Indstillinger
Pacemaker
For nogle måneder siden gik jeg med en Holtermonitor nogle dage, som viste, at jeg havde nogle tabte hjerteslag, et såkaldt 2.grads AVblok, som jeg også har skrevet om i en tidligere tråd herinde.
Mine symptomer var også, at jeg fornemmende at et hjerteslag til tider udeblev, nogle gange flere med korte intervaller, andre gange blot et enkelt.
Jeg fik besked om, at hvis jeg fik symptomer med besvimelser eller svimmelhed, så skulle jeg nok have pacemaker. Da jeg kun er i fyrrene kunne jeg godt tænke mig at være fri for det!
Men beskeden har jeg så kæmpet med lige siden. Jeg er faktisk skræmt fra vid og sans. Særligt, da jeg i lørdags oplevede nogle sekunders svimmelhed ledsaget af et par udeblevne hjerteslag. Det styrer efterhånden fuldstændigt mit liv. Jeg går hele tiden og venter på, hvornår jeg næste gang mærker svimmelhed og uregelmæssig hjerterytme. Det er simpelthen SÅ belastende..
Er der mon nogen herinde som har en pacemaker og som kan beskrive hvordan det foregår at få den anlagt?? Og hvor slemt skal man have det, før man får den? Og hvordan er den at leve med?
Jeg er simpelthen så bange for selve indgrebet, læger og hospitaler er bare slet ikke noget for mig. Jeg har tendens til panikangst og det her kan virkelig sætte skub i de følelser.
Jeg har haft meget glæde af at læse indlæggende herinde hvor mange netop beskriver den angst det giver, når hjertet slår uregelmæssigt. Og jeg havde egentlig også sat mig for, at jeg ville kæmpe for at mit liv ikke skulle styres af netop angst. At jeg ville prøve at blive "gode venner" med mit hjerte og acceptere, at jeg har denne lidelse, som (forhåbentlig!!) ikke engang bliver behandlingskrævende. Men for fanden hvor er det svært!! Jeg kan jo netop se, hvordan jeg konstant tænker på det og er fokuseret på de mindste fornemmelser i brystkassen og jeg føler på min puls et hav af gange om dagen.
I sidste uge var jeg ude nogle timer med nogle veninder, og da jeg kom hjem slog det mig, at jeg slet ikke havde tænkt på mit hjerte eller mærket det mindste og det var så fantastisk og befriende at jeg havde kunne slippe det helt. Men det viser omvendt også hvor meget det påvirker min livskvalitet i dårlig retning resten af tiden.
Hvad gør alle I andre for at bekæmpe jeres angst når den kommer?? Jeg vil så gerne kunne lægge afstand til angsten og genvinde modet og turde leve livet. For lige nu tør jeg faktisk ikke dyrke motion, er forsigtig med at drikke kaffe og alkohol, nervøs for at blive nervøs (ja det lyder sindsygt), men stress og nervøsitet kan godt udløse anfald. Jeg prøver at undgå alt der kan provokere uregelmæssigheder, præcis som også Mich har beskrevet det i sit indlæg om atrieflimmer. Det er jo ikke til at holde ud!
Er der nogen der har input, så hører jeg meget gerne fra jer.
På forhånd tak..
Mine symptomer var også, at jeg fornemmende at et hjerteslag til tider udeblev, nogle gange flere med korte intervaller, andre gange blot et enkelt.
Jeg fik besked om, at hvis jeg fik symptomer med besvimelser eller svimmelhed, så skulle jeg nok have pacemaker. Da jeg kun er i fyrrene kunne jeg godt tænke mig at være fri for det!
Men beskeden har jeg så kæmpet med lige siden. Jeg er faktisk skræmt fra vid og sans. Særligt, da jeg i lørdags oplevede nogle sekunders svimmelhed ledsaget af et par udeblevne hjerteslag. Det styrer efterhånden fuldstændigt mit liv. Jeg går hele tiden og venter på, hvornår jeg næste gang mærker svimmelhed og uregelmæssig hjerterytme. Det er simpelthen SÅ belastende..
Er der mon nogen herinde som har en pacemaker og som kan beskrive hvordan det foregår at få den anlagt?? Og hvor slemt skal man have det, før man får den? Og hvordan er den at leve med?
Jeg er simpelthen så bange for selve indgrebet, læger og hospitaler er bare slet ikke noget for mig. Jeg har tendens til panikangst og det her kan virkelig sætte skub i de følelser.
Jeg har haft meget glæde af at læse indlæggende herinde hvor mange netop beskriver den angst det giver, når hjertet slår uregelmæssigt. Og jeg havde egentlig også sat mig for, at jeg ville kæmpe for at mit liv ikke skulle styres af netop angst. At jeg ville prøve at blive "gode venner" med mit hjerte og acceptere, at jeg har denne lidelse, som (forhåbentlig!!) ikke engang bliver behandlingskrævende. Men for fanden hvor er det svært!! Jeg kan jo netop se, hvordan jeg konstant tænker på det og er fokuseret på de mindste fornemmelser i brystkassen og jeg føler på min puls et hav af gange om dagen.
I sidste uge var jeg ude nogle timer med nogle veninder, og da jeg kom hjem slog det mig, at jeg slet ikke havde tænkt på mit hjerte eller mærket det mindste og det var så fantastisk og befriende at jeg havde kunne slippe det helt. Men det viser omvendt også hvor meget det påvirker min livskvalitet i dårlig retning resten af tiden.
Hvad gør alle I andre for at bekæmpe jeres angst når den kommer?? Jeg vil så gerne kunne lægge afstand til angsten og genvinde modet og turde leve livet. For lige nu tør jeg faktisk ikke dyrke motion, er forsigtig med at drikke kaffe og alkohol, nervøs for at blive nervøs (ja det lyder sindsygt), men stress og nervøsitet kan godt udløse anfald. Jeg prøver at undgå alt der kan provokere uregelmæssigheder, præcis som også Mich har beskrevet det i sit indlæg om atrieflimmer. Det er jo ikke til at holde ud!
Er der nogen der har input, så hører jeg meget gerne fra jer.
På forhånd tak..
Kommentarer
jeg havde det ligesom dig,hvor jeg gok i en evig angst for at besvime,til sidst fik jeg mit hjerte undersøgt på sygehuset hvor lægerne anbefalede mig at få en pacemaker hvilken har hjulpet gevaldigt,jeg har ikke mærket noget til de hjerteproblemer jeg havde før jeg fik pacemakeren.selve indgrebet mærker man intet til det foregår i lokalbedøvelse og er fuldstændigt smertefrit og dagen efter bliver man hjemsendt,så jeg ville hvis lægen tilråder det få en pacemaker,du vil få et helt nyt liv.
mv
flemming
Jeg kender en som lige har fået en pacemaker. Indgrebet tog kun 45 min, med lokalbedøvelse. og han kom hjem samme dag.
Han kan overhovedet ikke mærke at han har en. Man ligger slet ikke mærke til det.
Jeg tror hvis du får dig denne pacemaker, vil din angst falde, da du aldrig behøver og tænke over det længere.
Jeg kender også en på 16 år som har en pacemaker, så man kan få den i alle aldre. Synes i hvert fald ikke du skal være urolig for at du ikke er gammel nok til og få en.
Til sidst vil jeg sige du kan stadigvæk gøre alt hvad du har lyst til når du har en pacemaker
Men for mig var det en svær besked at få, og jeg har lige siden forsøgt at forlige mig med den, uden støre held.
Så altså, tak for jeres svar! De beroligede trods alt en del.
Mht dig Flemming, gik du da og besvimede før du fik pacemakeren? Eller hvilke fysiske symptomer havde du? Og hvor længe har du haft din pacemaker?
Kh Pearl
Flemming, kan du motionere?
Gmail, jeg er med på, at man kan få pacemaker i alle aldre, jeg skal nok bare revidere min opfattelse af mig selv, som én der aldrig bliver ramt af noget som helst. Allerhelst vil man jo være udødelig, ik
Og jeg er da stadig allerhelst fri for at skulle igennem det indgreb.
Det er lidt pinligt at indrømme, men jeg er virkelig en kylling!!
Man kan nemt motionere, det eneste man skal holde sig fra er meget store magnetiske genstande, såsom en MR-maskine når den er tændt.
Det er rart at kunne tage frem og genlæse, når angsten af og til tager fat
Kh Pearl
Allerførst, NEJ du er ikke en kylling.........
Alle der skal igennem noget nyt i sygehusregi er urolig/ nervøs.
Jeg har fundet et link til dig om IDC pacemaker anlæggelse, jeg håber det kan besvare nogle af dine spørgsmål.
Vedr: blodfortyndende, jo det vil jeg tro da de tynde ledninger løber i en åre, men jeg ved det ikke.
Rigtig god bedring
Mange hjertelige hilsner
Rita
Tak for dit indlæg
Der er dog et par indlæg her, som trods alt trøster en del
Jeg vil meget gerne læse det indlæg du skriver om, men jeg tror ikke du har fået lagt linket på
Kh Pearl
http://hjertecentervarde.dk/unders%c3%b ... inger/icd/
Ja så skulle linket fra Hjertecenter Varde være med,
det gik åbenbart lidt for stærkt med at skrive til dig.
Ja jeg kan godt se at du sidder i en meget svær situation, men jeg håber virkelig det bedste for dig.
Mange hilsner
Rita
Kh Pearl.