Hvilken medicin tager du imod angst og/eller depression?

slettet31328

Ja, som overskriften siger; Hvilken medicin tager du mod angst og/eller depression?

Jeg selv fik først Citalopram (30 mg dagligt.) men de hjalp ikke ret meget og havde desuden meget svært ved at falde i søvn om aftenen og når jeg så endelig faldt i søvn, sov jeg meget uroligt og vågnede ved den mindste lyd.
Nu tager jeg så Mirtazapin (15 mg dagligt). Dem startede jeg på i november, sidste år. Nu sover jeg meget bedre om natten og falder hurtigere i søvn, men heller ikke de har den ønskede virkning. (Føler mig meget deprimeret, bliver hurtigt meget sur osv. osv.)

Og hvad får du evt. ellers af hjælp? (Psykolog, psykiater el. lign.)
Jeg skal snart starte i samtaleterapi.. (Hhvor vi er en gruppe og en psykolg der snakker om angst og depression og skal lære at håndtere det)
Nogen der har prøvet det? Og hvilken virkning havde det?

Helene2

Du spørger efter andres oplevelser eller erfaringer omkring behandling af angst/depression. Jeg kan se, at den form for behandling du er og skal i gang med er helt anderledes, end den jeg har fået, så det er ikke sikkert, at du kan bruge mine erfaringer til noget.

Som ung fik jeg et angstdæmpende/antipsykotisk middel, der hedder Orap, men det bruger man vist ikke mere. Den medicinske behandling blev ikke fulgt op af samtaler men angsten forsvandt. Jeg tog medicin i 4 år.
Det betød dog ikke, at jeg fik det godt. Gennem årene var jeg nogle gange ved psykiater men fik ikke nogen hjælp.
Som 43 årig startede jeg i terapi (NLP- og hypnoterapi). Her fik jeg endeligt hjælp til at lukke op, så jeg kunne få bearbejdet årsagerne til min angst og depression. Jeg gik i terapi i 4 år og det ændrede fuldstændigt mit liv (positivt). Jeg tog ikke medicin undervejs.
På et tidspunkt var jeg til visitationssamtale i distriktpsykiatrien med henblik på gruppeterapi, men de fandt mig ikke egnet til denne form for terapi (og jeg fandt denne form for terapi uegnet til mig).
Nu er jeg startet i SE-terapi (choktraumeterapi/kropsterapi) og det er rigtigt godt, for det helbreder kroppen (nervesystemet).

Du må have rigtigt meget held og lykke med terapien. Håber det kommer til at hjæpe dig :-)


Mange hilsner Helene

Kameliadamen1

Hej Carina

Jeg har den opfattelse, at alle tilfælde af depression bør behandles individuelt, fordi årsagerne er individuelle.

Jeg har et helt livs erfaring med svær depression. Årsagerne var følgende: en muligvis medfødt særlig sensitivitet, der blev forstærket af at have forældre, der var psykisk sårbare. Manglende støtte i barndommen til at lære at leve sundt og naturligt med denne særlige sensitivitet. En udpræget depressionsudløsende adfærd (at være hård ved sig selv og ikke tage hensyn til egne behov og ønsker, men derimod hele tiden søge at opfylde andres forventninger).

Derudover kom der en del depressionsudløsende belastninger udefra: At min barndom var præget af min fars voldelige temperament, hvilket sammen med andre ting udløste PTSD. At mit første barn døde, at min bror begik selvmord, at jeg havde et meget belastende ægteskab og senere måtte være eneforsørger til mit andet barn, uden nogen form for støtte fra faderen eller andre.

Der var også belastninger i form af lægeordineret blodtryksmedicin, som er kendt for at kunne udløse depressioner, hvilket det gjorde! Og endelig har jeg åbenbart uden at vide det levet i adskillige år med jernmangel, hvilket også er en kendt depressionsudløsende årsag.

Det er grunden til, at jeg mener, at alle depressioner bør behandles individuelt. Jeg tror ikke, at man kan behandle depressioner som på samlebånd, bare ud fra diagnosen! Ved svær depression er et antidepressivt middel som regel nødvendigt, men DERUDOVER er man nødt til at gøre noget ved årsagen eller årsagerne til depressionen, da en ellers velbehandlet depression jo bare vil komme igen, når man holder op med at tage medicinen.

Jeg har oplevet angstanfald et par gange i mit liv, men det især depression, jeg har erfaringer med.

Jeg har taget naturmedicinen perikon i 9 år nu, og i den tid har jeg ikke haft depressioner. Derudover har jeg haft glæde af kropsorienteret psykoterapi.

Og netop terapi vil jeg gerne knytte et par kommentarer til. Du siger, at du skal i gruppeterapi, og at der skal ”snakkes” om angst og depression, og om hvordan man lærer at ”håndtere” det.

Du må rette mig, hvis jeg er forkert på den, men ordet ”håndtere” får mig til at gætte på, at der er tale om kognitiv adfærdsterapi.

Kognitiv terapi tager udgangspunkt i, at det intellektuelle er det overordnede og styrende i et menneske. Nogle af de reaktioner, man som depressiv har, er faktisk fornufts-stridige, set ud fra et fornuftsstyret synspunkt, og man tager derfor fornuften til hjælp, når man sidder og snakker om, hvordan man kan håndtere depression og angst, og måske ved hjælp af sin viljestyrke kan ændre adfærd, sådan at man ikke længere har en depressionsudløsende væremåde.

Jeg siger IKKE, at den metode ikke dur. Men der vil bare være mange depressioner, den ikke er egnet til.

Kropsorienteret psykoterapi har et helt andet udgangspunkt: Den intellektuelle side af os er vigtig og brugbar, men den er en alt for overordnet og derfor overfladisk (!) funktion i mennesket, når det handler om at påvirke noget så altomfattende som depression. Man må påvirke det allermest basale i mennesket: kroppen og følelserne.

Når vi har fået depressioner, er det jo som regel ikke, fordi vi har brugt intellektet og viljestyrken for lidt. Vi har som regel taget os sammen i én uendelighed for at tilpasse os de krav, som vi mener, at der stilles til os. Og vi har ikke forstået de signaler om overanstrengelse, som kroppen har sendt, fordi vi ikke har lært at lytte til kroppen. Derfor har organismen været nødt til at reagere på en måde, så det kan mærkes: med en depression.

Den problematik mener jeg ikke, at man kan ”snakke” og ”håndtere” sig ud af. I stedet for at lære at ”håndtere” angst og depression, mener jeg, at man må lære at MÆRKE sin krop og de følelser, man nu engang har. Hvis man er godt afrettet fra barnsben, hvilket normalt vil sige dårligt(!) udrustet til at leve, kan det være en langvarig proces. Bagefter går øvelsen ud på at rekonstruere sit liv, så det passer bedre med de ressourcer, man har, og de behov og ønsker, man har – ikke andre menneskers forventningspres!

Mange hilsner

Kameliadamen