møde på OUH, vil have fjernet livmoderen.
Hej..
Jeg er ny herinde hvad angår debatindlæg, men har dog ofte læst med på siden.
Kort fortalt min historik..
Startede som 13 årig med mens og blødning i 3 af 4 uger, sådan er det stadig hvis ikke jeg tager p-piller. Begyndte med cyster og muskelknuder i underlivet som 16 årig. Fik carmina in situ stadie til lovmoderhalskræft som 23 årig. Døjer stadig med celleforandringer i moderat og mild grad, har stadig jævnligt cyster, har en slimhinde som flere gange har groet nedad og i af livmodermunden.
Der til kommer så hvad OUH og jeg mener er endo.
Men nu har jeg fået nok, jeg kan psykisk ikke klare mere lort med underlivet og det kan min familie heller ikke, for jeg er desværre et mareridt for både mand og børn mindst 20 dage om måneden enten pgs skærke smerte og hævelser eller pga smerter og blødning. Vi har intet sex liv længere, det er umuligt som min krop er og da vi har 3 børn nu og de før pga kræft celler selv var inde på at fjerne min livmoder er jeg nu nået dertil hvor det er den vej jeg vil gå fremad.
Jeg vil have min livmoder fjernet og dermed håbe på et lidt nemmere liv med en noget større livskvalitet.
Min mand er sømand og jeg er derfor en stor del af tiden alene hjemme med 3 børn 2 store hunde 250 kvadratmeter og 5 h jord som skal passes, og det er som i sikkert ved en umulighed når smerterne og hævelserne ramler ned over en. Jeg føler at min psyke er nået sit maks belastningspunkt og jeg magter ikke mere, jeg vil have fred og ro og kunne være en sød og glad mor i stedet for et hysterisk kvindemenneske!
Men hvordan er jeres erfaringer, er de til at tale med angående det, eller vil de gå meget lang af andre forsøgs områder før det kan komme på tale?
Hvordan mener i at jeg skal gribe samtalen ad for bedst muligt at få dem til at lytte til mit ønske i håb om et bedre liv?
Alle kommentarer modtages med kyshånd.
Jeg er ny herinde hvad angår debatindlæg, men har dog ofte læst med på siden.
Kort fortalt min historik..
Startede som 13 årig med mens og blødning i 3 af 4 uger, sådan er det stadig hvis ikke jeg tager p-piller. Begyndte med cyster og muskelknuder i underlivet som 16 årig. Fik carmina in situ stadie til lovmoderhalskræft som 23 årig. Døjer stadig med celleforandringer i moderat og mild grad, har stadig jævnligt cyster, har en slimhinde som flere gange har groet nedad og i af livmodermunden.
Der til kommer så hvad OUH og jeg mener er endo.
Men nu har jeg fået nok, jeg kan psykisk ikke klare mere lort med underlivet og det kan min familie heller ikke, for jeg er desværre et mareridt for både mand og børn mindst 20 dage om måneden enten pgs skærke smerte og hævelser eller pga smerter og blødning. Vi har intet sex liv længere, det er umuligt som min krop er og da vi har 3 børn nu og de før pga kræft celler selv var inde på at fjerne min livmoder er jeg nu nået dertil hvor det er den vej jeg vil gå fremad.
Jeg vil have min livmoder fjernet og dermed håbe på et lidt nemmere liv med en noget større livskvalitet.
Min mand er sømand og jeg er derfor en stor del af tiden alene hjemme med 3 børn 2 store hunde 250 kvadratmeter og 5 h jord som skal passes, og det er som i sikkert ved en umulighed når smerterne og hævelserne ramler ned over en. Jeg føler at min psyke er nået sit maks belastningspunkt og jeg magter ikke mere, jeg vil have fred og ro og kunne være en sød og glad mor i stedet for et hysterisk kvindemenneske!
Men hvordan er jeres erfaringer, er de til at tale med angående det, eller vil de gå meget lang af andre forsøgs områder før det kan komme på tale?
Hvordan mener i at jeg skal gribe samtalen ad for bedst muligt at få dem til at lytte til mit ønske i håb om et bedre liv?
Alle kommentarer modtages med kyshånd.
Kommentarer
En specialist, som undersøgte mig, sagde det eneste rigtige var at fjerne livmoderen. Det var dengang, de var villige til at gøre det.
Jeg kan ikke sige dig, hvor velsignet det var at få fjernet livmoderen.
En veninde, hun er ikke så gammel og det er kun få år siden hun endelig fik fjernet livmoderen er også meget glad for at slippe for kvalerne.
Du må jo forklare hvordan du har det. Det er forfærdeligt, at man ikke kan blive hjulpet uden at være nervøs og tænke over, hvordan man skal forklare sig bedst muligt, at man ikke kan udholde det længere.
Engang gik der nærmest mode i at fjerne livmoderen, mente man, og derefter skulle mange kvinder døje alskens lidelser, før de kunne blive hjulpet. Der er mange underlige forhold i samfundet.
Jeg vil ønske dig held og lykke.
Jeg tænkte at jeg lige ville komme med et indslag og ved ikke om du er gået videre eller træder vande
Jeg har lige fået fjernet min livmoder + stor muskelknude (500gr ialt) pga ubehag. Ikke nær det du beskriver. Det er nu 3 uger siden og jeg har overhoved ikke haft gener; har optaget arbejde efter 8 dage og har kun døjet med træthed de 2 første uger.
Jeg har ikke skulle forklare mig overhoved, men blev af gynækolog indstillet til opereation.
Der er forskellige måder at opererer på og jeg brugte en del tid på at google emnet. Der findes en ny teknik hvor de fjerner det hele gennem navlen, men ikke alle hospitaler har udstyret og ekspertisen. Nu hvor du skriver at du skal klare en del alene er det nok værd at sikre sig at det gøres med mindst mulig indgreb. MEN du må ikke lyfte tunge ting i 4 uger, så sørg for at have hjælp. Håber at det er til hjælp.
http://www.hamlet.dk/Nyheder.382.aspx?recordid382=186
Hilsen Lonnie66