Help please!
Hej
jeg blev så glad da jeg fandt denne hjemmeside, da man kan være anonym.
Jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte og føler heller ikke at jeg har overskud til at skrive en hel stil, men jeg føler at jeg har brug for hjælp.. Jeg er en pige i starten af tyverne som har mistet begge mine forældre i en tidlig alder.. (da jeg ikke ønsker at blive genkendt vil jeg ikke nævne dødsårsag)
kort tid efter fandt jeg mig en kæreste som virkede til at være prinsen på den hvide hest, men endte faktisk med at ødelægge alt i mig.. Min tankegang, humør, talemåde, opførsel, behandling absolut d hele... Jeg ser ham som psykopat (ikke-voldelig) og er nu derfor glad for min fornuftige beslutning.
Der er nu gået over et år siden vi gik fra hinanden, og lige siden har jeg været i dårlig humør og overdrevet negativ... Det påvirker ikke kun mig, men min omgangskreds (familie og venner) og det er jeg ved at blive sindsyg over.
Jeg ønsker ikke at gå til psykolog, for bryder mig ikke om en eller anden gammel mand/dame der skal sidde og nikke til mig og spille forstående, selvom de i realiteten ikke aner en skid om hvordan jeg har det...derudover ønsker jeg ingen form for piller, da jeg er imod piller!
Mine veninder mener at jeg lider af en stærk depression bl.a. fordi jeg har humørsvingninger og altid er trist.
Jeg håber virkelig at høre fra nogen.
På forhånd tak
Hilsen den ulykkelige
jeg blev så glad da jeg fandt denne hjemmeside, da man kan være anonym.
Jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte og føler heller ikke at jeg har overskud til at skrive en hel stil, men jeg føler at jeg har brug for hjælp.. Jeg er en pige i starten af tyverne som har mistet begge mine forældre i en tidlig alder.. (da jeg ikke ønsker at blive genkendt vil jeg ikke nævne dødsårsag)
kort tid efter fandt jeg mig en kæreste som virkede til at være prinsen på den hvide hest, men endte faktisk med at ødelægge alt i mig.. Min tankegang, humør, talemåde, opførsel, behandling absolut d hele... Jeg ser ham som psykopat (ikke-voldelig) og er nu derfor glad for min fornuftige beslutning.
Der er nu gået over et år siden vi gik fra hinanden, og lige siden har jeg været i dårlig humør og overdrevet negativ... Det påvirker ikke kun mig, men min omgangskreds (familie og venner) og det er jeg ved at blive sindsyg over.
Jeg ønsker ikke at gå til psykolog, for bryder mig ikke om en eller anden gammel mand/dame der skal sidde og nikke til mig og spille forstående, selvom de i realiteten ikke aner en skid om hvordan jeg har det...derudover ønsker jeg ingen form for piller, da jeg er imod piller!
Mine veninder mener at jeg lider af en stærk depression bl.a. fordi jeg har humørsvingninger og altid er trist.
Jeg håber virkelig at høre fra nogen.
På forhånd tak
Hilsen den ulykkelige
Kommentarer
Det er en barsk fortid, du har med dig. Det du har været igennem, sætter sine dybe spor. Derfor har du selvfølgeligt brug for hjælp.
Desværre vil du jo ikke have hjælp. Du ønsker ikke at tale med en psykolog og du ønsker ikke medicin. Hvad vil du så?
Hjælp er altid hjælp til selvhjælp. Hvordan skal nogen kunne hjælpe dig, hvis ikke du vil fortælle, hvad der er problemet og tale om, hvad der er sket og hvordan du har det? Nej, behandlerne kan 'ikke ane en skid om, hvordan du har det', før du fortæller dem det. Men når du har fortalt, hvad du har været ude for, så ved de faktisk en hel del om, hvordan du har det og hvad dine problemer er.
En professionel behandler kan ikke bare 'fikse dig'. Det er et stort stykke arbejde, du selv skal gøre i samarbejde med en behandler, der har en faglig viden, som du har hårdt brug for.
Når man skal have hjælp til psykiske/følelsesmæssige problemer er den første udfordring meget ofte overhovedet at blive i stand til at søge hjælp. Det kan kræve, at man overskrider sine egne grænser rigtigt meget og det kan føles som et valg mellem pest eller kolera. Men så er det sådan. Uden hjælp får du ikke løst dine problemer, så det er det valg, du har.
Ja, måske har du en depression. Men det er jo kun et ord, der beskriver en tilstand. Det handler om, at du reagerer naturligt på de ting, du har været ude for i dit liv. Den smerte, fortidens hændelser har efterladt i dig, kan ikke kureres med en pille (selvom der er mange, der prøver). Der skal mange samtaler til med en professionel, du opnår tillid til. Og det er måske det egentlige problem - at du ikke har tilliden. Derfor er du nødt til at samle alt dit mod og turde prøve, hvis du skal have den hjælp, du har brug for.
Din fortid har skabt din nutid.
De ting, du gør i din nutid, skaber din fremtid.
Gør du ikke noget for at forandre din nutid, så bliver din fremtid bare mere af det samme.
Den barske realitet er altså, at det afhænger af dig selv om du får det bedre. Første skridt har du taget ved at skrive herinde, så det er rigtigt flot.
Kærlig hilsen Helene
Jeg vil først starte med at takke dig for din tid
Jeg skrev godt nok klart og tydeligt at jeg ikke ønsker at gå til psykolog, men det jeg mener er, hvis jeg på en eller anden måde kan få hjælp udenom psykolog...så jeg ikke skal tænke på:
at man skal lave aftaler...
at jeg skal holde det skjult...
når folk spørger hvor jeg skal hen, også skal jeg begynde med at lyve/opdigte (bryder mig slet ikke om løgn med mindre at jeg er ved at falde over en bro)
også føler jeg også at det er en lang vej fra læge - henvisning - psykolog og hvad hvis nu psykologen ikke er som forventet...
Jeg synes det virker mærkelig at JEG skal gå til psykolog, når det er MIG, der plejer at hjælpe mine veninder (også mange ældre end mig selv).
På forhånd tak.
Dit svar giver anledning til en masse spørgsmål:
Hvorfor skulle det være nødvendigt at lyve/opdigte for at forklare, at du skulle til psykolog?
Hvorfor skulle det holdes skjult?
Og ja, hvad nu hvis psykologen ikke er som forventet?
Hvad forventer du da?
Hvis du nu havde brækket et ben, ville du så også prøve at holde skjult, at du søgte behandling for det? Ville du lyve for at undgå at forklare, at du skulle have behandlet det? Og ville du være bekymret for, om lægen der skulle sætte det sammen, ikke var, som du havde forventet?
Hvad er forskellen?
Jeg forstår godt, at det virker mærkeligt, hvis DU skulle gå til psykolog. Når det er dig, der plejer at hjælpe andre. Der kan være ting, der er okay for andre, men som ikke føles okay for én selv. Som f.eks. at det er okay, at andre får hjælp men det er ikke okay, når det er én selv.
Man kan hjælpe sig selv et stykke vej, men aldrig tilstrækkeligt. Man står altid i sit eget blinde punkt. Og desuden har du, såvel som alle andre, brug for, at DU får positiv opmærksomhed fra én, der vil hjælpe DIG. Du har givetvis også brug for at lære at føle tillid til og turde åbne dig for et andet menneske. Det kan du ikke lære dig selv. Overfor en psykolog/terapeut kan du lære de ting på en tryg måde.
Det handler bl.a. også om, at du skal bryde det mønster, at du tror, at du er til for andre – du skal lære at være til for dig selv og fokusere på dig selv. Når du kan hjælpe dig selv, bliver du også bedre til at hjælpe andre, for i virkeligheden kan man ikke hjælpe andre længere, end man selv er.
Din modstand mod terapi er derfor det første problem, der må overvindes, før du kan begynde at få det bedre.
Kærlig hilsen Helene