Indstillinger
Hvad er der galt med mig?
Jeg ved ikke om dette er postet det rigtige sted, eller må I have mig undskyldt.
Men skriver herinde, fordi jeg ikke ved hvor jeg ellers skal gå hen. Jeg er en pige på 21 år.
Har har det virkelig ad helvedes til inde i mit hoved, jeg begynder tit at græde uden nogen grund. Og så kan jeg bare ikke stoppe igen.
Jeg bryder mig ikke om at være alene, fordi jeg føler jeg bliver forfulgt, selvom jeg godt ved jeg ikke gør det. Men føler hele tiden der er en der overvåger mig. Derfor kigger jeg også hele tiden tilbage, når jeg er ude at gå. Men jeg kan heller ikke lide at være i store forsamlinger, fordi jeg føler alle folk kigger på mig.
Jeg har tankemylder konstant, tænker hele tiden at folk ikke kan lide mig, og tør ikke rigtig lukke nogen ind i mit liv, af frygt for at blive svigtet. Jeg stoler ikke rigtig på nogen folk. Er bange for mennesker. Ikke bange i den forstand. Men er psykisk bange for dem. Men alligevel kan jeg ikke undvære dem.
Jeg har ikke fortalt nogen om hvordan jeg har det. Og jeg ved ikke hvor jeg skal gå hen med det her. For jeg er bange for, hvis jeg går til lægen med det, siger han der ikke er noget galt, eller han ikke kan hjælpe mig. Og så skal jeg leve med det her resten af mit liv, den tanke vil jeg ikke holde ud. Derfor er jeg bange for at gå til lægen. Bare i det hele taget fortælle nogen, hvordan jeg har det, i frygt af at blive "udstødt" eller ikke få noget svar.
Det er det rene helvede at være mig lige nu. Det er kommet så vidt, at jeg nogengange kan høre ting, der ikke er der. F.eks. synes jeg nogen gange at kunne høre en radio der spiller på lang afstand, men når jeg spørger nogen om de også kan høre det, er der ingenting...!!
Hvad er der i vejen med mig
Jeg vil bare så gerne have det godt, men det kan jeg åbenbart ikke få. Jeg er dømt til at have det sådan her. Og jeg får det dårligere og dårligere, for hver dag der går. Bliver mere og mere sindssyg i mit hoved. Græder hele tiden, men dog ikke overfor andre. Jeg ville ønske jeg kunne hjælpe mig selv, men det kan jeg bare ikke. Er bare for jeg skal have det sådan her resten af mit liv.
Jeg kan ikke passe et arbejde eller en skole, og har aldrig kunnet. Og det irriterer mig også, for hvorfor kan jeg ikke bare være normal som alle andre????
Jeh håber virkelig der er nogen derude der kan hjælpe mig, det er første gang jeg fortæller om hvordan jeg har det.
Mvh.
Men skriver herinde, fordi jeg ikke ved hvor jeg ellers skal gå hen. Jeg er en pige på 21 år.
Har har det virkelig ad helvedes til inde i mit hoved, jeg begynder tit at græde uden nogen grund. Og så kan jeg bare ikke stoppe igen.
Jeg bryder mig ikke om at være alene, fordi jeg føler jeg bliver forfulgt, selvom jeg godt ved jeg ikke gør det. Men føler hele tiden der er en der overvåger mig. Derfor kigger jeg også hele tiden tilbage, når jeg er ude at gå. Men jeg kan heller ikke lide at være i store forsamlinger, fordi jeg føler alle folk kigger på mig.
Jeg har tankemylder konstant, tænker hele tiden at folk ikke kan lide mig, og tør ikke rigtig lukke nogen ind i mit liv, af frygt for at blive svigtet. Jeg stoler ikke rigtig på nogen folk. Er bange for mennesker. Ikke bange i den forstand. Men er psykisk bange for dem. Men alligevel kan jeg ikke undvære dem.
Jeg har ikke fortalt nogen om hvordan jeg har det. Og jeg ved ikke hvor jeg skal gå hen med det her. For jeg er bange for, hvis jeg går til lægen med det, siger han der ikke er noget galt, eller han ikke kan hjælpe mig. Og så skal jeg leve med det her resten af mit liv, den tanke vil jeg ikke holde ud. Derfor er jeg bange for at gå til lægen. Bare i det hele taget fortælle nogen, hvordan jeg har det, i frygt af at blive "udstødt" eller ikke få noget svar.
Det er det rene helvede at være mig lige nu. Det er kommet så vidt, at jeg nogengange kan høre ting, der ikke er der. F.eks. synes jeg nogen gange at kunne høre en radio der spiller på lang afstand, men når jeg spørger nogen om de også kan høre det, er der ingenting...!!
Hvad er der i vejen med mig
Jeg vil bare så gerne have det godt, men det kan jeg åbenbart ikke få. Jeg er dømt til at have det sådan her. Og jeg får det dårligere og dårligere, for hver dag der går. Bliver mere og mere sindssyg i mit hoved. Græder hele tiden, men dog ikke overfor andre. Jeg ville ønske jeg kunne hjælpe mig selv, men det kan jeg bare ikke. Er bare for jeg skal have det sådan her resten af mit liv.Jeg kan ikke passe et arbejde eller en skole, og har aldrig kunnet. Og det irriterer mig også, for hvorfor kan jeg ikke bare være normal som alle andre????
Jeh håber virkelig der er nogen derude der kan hjælpe mig, det er første gang jeg fortæller om hvordan jeg har det.
Mvh.
Kommentarer
Hvor er det godt, at du har skrevet herind til Netdoktor-debatten. Så har du taget det første skridt mod at få det bedre.
For du kan få det bedre. Du er ikke dømt til at have det sådan her resten af dit liv. Du kan få hjælp.
Men det kræver, at du overvinder din angst og søger hjælpen, hvor du kan få den. D.v.s. at det i første omgang er hos din læge. Den slags her kan man ikke klare alene.
Der er stor sandsynlighed for, at din læge vil forstå dig og lytte til dig og tage dig alvorligt. Formentligt vil han eller hun henvise dig videre til en psykiater eller måske en psykolog. Det er ikke alle læger, der er lige dygtige, så der er nogen, der bare vil give medicin. Det er ikke godt nok.
Men generelt vil andre gerne hjælpe et menneske, der beder om hjælp. De negative forventninger og mistilliden viser sig ofte at være grundløse.
Måske kan det gøre det lidt lettere, hvis du printer dit indlæg ud og tager det med til lægen? Her står jo meget tydeligt, hvordan du har det og at du er bange for ikke at blive forstået og taget alvorligt.
Du skriver, at du græder meget uden grund. Det er ikke uden grund. Der er ALTID en god grund til, at vi har det, som vi har det. Der er også en god grund til, at du har det så skidt. Den grund skal du have hjælp til at finde ud af. Du skal bare vide, at der IKKE er noget galt med dig. Du er IKKE født forkert, anderledes eller mindre værd end andre mennesker. Der er andre forklaringer.
Giv dig selv et stort klap på skulderen for endeligt at have åbnet dig og fortalt, hvordan du har det. For du har lige taget første skridt til at få det bedre. Næste skridt bliver lægen.
Skriv gerne igen, hvis du har brug for støtte eller råd til, hvordan du gør det eler andre ting.
Kærlig hilsen Helene
Er glad for at du siger, du gerne vil hjælpe mig, har ikke andre.
Jeg kan ikke få mig selv til at fortælle mine venner eller familie det.
Det er et stort skridt for mig at gå til lægen, for som du selv skriver, hvis jeg bare får noget medicin, og så er det det. Jeg har ikke lyst til at være på medicin. Jeg har lyst til at få det bedre, og det kan en pille ikke hjæloe mig med. Den får mig bae til at glemme istedet for. Og at skulle være afhængig af piller resten af mit liv, har jeg ikke lyst til. Jeg vil bare gerne være glad.
Det er helt forfærdeligt det her. Jeg ved ikke, om man kan kalde det paranoid, men hver gang jeg hører en lille lyd, bliver jeg nærmest bange. Jeg sidder altid for nedrullede gardiner. Har en eller anden tanke indeni mit hoved, at der lige pludselig kommer en og smadrer mit vindue, og gør mig noget ondt. Det lyder helt sygt. Men sådan har jeg det. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg er tit bange... Men jeg ved ikke, hvorfor og hvad det er jeg frygter.
Der er nok et eller andet der er skyld i jeg har det som jeg har det, men jeg ved ikke hvad det skulle være. Engang var jeg meget udadvendt, men nu er jeg blevet meget indelukket, og tør ikke lukke folk ind til mig.
Jeg sidder stadig og tænker på lægen, jeg ved ikke hvordan jeg skal få mig taget sammen til at ringe. Og er bange for jeg udebliver når det endelig er. Jeg har det med at springe fra i sidste øjeblik, og sige "det går nok over af sig selv". Men det gør det bare ikke... Gid det gjorde.
Nej, jeg kender godt det med, at man ikke kan fortælle om det til familie og venner. Men så er det jo rigtigt godt, at du nu ved, at der er andre steder, du kan 'tale' om det.
Jo, man kan vel på sin vis godt kalde dine reaktioner for lidt paranoide. For det er jo tilsyneladende grundløst, at du er så bange og har de tanker og fantasier. Men det er ikke sygt - det har en årsag. Dit nervesystem overreagerer og du bliver bange, fordi du ikke forstår, hvorfor.
Årsagerne til, at dit nervesystem overreagerer og fortæller dig, at der sker noget farligt, ligger sikkert godt gemt i din underbevidsthed.
Forstår godt, at du ikke har lyst til medicin. Jeg vil dog lige sige, at selvom du i en periode skulle få brug for medicin, så betyder det ikke, at du glemmer, at du bliver afhængig eller skal være på medicin resten af dit liv. Engang imellem kan det være nødvendigt men det skal være et supplement til samtaleterapi.
Det er jo slet ikke sikkert, at din læge bare vil give dig medicin. Det er højst sandsynligt, at han henviser dig til psykolog eller psykiater. Jeg ved godt, at det er svært nok at søge læge - ovenikøbet at skulle sige fra overfor lægen, kan virke umuligt. Men HVIS din læge bare vil give dig medicin, så er det vigtigt, at du siger, at du har brug for én at tale med om, hvordan du har det.
M.h.t. at kontakte din læge.
Måske er din læge tilmeldt e-mail konsultation? I så fald kan du i første gang skrive en besked til din læge om, hvordan du har det. Hvis ikke du ved, om det er muligt, kan du finde ud af ved at ringe op til lægesekretæren og spørge om det.
Alternativt kan du som sagt printe dine indlæg her ud og vise lægen dem. Evt. sende dem til lægen først, inden du får en tid.
Du ved nu, at det her ikke går over af sig selv. Det bliver kun værre, hvis du ikke får søgt hjælp. Derfor vil jeg foreslå dig, at du bruger de næste dage til at samle mod og styrke til at få ringet. Når du har fået en tid, så kan du bruge nogle flere dage på at samle mod og styrke til at gå derop.
Man er meget, meget modig, når man overvinder sig selv og gør noget, man er så bange for. Det giver indre styrke og øger éns selvtillid, når man så gør det alligevel.
Men jeg ved godt, at det virker forfærdeligt grænseoverskridende og farligt, men prøv at holde fast i den rationelle tanke, at det er IKKE farligt. Hvad er det værste, der kan ske? Hvad er det bedste, der kan ske? Måske kan det hjælpe, hvis du skriver om det her, så vi sammen kan prøve at finde ud af, hvordan du kan håndtere situationen bedst muligt?
P.S.: Jeg vil lige fortælle dig, at jeg fuldstændigt genkender det, du skriver. Jeg har selv haft det sådan engang og i dag er jeg rask. Jeg fik desværre bare ikke hjælp før jeg var 43. Så længe skal du jo helst ikke vente.
Kærlig hilsen Helene.
Uha, jeg kan bare nikke SÅ genkendende til det du beskriver.
Jeg fik fuldstændig de samme symptomer da jeg var på din alder (6 år siden). Jeg endte med at tage på psykiatrisk skadestue, og jeg endte med at sige ja tak til at blive indlagt. Jeg havde brug for hjælp og trygge rammer.
Du kan altid tage på psykiatrisk skadestue. Der er døgnåbent som på en almindelig skadestue, og det fungerer på samme måde.
Man kommer når man har det ad H til psykisk, så er der en der tager imod en og lige kort taler med en, så venter man i venteværelset før man kommer ind og får en samtale.
Det kan VIRKELIG lette!!!!!! Jeg har selv været der mange gange, og det er grænseoverskridende, men godt.
Hvis psykiateren vurderer at man er så dårlig at man bør indlægges, får man tilbuddet om det. Man kan altid sige nej tak - man bliver IKKE tvunget.
At tage derhen vil i virkeligheden måske være bedre end at tage til lægen. Der er det nemlig en psykiater - en læge med en lang ekstrauddannelse i psykiske lidelser - man kommer til at tale med.
Der vil du kunne få råd til hvad der vil være bedst for dig. Måske de kan henvise dig til behandling; men uanset hvad, så vil det være en enorm hjælp for dig at få sat ord på det her overfor en fagperson som er i stand til at vurdere hvilken hjælp du har brug for.
Din læge har ikke har den lange uddannelse i psykiatriske lidelser og medicin som psykiateren har. Lægen kan sagtens henvise dig til en psykiater, men der er desværre ofte flere måneders ventetid.
Derfor er mit råd til dig: Tag på psykiatrisk skadestue. Gerne nu med det samme
Du finder den nærmeste her (du må hellere gå ind på hospitalets hjemmeside og tjekke adressen i tilfælde af at Netdoktor ikke har opdateret eventuelle flytninger):
http://www.netdoktor.dk/tema/sorg_krise/psyk.htm
Kram
- Anna