Synes det er svært
Hej
Jeg har efter en dumpet eksamen og travlhed på mit studiejob, haft symtomer på stress. Jeg har været ked af det hver dag, har ikke kunnet se hvordan jeg skulle komme igennem dagen, tabt tingene på gulvet, lavet fejl på arbejdet jeg normalt ikke laver, ikke kunnet tage mig sammen til at læse, rystende ben i supermarkedet, hjertebanken under film og ikke rigtig kunne spise noget før efter kl 13.
Derfor er jeg blevet sygemeldt af lægen med svær stress.
Jeg var utrolig overrasket over min læges reaktion. Jeg regnede med at jeg bare skulle sygemeldes fra arbejde, og så kun have de fag på universitetet som jeg kunne overkomme. Samtidig med at jeg måske skulle ned og sige hej til hende en gang om måneden. Men nej, det er ingen arbejde og intet studie, samtidig med en samtale 1 gang om ugen med lægen + psykologsamtaler igennem universitetet.
Nu har jeg gået hjemme siden torsdag, og jeg har bare en følelse af dovenskab, dårlig samvittighed. Samtidig med at tanker som, hvad skal jeg bruge tiden på, jeg når jo ingenting, hvad nu når jeg kommer tilbage, idag skal jeg nå det og det, jeg må hellere lave en plan, skal, skal ikke besøge min familie på sjælland?, har jeg råd til det?
Men samtidig føler jeg mig ikke syg. Jeg er stadig ugidelig, bliver hurtig træt og ind imellem kommer klumpen i halsen. Føler mig lidt som en pjækkerøv. Samtidig med at jeg prøver at finde ud af, hvordan jeg kan hjælpe mig selv, indtil jeg skal til psykolog.
Er der andre der kender denne følelse og hvad gjorde I?
Jeg har efter en dumpet eksamen og travlhed på mit studiejob, haft symtomer på stress. Jeg har været ked af det hver dag, har ikke kunnet se hvordan jeg skulle komme igennem dagen, tabt tingene på gulvet, lavet fejl på arbejdet jeg normalt ikke laver, ikke kunnet tage mig sammen til at læse, rystende ben i supermarkedet, hjertebanken under film og ikke rigtig kunne spise noget før efter kl 13.
Derfor er jeg blevet sygemeldt af lægen med svær stress.
Jeg var utrolig overrasket over min læges reaktion. Jeg regnede med at jeg bare skulle sygemeldes fra arbejde, og så kun have de fag på universitetet som jeg kunne overkomme. Samtidig med at jeg måske skulle ned og sige hej til hende en gang om måneden. Men nej, det er ingen arbejde og intet studie, samtidig med en samtale 1 gang om ugen med lægen + psykologsamtaler igennem universitetet.
Nu har jeg gået hjemme siden torsdag, og jeg har bare en følelse af dovenskab, dårlig samvittighed. Samtidig med at tanker som, hvad skal jeg bruge tiden på, jeg når jo ingenting, hvad nu når jeg kommer tilbage, idag skal jeg nå det og det, jeg må hellere lave en plan, skal, skal ikke besøge min familie på sjælland?, har jeg råd til det?
Men samtidig føler jeg mig ikke syg. Jeg er stadig ugidelig, bliver hurtig træt og ind imellem kommer klumpen i halsen. Føler mig lidt som en pjækkerøv. Samtidig med at jeg prøver at finde ud af, hvordan jeg kan hjælpe mig selv, indtil jeg skal til psykolog.
Er der andre der kender denne følelse og hvad gjorde I?
Kommentarer
Det er dejligt at læse, at din læge er så ansvarlig og forstår, at stress ikke er noget, man skal spøge med.
Dit nervesystem har brug for ubetinget ro, ellers kan du risikere, at du ender med at blive allergisk overfor selv den mindste smule stress og pres.
Der er jo en grund til, at du er havnet i denne situation. Nogle steder under vejs må du have mistet dine grænser, så du ikke længere var i stand til at mærke, at nok er nok. Hvis man mærker sig selv og tager sig selv seriøst, så ved man, hvornår man ikke kan holde til mere og må tage den med ro.
Tankerne om dovenskab og dårlig samvittighed er nok almindelige men ubrugelige og selvdestruktive. De kommer for en del af, at du ikke forstår, hvor alvorligt stress faktisk er og ikke har fået reageret på det kæmpe pres, der har ligget på dig. Når man har været i enormt anspændt situation og så kommer ud af den, så vil det være naturligt, at man på et tidspunkt slipper anspædelsen og så kan man komme til at tudbrøle over den overanstrengelse man endeligt kan give slip på. Det lyder ikke som om, at du har fundet den lettelse og forløsning endnu. Hvis du kunne give slip på følelsen af overanstrengelse og få en følelsesmæssig forståelse af, hvor hårdt presset, du faktisk har været, så ville du givetvis ikke tro, at det var dovenskab og få dårlig samvittighed.
Den tid, du pludseligt har fået foræret, kan du bruge konstruktivt ved at lære dig selv bedre at kende. Øv dig i at mærke dig selv - mærk hvordan du faktisk har det, mærk hvad du har lyst til, hvad der gør dig glad. Øv dig i at droppe ordene 'skal', 'bør' og 'er nødt til'. Øv dig i at sige 'nej' til noget, der ikke føles godt og ikke giver glæde. Øv dig i at sige 'ja' til at gøre ting af lyst, fordi det giver dig glæde.
Du vil gerne lægge planer og fokuserer meget på alt det, der ligger udenfor dig selv. Brug i stedet tiden konstruktivt på at kigge ind i dig selv - for det er dér, årsagerne til din stress ligger.
Du er ikke blevet stresset, fordi du har haft for meget at lave. Du er blevet stresset, fordi du ikke har kunnet sige fra og passe på dig selv, så du er gået ud over dine egne grænser. Nu har dit nervesystem sagt stop, så nu skal du til at lære, hvor dine grænser går, hvad du har lyst til, hvad der føles godt og skidt - og du skal lære at stoppe og sige nej, når noget ikke føles godt og sige ja, når noget giver glæde. For det er den eneste måde, du kan komme af med stressen på og undgå at blive stresset igen. Grænser er nøgleordet.
For mit eget vedkommende blev stressen skabt allerede i mit barndom. Det har krævet langvarig terapi at få ryddet op i de ting. Konkret skulle jeg lære at mærke mig selv, tage mine egne dybeste følelser og behov seriøst, lære at lytte til min krop og leve i overensstemmelse med mig selv. For et par måneder siden er jeg startet i et nyt terapiforløb med kropsterapi, så stressen også kan komme fysisk ud af kroppen. En forudsætnning for, at ike bare sindet men også kroppen (nervesystemet) kan få ro.
KH Helene
Tak for det hurtige svar
Da jeg skulle fortælle lægen om tiden inden jeg fik symtomerne, så kunne jeg godt se at det ikke kun har været min studietid og mit arbejde der er skyld i det.
Jeg er tidligere plejebarn, hvor hele min familie er dårligt begavet. Min mor har imellemtiden fået psykoser hvert andet øjeblik og min morbror stræk depressiv. Jeg er endvidere flyttet hjemmefra (fra min plejefamilie), hvor jeg det første år havde mange nedture. Jeg blev fyret for første gang, kontanthjælp, freelance men jeg var for fed til at få nogen vagter, blev fyret foran alle mine kollegaer osv. Og så da jeg kom ind på studiet tænkte jeg at nu kørte det bare. Men ja, 3 dumpede eksamer på første semester og en plejemor som ikke har tid til at snakke med mig, så blev det ikke som jeg regnede med. Og nu med 3 der har sagt op på arbejdet og en dumpet historieeksamen, så knækkede filmen.
Så jeg aner ikke om det kun er 1.5 år det har været undervejs, eller om det har været længere tid.
Men det laver nu ikke om på den tomme følelse. Jeg prøver virkelig at sige, nu sidder jeg her indtil jeg ikke gider mere. Men nu er kæresten på arbejde. og jeg ved jo godt at han ved hvordan jeg har det (han var med ved lægen), men har bare en formodning om at han forventer at jeg har lavet noget. Og der burde jeg jo bare sige "det er sgu bare ærgeligt hvis han gør det". Men jeg er vant til at holde styr på det hele. Har aldrig kunnet sige nej til noget som helst. Det er mere "jamen det kan jeg jo så blive nød til" eller "okay, så gør jeg det", simpelthen for at slippe for diskussioner. Eller fordi jeg ikke orker emnet mere.
Men jeg fik lavet mad igår for første gang i 3 uger. Det var sgu en lille sejr for mig.
Tillykke med, at du fik lavet mad i går. Absolut en sejr :-)
Udfra din baggrundshistorie kan jeg godt se, at din stress må startet langt tidligere i livet, så det er rigtigt godt, at du skal snakke med en psykolog. Det er måske tid til at få sluppet fortidens bagege, så du kan få skabt nogle positive forandringer.
Du har formentligt lært, at du var nødt til at kæmpe for at opnå noget og få det bedre. Men før eller siden siger kroppen fra, for ingen kan holde til at kæmpe i det uendelige. Hidtil har du kæmpet mod dine egne følelser og behov. Den kamp er stoppet nu. Nu bliver det en anderledes kamp, hvor du skal lære at lytte til dig selv og leve i overensstemmelse med dine grænser, følelser og behov, så du kan få et godt liv.
Både vores egne og andres forventninger til os, er ofte alt for store. Vi er nødt til at erkende vores begrænsninger. Lige nu er du meget begrænset og derfor må både dine og din kærestes forventninger til dig tilpasses til realiteterne og I må respektere, at du har det, som du har det. Det er ikke særligt let men nødvendigt.
Hvad enten det er forventningspres eller tidspres eller et andet pres, så er pres utroligt stressende, så det skal man arbejde på at undgå. Øv dig i at give dig selv lov til at have det, som du har det. Du er så vant til at nægte dig selv, tvinge dig selv og gøre ting på trods. Nu skal du til at gøre det omvendte og give dig selv lov til alt det, der hidtil har været 'forbudt' - og måske nægte dig selv noget, der tidligere har været tilladt. Man må derhen, hvor man kan sige, det man mener og mene det man siger.
Så det eneste, du er 'nødt til' lige nu, er at lytte efter, hvad du magter, så du kan lære at passe på dig selv. Det kan godt være, at det får nogle konsekvenser, du ikke ønsker - men lytter du ikke til dig selv, får det nogle endnu større konsekvenser, du absolut slet ikke ønsker. Så pest eller kolera...
Det er benhårdt at slippe kontrollen og sige 'det er bare ærgerligt'. Hvis din kæreste ikke kan acceptere, at du intet kan lige nu, så er det hans problem. Men jeg ved godt, at det kan skabe problemer imellem Jer. Men hvis han ikke forstår det, så er det så meget vigtigere, at du selv forstår det, så du kan passe på dig selv. Hverken du eller han ønsker vel, at han skal være årsag til, at du får det dårligere? Og det er han, hvis du lader ham presse dig ud over dine grænser. Måske du er bange for at miste ham, hvis du siger fra? Men hvis du ikke gør det, mister du dig selv og det er endnu værre, for du skal følges med dig selv resten af livet.
Når man er overvældet og fyldt til op over kanten, så bliver man følelsesløs - lammet. Det giver en oplevelse af følelsestomhed. Det er fordi, nervesystemet er slået fra, når følelserne er så voldsomme, at man ikke kan rumme dem. Når du efterhånden får mere ro, så begynder følelsesløsheden at fortage sig, så du kan begynde at kunne mærke dig selv og dine følelser.
Det gør ondt, når fastfrosne følelser begynder at tø op, så typisk kan den proces først starte, når man får professionel hjælp til det.
KH Helene
Jeg har haft nogle rigtig hårde dage, og bliver mere og mere bange for at der er mere end bare stress i vejen med mig.
Jeg tog over til min mormor fordi hun havde brug for mig, og det var jo selvfølgelig ikke nogen god idé. Men jeg har altid taget andres behov før mit eget.
Da jeg var ovre ved hende, så havde hun købt et stjerneskud til os hver. Og da jeg var kommet halvt igennem det, så snørrede min hals sig fuldstændig sammen, og jeg sagde bare til min mormor at jeg ikke kunne spise mere. Min mave rumlede og rumlede, men jeg kunne bare ikke få noget mad ned. (sådan er det stadig).
Om aftenen sagde jeg bare til min mormor at jeg tog den anden halvdel af stjerneskudet, selvom, madmor som hun nu er, havde købt et ekstra til aftensmaden. Da jeg var kommet halvt igennem, følte jeg, at jeg blev slået i hovedet med en stegepande. Jeg blev pludselig ked af det, jeg kunne overhovedet ikke forestille mig hvordan jeg skulle komme igennem den næste dag. Jeg måtte ringe til min kæreste og bede ham om at tage mig med hjem dagen efter. For jeg kunne ikke forestille mig at sidde i toget på vej hjem. Det var bare en kæmpe angst. Pludselig blev det kvarte stjerneskud til en bjergbestigning på krykker. Og har de dage jeg var der sovet 12 timer OM DAGEN!
Det skal lige siges at min mormor har nogle problemer, og hun blev bare ved og ved med at køre i den samme rille, hele tiden.
Jeg er skræmt, virkelig skræmt over det der skete. Jeg rystede over hele kroppen og var bare bange. Vidste ikke hvorfor jeg græd eller hvorfor jeg ikke kunne eller kan spise noget. Samtidig med at dagen idag er bare gået, uden at jeg har opdaget det eller nået noget. Og nu har jeg lige fundet ud af at jeg sidder i mørke.
Mandag spiste jeg 1 stjerneskud hele dagen
Tirsdag spiste jeg 2 stykker kage og 2 tarteletter
Onsdag har jeg spist 2 tarteletter og en kitkat og er ikke begyndt på aftensmad endnu, men ved ikke om jeg kan spise noget
Jeg skal til læge på mandag igen, men kan pludselig ikke se hvad jeg skal snakke med ham om.
Pludselig niver det under foden, så har jeg ondt i rykken, så får jeg kuldegysninger når min kæreste nusser mig på ryggen og kuldegysninger når jeg er på toilettet.
HVAD SKER DER MED MIG?
Først vil jeg sige, at der ikke er noget i vejen med dig. Jeg ved godt, at det selvfølgeligt føles sådan, men der er jo en god grund til, at du reagerer, som du gør. Det er ikke noget sygeligt.
Du har lige erfaret på en meget hård måde, at du ikke længere kan tåle at sætte andres behov før dine egne. Du kan ikke længere tåle at være sammen med mennesker, der ikke giver dig tilstrækkelig positiv opmærksomhed og som rent faktisk sætter deres egne behov før dine. Du har ikke længere overskud til og kan ikke længere tåle at skulle forholde dig til andres problemer end dine egne. Heller ikke selvom det er din mormor og hun sørger for mad til dig. Der er ikke ligelig fordeling i opmærksomheden og du kommer i underskud, når du giver og giver uden at få nok igen.
Der sker det med dig, at du er ved at give slip på en utroligt masse spændinger, du har haft. Det mærker du som symptomer både psykisk og fysisk (krop og psyke hænger uløseligt sammen). Du har kæmpet så meget for at gøre andre tilfredse og du har undertrykt dig selv, dine egne grænser, dine egne følelser og dine egne behov. Du har kæmpet så længe, så dine kræfter er brugt helt op. Nu fortæller din krop og din psyke dig meget, meget tydeligt, at det er slut med at leve på den måde. Man kan ikke holde til det i længden.
Så du reagerer ganske normalt på de belastninger, du har levet med og som har skabt din stress.
Men det giver angst, når man giver slip og ikke længere kan gøre, som man plejer at gøre. Angsten kommer for en stor del af, at man ikke forstår, hvad der sker. Der sker det, at du har udpint dig selv, du er i den grad i underskud af energi, så der ikke er mere at give af. Og den smule energi du har tilbage til overhovedet at holde dig i live, må derfor i udpræget grad gå til dig selv. Du har ikke lært at lytte til dig selv og passe på dig selv, så det skal du til at lære nu. Nogle gange lærer vi det først, når vi simpelthen er tvunget til det.
Så selvom det er skræmmende, det der sker nu, så er det ikke farligt og det er som sagt en helt naturlig overbelastnings reaktion. Ikke kun på den aktuelle situation men på den belastning, du har haft igennem hele dit liv. Nu siger hele dit nervesystem stop til at leve videre på den måde, du plejer. Der skal ske forandringer og de forandringer skal du have professionel hjælp til at skabe.
Det er godt, du skal til lægen på mandag. Du ved ikke, hvad du skal sige ( det kan også være svært) men du må prøve at forklare din læge præcist, hvordan du har det. Lad være med at underdrive. Det gør heller ikke noget, hvis du kommer til at græde, når du taler om det.
Kærlig hilsen Helene