Indstillinger
Hører syner - paranoid?
Hej!
Jeg er en fyr på 24, synes det meste af tiden at jeg er velfungerende og tilfreds med mig selv. Jeg studerer, har en dejlig kæreste jeg netop er flyttet sammen med.
Men...
For 2 år siden på roskilde havde jeg en dårlig oplevelse, hvor jeg, uprovokeret, blev meget bange og gemte mig i en skov et halvt døgn. Jeg har efterfølgende, i meget spontane, kortere perioder (et par dage af gangen) døjet med angst, dårligt selvværd, frygt for sociale situationer og ikke mindst hører jeg (åbenbart) syner. I starten fik jeg en altoverskyggende frygt for at være en vanskabning, et forfærdeligt menneske, hadet af alle - hvilket kun blev bekræftet når jeg kunne høre alle de skjulte hentydninger til min uduelighed når jeg talte med hvem som helst - undtagen min bedste ven gennem 10 år (min kæreste kan også tale mig fra det, men det er sværere) Nogle gange kritiserede folk hele min personlighed, vidste alt om mine dybeste hemmeligheder når jeg talte til dem, og sagde at de afskyede mig på baggrund af det.
Folk på gaden taler nedsættende om mig. De er til gengæld stærke mennesker der står ved hvad de siger - de er med i fællesskabet og kommer godt ud af det med mennesker fra første hånd. At være sammen med mig ødelægger mine nærmeste psykisk, de ved det ikke, men jeg kunne se det.
Jeg taler meget åbent med mine nærmeste om det, hvilket gør at jeg idag ved at det ikke er virkeligt, og derfor til en vis grad kan ignorere det, men jeg bliver stadig deprimeret, besværlig og ugidelig når det kommer over mig.
Jeg er ikke sikker på om jeg kan diagnosticeres med noget præcist. Jeg har dog altid troet på hjælp til selvhjælp og har ikke stor tiltro til det offentlige system. Har jeg en depression? er jeg paranoid skizofren? har jeg personlighedsspaltning? Jeg har svært ved at formulere mit problem, men jeg kunne godt bruge hælp, evt. til diagnosticering...
Jeg er en fyr på 24, synes det meste af tiden at jeg er velfungerende og tilfreds med mig selv. Jeg studerer, har en dejlig kæreste jeg netop er flyttet sammen med.
Men...
For 2 år siden på roskilde havde jeg en dårlig oplevelse, hvor jeg, uprovokeret, blev meget bange og gemte mig i en skov et halvt døgn. Jeg har efterfølgende, i meget spontane, kortere perioder (et par dage af gangen) døjet med angst, dårligt selvværd, frygt for sociale situationer og ikke mindst hører jeg (åbenbart) syner. I starten fik jeg en altoverskyggende frygt for at være en vanskabning, et forfærdeligt menneske, hadet af alle - hvilket kun blev bekræftet når jeg kunne høre alle de skjulte hentydninger til min uduelighed når jeg talte med hvem som helst - undtagen min bedste ven gennem 10 år (min kæreste kan også tale mig fra det, men det er sværere) Nogle gange kritiserede folk hele min personlighed, vidste alt om mine dybeste hemmeligheder når jeg talte til dem, og sagde at de afskyede mig på baggrund af det.
Folk på gaden taler nedsættende om mig. De er til gengæld stærke mennesker der står ved hvad de siger - de er med i fællesskabet og kommer godt ud af det med mennesker fra første hånd. At være sammen med mig ødelægger mine nærmeste psykisk, de ved det ikke, men jeg kunne se det.
Jeg taler meget åbent med mine nærmeste om det, hvilket gør at jeg idag ved at det ikke er virkeligt, og derfor til en vis grad kan ignorere det, men jeg bliver stadig deprimeret, besværlig og ugidelig når det kommer over mig.
Jeg er ikke sikker på om jeg kan diagnosticeres med noget præcist. Jeg har dog altid troet på hjælp til selvhjælp og har ikke stor tiltro til det offentlige system. Har jeg en depression? er jeg paranoid skizofren? har jeg personlighedsspaltning? Jeg har svært ved at formulere mit problem, men jeg kunne godt bruge hælp, evt. til diagnosticering...
Kommentarer
Du skriver, du har svært ved at beskrive dine problemer, men faktisk sætter du en mas se ord på selv: Dårligt (lavt selvværd), angst, nedtrykthed og tanker/ forestillinger om, at andre tænker dårligt om dig og kan "læse" dig som en åben bog. Samtidig forestiller du dig også at den måde du er overfor andre på "skader" dem.
Du tror på hjælp til selvhjælp, skriver du, og så må du vel begynde med at tage udgangspunkt i dine egne ord. Prøv evt. at læse hvad du skriver her om dig selv igen. (Nu har jeg så opsummeret det). Det du skriver er dine egne tanker om dig selv. Det er ord, som udtrykker den måde du ser dig selv på lige nu. Og hvis du har lært at tænke sådan om dig selv, er det også muligt at aflære det igen.
Karakteristisk for skizofreni, er manglende sygdomserkendelse. Så vidt jeg kan læse, er du selv fuldt ud klar over, hvad du tænker og gør. Dvs. du har masser af erkendelse. Men der er alligevel noget der skræmmer dig og gør dig angst. Og det kunne meget vel være netop dét, at dine tanker om dig selv er ringe. Angst er én af reaktionerne på et meget lavt selvværd. Det er nedtrykthed eller depression også. Og det skyldes de tanker, som du er blevet vant til at tænke om dig selv. Disse tanker holder det lave selvværd kørende. Man kan sige, at det lave selvværd er en tænkemåde, som skal brydes, før du holder op med at "se" eller "høre" den allevegne.
Mit råd er, at du finder en psykolog med speciale i selvværd og angst/depression (du kan søge efter en autoriseret psykolog på nettet i netop dit område). Det er penge godt givet ud. Du kan lære at finde ud af baggrunden for hvorfor du tænker som du gør, du kan lære at tænke anderledes om dig selv og vide, at du er et unikt menneske, der har ret til at tænke godt om dig selv. For det har du. Ligesom alle andre! Når dine tanker lidt efter lidt erstattes af erkendelser og et højere selvværd, holder "de andre" sjovt nok også op med at "være efter dig"... :-)
Det lyder som om du er godt træt af det og klar på at begynde din rejse...? God vind.
Mvh. karmacure
Der er også det, at et dårligt selvværd og psykiske problemer ikke kommer ud af ingenting. Nogen har skabt den dårlige selvopfattelse hos én. Og det der er ødelagt af andre mennesker, må nødvendigvis heles af andre mennesker.
For de fleste med denne slags problemer kræver det en stor selvovervindelse at søge professionel hjælp. Man tror, man kan selv, men det kan man ikke. Man har ikke den nødvendige viden, man har ikke redskaberne, man har ikke ressourcerne og som sagt blokerer man, når man når et vist punkt.
Derfor er det nødvendigt med professionel hjælp. Selv nok så gode venner, familie, kæreste, kan ikke hjælpe, for de har heller ikke den faglige viden og de nødvendige redskaber.
Det går ikke over af sig selv og det bliver ikke bedre af sig selv. Derimod er der stor sandsynlighed for, at det bliver værre, hvis man ikke gør noget. Desværre.
Du har ikke har den store tiltro til sundhedsvæsnet, men hvis ikke du selv har råd til at betale for en psykolog eller terapuet, så er det jo den mulighed, der er. Selvfølgeligt kan man være uheldig at løbe ind i personer i sundhedsvæsnet, der ikke har den rigtige forståelse, men der findes også personer, der både forstår og er i stand til at hjælpe én videre.
Hilsen Helene