Indstillinger
Overvægt?
Jeg må lige dele min historie og hører om andre har haft lignende oplevelser!
Min datter på 13 har netop været til sundhedsplejerske og kom grædende hjem. Siden sidste besøg i 2009 er hun kommet i puberteten og vokset 15 cm (fra 145 til 160) og taget 18 kg på fra 40 kg til 58 kg. Hun er altså 160 cm høj og vejer 58 kg og det er et problem synes sundhedsplejersken!
I følge min datter sagde sundhedsplejerske, at min datter havde et overvægtsproblem, der hvis der ikke blev taget hånd om det nu (at hun ændrede spisevaner og dyrkede mere motion) ville udvikle sig til et stort problem. Min datter er kommet hjem med pjecer om overvægt og forslag til at spise sundt! Hendes BMI blev også udregnet og det er på 23, som (stadig ifølge sundhedsplejersken) er tæt på at være for højt!
Jeg er lettere rystet og tænker hvad denne sundhedsplejerske egentlig tænker på. Hjemme har vi nu et meget ulykkeligt og grædende barn, der spørger mig om hun virkelig er så tyk! Og er hun det? Er der noget, jeg ikke har forstået?
Som mor ser jeg nu min vigtigste opgave er, at få min datter til at forstå, at hun ikke er overvægtig (og det synes jeg ikke, hun er!) og hjælpe hende til at komme igennem denne lille krise, så hun ikke udvikler anoreksi eller anden form for spiseforstyrrelse.
Hvordan skal man reagerer i en sådan situation? Jeg troede sundhedsplejerkser var professionelle. Men det er hun måske også og sundhedsmæssigt er der noget jeg slet ikke har forstået? Jeg er måske en af disse forældre, der ikke ser overvægten hos mit barn, men er hun overvægtig? For mig at se er hun en slank men rundkindet pige på 13 år
Gode råd eller lignende erfaringer modtages med glæde
Min datter på 13 har netop været til sundhedsplejerske og kom grædende hjem. Siden sidste besøg i 2009 er hun kommet i puberteten og vokset 15 cm (fra 145 til 160) og taget 18 kg på fra 40 kg til 58 kg. Hun er altså 160 cm høj og vejer 58 kg og det er et problem synes sundhedsplejersken!
I følge min datter sagde sundhedsplejerske, at min datter havde et overvægtsproblem, der hvis der ikke blev taget hånd om det nu (at hun ændrede spisevaner og dyrkede mere motion) ville udvikle sig til et stort problem. Min datter er kommet hjem med pjecer om overvægt og forslag til at spise sundt! Hendes BMI blev også udregnet og det er på 23, som (stadig ifølge sundhedsplejersken) er tæt på at være for højt!
Jeg er lettere rystet og tænker hvad denne sundhedsplejerske egentlig tænker på. Hjemme har vi nu et meget ulykkeligt og grædende barn, der spørger mig om hun virkelig er så tyk! Og er hun det? Er der noget, jeg ikke har forstået?
Som mor ser jeg nu min vigtigste opgave er, at få min datter til at forstå, at hun ikke er overvægtig (og det synes jeg ikke, hun er!) og hjælpe hende til at komme igennem denne lille krise, så hun ikke udvikler anoreksi eller anden form for spiseforstyrrelse.
Hvordan skal man reagerer i en sådan situation? Jeg troede sundhedsplejerkser var professionelle. Men det er hun måske også og sundhedsmæssigt er der noget jeg slet ikke har forstået? Jeg er måske en af disse forældre, der ikke ser overvægten hos mit barn, men er hun overvægtig? For mig at se er hun en slank men rundkindet pige på 13 år
Gode råd eller lignende erfaringer modtages med glæde
Kommentarer
Det er rigtig synd at din datter er blevet så ked af det. Det er meget uheldigt at sundhedsplejersken har kommunikeret emnet så negativt. Jeg syntes, at hun skulle have fokuseret på SUNDHED, og ikke på overvægt.
Uanset hvad, så er din datter meget berørt, og det skal der naturligvis laves om på. Jeg mener ikke, at det er til hendes bedste at du sætter dig på bagbenene og viser hende at du er dybt forarget over sundhedsplejersken og siger at der ikke er noget om det hun siger.
For der ér noget om det hun siger.
Tendensen til overvægt tidligt i livet har det med at følge en ind i voksenlivet.
BMI-grænserne er forskellige for børn og voksne. Din datter er ikke overvægtig, men hun ligger som sundhedsplejersken siger lige på grænsen. Derfor kan du naturligvis roligt fortælle din datter at hun ikke er tyk, og jeg syntes sagtens du kan tage en snak med hende om sund livsstil.
Og så syntes jeg faktisk, at du skal ringe til skolen og bede om et møde med sundhedsplejersken hvor du og din datter kan komme derned og få en snak om sund livsstil - du har måske stor viden om det, men din datter skal også have det, og hun skal have at vide, at hun ikke er tyk, men at det kunne være sundt for hende at holde den her vægt indtil hun er vokset lidt mere.
Du skriver ikke noget om jeres families livsstil. Dyrker I (og din datter) motion? Spiser I sundt?
Hvis det halter med de ting, vil jeg mene, at du bør fokusere på sund livsstil
Lad vær at presse hende til motion og forbyde slik. Vær opmærksom på jeres kost og på at holde hendes blodsukker stabilt gennem dagen så hun ikke falder for trangen til slik og sodavand for at hive blodsukkeret op, og gør det til en fælles ting at gå en tur efter aftensmaden og sådan - uden at snakke for meget om at det er for at I/hun skal tabe jer
Du er bange for spiseforstyrrelser. Jeg har haft tendens til spiseforstyrrelse siden jeg var ca. 12 år gammel, og er nu 26. Den blussede svært op for fire år siden, og først da fik andre inkl. min familie at vide, at jeg havde en spiseforstyrrelse. Trods et langt behandlingsforløb har jeg udsigt til at have tendens dertil resten af livet i stressede perioder, fordi det har været en del af mit reaktionsmønster i svære periode i så mange år, så jo; jeg syntes du er inde på det rigtige spor med at være opmærksom på det.
For mig var det bulimiske/anorektiske tendenser i det små, men der er også overspisning, hvor trøstespisning er starten.
Men lad for guds skyld være med at blive unødigt mistænksom overfor hende.
Du kan eventuelt kigge på http://www.spiseforstyrrelser.dk og danne dig et overblik over de forskellige former for spiseforstyrrelser så du er helt opdateret omkring symptomerne.
Eventuelt kan du ringe til deres telefonrådgivning for at få lidt tips til hvordan du skal forholde dig lige nu.
Hvis hun nu efter denne oplevelse med sundhedsplejersken har fået fokus på sin vægt, så syntes jeg at du skal smide jeres vægt langt væk i en periode så hun ikke kommer ind i en rytme med at skulle veje sig.
Men som udgangspunkt tror jeg virkelig ikke du har noget at frygte!!!
Som sagt, kig på jeres livsstil og se om der er noget du kan ændre mht. kost, motion og frisk luft. Tag på udflugt i forårsskoven, gå tur ved stranden osv. uden at det fremlægges som motion.
Angående børns BMI kan du lige kigge her:
http://www.foodoflife.dk/Opus/wp/Sovn/d ... e/bmi.aspx
http://www.motion-online.dk/sundhed_og_ ... _for_boern
http://www.viivaa.dk/Overvaegtige-boern.aspx
Det kan aldrig, aldrig være en skolesundhedsplejerskes opgave at gøre en elev ked af det. Hun burde måske have forhørt sig lidt ind til familiens kostvaner - og i øvrigt i samråd med dig - ikke alene med en så ung pige.
Hvad jeg vil foreslå er, at I sammen kigger i spejlet, og er din datter velproportioneret? Nogle er spinkle, andre mere kraftige i benbygningen, andre igen midt i mellem. Jeg taler ikke om fedt, jeg taler om kroppens opbygning.
Min datter, der i lighed med mig hører til gruppen, der har en god og solid knoglebygning, fik i sin tid at vide af sundhedsplejersken, at hun skulle holde op med at spise alt det slik - noget hun i øvrigt sjældent spiste!! - og så spise jeg ved ikke hvor mange gulerødder. Min datter prøvede at forklare, at hun er allergisk overfor rå gulerødder og blev sendt ud med svaret, at det var noget værre pjat., og det bare var fordi hun ikke gad. Nu i en alder af 28 kan hun stadig ikke spise rå gulerødder uden at føle, at hun bliver kvalt. Tja....
Jeg valgte at gøre skolen opmærksom på, at jeg ikke tillod at min datter kom til denne sundhedsplejerske, og i øvrigt heller ikke til skolelæge, der havde samme portion jord i hovedet - de arbejdede vist glimrende sammen; og så tog jeg min datter med til egen læge og bad om en vurdering fra ham.
Men - når det er sagt, så bør I naturligvis være opmærksomme på hendes og familien kost - og det eneste rigtige i denne historie er, at overvægt som oftest bliver grundlagt i barndommen.
Når man er i pubertet sker der mange ting med kroppen, og det er altså ikke altid det hele følges ad, og man kan nemt blive "klumpe-dumpet" i en periode, hvor arme og ben ikke rigtigt kan passer til det andet osv. I min ungdom havde vi allesammen noget, vi kaldte "hvalpefedt" - vi rendte det af os - alle som en.
Det er rigtigt godt, hvis hun dyrker noget god motion - og i øvrigt også får grundlagt den vane nu, så hun helt naturligt holder den resten af livet, og får lært lidt fokus på den rette kost, men ellers vil jeg foreslå at du tager hende med til læge og får en vurdering om hendes "overvægt" der.
Så hvis du spørger mig, så dropper I alt den der sygelige optagethed af kost og motion - hvilket på ingen måde sikre hverken et langt eller et lykkeligt liv - og så i stedet fokusere på at give din datter en sund selvtillid og et sundt selvbillede, så hun til hver en tid vil være glad for sig selv og hvile i sig selv. For så behøver hun ingen falske guder :-)
Din datter er stadig et barn og børn må sgu godt have lidt runde kinder. Hellere lidt runde kinder, end, ja, ingen kinder!
Brug tid på at få din datter til at blive glad igen! Og vis hende eventuelt nogle billeder af anorektiske piger - og fortæl hende at hun er flot og det ikke er pænt eller sundt at være for tynd!
Jeg aner ikke om det er noget værre vrøvl jeg har fået skrevet, men jeg er simpelthen så rasende over at en sundhedsplejerske kan være så snotdum!
Jeg synes bestemt emnet er relevant, men der er ikke så megen ide i at komme med råd til en, der for det første slet ikke er med mere og for det andet havde sit problem for så lang tid siden.
Denne datter er forhåbentligt for længst kommet videre i sit liv.
Mine forældre og veninder siger jeg er almindelig af bygning, men jeg er meget uenig, jeg motionerer og alt det der, men jeg kan ikke komme ned i vægt, mine veninder bakke mig op i det, men de er bange for at det ender galt, hvilket jeg tænker over. Det kan det jo ikke? Jeg kan jo altid begynde at spise igen?
Nogen der kan hjælpe mig? Tror i at det er alvorligt?
-Diana
Derudover ætser dine indre organer, så du bliver syg resten af dit liv, hvis du altså overlever!
Det lyder som om, at du er på vej ud i noget rigtig skidt, og jeg synes, du skal finde en voksen, som du har tillid til, og bede om at få noget hjælp. For har du først ødelagt dine indre organer og har rådne tænder - tja, så er det altså ikke noget, der kan repareres eller gøres godt igen.
Så i stedet for at fokusere på alt det, der er "galt" med dig, så prøv at fremhæv de ting, du kan lide ved dig selv.
For alt andet lige så er det bedre at være fed og glad for sig selv, end det er at være tynd og evig utilfreds. Så du skal først og fremmest finde glæde og skønheden ved dig selv, og så kan man altid snakke vægt bagefter.
Derudover skal du vide, at slankekure ikke virker. Det virker derimod at leve sund og varieret med masser af fuldkorn og meget lidt McD mad. At sove 8-10 timer om natten og motionere med jævne mellemrum.