Indstillinger
Hvordan kommer jeg videre
Hej
Håber jeg kan få lidt hjælp, jeg har tidligere skrevet her under hvordan vinder jeg min mand tilbage.
Det lykkes desværre ikke, trods vi havde haft en dejlig periode hvor vi næsten ingen problemer havde, meddelte han for 3 uger siden at han ikke magtede mere. ( jeg troede vi næsten var i mål)
Det er et kæmpe nederlag, jeg er lang lang nede, og ved ikke hvordan jeg skal komme op til overfladen igen.
Alle mine tanker kredser om hvorfor det ikke lykkes, (har fået forklaring af ham), hvad jeg kunne have gjort anderledes, og håbet om ham ændre mening.
Men jeg vil bare så gerne kunne begynde at leve et liv jeg kan være tilfreds med og kunne holde ud at være i mit eget selskab, og at hver gang jeg snakker med venner, at jeg ikke altid vil snakke om det der gik galt, og ikke hele tiden håbe at venner kan fortælle mig, at de tror at han vender tilbage til mig.
Jeg har tænkt på at prøve lykkepiller, men er også bange for at jeg bliver afhæning af dem.
Jeg har prøvet en søge steder på nettet, hvor jeg evt kan finde en veninde som ikke kender min fortid, men det er ikke lykkes at få kontakt med nogle.
Er også bange for hvis jeg får kontakt med nogle, at jeg så igen kun kan snakke om alt det som jeg ikke kan få.
Synes ikke jeg magter fitness eller andre fritidsintresser, men sidder kun der hjemme aften efter aften. Orker bare ikke noget
Håber jeg kan få lidt hjælp, jeg har tidligere skrevet her under hvordan vinder jeg min mand tilbage.
Det lykkes desværre ikke, trods vi havde haft en dejlig periode hvor vi næsten ingen problemer havde, meddelte han for 3 uger siden at han ikke magtede mere. ( jeg troede vi næsten var i mål)
Det er et kæmpe nederlag, jeg er lang lang nede, og ved ikke hvordan jeg skal komme op til overfladen igen.
Alle mine tanker kredser om hvorfor det ikke lykkes, (har fået forklaring af ham), hvad jeg kunne have gjort anderledes, og håbet om ham ændre mening.
Men jeg vil bare så gerne kunne begynde at leve et liv jeg kan være tilfreds med og kunne holde ud at være i mit eget selskab, og at hver gang jeg snakker med venner, at jeg ikke altid vil snakke om det der gik galt, og ikke hele tiden håbe at venner kan fortælle mig, at de tror at han vender tilbage til mig.
Jeg har tænkt på at prøve lykkepiller, men er også bange for at jeg bliver afhæning af dem.
Jeg har prøvet en søge steder på nettet, hvor jeg evt kan finde en veninde som ikke kender min fortid, men det er ikke lykkes at få kontakt med nogle.
Er også bange for hvis jeg får kontakt med nogle, at jeg så igen kun kan snakke om alt det som jeg ikke kan få.
Synes ikke jeg magter fitness eller andre fritidsintresser, men sidder kun der hjemme aften efter aften. Orker bare ikke noget
Kommentarer
Du skriver det er et kæmpe nederlag, at din mand har meldt fra.
Hvordan et nederlag? Jeg ville bedre kunne forstå, hvis du sagde, at det var et kæmpe tab. Det er ikke for at være ordkløver, men det er vigtigt at få defineret, hvad du lægger i ordet.
Alle dine tanker kredser om, hvorfor det ikke lykkedes. Det er klart. Det er et tegn på, at du prøver at finde én eller anden mening eller forståelse af situationen, så du kan finde ro med den.
Så skriver du, at tankerne kører om, hvad du kunne have gjort anderledes. Der har du formentligt svaret på, hvorfor dine tanker bliver ved med at kredse om det: Du tror, at du havde magt til at forandre udfaldet og giver derved dig selv ansvaret for bruddet. Du antager, at du kunne have gjort noget, der fik ham til at ændre mening. Når du ikke kunne det, så må det være din egen skyld!! Det er forkert. Når du tænker på den måde, er det klart, at dit sind bliver ved med at lede efter en forklaring. Én ting er, at man bliver forladt - noget helt andet og meget værre er, hvis man selv er årsag til det. Men intet du kunne have sagt eller gjort, havde forandret det, for det er ikke dig, der er årsagen til det.
Så det er måske fordi, du betragter dig selv som ansvarlig, at du opfatter det som et nederlag? Så har du ikke gjort det godt nok?
Men sådan er det jo ikke. Mennesker mødes og skilles. Menneskers følelser og behov er under udvikling livet igennem - i større eller mindre grad. Nogle gange er man så heldig at finde et menneske, man kan udvikles sammen med livet igennem. Andre gange udvikler man sig i forskellige retninger og i forskelligt tempo. Så kan det føre til, at vejene må skilles.
Nu tror jeg jo på, at der er en årsag og en mening med alt, hvad der sker. Og at vi skal lære noget af alt, hvad der sker. Derfor ser jeg det sådan, at tiden var inde til, at du og din mand skal videre i hver Jeres retning i livet. I har fået det af hinanden, I havde brug for. Det føler du jo så ganske vist ikke lige nu, men det er fordi, du (endnu) ikke kan give slip og åbne dig for nye muligheder.
Der sker meget ofte det, at når man er kommet igennem en krise, så tager livet en ny drejning - noget sker - og senere så kan man se, at alt faktisk er som det skal være. For havde det ikke været for den krise, så var man aldrig kommet dertil, hvor det var meningen, at man skulle hen.
Tiden var kommet til at give slip. I gav ikke slip men kæmpede for at fortsætte noget, der reelt var færdigt og klart til afslutning. I kæmpede imod. Det er ofte sådan, at når man kæmper imod og holder meget fast i noget, så bliver man alligevel tvunget til før eller siden at give slip. Gør man det ikke frivilligt, så sker der nogle ting, så man alligevel mister det.
Alle tegn på at I skulle videre i livet hver Jeres vej var til stede, men I valgte ikke at lytte stille og roligt til dem og modstanden får det til at gøre meget mere ondt, end hvis man slipper godvilligt. Det er spild af energi, for man kan ikke kæmpe imod, når Skæbnen, eller hvad det nu er, fortæller, at tiden er inde til, at man skal en ny vej her i livet.
Det er ikke veninder, fitness eller lykkepiller, der får dig igennem det her. Det er accept. Accept af mange ting:
- at du og din mand har fået det ud af hinanden, som det er meningen, at I skal have
- at han ikke kommer tilbage til dig
-at du skal til at finde ud af, hvad du nu vil bruge dit liv på
- at det ikke er din skyld
- at det ikke er din mands skyld
- at tingene er som de er
- og måske troen på og tilliden til, at der er en god grund til det, fordi noget andet, der er mindst lige så godt venter forude.
En klog mand har skrevet, at hvis man står i vejen for andres livsbane, finder man aldrig sin egen. Det betyder, at hvis du ihærdigt prøver at holde fast i et andet menneske, så hindrer du ham i at komme derhen, hvor han skal hen og du hindre også dig selv i at komme videre, fordi du har travlt med at holde fast og kontrollere.
Hvis du giver slip, så kan i hver især følge Jeres egen livsbane. Friheden kan imidlertid være skræmmende, hvis du ikke ved, hvad din livsbane er. Det er så noget, du må finde ud af. Den vil kunne fylde det tomrum, som din mand har efterladt.
Det man elsker, slipper man fri. Så hvis du elsker dig selv, slipper du dig selv fri. Det er det, det hele handler om.
Selvfølgeligt skal du sørge over tabet, men du skal også give dig selv lov til at finde ud af, hvad din livsbane mon er og hvor du skal hen i dit liv? Hvad skal der til for fremover at give dit liv glæde, mening og værdi?
Læs evt. denne søde lille tekst om, hvorfor vi får præcist de rigtige mennesker ind i vores liv - i en periode, af en årsag eller for en livstid.
http://www.tabuet.dk/uddrag_mennesker.html
KH Helene
Søg psykolog frem for medicin!
Jeg har været til psykolog, healing, været i parterapi, så synes jeg har prøvet alt.
Jeg har ikke accepteret at han har meldt fra, og synes det er så svært, når han siger at han elsker mig, og hvis han kunne ville han være sammen med mig resten af livet.
Og derfor sørger og grubler jeg over hvad jeg kunne/kan gøre anderledes.
Men jeg vil bare videre og have et godt liv, det kan godt ske han kommer igen en gang, men det varer lang lang tid hvis det sker. Og jeg vil ikke gå og være ked af det hele tiden.
Og hver gang åbner du din dør og favn, og håber og tror på, at nu mener han det, og I har det dejligt - lige indtil du igen er tryg og glad. Så finder han ud af, at han forresten ikke er klar, og alligevel ikke vil.
Så bliver du ulykkelig, men lige så snart du begynder at indse, at det er slut, og du skal videre med et liv uden ham, så står han der igen og er nu helt afklaret - NU vil han gerne dig og jeres forhold.
Osv., osv., osv. hvor mange gange er det her sket nu? Vist nok rigtigt mange gange, ikke? Og hver gang går du med og tror på det.
Jeg mener, du for lang tiden fik det råd: Stop det, og stop det ligegyldigt hvad, for ellers går du helt ned på det.
Det er frygteligt at læse, at det nu er det, der er ved at ske med dig.
Jeg ved ikke, hvilken form for terapi, du har været ved, men det er tydeligvis en, du i den grad har modarbejdet, for det her MÅ du have fået at vide.
Jeg vil stadig foreslå, at du bør søge noget terapi, men det skal være en terapi, der giver dig nogle værktøjer til at kunne sige totalt og inderligt stop til din mand - fuldstændigt ligegyldigt hvor afklaret han næste gang mener at være, og hvor meget, du gerne vil tro på, at det passer denne gang, for det gør det jo ikke.
Faktisk bør han i den grad også søge noget terapi, for han stopper jo ikke før du bogstaveligt talt er blevet indlagt på lukket afdeling.
Jeg tror på, at han måske nok elsker dig på sin facon, men han driver jo terror på dig. Det er du godt klar over, ikke?
Han har bestemt også brug for hjælp til at lade dig være, så I begge kan få et værdigt liv - men hver for sig.
Jeg er rystet over at læse at det her fortsætter og fortsætter.
Få noget hjælp, og få den nu. Find en ny terapeut og hav målet, at du skal have hjælp til at holde din dør lukket for ham; fuldstændigt ligegyldigt hvad han lover.
Bedste, bedste tanker,
Tak for dit indlæg, og jeg forstår godt du mener jeg er blevet behandlet som en dørmåtte. Det er nu ikke sådan jeg har følt det, jeg har selv valgt, at jeg ville forsøge alle de gange det er sket, netop fordi jeg troede på det, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at min ex mand elsker mig, og ville være sammen med mig hvis han kunne.
Han er desværre blevet såret så meget, at han ikke kan.
Men ja, jeg skulle have sagt stop for lang tid siden, så havde jeg sluppet for igen at være helt nede i hullet igen.
Vedr. terapi, har de altid gået på hvad jeg kunne gøre for at vinde ham igen, og hvordan han kunne få tilliden til mig igen.
Som jeg ser det mangler jeg nogle råd til hvordan jeg får glæden ved livet igen, finde ud af hvad jeg vil med mit liv.
Mange har nogle ting de ønsker inden de dør, eks løbe marhton, jeg føler ikke jeg har andet jeg ønsker mig ind, at vinde min familie tilbage igen.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at I begge har det dybtfølte ønske om, at I kunne blive lykkelige sammen.
Du skriver ”Han er desværre blevet såret så meget, at han ikke kan.” Det er dette, du er nødt til at forholde dig til.
Så vidt jeg husker, så har du på et tidspunkt været din mand utro, og det var fordi der var noget i jeres forhold, der ikke fungerede optimalt. Jeg mener også at huske, at du i den grad fik hele skylden og blev voldsomt anklaget. Din mand, der måske havde svigtet på andre punkter og på den måde drev dig ud i denne utroskab, er stadig den helt og aldeles uskyldige part. Det har hele tiden været dig, der har været ”forbryderen”, dig der har ødelagt det hele, dig der er skyld i al ting, og det er den skyld, du stadig ligger under for. Det er tydeligvis ikke lykkedes at få ham til at forstå, at han har lige så megen skyld og ansvar for det, der er sket. Han har øjensynligt på intet tidspunkt hverken forstået eller erkendt sin del af ansvaret, og derfor er han så såret, at han ikke kan, hvad han – måske(?) – gerne vil. Jeg kan ikke gennemskue, om det handler om, at han stadig straffer dig.
For at bruge dit eget eksempel. I har arbejdet målrettet på at kunne løbe det marathonløb, men på et eller andet tidspunkt må I erkende, at I altså ikke kan løbe det løb. I har ikke kræfterne; der er for mange ar og skader til at det kan lade sig gøre.
På et tidspunkt er man nødt til at erkende, at nogle mål og drømme ikke lader sig realisere.
Du beder om råd til, hvordan du får glæden ved livet igen. Den eneste måde, du får den glæde igen, er ved at erkende, at du ikke vinder din familie tilbage igen – i hvert fald ikke på den måde, du ønsker det, og det er det, du skal have hjælp til, og det er det, der skal være fokus på ved en terapi, hvor der også skal være fokus på, at der altså er to til at ødelægge et ægteskab – du har altså ikke gjort det alene.
Når du først har erkendt det, så vil du gradvist finde glæden ved livet igen, og du vil ligeledes få nogle nye og mere realistiske, gode og positive mål for din fremtid.
Bedste tanker,