdsliv på grund af alvorlig sygdom hos min mand ( Hjertesygdom med efterfølgende bypass, hukommelsesproblemer og to forskellige kræftsygdomme) og jeg fik også førtidpension på grund af min øresygdom og slidgigt. Jeg trives bedst i stille omgivelser, og det bliver nok vanskeligt at finde en anden bolig, især hvis det er blokbebyggelser.
Jeg har ikke erfaring med ejer eller lejeboliger i privat regi.
Her har jeg nogle dejlige naboer, de har hjulpet os med mange ting, og nu hvor jeg er alene, så har jeg vel nok fået meget hjælp. Den ene, som er en enlig mand, han slår græs, og hjælper mig med at få ryddet op udenfor. Når noget ikke virker, så kommer der en og laver det eller viser mig hvordan det virker.
Det er jo ikke alting jeg har beskæftiget mig med medens min mand levede, og mange ting, aner jeg ikke hvordan virker.
Jeg har virkelig nogle omsorgsfulde naboer.
Naturligvis bør man kigge på hvordan reglerne er og hvordan lånene er placeret. Kender man ikke til den slags bør man søge hjælp, samt være klar over, man kun kan få boligtilskud som lån.
Det er meget uretfærdigt for der er nogle der får tilskud. Nemlig de, der fik tilskud før den nye lov trådte i kraft. Men det er der jo ikke noget at gøre ved.
Vi er meget tilfredse her. Lånene er gode og her er en sund økonomi. Vi er fælles om de udgifter her er. Her er også børn, men de laver ikke meget støj, fordi her er dejlige udenomsarealer.
Så man kan finde gode steder. På generalforsamlingen bestemmes der hvad der skal foretages. Flertallet bestemmer. Men vi er som regel helt enige, så det volder ikke problemer. Og ellers bøjer vi os bare. Vi har et par fælles arbejdsdage, hvor vi møder op, hvis vi kan, og laver hvad vi kan overkomme.
Her bor også et par håndværkere og det gavner os meget.
Kan det sammenlignes med det man kalder et OLLE-KOLLE?
Det er utopi at forestille sig, at jeg kan blive boende her på sigt. Huset er meget stort og det er haven også.
Til min store overraskelse har jeg det dejligt når jeg går og roder i haven. Det har jeg ikke beskæftiget mig med da min mand levede. Her i foråret var det mest fordi jeg var nød til det, men jeg ved ikke hvad der skete. Inden jeg fik set mig om, havde jeg tilbragt flere timer i haven og var glad for resultatet. Men - jeg er afhængig af at andre hjælper mig med at skaffe haveaffaldet af vejen.
Mine børn er flinke til at komme og køre affald væk, ligesom vi har sat hinanden stævne her i påsken. Vi skal have ryddet garagen. Min mand var en samler, og det føles uoverskueligt at begynde på det foretagende alene.
Jeg deler f.eks. urtepotter ud så man tror det er løgn, og der er masser af dem endnu. Alt hvad der kan brændes har min nabo fået og vil få fra garagen. Så gør det da gavn i brændeovnen. Min mands alvorlige sygdom afspejles også i rodet. Han havde simpelthen ikke kræfter til at holde orden, og lige til det sidste gemte han på alt, hvad der måske kunne bruges.
Jeg har overvejet om jeg ville have overskud til, at tage mit arbejde op igen. Huset er godkendt til erhverv og jeg har 6 parkeringspladser på vejen.
Jeg kan ikke undervise under fritidsloven på grund af antal deltagere og min øresygdom. Men jeg kunne måske holde kurser herhjemme med et mindre antal deltagere.
Det er som om jeg mest af alt ville finde en udvej, for at blive i mit hus.
Næe, nej, det gad jeg ikke. Vi kan lukke vores dør, når det passer os. Men vi kender hinanden og hjælper, hvis der er brug for det og hvis man vil og ønsker det. Husk, vi har boet her længe. Det er nøjagtig, som gode naboer i et villakvarter.
Men er der udenomsarealer er det jo fællesområder og skal/bør jo holdes. Man kan have en vicevært eller man kan selv gøre det. Det bestemmes på generalforsamlingen.
Vi har f.eks. carporte. Vi har også fælleshus, hvor der kan holdes fest, hvis man ønsker det. De udgifter, der er forbundet med disse goder betales der et fast beløb til over huslejen. Ligeledes vinduer og døre kommer ind under vores fælles ting. Vi skifter de ting, der er behov for.
Også udvendig maling. Men det er jo nok forskelligt fra andelsforening til andelsforening. Det afhænger af de vedtægter man er blevet enige om.
Vi er superglade for at bo her.