Tvangstanker eller bare utryg
Hej
Jeg har nogle problemer der efter hånden er ved at plage mig en hel del.
Jeg analysere alt hvad min "kæreste" sige, gør eller skriver.
jeg kan ligge vågen om natten og tænker over hvorfor hun sagde den ene og ikke det andet, og om det betyder noget i vores forhold.
Og om hvorfor hun ikke lige svarede på da jeg skrev at jeg elskede hende, hvorfor hun ikke tog min hånd da vi gik en tur osv osv...
Det hele bliver analyseret til den mindste detalje, og jeg ender som regel med at komme frem til at det er fordi hun ikke vil forholdet mere.
Jeg er klar over at det hele forgår i mit hoved, men jeg kan bare ikke slippe tankerne. De prere meget min hverdag, jeg har et normalt arbejdsliv, men nogle dage er bare værre end andre.
De dage vi er sammen, tænker jeg på om hun kun er hos mig, fordi hun ikke vil gøre mig ked af det, og ikke fordi hun rent faktisk gerne vil være sammen med mig.
Lige meget hvad hun siger, kan jeg altid få det drejet over til at hun bare sige det fordi hun ikke vil gøre mig ked af det.
Vores forhold er lidt på stand by i øjeblikke, da hun synes at hendes hverdag (hvad hun sige, gør ....) hele tiden skal tages op når vi er sammen.
Og jeg kan ikke holde min mund
jeg skal hele tiden lige spørge, hvorfor sagde du sådan, og ikke sådan. Og hun kan mærke at jeg nogle gang har det rigtigt skidt. Hun prøver virkelige sit bedste, men hun har også sine egne problemer.
Hun savner bare det gode vi havde sammen, og bare at være sammen ude hele tiden at skulle stå til ansvar overfor hendes egne beslutninger.
Vi ses stadig, men på andre præmisser, f.eks har vi ikke så meget kontakt i hver dagen, vi ses kun en gang hver 14 dag, når det hele passer sammen med børn osv.
Jeg har en fæld mistanke om at alle de problemer jeg har nu kan føres tilbage til en episode i mit liv.
Mit ægteskab var lidt af en død sild, min eks kone var ikke verdens mest kærlige person, den slags var der ikke tid til i hendes liv.
Så jeg blev forelsket i en kollega, meget meget forelsket, det var ikke sex, men bare at vi kunne bekræfte hinanden, snakke sammen, hygge.
Hun fortalte mig at jeg var den bedst mand hun nogle sinde havde mødt, jeg forstod hende, jeg satte ingen krav til hende, alt ved mig var perfekt (i hendes øjne)
Hun var desværre også gift.
Hver gang jeg så hende fik jeg et sus i maven og blev blød i knæende.
Til sidst måtte jeg tage en beslutning, jeg valgte at blive skilt.
Jeg huske glæde ved at tage på arbejde, da jeg skulle fortælle min kollega at jeg skulle skilles og at vi nu kunne være sammen.
Det eneste svar jeg fik fra hende var, "jeg skal ha nyt arbejde jeg rejser til den første" Jeg har aldrig fået en forklaring, eller en undskyldning eller noget som helst. Jeg går ud fra hun valgt at blive hos sin mand, men jeg ved det ikke.?
Frygten for at miste en igen, man holder så meget af sidder så kraftigt i baghoved at det ødelægger det forhold jeg er i nu.
Jeg har ikke råd til psykolog, så hvad gør jeg?
Jeg har nogle problemer der efter hånden er ved at plage mig en hel del.
Jeg analysere alt hvad min "kæreste" sige, gør eller skriver.
jeg kan ligge vågen om natten og tænker over hvorfor hun sagde den ene og ikke det andet, og om det betyder noget i vores forhold.
Og om hvorfor hun ikke lige svarede på da jeg skrev at jeg elskede hende, hvorfor hun ikke tog min hånd da vi gik en tur osv osv...
Det hele bliver analyseret til den mindste detalje, og jeg ender som regel med at komme frem til at det er fordi hun ikke vil forholdet mere.
Jeg er klar over at det hele forgår i mit hoved, men jeg kan bare ikke slippe tankerne. De prere meget min hverdag, jeg har et normalt arbejdsliv, men nogle dage er bare værre end andre.
De dage vi er sammen, tænker jeg på om hun kun er hos mig, fordi hun ikke vil gøre mig ked af det, og ikke fordi hun rent faktisk gerne vil være sammen med mig.
Lige meget hvad hun siger, kan jeg altid få det drejet over til at hun bare sige det fordi hun ikke vil gøre mig ked af det.
Vores forhold er lidt på stand by i øjeblikke, da hun synes at hendes hverdag (hvad hun sige, gør ....) hele tiden skal tages op når vi er sammen.
Og jeg kan ikke holde min mund
jeg skal hele tiden lige spørge, hvorfor sagde du sådan, og ikke sådan. Og hun kan mærke at jeg nogle gang har det rigtigt skidt. Hun prøver virkelige sit bedste, men hun har også sine egne problemer.Hun savner bare det gode vi havde sammen, og bare at være sammen ude hele tiden at skulle stå til ansvar overfor hendes egne beslutninger.
Vi ses stadig, men på andre præmisser, f.eks har vi ikke så meget kontakt i hver dagen, vi ses kun en gang hver 14 dag, når det hele passer sammen med børn osv.
Jeg har en fæld mistanke om at alle de problemer jeg har nu kan føres tilbage til en episode i mit liv.
Mit ægteskab var lidt af en død sild, min eks kone var ikke verdens mest kærlige person, den slags var der ikke tid til i hendes liv.
Så jeg blev forelsket i en kollega, meget meget forelsket, det var ikke sex, men bare at vi kunne bekræfte hinanden, snakke sammen, hygge.
Hun fortalte mig at jeg var den bedst mand hun nogle sinde havde mødt, jeg forstod hende, jeg satte ingen krav til hende, alt ved mig var perfekt (i hendes øjne)
Hun var desværre også gift.Hver gang jeg så hende fik jeg et sus i maven og blev blød i knæende.
Til sidst måtte jeg tage en beslutning, jeg valgte at blive skilt.
Jeg huske glæde ved at tage på arbejde, da jeg skulle fortælle min kollega at jeg skulle skilles og at vi nu kunne være sammen.
Det eneste svar jeg fik fra hende var, "jeg skal ha nyt arbejde jeg rejser til den første" Jeg har aldrig fået en forklaring, eller en undskyldning eller noget som helst. Jeg går ud fra hun valgt at blive hos sin mand, men jeg ved det ikke.?
Frygten for at miste en igen, man holder så meget af sidder så kraftigt i baghoved at det ødelægger det forhold jeg er i nu.
Jeg har ikke råd til psykolog, så hvad gør jeg?
Kommentarer
Hvor er det dog frustrerende, at man ikke kan få økonomisk støtte til behandling af psykiske problemer. Sikke et rammaskrig der ville lyde, hvis man på samme måde selv skulel betale for behandling af fysiske problemer.
Nå... mit bedste forslag er, at du kontakter din læge og forklarer ham, hvordan du har det og at du har brug for terapi/psykologhjælp. Muligvis kan han henvise dig til samtale i distriktpsykiatrien. Der er forskellige grupper (gruppeterapi). Jeg kender ikke kriterierne for at blive henvist.
Eller måske opfylder du kriterierne for at blive henvist til psykolog med tilskud fra sygesikringen.
Et stort kontrolbehov handler ofte om et meget dårligt selvværd. Et dårligt selvværd kommer jo ikke af ingenting - og de ting, der har været årsagen, kan du måske have brug for at få professionel hjælp til at få kigget på.
Derudover vil jeg anbefale dig at læse nogle bøger om selvudvikling og også om relevante psykologiske emner. Det kan give en større forståelse af dig selv, samt en fornemmelse af, at man kan arbejde med sig selv for at få det bedre. At man har det godt med sig selv, er en forudsætning for at have det godt med andre.
Man kan aldrig løse alle problemerne selv, for man står altid i sit eget blinde punkt og har også af andre grunde brug for hjælp til det - men man kan selv nå et godt stykke vej, hvis man får nogle nye in-put og ny viden.
Hilsen Helene