Indstillinger
skal jeg gøre noget=??
hej
Men jeg må indrømme at de sidste par dage har skræmt mig meget.
Jeg har for 2 år siden mistet min mor pga kærft. Haft en depression over det. Men aldrig haft lyst til at snakke med nogen om det så ikke været i behandling. Derudover har jeg så lige fundet ud af at min kæreste har haft en affære. Det slog mig hårdt. Vi har været sammen i mange år.
Det jeg vil fremtil er at mine tanker, følelser og handlinger er ved at tage overhånd.
Jeg har ikke sovet mere end 4 timer i døgnet den sidste uge.
Jeg er 171 høj og vejer 59 kg. Vil absolut ikke mene det er for lidt til at have en spiseforstyrelse. Men de sidste 14 dage har jeg simpelthen sulten mig selv. Tanken om at hun var tyndere hende min kæreste var utro med har taget min appetit fuldstændig fra mig.
Jeg har virkelig lavt selvværd. Og har stadig ikke i sinde at begynde at spise.
Jeg har ikke lyst til hverken at sove, spise, smile eller grine. Jeg har ondt alle steder i min krop. har haft vejrtrækningsbesvær og en del hjertebanken. specielt når jeg skal sove da der så er ro til mit hovedet kan eksplodere i stilheden når min kæreste sover:( han er rigtig sød til at snakke om tingene og prøve at hjælpe men føler bare det er bavl.
Jeg er stadig sammen med kæresten og han har været helt fantastisk ved mig de sidste par dage. Jeg tror på han elsker mig. Men stadig kan jeg ikke få min tilværelse til at fungere.
Jeg har ikke kunne tage på job. passe mine dyr eller venner i noget tid nu.
verden vælter fuldstændig for mig og føler den ikke er mig værdig.
hva f... skal jeg gøre?
Jeg magter ikke at tage til en læge og sidde og udgive mig selv for så bagefter at gå tomhændet hjem.??...
Men jeg må indrømme at de sidste par dage har skræmt mig meget.
Jeg har for 2 år siden mistet min mor pga kærft. Haft en depression over det. Men aldrig haft lyst til at snakke med nogen om det så ikke været i behandling. Derudover har jeg så lige fundet ud af at min kæreste har haft en affære. Det slog mig hårdt. Vi har været sammen i mange år.
Det jeg vil fremtil er at mine tanker, følelser og handlinger er ved at tage overhånd.
Jeg har ikke sovet mere end 4 timer i døgnet den sidste uge.
Jeg er 171 høj og vejer 59 kg. Vil absolut ikke mene det er for lidt til at have en spiseforstyrelse. Men de sidste 14 dage har jeg simpelthen sulten mig selv. Tanken om at hun var tyndere hende min kæreste var utro med har taget min appetit fuldstændig fra mig.
Jeg har virkelig lavt selvværd. Og har stadig ikke i sinde at begynde at spise.
Jeg har ikke lyst til hverken at sove, spise, smile eller grine. Jeg har ondt alle steder i min krop. har haft vejrtrækningsbesvær og en del hjertebanken. specielt når jeg skal sove da der så er ro til mit hovedet kan eksplodere i stilheden når min kæreste sover:( han er rigtig sød til at snakke om tingene og prøve at hjælpe men føler bare det er bavl.
Jeg er stadig sammen med kæresten og han har været helt fantastisk ved mig de sidste par dage. Jeg tror på han elsker mig. Men stadig kan jeg ikke få min tilværelse til at fungere.
Jeg har ikke kunne tage på job. passe mine dyr eller venner i noget tid nu.
verden vælter fuldstændig for mig og føler den ikke er mig værdig.
hva f... skal jeg gøre?
Jeg magter ikke at tage til en læge og sidde og udgive mig selv for så bagefter at gå tomhændet hjem.??...
Kommentarer
Du skal helt bestemt have hjælp
Jeg vil give dig ret i at det lyder som om du har både angst, depressions og spiseforstyrrelse. Det kan jeg naturligvis ikke diagnosticere, jeg siger det bare for at lade dig vide at du ikke er den eneste der tænker det.
Du burde lige tage at ringe til psykiatrisk skadestue og vende tankerne med dem. Eventuelt tage derud og få en snak ansigt til ansigt.
Du finder adresser og numre her:
http://www.netdoktor.dk/tema/sorg_krise/psyk.htm
Gør du ikke det, så må du få en akuttid hos din læge i morgen.
Du skal ikke finde på undskyldninger over for dig selv om at du lige skal se om ikke det går over.
Du har haft det dårligt i et par år, og det er eskaleret for nu at gå helt galt - den berømte dråbe der får bægeret til at flyde over
Den positive ting er, at du vil få det meget bedre når du får noget behandling. Sørg for at få terapi så du kan få bearbejdet dit tab af din mor, og så du kan få løsnet op for alt det andet der sidder og gnaver i dig. Din læge kan henvise dig.
Håber du finder ro og får sovet - men før du lægger dig syntes jeg du skal ringe til psykiatrisk skadestue.
Må indrømme at jeg til tider har følt mig svigtet af det danske system.
Det er lige før jeg med sikkerhed kan sige at hvis jeg tager til lægen imorgen så ville jeg få lykkepiller og hun ville henvise mig en pshykolog. Og så er hun egentlig fløjtende ligeglad med om jeg så tager afsted..
Kan godt være det er en forkert indstilling. men føler bare ikke jeg kan få mig selv til at ringe.. Og hva skal jeg sige. Derfor jeg aldrig har været i behandling siden min mors død. Men jeg vidste jeg måtte tage det med ro. Havde til tider blød i afføringen og kastede op og igen nedsat appetit.
Ja hej jeg vil så gerne sige at nu er snøren knækket for mig. hva fanden skal jeg gøre??
Ej lyder bare for dumt i mine ører. og for tamt. Men jeg er måske også den type som skal tvinges derind af mine nærmeste men de aner jo ikke hvordan min tilværelse er af gode grunde.
Og selvom jeg fortalte dem det så tror ikke de ville opfordre mig til det da de ved det er for STORT et nederlag for mig.:(
Du gør lige præcist alt det, du skal gøre for at få det dårligere og dårligere.
Alle dine tanker er et resultat af dit dårlige selvværd og gør dit selvværd endnu dårligere.
Hvem i himlens navn har bildt dig ind, at man skal kæmpe til sidste blodsdråbe? Det er dog det mest tåbelige (undskyld...). Det er dog langt klogere at søge hjælp, inden man ryger helt ned med flaget.
Hvis du havde brækket begge ben, ville det så også være et nederlag at søge hjælp? Eller ville du tvivle på, at du kunne få hjælpen? Eller ville du så også mene, at du skulle prøve at skjule de brækkede ben for andre?
Hvem har bildt dig ind, at det er et nederlag at søge hjælp? Det er svage mennesker, der tror, at de kan og skal kunne klare alting selv. Stærke mennesker erkender deres begrænsninger og søger hjælp, når de har brug for det.
Det er klart, at du forventer, at din læge og andre ikke tager dig seriøst, når du i den grad ikke tager dig selv seriøst. Det er dine følelser og ikke lægens. Hvis du går op og beder om hjælp og ærligt fortæller, hvordan du har det, så er der meget stor sandsynlighed for, at der faktisk vil blive lyttet til dig og at du vil få den fornødne hjælp. Hvis ikke du er ærlig og fortæller præcist, hvordan du har det og hvad du har været igennem, så er det sandsynligt, at du bliver spist af med en recept. I så fald er du nødt til at fortælle, at det ikke er medicin du har brug for, men en psykolog.
Nederlag? Nej tværtimod. Det vil virkeligt være en kæmpe SEJR, hvis du kan samle mod og styrke og vise dig selv, at du faktisk FORTJENER at få hjælp.
Jeg ved lige præcist, hvor meget selvovervindelse det kræver og hvor rædselsfuldt det er, når man er nødt til at søge hjælp og er tvunget til at åbne sig. Men det er første skridt til at få det bedre. Fortsætter du i den retning, du
kører i nu, så er det den lige vej til Helvede. Ændrer du retning vil resultatet være, at du fjerner dig fra afgrunden.
Du har et valg. Du kan vælge at GIVE DIG SELV LOV til at få det bedre.
Det er rigtigt hårdt at sidde og 'blotte sig selv' foran f.eks. lægen. Men det er ubetinget nødvendigt. Det kræver selvovervindelse og mod. Jeg forstår, at du er bange for at gå tomhændet hjem derfra. Det skal du heller ikke. Hvis du kan mærke, at du ikke får det, du kom for at få (hjælp), så må du sige det, mens du er der. Du har brug for at gøre dig den erfaring, at man faktisk kan få, hvad man har brug for, når man vover at bede om det. Det er tydeligvis ikke kun dit selvværd men også tilliden til andre mennesker, det kniber med.
Det er på høje tide, du begynder at kæmpe FOR dig selv og ikke mod dig selv. Men du kan ikke gøre det alene uden professionel hjælp.
Kærlig hilsen Helene
At ringe til psykiatrisk skadestue betyder ikke, og jeg understreger: IKKE, at man skal indlægges på psykiatrisk afdeling.
At man møder op på psykiatrisk skadestue betyder heller IKKE at man skal indlægges.
Når du tager på almindelig skadestue med stærke mavesmerter bliver du kun indlagt hvis det virkelig er nødvendigt.
Det samme gør sig gældende når du tager på psykiatrisk skadestue med ondt i sjælen; du bliver kun indlagt hvis det virkelig er nødvendigt.
Det kan være en virkelig stor hjælp bare at komme på psykiatrisk skadestue og tale med en psykiater som kan hjælpe en til at vurdere hvilke tiltag om nogen der er nødvendige; medicin, indlæggelse, egen læge, henvisning til psykolog, henvisning til psykiater osv.
Og dertil hjælper det at sætte ord på tingene og få vendt det med en professionel.
Man bliver IKKE tvangsindlagt med mindre man er til stærk fare for sig selv eller andre, og dette kræver at flere læger kommer med samme vurdering. Så det vil være ganske frivilligt om du vil tage imod et eventuelt tilbud om at blive indlagt.
Og som Helene må jeg sige: NEJ du skal ikke kæmpe til sidste blodsdråbe. Tværtimod. Det er med at sætte ind INDEN det går helt galt, men det har du desværre ikke gjort, og derfor skal du skynde dig at gøre det.
Jeg ved godt at det er hamrende svært at acceptere at der er noget der ikke er som det skal være psykisk og endnu sværere at opsøge professionel hjælp - been there, done that.
Men det er noget pjat; for hjælp er det der skal til, og jo hurtigere des bedre.