levende døde er bange for kulde
Sad og læste om det fænomen i jeres artikel at selvmordene først starter i marts. Det lyder underligt og selvmodsigende, men når først livet ikke har nogen mening længere, har man alligevel ikke lyst til at blive samlet op i kulde og is hvor ræven har nået at tage sin bid af én og så venter man på bedre vejr. Ikke logisk men sådan er det.
Kommentarer
For øvrigt er der meget rigtigt i din overskrift. Indre følelsesmæssig kulde og ensomhed kan i høj grad trigges af vinterens kulde. Derfor skyldes nogle vinterdepressioner ikke mørket men kulden. Hvilket stemmer overens med en undersøgelse, hvor man har fundet ud af, at ensomme mennesker fryser mere end ikke ensomme.
Hilsen Helene
Jeg er ikke ensom, men jeg er en frossenpind. 26 gr. skal jeg have i stuen, ellers fryser jeg.
Der kan være nogen, der siger til mig om sommeren: Hvad vil du tage på, når det bliver vinter. Svaret er bare: Endnu mere tøj. Og særlig uldent tøj.
Jeg bryder mig meget lidt om kulde.
Det er formodentlig fordi man får en anelse mere overskud, og dermed kan magte at udføre det man har tænkt på så længe hvor man har været i total dvale ude af stand til at foretage sig noget.
Mon ikke det er det samme med foråret? Depressionen er værst i løbet af vinteren, men når vejret bliver lunere og dagene lysere kommer der en smule mere overskud...
Det er trist.
For varme og lys vækker de døde til live og det kan gøre ONDT, for en levende død kan ikke finde ud af at leve og elske. Har måske aldrig oplevet det, eller aldrig lært det. En levende død er sandsynligvis mere bange for livet end for døden. Men i virkeligheden er en levende død måske så bange for døden, at han har mistet evnen til at leve.
Uden kærlighed, lys og varme, kan intet vokse og gro. Alt fryser til is og visner, hvis det lever i kulde, mørke og uden omsorg. Kærlighed, lys og varme gør de døde levende. Men lys, varme og kærlighed tør de frosne følelser op og det gør ONDT.
Den levende døde har mørket i sig men kroppen har også lyset, livskraften og kærligheden i sig. Der er en dyb, fortrængt, måske helt ukendt, ubevidst og umærkelig kærlighed til sig selv, der vil LIVET. For uden denne kærlighed, ville der ikke længere være noget håb. Så ville man ikke kun være levende død, så ville man forlængst også være død død.
KH Helene
Skiftet mellem kulde og varme kan være svært at håndtere, når man ikke har det godt, Sådan har jeg det i hvert fald.
Jeg vil helst sidde derhjemme med 25-27grader, en masse stearinlys tændt og gerne om natten. For så har jeg det mest hyggeligt.
Når jeg skal sove, er jeg pakket ind nattøj, i to dyner og et tæppe - ellers fryser jeg.
Faktisk ville jeg gerne flytte til et varmt land i vinterhalvåret og så være i Danmark fra maj til september.
Jeg efterlyser nogle trick til nemmere at komme ud ad døren, specielt i denne tid, hvor man ikke længere kan skjule sig i mørket udenfor, så man ikke bliver set.
Jeg er træt af at blive set skæv til, bare fordi man pakker sig vildt meget ind og går og skutter mig mod kulden, de lyse timer og andres blikke.
Venlig hilsen 46aartung/Helle
Til at begynde med kunne jeg ikke lige finde den artikel, som trådstarter hentyder til. Jeg ledte under emnet ”Depression”, hvor jeg ikke fandt den, men så fandt jeg på at søge her på Netdoktor på ordet ”selvmord”. Og der var den:
http://www.netdoktor.dk/sunderaad/fakta/selvmord.htm
Det må være denne formulering fra artiklen, som det drejer sig om:
”Selvmord sker hyppigere om foråret end på andre årstider. Kurven topper fra marts til maj… Man ved ikke hvorfor, men der er mange teorier om lysets indvirkning på krop og sjæl.”
Trådstarter og andre har en teori om, at det kan være kulden eller mangel på kulde, der spiller ind her. Det er ikke min erfaring.
Jeg har ikke selv forsøgt at begå selvmord, men jeg husker tydeligt, at tendenser til depression eller en igangværende depression forværredes, når lyset vendte tilbage om foråret. Og hvorfor det? Som trådstarter skriver, lyder det jo selvmodsigende. Men det er det faktisk ikke, for depressioner har deres egen logik. Jeg vil komme ind på to indgangsvinkler til emnet:
Under en depression ser man som regel dårlig ud. For mit vedkommende havde jeg en grålig ansigtskulør, og jeg havde stivnede ansigtstræk, næsten uden mimik. Håret var fedtet og kedeligt, selv om jeg vaskede det tit. Og jeg var meget bevidst om, hvor dårlig jeg så ud.
Desuden var jeg meget bevidst om, at min tilstand var synlig eller mærkbar for andre mennesker – også fordi mine bevægelser var langsomme, og det var umuligt for mig at tage beslutninger.
At være sådan og se sådan ud er slemt om vinteren. Men man kan gå og gemme sig lidt i mørket eller sidde indenfor med gardinerne trukket for og lade være med at kigge sig i spejlet. Desuden er andre mennesker også lidt langsomme og triste i mørket og vinterkulden. Forskellen mellem én selv og andre føles ikke så slem.
Men når lyset eksploderer om foråret, bliver alle andre mennesker foretagsomme og meget smukkere. Og den depressive fornemmer sin egen tilstand som mærkbart ringere i sammenligning. Det stærke lys føles så afslørende. Der er ikke ret meget mulighed for at gemme sig. Og der er desuden det underlige ved depression, at man tror, at det hele er ens egen skyld! Derfor kan en depression, der er slem nok om vinteren, blive virkelig, virkelig pinefuld om foråret. Jeg har talt med flere, der fuldstændig genkender min beskrivelse af årsagen.
Min bror, som jeg mistede ved selvmord, gjorde det faktisk også i marts.
Desuden er der en anden ting, som er lidt vanskeligere og lidt mere uhåndgribelig at tale om:
Når man har en depression, er der noget i vejen med det energi-lag, der ligger uden om vores krop. Det er det lag, som andre kalder en aura. Jeg kan ikke selv se auraer og heller ikke normalt mærke min egen, men jeg kan garantere for, at jeg kan mærke det, når den ikke er der!
Auraen har dels den funktion, at den rækker ud mod andre mennesker (det, vi kalder en persons udstråling), og dels virker den som en slags stødpude, der ligger uden om det enkelte menneske som en slags beskyttelse.
Men når man har en svær depression, er denne aura væk!
At auraen er væk, føles lidt som at være nøgen, selv om man har masser af tøj på. Man føler sig udsat for andres blikke på en helt anden måde end ellers. Og når man så i forvejen er selvbebrejdende og har skyldfølelser, så kan det, at man føler sig mere udsat for andres blikke føles uudholdeligt!
Sådan er det nok kun ved de virkeligt svære depressioner, men også ved mindre alvorlige depressioner eller blot ved tendenser til depression kan foråret være en svær tid.
Aartung, du peger på, at det er kulden, der er problemet, men jeg kan se, at du også har problemer med andres blikke.
Min erfaring er, at man kan løse problemet med forårets afslørende, klare lys ved at gå ud i det! Jo mere farve man får i ansigtet af solen, jo bedre. Det er en tilpasningsproces.
Men selvfølgelig er der depressioner, der er så alvorlige, at man må have lægehjælp til at komme igennem dem – forår eller ikke forår.
Mange hilsner
Kameliadamen