Angst eller paranoia ?? :/
Heej ND !
Ja, jeg tænkte at jeg kunne lukke lidt ud herinde. Jeg for nogle gange sådan nogle anfald, jeg bliver helt panikslagen og forestiller mig alt muligt frygteligt. for eksempel hvis jeg er hjemme selv, er døren ALTID låst, også om dagen. Jeg kan ikke gå ude om aftenen selv uden hele tiden at kigge mig over skulderen.
her den anden dag var jeg til et arrangement bag ved kirken, da jeg skulle om til min bil igen, skulle jeg over kirkegårde, det underlige er så, at jeg inden i mig selv synes at det jo er ret smukt, med alle lysene og total ro, men samtidig fik noget inden i mig til at vælge at gå den lange tur uden om kirkegården, jeg var simpelthen bange for at gå igennem der.
Jeg har også oplevet at jeg ikke kan sove nogle gange fordi jeg bare er sikker på at der kommer røvere eller at huset brænder ned. hvis jeg har det sådan, tjekker dørene flere gange om de nu er låst, slukker ALT og hiver alle stik af stikkontakten, på nær fryser og køleskab. men er stadig utryg.
jeg oplever også at jeg føler nogen kigger på mig.
jeg har i min barndom oplevet nogle ting, jeg tror kan have noget at gøre med det. for eksempel, kom jeg en aften da jeg var ca. 6 år gående på en sti hvor det var mørk, og rundt om et hjørne kommer en utroligt høj mand med en hund, vi går næsten ind i hinanden, manden kigger mig i øjnene ca. 3 sekunder og går så videre uden at sige en lyd.
har nogle oplevet noget lignende ? det går mig meget på, og min kæreste tror nogle gange jeg er skør, altså ikke ondt ment eller noget.
mvh den forvirrede.
Ja, jeg tænkte at jeg kunne lukke lidt ud herinde. Jeg for nogle gange sådan nogle anfald, jeg bliver helt panikslagen og forestiller mig alt muligt frygteligt. for eksempel hvis jeg er hjemme selv, er døren ALTID låst, også om dagen. Jeg kan ikke gå ude om aftenen selv uden hele tiden at kigge mig over skulderen.
her den anden dag var jeg til et arrangement bag ved kirken, da jeg skulle om til min bil igen, skulle jeg over kirkegårde, det underlige er så, at jeg inden i mig selv synes at det jo er ret smukt, med alle lysene og total ro, men samtidig fik noget inden i mig til at vælge at gå den lange tur uden om kirkegården, jeg var simpelthen bange for at gå igennem der.
Jeg har også oplevet at jeg ikke kan sove nogle gange fordi jeg bare er sikker på at der kommer røvere eller at huset brænder ned. hvis jeg har det sådan, tjekker dørene flere gange om de nu er låst, slukker ALT og hiver alle stik af stikkontakten, på nær fryser og køleskab. men er stadig utryg.
jeg oplever også at jeg føler nogen kigger på mig.
jeg har i min barndom oplevet nogle ting, jeg tror kan have noget at gøre med det. for eksempel, kom jeg en aften da jeg var ca. 6 år gående på en sti hvor det var mørk, og rundt om et hjørne kommer en utroligt høj mand med en hund, vi går næsten ind i hinanden, manden kigger mig i øjnene ca. 3 sekunder og går så videre uden at sige en lyd.
har nogle oplevet noget lignende ? det går mig meget på, og min kæreste tror nogle gange jeg er skør, altså ikke ondt ment eller noget.
mvh den forvirrede.
Kommentarer
Ja, jeg kender så udmærket den angst eller paranoia, du beskriver.
Jeg mener, at du er på det helt på rigtigt spor, når du relaterer angsten til barndomsoplevelser.
Både sindet og kroppen husker og gemmer alt, hvad vi nogensinde har oplevet. Det meste af det bliver bare lagret i det ubevidte. Det bevidste sind udgør kun ca. 10% af vores samlede bevidsthed.
Når vi tidligere i livet har været udsat for en situation, der af én eller anden grund gav os følelsen af frygt, så påvirker det både kroppen og psyken. Fysisk sætter følelsen sig i nervesystemet og psykisk bliver oplevelsen typisk fortrængt, fordi den har været for overvældende. Det behøver ikke at have været noget descideret farligt, men som barn kan man have oplevet det sådan.
Senere i livet husker vi ikke længere bevidst noget om den oprindelige oplevelse, men både kroppen og det ubeviste sind husker. For nogle mennesker betyder det, at en lyd, en duft, en smag eller et andet sanseindtryk pludseligt som lyn fra en klar himmel kan give følelsen af angst. Den kan opstå tilsyneladende uden nogen logisk årsag og det vil ofte være helt ubevidst, hvad der har fremkaldt den.
Men kroppen har husket, at den lyd eller duft etc., var til stede i den oprindelige farlige situation og reagere på den, som om det var nutid.
Din angst giver sig så udtryk på en lidt anden måde - der er nogle andre triggere og den er mere all-round - men mekanismerne er de samme. Din krop og dit sind husker noget, som du ikke bevidst husker og reagerer på det.
Hvis nu der pludseligt stod en mand foran dig og truede dig, så ville det være en reel trussel og den ville udløse følelsen af frygt. Fordi der ikke er nogen reel trussel i nutiden, men følelsen overføres til noget andet, der ikke er farligt, så kalder man det angst. Men følelsen er faktisk den samme.
Som du kan se, er der en ganske naturlig forklaring, der viser, at du ikke er ved at blive skør. Men jeg ved, at både omgivelserne og én selv kan tro det, når man ikke forstår, hvorfor man overreagerer.
Spørgsmålet er så, hvad man kan gøre ved det.
Nogen vælger at få medicin. Andre vælger kognitiv terapi, der efter sigende skulle have en god effekt på angst. Det går vist mest ud på at forandre tankemønstrene og blive udsat for de angstfremkaldende stimuli i stadigt større doser, så man vænner sig til dem og erfarer, at det ikke er farligt. Andre igen vælger psykoterapi, der går ud på at finde årsagerne og bearbejde dem mentalt og følelsesmæssigt. Endeligt er der forskellige kropsterapier, der også går ud på at få bearbejdet fortiden men som tager udgangspunkt i kroppens følelser.
Jeg håber, at det her har givet dig lidt mere forståelse af, hvad der sker og dermed lidt mere ro i sindet?
KH Helene