er det stress, eller bare mig der skal tage mig sammen?
Hejsa 
jeg er en kvinde midt i tyverne.
jeg skriver fordi jeg er lidt i tvivl om jeg er ved at blive lidt stresset... eller om det bare er mig der er ved at blive til en hypokonder...?
Jeg sidder lige nu på min plads på kontoret og har mest af alt lyst til at græde.. ikke fordi jeg er ked af det som sådan, men fordi tingene ikke går som de skal, og som ejg vil have dem til at gå.
Jeg arbejder i servicebranchen, og er derfor meget i kontakt med kunder.
dog har jeg på det sidste lagt mærke til at jeg ingen telefoner svarer undtagen dem der bliver stillet ind til mig... jeg kan ikke tage mig sammen til at faktuere de regninger jeg skal... arbejdsopgaverne begynder at hobe sig op på bordet... de opgaver der skal laves indenfor et bestemt tidspunkt bliver lavet lige inden og så sider jeg igen og stirrer for mig selv... hver gang chefen går forbi lader jeg som om jeg læser mails eller et eller andet... kan dårligt nok finde ud at at regne priser ud til mine kunder for tiden.
Jeg har super svært ved at koncentrere mig om én ting at gangen og aldrig specielt længe ad gangen.
Jeg har været i virksomheden i ca 4 år og bliver udlært om få uger... ikke engang det glæder jeg mig til... ser kun frem til en højere løn, så økonomien bliver lettere...
jeg går rundt og er meget irritabel... og dette går selvfølgelig ud over kæresten og børnene... jeg har ikke energi til at være udenfor og elge med dem... ejg kan ikke komme op om morgenen... jeg har meget svært ved at tage mig sammen og komme ud.. .det være sig på cafe eller bare ud og besøge nogen veninder...
Jeg vejer nogle kg for meget, men kan simpelthen ikke tage mig sammen og gøre noget ved det... har købt mig rulleskøjter, da jeg stod meget på rulleskøjter da jeg var teenager... men kommer heller ikke så langt som at tage dem på...
jeg kunne virkelig godt tænke mig bare at tage ferie i hele påsken, men det kan jeg nok ikke, for der skal min chef have ferie, og da jeg er den eneste der ellers kan varetage de samme opgaver som ham, ja så er jeg nok nødt til at blive på kontoret...
alt dette samtidig med at mig og min kæreste kæmper for at få lov til at se hans yngste datter, gør at jeg meget nemt føler mig totalt værdiløs, utilstrækkelig og er ekstremt sårbar...
nogen der har nogle gode råd til mig??
jeg er en kvinde midt i tyverne.
jeg skriver fordi jeg er lidt i tvivl om jeg er ved at blive lidt stresset... eller om det bare er mig der er ved at blive til en hypokonder...?
Jeg sidder lige nu på min plads på kontoret og har mest af alt lyst til at græde.. ikke fordi jeg er ked af det som sådan, men fordi tingene ikke går som de skal, og som ejg vil have dem til at gå.
Jeg arbejder i servicebranchen, og er derfor meget i kontakt med kunder.
dog har jeg på det sidste lagt mærke til at jeg ingen telefoner svarer undtagen dem der bliver stillet ind til mig... jeg kan ikke tage mig sammen til at faktuere de regninger jeg skal... arbejdsopgaverne begynder at hobe sig op på bordet... de opgaver der skal laves indenfor et bestemt tidspunkt bliver lavet lige inden og så sider jeg igen og stirrer for mig selv... hver gang chefen går forbi lader jeg som om jeg læser mails eller et eller andet... kan dårligt nok finde ud at at regne priser ud til mine kunder for tiden.
Jeg har super svært ved at koncentrere mig om én ting at gangen og aldrig specielt længe ad gangen.
Jeg har været i virksomheden i ca 4 år og bliver udlært om få uger... ikke engang det glæder jeg mig til... ser kun frem til en højere løn, så økonomien bliver lettere...
jeg går rundt og er meget irritabel... og dette går selvfølgelig ud over kæresten og børnene... jeg har ikke energi til at være udenfor og elge med dem... ejg kan ikke komme op om morgenen... jeg har meget svært ved at tage mig sammen og komme ud.. .det være sig på cafe eller bare ud og besøge nogen veninder...
Jeg vejer nogle kg for meget, men kan simpelthen ikke tage mig sammen og gøre noget ved det... har købt mig rulleskøjter, da jeg stod meget på rulleskøjter da jeg var teenager... men kommer heller ikke så langt som at tage dem på...
jeg kunne virkelig godt tænke mig bare at tage ferie i hele påsken, men det kan jeg nok ikke, for der skal min chef have ferie, og da jeg er den eneste der ellers kan varetage de samme opgaver som ham, ja så er jeg nok nødt til at blive på kontoret...
alt dette samtidig med at mig og min kæreste kæmper for at få lov til at se hans yngste datter, gør at jeg meget nemt føler mig totalt værdiløs, utilstrækkelig og er ekstremt sårbar...
nogen der har nogle gode råd til mig??
Kommentarer
Ja, faktisk vil jeg foreslå dig, at du sygemelder dig lige nu og her - og så går til læge.
Du skal i den grad få hvilet og lære at lytte til din krop. Din krop råber og skriger til dig lige nu, og hvis ikke du lytter, må den jo tage mere drastiske midler i brug - og så styrer du direkte mod et regulært sammenbrud, en blodprop og det, der er værre.
Og jo - det sker også selv om du er så ung, som du er.
God bedring
Et familemedlem, stor stilling, gik fuldstændig ned på grund af stress.
Han kan aldrig vende tilbage til jobbet mere. Så hellere sygemelde sig i tide og blive rask igen.
mig og min kæreste var faktisk til en forelæsning der hed: "ud med stress og ind med livsglæde" for ikke så mange uger siden.
sjovt nok sagde min kæreste bagefter til sin kammerat at han syntes at forelæsninge var skide god, og nu havde han også fundet ud af at det var slet ikke ham der havde stress, men kæresten, altså mig.
Dette sagde han selvfølgelig med et smil, og siden har vi så ikke snakket meget mere om det.
Jeg har det meget svært ved at ringe til lægen og skulle sygemeldes for noget som man ikek kan se... og jeg er mest af alt bange for at jeg bare ender med at arbejde hjemmefra i stedet for at slappe af...
Jeg er den der altid klarer tingene og aldrig siger nej til en opgave.
jeg er meget bange for at min chef samt mine kollegaer vil se anderledes på mig hvis jeg bliver sygemeldt... og så "kun" på grund af stress...
men et eller andet sted kan jeg jo godt se at jeg har et problem... har bare lidt svært ved at indrømme det for mig selv og ikke mindst for omverdenen.
nu kommer der snart nogle fridage, så mon ikke jeg vil få det bedre der?
@Persille1 : hvorfor kan han ikke vende tilbage til jobbet mere?
Du vælger selv, og som du skriver her i dit næste indlæg, så skal du åbenbart have det mere direkte.
Ja, Persille har helt ret - hvis du "har svært ved at ringe til lægen" - ikke synes man kan sygemeldes for noget "der ikke kan ses" , så spiller du hasard med resten af dit liv.
Undskyld :-) - Men det her er dybt, dybt alvorligt. Et par fridage i næste uge løser IKKE dit problem.
Fordi han havde et job, hvor de kræver mere end en almindelig helbredstest.
Er der først noget galt er det slut. Men der er naturligvis en pension indbygget i ansættelsen, nu der kræves så meget. Men ærgeligt er det jo,
der er brugt lang tid på den uddannelse.
Man skal lytte til sig selv og ikke bare 'tage sig sammen'. Frygtelige ord der fører så meget dårligt med sig. Når man 'tager sig sammen', betyder det alt for ofte, at man overskrider sine egne grænser og sin egen formåen og det bliver man syg af.
En forudsætning for at udvikle stress er dårlige grænser og manglende evne til at sige nej. Det viser, at man er dårlig til at tage ansvar for sig selv, passe på sig selv og tage sig selv seriøst. Disse egenskaber er ofte erstattet af en veludviklet evne til at påtage sig overansvar og sætte andres behov før sine egne og leve et liv udfra pligtfølelse. Det hele hænger ofte sammen med dårligt selvværd og før eller siden kan krop og sind ikke holde til det mere.
Måske er nogle fridage nok til, at du kan få samlet ny energi og holde skruen i vandet lidt længere. Men det er på lånt tid. Det du beskriver, kræver nok mere end et par dage. Problemet er, at du har brugt så meget energi, så du nu er i stort underskud. Energikontoen går altså i minus. Nogle fridage, hvor du virkeligt hygger dig og har det sjovt og godt, får energiniveauet til at stige, så det når 0 eller måske +2. Så går du på arbejde igen, bliver drænet for energi i løbet af ingen tid og straks ryger du ned på minus igen. Det, du kan bruge uger på at genopbygge kan rives ned på få minutter, hvis du ikke lærer at undgå ting, der sluger din energi uden at give ny energi igen.
Når energiregnskabet er i minus, så får man de symptomer du har. Det går ikke kun ud over dig selv men også over de mennesker, du holder af. Det allerværste er, at det går ud over børnene.
Problemet med stress er, at det akkumuleres. Så måske kan du hive dig selv op ved håret efter et par fridage. Men på længere sigt bliver du mere og mere sensibel overfor stress, indtil den dag kommer, hvor du er blevet allergisk overfor al stress. Når det først dertil, kan den mindste stressfaktor skabe sammenbrud og så bliver du uarbejdsdygtig. Det er ikke nok at se og høre alarmsignalerne, man er sørme også nødt til at reagere på dem.
Hvis ikke du er i stand til at stoppe for din egen skyld, så kan du måske overvinde dig selv til at slå bremserne i for børnenes skyld. De har brug for en glad mor, der har det godt med sig selv og sit liv, så hun har overskud og energi til at dem. De har brug for masser af positiv opmærksomhed, nærvær o.s.v. Din stress smitter af på børnene og er med til at præge dem. Dette skriver jeg ikke for at give dig skyldfølelse men for at gøre det helt klart for dig, at dine valg har nogle konsekvenser også for andre end dig selv.
Du er kun midt i 20'erne. Får du ikke sadlet om nu, så du lærer at sige fra nu og tage imod hjælp, så tror jeg, at du er slidt ned, inden du er fyldt 40. Hårde ord – men det er godt ment.
P.S.: Jeg er selv allergisk overfor al stress og sidste sommer fik jeg tilkendt førtidspension. Fordi jeg ikke fik hjælp i tide.
KH Helene
Tror jeg vil ringe til lægen på fredag; der har jeg nemlig fra arbejde... og vil også i mellemtiden prøve at forhøre mig lidt om hvordan lægerne her i området ser på stress...
endnu en gang 1000 tak for jeres svar!