Indstillinger
Lavt Stofskifte og ingen kompetente læger
Hejsa,
Først tak fordi du tager dig tid til at læse min historie:-)
Jeg har brug for at dele min "historie" omkring at have for lavt stofskifte. Jeg føler mig SÅ magtesløs og ved ikke hvad jeg skal gøre.
Jeg har været sygemeldt siden 1 August, da jeg troede jeg var stresset eller deprimeret. Jeg kunne ikke overskue at handle ind og var ubeskrivelig træt. Havde ondt i mine muskler og led og uoverskuelig hovedpine. Jeg fik alverdens migræne piller, men fik det værre og værre. I oktober tog jeg ned til læge og sagde jeg havde det SÅ dårligt og han kiggede på mig og sagde at det var synd for mig??? Det kunne jeg virkelig ikke bruge til noget og spurgte om han ikke kunne tage nogle blodprøver og det gjorde han så. Prøverne viste at jeg havde for alt for lavt stofskifte, jeg startede på Eltroxin og fik det stille og roligt bedre og min hovedpine forsvandt stort set.
I december begyndte jeg så at få det dårligt psykisk igen og kunne intet overskue, ringede til lægen som ikke vidste hvad han skulle gøre, om han skulle indlæge på psykiatrisk eller medicinsk. Det kunne jeg slet ikke overskue og bestemte mig at tage mig sammen. Jeg startede med at arbejde 10 timer om ugen i Januar og startede på mit elskede spinning igen 2 gange om ugen. Syntes egentlig at jeg fik det bedre, men kunne mærke at når vi havde lidt for travlt på job eller havde været til langvarende møder, blev jeg dårligt fysisk med hovedpine og ondt i musklerne.
Sidst i februar tog min mand med ned til min læge som stadig ikke vidste hvad han skulle gøre for mine blodprøver var jo fine. Vi spurgte om vi ikke kunne blive henvist til en endokrinolog og det kunne han da godt. Da der var gået 14 dage ringede jeg til den klinik for at høre hvornår jeg fik en tid, og fik svar: 8 uger. Dette kunne jeg slet ikke overskue og ringede til min læge som efter overtagelse henviste mig til sygehuset Endkrinologisk afd. Her har jeg nu fået en tid til Oktober (har selvfølgelig ringet og spurgt om jeg kunne komme på privathosp. eller et andet sygehus, jeg kunne komme til Hjørring da de kun har 5 ugers ventetid, men har intet hørt og det er nu 3 uger siden.
I midten af marts blev jeg så dårlig og sov ca. 18-20 timer i døgnet, faldt i søvn under samtaler og havde en kanon hovedpine. Jeg ryster og har så ondt i mine muskler. Min mand og veninde som er sygeplejerske ringer til vores læge og de insistere på at få mig indlagt på endokrinologisk afd. Det vil han ikke, da det kun er syge mennesker der kommer der men han indvilliger i at indlæge på vores lille lokalsygehus, men fortæller at hvis de ikke finder noget må han jo raskmelde mig. De tager alverdens blodprøver og scanner mine lunger og hjerte, jeg spørger om de ikke kan tage min TSH da jeg er sikker på at det er mit stofskifte, men dem tager de ikke akut, jeg bliver udskrevet dagen efter fordi de ikke ved hvad der er galt med mig. Jeg græder og fortæller at jeg ikke føler jeg bliver hørt og min veninde kommer for at hjælpe mig. Men får at vide at jeg bliver fulgt ambulant af en endo. Dagen efter skal jeg have scannet min skjoldbugskirtel (som viser er forstørret og stor aktivitet at hormoner), så tænker at okay det kan være at de tror mig. Er så dårlig at jeg knap kan gå, men kommer hjem og bliver lagt i min seng som jeg stort set har ligget i et halvt år. Om aftenen er ringer min venindes overlæge han har set mine tal og min TSH er 20 efter hvad han kan se på mine forskellige blodprøver syntes han at jeg skal indlægges, men det kan han jo ikke da det kun er min egen læge.
Dagen efter ringer min veninde til vores læge, men han er der ikke og vi kommer til at tale med hans kollega. Han fortæller at han ikke ikke vil røre ved sagen og at i øvrigt hans kollega syntes han var presset til at lade mig indlægge, men HAN så kun på syge mennesker. I samarbejde med min veninde og hendes læge bliver jeg så sat op i medicin og vi prøver også at skifte til Euthyrox. Min TSH er langsomt på vej ned, men min T3 er stadig 1,1
Jeg skal nu ind til en Endokrinolog den 10 Maj, som jo var den tid jeg syntes var så langt væk, men nu jo sig nærmer. Jeg er nervøs for at han siger at min tal er fine og ikke kan hjælpe mig
Jeg syntes det er så ubeskriveligt uretfærdigt at læger ikke lytter og jeg savner sådan at der er et håb på den anden side. Har hovedpine næsten hver dag, ryster, er træt, min øjne er tørre, har ondt i mine muskler og led som influenza. Jeg har 4 børn som savner deres mor, jeg er kun 34 og en mand der savner sin kone.
Er der overhovedet noget håb, syntes det kun er er triste historer herinde man høre???
De kærligste hilsner
Tina
Først tak fordi du tager dig tid til at læse min historie:-)
Jeg har brug for at dele min "historie" omkring at have for lavt stofskifte. Jeg føler mig SÅ magtesløs og ved ikke hvad jeg skal gøre.
Jeg har været sygemeldt siden 1 August, da jeg troede jeg var stresset eller deprimeret. Jeg kunne ikke overskue at handle ind og var ubeskrivelig træt. Havde ondt i mine muskler og led og uoverskuelig hovedpine. Jeg fik alverdens migræne piller, men fik det værre og værre. I oktober tog jeg ned til læge og sagde jeg havde det SÅ dårligt og han kiggede på mig og sagde at det var synd for mig??? Det kunne jeg virkelig ikke bruge til noget og spurgte om han ikke kunne tage nogle blodprøver og det gjorde han så. Prøverne viste at jeg havde for alt for lavt stofskifte, jeg startede på Eltroxin og fik det stille og roligt bedre og min hovedpine forsvandt stort set.
I december begyndte jeg så at få det dårligt psykisk igen og kunne intet overskue, ringede til lægen som ikke vidste hvad han skulle gøre, om han skulle indlæge på psykiatrisk eller medicinsk. Det kunne jeg slet ikke overskue og bestemte mig at tage mig sammen. Jeg startede med at arbejde 10 timer om ugen i Januar og startede på mit elskede spinning igen 2 gange om ugen. Syntes egentlig at jeg fik det bedre, men kunne mærke at når vi havde lidt for travlt på job eller havde været til langvarende møder, blev jeg dårligt fysisk med hovedpine og ondt i musklerne.
Sidst i februar tog min mand med ned til min læge som stadig ikke vidste hvad han skulle gøre for mine blodprøver var jo fine. Vi spurgte om vi ikke kunne blive henvist til en endokrinolog og det kunne han da godt. Da der var gået 14 dage ringede jeg til den klinik for at høre hvornår jeg fik en tid, og fik svar: 8 uger. Dette kunne jeg slet ikke overskue og ringede til min læge som efter overtagelse henviste mig til sygehuset Endkrinologisk afd. Her har jeg nu fået en tid til Oktober (har selvfølgelig ringet og spurgt om jeg kunne komme på privathosp. eller et andet sygehus, jeg kunne komme til Hjørring da de kun har 5 ugers ventetid, men har intet hørt og det er nu 3 uger siden.
I midten af marts blev jeg så dårlig og sov ca. 18-20 timer i døgnet, faldt i søvn under samtaler og havde en kanon hovedpine. Jeg ryster og har så ondt i mine muskler. Min mand og veninde som er sygeplejerske ringer til vores læge og de insistere på at få mig indlagt på endokrinologisk afd. Det vil han ikke, da det kun er syge mennesker der kommer der men han indvilliger i at indlæge på vores lille lokalsygehus, men fortæller at hvis de ikke finder noget må han jo raskmelde mig. De tager alverdens blodprøver og scanner mine lunger og hjerte, jeg spørger om de ikke kan tage min TSH da jeg er sikker på at det er mit stofskifte, men dem tager de ikke akut, jeg bliver udskrevet dagen efter fordi de ikke ved hvad der er galt med mig. Jeg græder og fortæller at jeg ikke føler jeg bliver hørt og min veninde kommer for at hjælpe mig. Men får at vide at jeg bliver fulgt ambulant af en endo. Dagen efter skal jeg have scannet min skjoldbugskirtel (som viser er forstørret og stor aktivitet at hormoner), så tænker at okay det kan være at de tror mig. Er så dårlig at jeg knap kan gå, men kommer hjem og bliver lagt i min seng som jeg stort set har ligget i et halvt år. Om aftenen er ringer min venindes overlæge han har set mine tal og min TSH er 20 efter hvad han kan se på mine forskellige blodprøver syntes han at jeg skal indlægges, men det kan han jo ikke da det kun er min egen læge.
Dagen efter ringer min veninde til vores læge, men han er der ikke og vi kommer til at tale med hans kollega. Han fortæller at han ikke ikke vil røre ved sagen og at i øvrigt hans kollega syntes han var presset til at lade mig indlægge, men HAN så kun på syge mennesker. I samarbejde med min veninde og hendes læge bliver jeg så sat op i medicin og vi prøver også at skifte til Euthyrox. Min TSH er langsomt på vej ned, men min T3 er stadig 1,1
Jeg skal nu ind til en Endokrinolog den 10 Maj, som jo var den tid jeg syntes var så langt væk, men nu jo sig nærmer. Jeg er nervøs for at han siger at min tal er fine og ikke kan hjælpe mig
Jeg syntes det er så ubeskriveligt uretfærdigt at læger ikke lytter og jeg savner sådan at der er et håb på den anden side. Har hovedpine næsten hver dag, ryster, er træt, min øjne er tørre, har ondt i mine muskler og led som influenza. Jeg har 4 børn som savner deres mor, jeg er kun 34 og en mand der savner sin kone.
Er der overhovedet noget håb, syntes det kun er er triste historer herinde man høre???
De kærligste hilsner
Tina
Kommentarer
Er også en af dem der ikke blev hørt at egen læge.
Jeg tror roligt at jeg kan sige at du skal være tryg ved at komme til endo. De kigger ikke kun på tallene, men også på hvordan du har det.
Jeg har selv lige skrevet et indlæg, som du eventuelt kan læse.
Jeg blev henvist til Endo efter eget ønske, da egen læge mente det var normalt med et TSH på over 15.. T3 og T4 lå indenfor normalen, så hun mente jeg var het rask, til trods for alle symptomer på for lavt stofskifte.
Håber snart du finder bedring.
Husk at få målt dit D vitamin niveau. Der er mange med lavt stoftskifte der også ligger lavt i D- vitamin.
Hilsen Prik
tak for jeres tlbagemelding.
Ja jeg ser frem til at skal ind til endo, er så forfærdelig træt af min hovedpine.
Jeg ved at jeg har D- vitamin mangel så det tager jeg, men tak for rådet.
De kærligste hilsner
Tina
Jeg håber, at du bliver en af dem.
Held og lykke!
Solsikke
Der blev spurgt efter "den gode historie" og derfor føler jeg at det er på tide at skrive min historie her.
Jeg har fulgt med på denne side længe - for ca. et år siden sad jeg også og græd næsten hver dag, havde smerter i muskler/led, hovedpine, små-depri, ubeskrivelig træt og uoplagt, ondt i nakke, tørre øjne (ja, jeg kunne blive ved). Jeg havde for lavt stofskifte og fik eltroxin.
Jeg har på det nærmeste skændtes med min læge, grædt og bedt om alternativer, men jeg har følt at han grinede af mig og synes at jeg overreagerede (han sagde bl.a. at nu havde han arbejdet med stofskiftepatienter i 20 år og han havde aldrig hørt om de problemer som jeg gav udtryk for, så nu måtte jeg liiiiige slå koldt vand i blodet.....!!!!!!!). Så kunne jeg endnu engang køre hjem og fortælle min mand at jeg ikke fejlede noget......
Sådan har det været i flere år - indtil jeg en dag fik nok! Jeg besluttede at jeg ville helbrede mig selv! Jeg begyndte at spise super sundt og dyrke en masse motion - jeg tabte mig egentlig ikke, selvom det også var en motivationsfaktor, men jeg begyndte at få det bedre...... Herefter insisterede jeg på at blive trappet ud af Eltroxin - min læge kiggede endnu en gang overbærende på mig og sagde "jamen så prøver vi det" - sygeplejersken som tog mine blodprøver sagde "jahh.....nogen skal jo være den første", men det ignorerede jeg bare og svarede selvsikkert "ja, og det bliver mig".
Efter nogle måneder skulle jeg have svar på blodprøven og mit stofskifte var steget lidt på trods af, at jeg var sat ned i dosis og sådan fortsatte det faktisk fra gang til gang indtil jeg var trappet helt ud. Nu har jeg været medicinfri i ca. 4 mdr. og jeg har ingen af de hæslige (og uforklarelige) symptomer.
Jeg ved ikke hvad der er sket og jeg siger på ingen måde at det kan gå sådan for alle...... men JEG kunne altså slippe ud af det og vil derfor gerne fortælle min historie, da jeg ved hvor forfærdeligt det er, at sidde og føle sig så dum, når ingen tror på én. Mit eget bud på hvorfor det virkede for mig er, at jeg måske har haft forbigående lavt stofskifte (i forbindelse med graviditet), fik Eltroxin som på én eller anden måde har holdt min krop kunstig i gang (altså at jeg i virkeligheden slet ikke havde brug for medicinen, men på en eller anden måde blev afhængig af den). Det er vist noget vrøvl, men det giver mening for mig ;o) Særligt nu, hvor det rent faktisk er lykkedes på trods af lægens hånlige kommentarer......
Jeg har fået Eltroxin i 9 år - nu er jeg 100% medicinfri og har det super godt. Jeg er nervøs for om det holder, men nu ved jeg at jeg kan og en ting vil jeg aldrig mere byde min krop - Eltroxin!!!!
Når det så er sagt, så føler jeg meget med alle jer der kæmper med det her og som givetvis også må leve med det resten af livet! Men eftersom min historie tilsyneladende er unik, blev jeg altså nødt til at fortælle at der for nogen, altså kan være et spinkelt håb!,
Hej fra mig ;o)
WOW sikke en historie, har siddet og læst den op for min mand og tudet.
Det er da bare så fantastisk for dig, tusind tillykke, jeg håber virkelig at din TSH bliver nede og du kan slippe for medicin.
Det er mig ubegribelig at lægerne ikke har hørt om vores symptomer, de er jo fuldstændig ens.
Jeg skal endelig ind til en endo på mandag (har ventet 2 mdr.), jeg glæder mig og frygter det samtidig. Tænk hvis han heller ikke tror på mig, min mand tager med mig og han prøver hele tiden at berolige mig med at selvfølgelig lytter han:-)
Jeg er simpelthen så dårlig lige nu. Har ellers haft næsten 14 gode dage men nu er det vendt. Mon der er en sammenhæng med ens cyklus? Der er ca. 2 uger til min menstruation. Det hele starter med at jeg bliver stiv og får ondt i min nak, ondt i hovedet, TRÆT, ryster og sitre, ondt i muskler og led og svimmelhed. Kan slet ikke overskue noget og er utrolig stress og lydfølsom. Fik taget blodprøver i går som jeg er spændt på at få svar på.
Tak for alle jeres svar.-)
Pas på jer selv og god weekend.
De kærligste hilsner
Tina
har lige fået svar på en blodprøve, men er i tvivl om hvad det betyder.
Kan i hjælpe?
Det hedder thyroglobulin-antistof og nu er den på 669, den skal være under 60
Mit TSH er nu igen på vej op og ligger nu på 7,9 ÆV
Kærlig hilsen
Tina
Tak for din respons - det er rigtigt at vores historier (og symptomer) ligner hinanden meget...... tro mig - du er ikke alene.... uanset hvad lægerne prøver at bilde dig ind. Jeg har læst om mange som har det sådan!
Kan desværre ikke være behjælpelig med at tyde de tal der.....det er jeg heller aldrig blevet sat ind i. Sorry!
Håber du finder en løsning ;o)
Pas på jer selv derude:-)
De kærligste hilsner
Tina