Indstillinger
Where is the love?
Jeg skriver her, fordi jeg efterhånden ikke ved hvad jeg ellers skal gøre. Jeg er gift med jordens dejligste kvinde. Jeg er selv kvinde, altså lesbisk. Vi har været sammen et par år og været gift i 6 måneder ca. Sidste sommer kom det frem, at min kone har været udsat for overgreb som barn, noget hun altid har fortrængt og aldrig fortalt til nogen før. Men nu har hun fortalt det til mig og for kort tid siden begyndte hun ved psykolog. Men siden hun fortalte mig om de her ting i september sidste år, er det som om jeg har mistet hende. Det er som om, hun ikke elsker mig længere. Hun fortæller mig at hun elsker mig, men jeg kan ikke mærke det. Jeg ved at hun inden i sig kæmper med forfærdelige ting, som hun naturligvis skal bruge meget energi på at bearbejde og jeg støtter hende og prøver på at hjælpe hende så godt jeg kan. Men jeg synes efterhånden det er lidt hårdt, det er som at gå og være ulykkeligt forelsket, i den kvinde jeg er gift med! Der er ikke længere noget glæde at spore i hende. for mig. Hun plejede at være så varm og kærlig, spontan og vild. Nu er der intet af det tilbage. Vores sexliv eksisterer ikke længere. Siden september har vi haft sex 8-9 gange, før da havde vi et fantastisk sexliv. Jeg prøver at være forstående og tolerant, men i går spurgte jeg hende, om hun føler som jeg gør, stadigvæk. Det gjorde hun ikke. I hvert fald, mente hun ikke, at hun kunne mærke det, for alle de negative følelser fylder så meget i hende og overskygger alt det gode. Så bad jeg hende give mig klar besked på, hvor jeg står henne, for jeg kan ikke længere klare det, som det er nu.
Men jeg ved ikke, om jeg kræver for meget? Det eneste jeg vil, er, at føle mig elsker og ønsket, af den kvinde jeg elsker. Og jeg aner ikke hvor lang en proces det her bliver, og hvordan jeg skal finde styrken til at komme igennem det? Jeg ønsker ikke at gå fra hende, slet ikke. Jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal finde styrken henne længere. Jeg forstår godt, at hun har det svært, og jeg vil på ingen måde presse hende til noget, hun ikke har lyst til, jeg accepterer hendes grænser 100 %. Det er bare hårdt at give alt hvad man har, uden at få noget igen.
Ved ikke om nogen kan finde hovede og hale i det her, men jeg håber nogen vil give mig et råd til, hvordan jeg skal forholde mig, indtil min kone og jeg når igennem den her krise?
Men jeg ved ikke, om jeg kræver for meget? Det eneste jeg vil, er, at føle mig elsker og ønsket, af den kvinde jeg elsker. Og jeg aner ikke hvor lang en proces det her bliver, og hvordan jeg skal finde styrken til at komme igennem det? Jeg ønsker ikke at gå fra hende, slet ikke. Jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal finde styrken henne længere. Jeg forstår godt, at hun har det svært, og jeg vil på ingen måde presse hende til noget, hun ikke har lyst til, jeg accepterer hendes grænser 100 %. Det er bare hårdt at give alt hvad man har, uden at få noget igen.
Ved ikke om nogen kan finde hovede og hale i det her, men jeg håber nogen vil give mig et råd til, hvordan jeg skal forholde mig, indtil min kone og jeg når igennem den her krise?
Kommentarer
Det allervigtigste her er, at du godt ved hvad årsagen til at hun er blevet fjern er: Hun har fået taget hul på en byld der har siddet i hende i mange, mange år, og det gør ondt på hende og dominerer hendes tanker og følelser - i så høj grad, at der ikke er plads til særlig mange andre følelser.
Den indsigt har du. Og dermed har du et godt udgangspunkt for at støtte hende OG ikke mindst dig selv i at komme gennem det her.
Jeg kan godt forstå, at du har behov for bekræftelse, for at få at vide, at hun stadig elsker dig og for at føle, at hun ikke kun har brug for dig men også viser at hun er der for dig.
Problemet er, at hun formodentlig ikke KAN give dig svar på de spørgsmål du stiller. Hun kender formodentlig ikke svaret, fordi hun er så opslugt af sine traumer og depressive tendenser. Og ikke har overskud til at være der for dig.
Det er naturligvis ekstremt hårdt for jer begge.
Jeg tvivler stærkt på, at hun har mistet kærligheden til dig. Hun er som sagt "bare" ikke i stand til at rumme den for indeværende.
Har du overvejet at komme med hende til psykolog? Du kan prøve at bringe det op. Fortælle hende, at du har forståelse for hvor svært det her er for hende, og sige, at du føler dig utrolig magtesløs, at du har svært ved at mærke hende og er angst for, at I glider fra hinanden.
Spørg, om I kan tale om det sammen med hendes psykolog.
Prøv desuden at finde en pårørendegruppe, således at du kan møde andre der står i samme situation. Det vil utvivlsomt være dig en stor støtte at få indsigt i, at det ikke kun er jeres forhold der rammes hårdt når den ene part pludselig befinder sig i et følelsesmæssigt hul.
Måske I ville have godt af en lille tur væk fra den daglige trummerum... Hvis hun kan overskue det.
Ikke nødvendigvis en ferie-ferie... Et minicruise til Oslo eller London eller et weekendophold på en kro er også et afbræk.
Igen: Sæt dig ned og tal åbent med hende. Prøv at undgå at bringe det her op i en anspændt situation over madlavningen hvor det bliver til "beskyldninger" og "angreb". Tag en saglig samtale, hvor I begge kommer på banen.
Håber virkelig at I finder ud af det
At hun er i behandling er et stort skridt på vejen.
Det er jo ikke bare det, at hun er fjern, der er jo lukket helt af! Vil jeg kysse hende, skubber hun mig væk, hun vil ikke røres ved på nogen måde, hun er så vred hele tiden, pga alle de frustrationer hun har indeni og dem lader hun gå ud over mig. Og jeg har svært ved at forstå det, for synes ikke jeg giver hende anledning til at være vred, og synes ikke, uanset hvordan man har det, at det er fair, at lade det gå ud over den anden. Hun kan være meget hård og modbydelig i de ting hun siger når hun er vred og det sårer mig meget. Når der så ligesom aldrig kommer en "forsoning," fordi hun ikke kan tage sig af mine følelser, går jeg bare rundt og er ulykkelig hele tiden. Og det irriterer hende, hun føler sig bebrejdet, og så starter det hele forfra igen....
Hun er i en heftig følelsesmæssig konflikt, i og er ved at få løst op for nogle voldsomme ting, der er sket for hende, men en ting er helt sikker: Hun får det ikke bedre af, at du går ned med flaget. Det er fuldt forståeligt, at hun er vred, rasende og helt ude i tovene, og det kræver naturligvis støtte, men den kan du ikke give hende, når du ikke ved, hvad hun har brug for.
Om jeres forhold kan holde til dette eller ej, ved vel ingen, men det er af afgørende betydning, at I får talt sammen om, hvad alt det her også gør ved dig. Det er ikke kun hende, der har en følelsesmæssig konflikt.
Hvornår og om du skal med til psykolog, vil jeg ikke vurdere, men jeg vil bestemt foreslå dig, at du beder din kone tale med psykologen næste gang, om at jeres forhold er ved at gå fuldstændigt i spåner over dette her, så hun kan få nogle værktøjer til at takle det. Måske du også skal have nogle timer, der handler om hvordan du har det.
Det er godt, du vil forstå og støtte hende 100%, men det gør du ikke ved ikke at ane, hvad du er oppe mod. Netop den slags ”forståelse” fra personer, der ikke ved, hvad de skal være forstående overfor, er faktisk den værste støtte, man kan få, og det skal du fortælle hende.
Fortæl hende, at du elsker hende og derfor vil hjælpe alt, hvad du kan, men så er du nødt til at vide, hvilken hjælp, hun gerne vil have fra dig. Jeg kunne eventuelt forestille mig, at hun afviser dig, fordi hun ikke magter sex overhovedet for tiden, og hvis hun kommer dig i møde med knus og kys, så tror hun, at du så forventer mere – hvorfor det er ”nemmere” at afvise totalt. Få talt om det, få sat ord på – vær sikker på, hun ved, at du ikke går længere end hun magter det.
Nej, du kræver ikke for meget, tvært i mod.
Jeg har selv været igennem en årelang bearbejdelsesproces efter, at jeg fik erindring om seksuelle overgreb i barndommen, så jeg forstår godt, hvordan din kone har det lige nu.
Når det så er sagt, så bliver de pårørende ofte 'de skjulte ofre', fordi de ikke ved, hvordan de skal tackle situationen. Du kan evt. ringe til den professionelle rådgivning på Støttecenter mod Incest (http://www.incest.dk). De har stor erfaring med det og har haft kørt støttegrupper for pårørende.
Du skal regne med, at hvis du og din kone skal igennem det her, så må det være en forandringsproces for Jer begge to. Hun kan ikke blive den samme person igen, som hun har været. Hun kommer i kontakt med så dybe og ukendte lag i sig selv, så det kan være svært eller umuligt for hende at forklare, hvad der sker og svært eller umuligt for dig at forstå.
Så på en måde har du mistet hende – som den person hun var. Hun er ved at lære sig selv at kende på en helt ny måde (og det er svært), derfor må du også være åben for at lære hende at kende som en helt ny person. Spørgsmålet er om I, hvis I får de rigtige redskaber, kan følges ad gennem den udviklings- og forandringsproces. Det kræver enormt stor tolerance og evne og vilje til at tale om følelser – også dem (eller især dem), der gør virkeligt ondt. Ikke kun i forhold til din kones fortid men også i forhold til Jer selv og Jeres relation.
Jeg siger ikke, at det vil ske, men hun kan også blive ekstremt meget i tvivl om sin seksualitet. Når man har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen, har man måske ikke udviklet en egentlig seksualitet eller kan pludseligt sætte spørgsmålstegn ved den seksualitet, man har udviklet. Derfor er noget af det værste du kan gøre sikkert, at forvente eller invitere til sex. Hvilket vil sige, at det kan være nødvendigt, at du indstiller dig på en relation uden sex på ubestemt tid. Det er jo noget, I bliver nødt til at tale om.
Du skriver, at du ikke kan mærke hendes kærlighed mere og at hun selv siger, at hun ikke længere føler det samme. For at kunne føle kærlighed kræver det et overskud og fravær af (altfor mange) negative følelser. Lige nu buldrer og brager hendes indre med en masse angst og smerte, der æder alt overskud. Faktisk er hun givetvis i ekstremt energiunderskud. Altså er der måske bare ikke plads til en 'luksusfølelse' som kærlighed.
Du skriver, at du accepterer hendes grænser 100% men hvad med dine egne grænser? Er det f.eks. i orden, at hun lader sin vrede gå ud over dig? er det i orden, at hun bliver vred og modbydelig og sårer dig? Du skriver, at du ikke giver hende anledning til at være vred og det behøver du heller ikke. For når man har været udsat for overgreb, så har man ekstremt meget vrede ophobet i sig. Så længe man ikke har husket overgrebene, har vreden måske været rimeligt fortrængt, men når man bliver klar over, hvad man har været ude for, så eksploderer den simpelthen indeni én og så kan det gå ud over dem, der er tættest på. Du bliver selvfølgeligt ked af det og så får hun skyldfølelse og reagerer med vrede og du bliver mere ked af det. En utroligt ond cirkel.
Derfor er du nødt til at passe på dig selv ved at sætte en grænse for, hvad du synes er okay og ikke er okay. Det nytter ikke noget, at du lader din kone overskride dine grænser, fordi du ved, at hun har det svært og har ondt af hende. Enten kan konsekvensen blive, at I måske ikke kan være sammen mere, eller at hun lærer at formulere sine følelser i ord, så det ikke er nødvendigt at blive vred på dig, eller at hun går andre steder hen med sin vrede (f.eks. til sin psykolog). Hendes vrede har intet direkte med dig at gøre, så derfor skal du heller ikke tage imod den.
Men som sagt: Mit bedste råd er, at du kontakter Støttecentret, for det er vigtigt, at du heller ikke står med det alene. Du har også brug for professionel vejledning, for det er så komplekst, at det ikke hjælper at tale med mennesker om det, der ikke har forståelse for de ting her. Desuden ville det også være illoyalt overfor din kone. Det er ikke illoyalt at tale med en professionel.
P.S.: Du kan evt. også læse litteratur omkring seksuelt misbrug og senfølgerne heraf. Når man får dette problem tæt ind på livet, så får man væsentligt bedre muligheder for at tackle det, hvis man har noget rationel viden. Dog vil det sikkert være en god idé at drøfte det med din kone først, for jeg kan forestille mig, at hun måske vil kunne føle, at du går for tæt på, hvis du begynder at søge viden om det uden at involvere hende.
Hvis det bliver aktuelt, kan jeg anbefale nogle gode bøger.
Kærlig hilsen Helene
Her er lige nogle links, du måske kan have glæde af. Det vil måske lidt bedre kunne give dig en fornemmelse af og forståelse for, hvad det egentligt handler om og hvad du er oppe imod:
Støttecentret/pårørende: http://www.incest.dana5.dk/default.asp?ID=184&pID=183
Støttecentret/pårørendegrupper: http://www.incest.dana5.dk/default.asp?ID=147
Støttecentret/senfølger: http://www.incest.dana5.dk/default.asp?ID=154
Synlighedsdagen/senfølger: http://www.synlighedsdagen.dk/senfoelger2.html
Synlighedsdagen/pårørende: http://www.synlighedsdagen.dk/paaroerende2.html
Hilsen Helene
Ang det med, at jeg skulle få "hjælp" til at finde ud af det her, synes jeg i det hele taget er svært. Min kone vil ikke have, at jeg taler med nogen om, hvad der sker/er sket med hende. Det gør også, at jeg ikke kan tale med mine veninder om, hvordan jeg rent faktisk går og har, for fortalte jeg sandheden, ville de jo vide besked. Derfor har jeg isoleret mig meget det sidste stykke tid, for jeg kan ikke holde ud at skulle lade som om jeg har det godt, når jeg faktisk er så trist. Bare det, at skrive herinde, er et brud på min kones tillid, og jeg har det rigtig dårligt med overhovedet at have skrevet herinde, for hun vil ikke have det.
Ang det at jeg skulle få hjælp, så, hvis jeg har nævnt at jeg har det meget svært omkring alt det her, bliver hun en smule forurettet, og siger, at det er da også synd for mig at jeg skal have det så dårligt og at jeg ikke skal spille offer og tro, det drejer sig om mig. Nævner jeg, i en samtale vi har omkring emnet, mine følelser, kan hendes standardsvar være: "Ja, jeg ved godt DU har det så svært, lad os dog endelig tale om dig igen!" Så jeg aner ikke hvordan jeg skal gøre det. Har ikke lyst til at lyve for hende og søge hjælp i smug, men er bange for, at hun tror jeg negligerer hendes følelser ved at få hjælp selv.
Føler mig så ynkelig i dag. Blev glad for at læse svarene jeg har fået, men kan jo også se, at det kan ende med, at vi ikke er sammen længere, når alt det her er forbi. Jeg har, for at kunne forlige mig med situationen, sagt til mig selv, at min kone er min allerbedste ven, som jeg er forelsket i, men ikke kan få... Lyder mærkeligt, men jeg kan ikke tænke på hende som partner og elsker uden at forvente ømhed fra hende og så er det jo det går galt. Strøtanker...
Ja, det er rigtigt, rigtigt hårdt for dig også, og det lader din kone til slet ikke at have forståelse for, for noget tyder på, at hun også er meget vred på dig.
Jeg er enig i, at det vil være meget hårdt for dine kone, hvis jeres omgangskreds blev involveret, så det bør respekteres, men som Helene skriver, så er det ikke brud på tillid hvis du søger hjælp på anden vis.
Jeg synes faktisk ikke din kone kan tillade sig at forlange af dig, at du ikke må søge hjælp nogen steder, tale med nogen overhovedet, og at du ikke en gang må udtrykke overfor hende, hvor hårdt det her også er for dig. Hun er med overvejende sandsynlighed dybt splittet, og har for nærværende heller ikke nogen anelse om, hvor du er i hendes liv, hvorfor hun afviser dig så totalt.
Jeg kan ikke se, hun har ret til at forhindre dig i at søge noget hjælp, men hvis ikke du gør det, så svigter du dig selv.
Jeg vil bestemt råde dig til at trodse din kones forbud og søge hjælp, f.eks. i Støttecentret, som Helene foreslår.
Hvis ikke du gør det, så ryger du helt ned med flaget, og med en kone, der slet ikke kan se, at du også har brug for hjælp, så er det da helt sikkert, at jeres forhold ikke kan holde til det.
Jeg vil umiddelbart foreslå dig at slå i bordet, måske endda råbe lidt højt, og fortælle hende, at du altså elsker hende og intet hellere vil end hjælpe og støtte hende på alle tænkelige måder, men for at kunne gøre det, må du altså have noget modspil og nogle værktøjer, for det hjælper hverken hende eller dig, at hun er så grov overfor dig.
Jeg synes, det noget betænkeligt, at du nu sidder og ryster i rædsel for, at hun skal opdage, du har skrevet her. Det lyder ikke til at være et ligeværdigt forhold, I har.
Dette er ikke for at tale nedgørende om din kone, men udfra det du fortæller, har hun en krænkende adfærd og er følelsesmæssig misbruger. Hun deler sin hemmelighed med dig og pålægger dig derefter tavshed. Derved har hun overgivet sit eget problem til dig og nægter dig oven i købet retten til at søge hjælp til at løse det. Hun har selv mulighed for at tale med sin psykolog, men nægter dig at tale med andre. Hun gør præcist det samme overfor dig, som hendes krænker har gjort overfor hende i sin tid. Hendes krænker delte sin hemmelighed med hende og hun havde ikke lov (eller turde ikke) fortælle andre om den. Hemmeligheder er en enorm byrde at bære, men de er kun en hemmelighed, så længe vi accepterer at bære den byrde. Det har aldrig været din hemmelighed og du har fået den uden at have bedt om den. Så har du også lov at søge hjælp til at finde ud af, hvad du skal bruge den til og gøre med den.
Hun gør krav på, at det kun må være svært for hende og har ikke nogen forståelse for din situation. Det er måske forståeligt men det er ikke godt. Hvis du har kigget på de links, jeg har sendt dig, vil du kunne se, at man fra professionel side er helt klar over, at det ER et problem for partnere/pårørende at leve sammen med et menneske, der har senfølger efter seksuelt misbrug.
Hun siger til dig, at du gør dig til offer men det er jo hende, der gør dig til offer, fordi hun ikke viser forståelse og imødekommenhed overfor dine behov og dine følelser. Givetvis fordi, hun selv kræver ret til at være offer, hvad hun selvfølgeligt også er. Men ofre, der ikke forstår, hvordan de selv påvirker andre og gør krav på offerrollen, gør meget let andre til ofre. Så hvis ikke du vil gøres til offer for din kone, er du nødt til at træde i karakter. Hvilket vil sige, at du lytter til dine egne grænser, følelser og behov og ikke finder dig i despekt og overskridelser af dine grænser.
Det er ikke ok, at hun lader sin vrede, frustration og afmagt gå ud over dig. Hvis ikke I kan bevæge Jer i samme retning og begge kan behandle hinanden med kærlighed, omsorg og respekt og støtte hinanden, så trækker I hinanden ned. Det er ikke nok, at du gerne vil hjælpe hende – hun er også nødt til at forstå, hvordan denne situation påvirker dig. Det må være noget, I kan arbejde sammen om, hvis det skal fungere.
For at kunne hjælpe andre, må man først kunne hjælpe sig selv. Du hjælper hverken din kone eller dig selv ved at lade dig underkue og indordne dig under hende. Du vil hjælpe både dig og hende, hvis du kan begynde at sætte nogle grænser for, hvad du kan og vil leve med og siger fra, når du oplever urimelig behandling. Jeg ved så udmærket, at det vil være meget svært men ellers er der risiko for, at du bliver så meget jokket på, så du også går i stykker af det. Så vil hendes krænker indirekte også have taget magt over dig.
For at seksuelt misbrug kan forekomme, må der i barnets familie være nogle meget dysfunktionelle mønstre. Et barn bliver syg af at leve i sådanne mønstre. Desværre fortsætter disse dysfunktionelle mønstre, hvis ikke barnet (måske først som voksent) får hjælp til at bryde mønstrene eller den sociale arv.
Udfra det du beskriver, er I begge med til at opretholde mønstrene. De skal brydes for Jeres begges skyld. Det gør man ved at være tydelig, ærlig og åben omkring sine følelser og sine behov og sætte grænser for mennesker, der ikke behandler én ordentligt og med respekt.
Da du søgte hjælp herinde på Netdoktor, begyndte du at bryde de negative mønstre. At søge hjælp udefra og bryde grænserne ud til omverdenen er altid første skridt.
Hvis du vil lære mere om disse mønstre, kan du evt. læse på min hjemmeside http://www.tabuet.dk. Det kan du gøre uden at skulle føle dig illoyal overfor din kone, for det kan du gøre for at lære mere om dig selv og dine mønstre.
Jeg kan anbefale bogen 'Kvinder der elsker for meget' af Robin Norwood. Den handler om misbrugs- og medmisbrugermønstre. Ikke specielt omkring seksuelt misbrug men mere afhængighedsmønstre, så den vil du måske også kunne lære en del af uden, at din kone har grund til at anklage dig for at være illoyal. Det handler om, at du får bygget dig selv og din egen styrke op, og det kan viden og forståelse af, hvad der sker, hjælpe dig til.
Kærlig hilsen Helene