Svær depression og selvmordstanker

nielsen85

Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op...

Jeg ligger der hjemme og kan ikke tage mig sammen til noget som helst. Har meldt mig fuldstændig ud og orker ikke at se nogen mennesker. Plejede at gå i terapi (har borderline), men det har jeg stoppet, ligesom jeg også er stoppet med at tage min medicin. Min kæreste og jeg gik fra hinanden for to uger siden og jeg føler ingenting, selv om jeg burde være knust. Jeg har bedt min kontaktperson om at lade mig være i fred og det gør hun heldigvis, for jeg kan ikke overskue at snakke med nogen. Jeg gider ikke se tv, læser ikke bøger, som jeg ellers elsker og det samme gælder musik. Jeg vil bare have fred. Folk har kimet mig ned hele dagen og skrevet et hav af beskeder, men jeg har bare "trukket stikket ud"... Er så træt i krop og sjæl. Har i de sidste to uger tænkt på selvmord hver eneste dag. Det er stort set den eneste tanke der kører rundt i mine tanker. Det eneste der holder mig tilbage er min samvittighed overfor mine nærmeste. Jeg har før i mit liv haft selvmordstanker og jeg har grædt mig søvnløs ved tanken om den sorg mine pårørende ville sidde med efterfølgende, men det er anderledes denne gang. Jeg føler ikke rigtig noget. Ikke andet end dårlig samvittighed i hvert fald. Jeg er bare... træt og opbrugt.

Jeg prøvede at forklare min psykiater hvordan jeg har det, men hun var mere interesseret i at snakke om medicin, så jeg opgav. Jeg ved ikke om jeg bør indlægges, men har heller ikke lyst til det. Kan ikke se hvad de skulle kunne gøre og er så utroligt træt af at være en del af det psykiatriske system. Gider bare ikke slås for det mere, men på den anden side, så kan jeg heller ikke ligge på min sofa glo... Men jeg er bare så træt i hovedet.

Helene2

Kære Nielsen

Først og fremmest så tænker jeg på, hvad det er for terapi, du har fået? Var det i psykiatrien eller hos en psykolog/terapeut?
Psykiatrien tilbyder pr. definition ikke samtaleterapi og kropsterapi, hvilket er, hvad vi har brug for. Vi har brug for at tale, men de vil ikke lytte.
Jeg har efterhånden hørt flere psykiatere sige, at medicin ikke hjælper mod personlighedsforstyrrelser.

Jeg forstår så udmærket, at du er træt, ikke orker kontakt og har det rigtigt dårligt. Forstår godt, at du ikke orker mere. Så måske har du simpelthen bare brug for at give dig selv lov til at trække stikket helt ud i et stykke tid? Du skriver, at du ikke bare kan ligge på sofaen og glo. Nej... det er både kedeligt, frustrende og utilfredsstillende i længden, så på et tidspunkt hiver man sig selv op til at gøre ét eller andet. Men måske har du bare brug for at ligge på sofaen lige nu? Selvom du ikke mærker noget efter bruddet med din kæreste, er det jo givetvis en krisereaktion, du er midt i. Følelsesløsheden er et typisk tegn på, at følelserne er for overvældende.

Så det handler jo om, hvad du har brug for lige nu (udover at have det bedre)? Det kan jo godt være, at det vil være det mest fornuftige at tage på psykiatrisk skadestue eller blive indlagt og at tage dine piller. Men du er jo nødt til selv at ville det og gøre det.


Kærlig hilsen Helene

slettet30863

Husk at livet er værdifuldt. Du har familie og venner, der elsker dig og ville savne dig meget, hvis du vælger at tage livet af dig. Men du skal ikke vælge livet for at tilfredsstille dem. Du må finde din indre livsgnist. Noget, der kan gøre dit liv værd at leve.
Det er hårdt at komme igennem en depression og især, når man er borderline.
Du må være meget tålmodig og det er vigtigt at snakke med din psykolog eller psykiater, selvom du føler, at hun bare vil snakke medicin. Medicinen hjælper dig, selvom det er svært at erkende, at man behøver den for at bibeholde et nogenlunde normalt liv. Jeg kender det fra mig selv og har været igennem et langt forløb med depression og medicin.
På et tidspunkt vil du opdage at du har fået det bedre, og så vil det forhåbentlig gå fremad derefter.
Det kan lade sig gøre. Du må kæmpe, men det er det hele værd. Tag det stille og roligt i dit eget tempo.
Jeg ønsker dig alt det bedste. Livet er værdifuldt.
Mvh en der har været igennem næsten det samme som du.

nielsen85

Jeg har igennem flere forskellige typer terapi, men lige nu var jeg igang med DAT behandling. Dog ikke som det normale gruppeforløb, men en specialaftale om individuel terapi. Profitterer ikke ret godt af at være i en gruppe sammenlignet med individuel.

Medicin kan være en stor hjælp ved depression, men jeg har været igennem enormt mange præparater og virkningen er meget lille. Desværre får jeg så mange bivirkninger hver eneste gang, at virkningen bliver overskygget af ubehaget ved bivirkningerne. Det eneste jeg af og til bruger er Truxal, men det er kun hvis jeg er følelsesmæssigt helt oppe at ringe, så har det god effekt. Men det hjælper ikke på hvordan jeg har det pt.

Objektivt set burde jeg nok indlægges, for jeg kan mærke at jeg trækker mig mere og mere ind i mig selv og væk fra omverdenen, men jeg er så udbrændt oven i hovedet at jeg simpelthen ikke orker at snakke med først sygeplejerske og derefter læge til visitationen. Jeg kan simpelthen ikke overskue at fortælle dem hvordan jeg har det og derefter svare på tusindvis af spørgsmål. Plus, at jeg skal have fat i en der kan tage sig af min kat, men jeg er væk og de fleste i mit netværk har selv dyr og kan derfor ikke være i min lejlighed. Og desværre kan min kat ikke med andre dyr.

Helene2

Jeg forstår så udmærket, at du ikke igen orker at skulle til at svare på spørgsmål og forklare og fortælle. Samtidigt er der problemet med din kat. En kattepension er dyr og der er andre katte. Måske kan du evt. få en dyrlæge til at have den 'i pleje'? Eller et internat? Ved godt, at det er krævende at finde en løsning og at løsningerne ikke er optimale, men noget må der jo gøres.

For du mærker, at trækker dig mere og mere ind i dig selv og faktisk nok har brug for indlæggelse. Så er det muligt, at du kan få sovet i nat og mentalt prøver at indstille dig på, at du allerede fra i morgen tidlig eller i morgen formiddag vil prøve at forberede dig på og arbejde henimod en indlæggelse?

KH Helene