...

12345614

...

anna84

Du skal bestemt stoppe nu også, og det vil nok være en rigtig god idé at få noget hjælp også; for ellers vil tendensen til spiseforstyrrelse højst sandsynlig blive ved med at dukke op fra tid til anden.

Du ved med din fornuft udmærket godt at på ingen måde trænger til at tabe dig, men alligevel er der noget i dig som siger dig at du er for tyk, og det gør, at du laver regler for dit indtag af mad og motionerer for at tabe dig.

Det er et forstyrret forhold til både maden, motionen og din krop, og ja; det kan sagtens gå ind under betegnelsen spiseforstyrrelse selvom man ikke har decideret anoreksi, bulimi eller hører i en af de andre faste "kasser".

Jeg bider mærke i det med at din mor har tabt sig meget selvom hun var normalvægtig.
Jeg syntes, at du skal prøve at tale med hende om hvordan du har det, for det kan være, at hun kender til de følelser du har.
En anden mulighed er at hun har tabt sig på grund af stress eller sygdom, men uanset hvad vil det være en rigtig god ting at I taler om det, så hun kan støtte dig i at få en snak med lægen eller måske kontakte Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade (LMS) og høre om I kan komme til en samtale der.

Jeg har selv haft en spiseforstyrrelse, og jeg ved hvor invaliderende en lidelse man kan have selvom man er normalvægtig.

Tag en snak med din mor, ik!? Selvom det kan være grænseoverskridende.

Med hensyn til det at tale med lægen må jeg lige sige, at der desværre er en udbredt opfattelse - selv indenfor den lægefaglige verden - om, at man kun har en spiseforstyrrelse hvis man er svært undervægtig eller svært overvægtig.

Jeg er gud hjælpe mig blevet mødt med kommentaren "det kan jeg jo se du ikke har længere" i forbindelse med at jeg talte med en sygeplejerske i anden sammenhæng og fortalte at jeg har haft spiseforstyrrelse.
Gud fader! Man kan langt fra altid SE om en person har en spieforstyrrelse.

Derfor er det vigtigt, at man fastholder at der er et problem, hvis man møder en læge der ikke har indsigt i det her.
Jeg siger ikke at alle læger ikke kan håndtere det. Nogle læger er rigtig dygtige til at håndtere de usynlige spiseforstyrrelser, og formår at have et samtaleforløb med patienten som kan være guld værd.

Jeg nævner det bare, fordi du ikke må blive i tvivl om hvorvidt ud faktisk har et problem hvis du bliver mødt af en uforstående læge. Du VED at der er noget galt, og det er korrekt.

Gå ind og tal med din mor, og skriv så hvad hvordan det gik!

Det er vigtigt at du tager fat om problemet og får hjælp til at komme ud af det inden det eventuelt eskalerer.
Jo hurtigere man får hjælp des større er chancen for, at man bliver fuldstændig kureret.

Jeg gik selv mange, mange år med samme følelser og handlemønstre som dig som kom og gik i perioder - uden at tale med nogen om det. Til sidst fik det rigtig hårdt fat i mig, og jeg fik en svær spiseforstyrrelse.

Se at få taget fat nu!!!!!!!! Jeg kan love dig for, at der ikke er noget som helst positivt ved en spiseforstyrrelse. Det er stærkt invaliderende.

Helle8

Hej talrække
Når du stiller et spørgsmål her, tyder det på at du godt selv véd at noget ikke er som det skal være. Du nævner ikke din alder, men du går i skole; i så ung en alder er det væsentligt du får god næring også for at klare opgaverne.
Din bmi er allerede for lav og hvis du kommer ned på 42 kg er der noget helt galt, Som en tommelfinger regel siger man at du må veje så meget som du måler over en meter altså 55 kg +,- alt efter kropsbygning.
Det er en god ídé at få lidt hjælp, så din mors forhold til mad og krop ikke smitter mere. God held med det. Helle8