Behandling af bipolar affektiv sindslidelse
Behandling af bipolar affektiv sindslidelse (manio-depressiv psykose).
Af Per Vestergaard*
*Psykiatrien i Region Midt, Risskov.
http://www.irf.dk/dk/publikationer/rati ... idelse.htm
Igen en artikel, hvor der skrives meget om den medicinske behandling, men hvor der savnes en interesse for de grundlæggende årsager til lidelsen.
Af Per Vestergaard*
*Psykiatrien i Region Midt, Risskov.
http://www.irf.dk/dk/publikationer/rati ... idelse.htm
Igen en artikel, hvor der skrives meget om den medicinske behandling, men hvor der savnes en interesse for de grundlæggende årsager til lidelsen.
Kommentarer
Det syntes jeg er vigtigt at notere sig, da han dermed taler om de sværeste tilfælde.
Jeg er selv bipolar (rapid cykling) og går dermed formodentlig ikke ind under hans kategori.
Men jeg ved så meget, at man ikke kan ikke tale sig ud af en svær mani eller de dybeste depressioner.
Man kan forebygge ved at få øget sygdomsindsigten da man derved bliver i stand til at opdage en begyndende mani såvel som depression, og iværksætte de foranstaltninger der skal til for at afhjælpe episoden.
Det være sig ændre i medicineringen, nedsætte tempoet i hverdagen, øge frekvensen af samtaler med sin behandler m.m.
Det beskriver han også; både psykoterapi, psykoedukation og psyko-sociale foranstaltninger.
Min egen erfaring er, at den rette medicinering i HØJ grad forebygger de maniske såvel som depressive episoder. Jeg har fået et langt bedre funktionsniveau i hverdagen efter jeg er blevet medicineret ud fra den bipolare diagnose.
Hvad mener du selv?
Hilsen Helene
Jeg er på ingen måde i tvivl om at jeg i høj grad lider under kemiske ubalancer i hjernen - og oven i det så også ting der er sket i mit liv.
Man kan ikke skille de to ting ad. Hvis kemien er helt af h*lvedes til kan man ikke træne og tale sig ud af svingningerne.
Dermed siger jeg ikke, at terapi er ligegyldig. Det skal der OGSÅ til.
Det undrer mig meget, at der stadig er fagfolk, der ikke er kommet videre – efter alle disse år. Men Per Vestergaard må jo også efterhånden være en ældre herre! Han kan nok ikke helt tages som et udtryk for, hvad lægerne nu om dage mener! Jeg husker, at min far havde Per Vestergaard som psykiater, og nå ja, når jeg tjekker, så kan jeg se, at Per Vestergaard er født i 1941.
Det spørgsmål, der diskuteres her, er jo det ældgamle spørgsmål om, hvad der betyder mest: arv eller miljø, eller udtrykt på en anden måde: Hvad betyder mest: en genetisk disposition for at få depression eller mani, eller de depressionsudløsende årsager?
Du, Anna, er ikke i tvivl om, at du lider under kemiske ubalancer i hjernen. Nej, selvfølgelig ikke, det vil de fleste, der har prøvet det, sikkert sige - også jeg. Men den forklaring forklarer jo ikke noget. Det store spørgsmål er, hvad årsagerne til de kemiske ubalancer er!
Og for mig er der ingen tvivl om, at årsagen til de kemiske ubalancer er belastninger af forskellig slags.
Derfor er forklaringen på depression den enkle, at personen bliver udsat for større belastninger, end vedkommende har ressourcer til at klare.
Og når der er tale om såkaldt bipolar sygdom, så er der en vis - muligvis arvelig – nedsat modstandskraft mod belastninger. Men skal dog huske på, at det ikke behøver at være en arvelighed, der er knyttet til generne. Det kan også være en måde at reagere på, som er uheldig, men som man har lært ved at efterligne forældrene, f.eks. at fornægte sine følelser og behov eller at overanstrenge sig.
Jeg husker tydeligt, at lægerne sagde, at der ikke var nogen årsag til min mors talrige, og meget svære depressioner. Jeg forklarede lægerne, at min far mishandlede min mor og slog hende og havde gjort det i årevis! Nå, sagde, så er der jo ikke sket noget usædvanligt, som kan være årsag til, at der nu er kommet depressioner!
Da min mor så omsider ville mande sig op til at kræve skilsmisse, så måtte hun mobilisere en masse energi – så meget, at lægerne vurderede at hun havde en mani, som de så gav hende antipsykotisk medicin for, med det resultat, at hun havnede i en dyb depression. På den måde opnåede lægerne, at min mor aldrig kom ud af det ægteskab, der gjorde hende syg.
Jeg kender ikke meget til mani. Men ud fra min mors situation og ud fra sindstilstande, der minder om mani, forstår jeg mani som enten fornægtet sorg eller et forsøg på at tage sig sammen, der ender i noget helt ekstremt.
Nej, Anna, jeg vil give dig fuldstændig ret i, at man ikke kan tale sig ud af en depression eller en mani. Men det er der vel heller ingen, der påstået, at man kan!
For det første har det aldrig helbredt noget som helst at sidde og konversere. Der må anderledes effektive metoder til, f.eks. kroporienteret psykoterapi.
For det andet nytter det ikke noget at forsøge at helbrede en svær depression med psykoterapi – heller ikke med kropsorienteret psykoterapi. Først når depressionen er overstået, dvs. når personen er sig selv igen og derfor er i stand til at arbejde med sig selv, kan det nytte at begynde på egentlig psykoterapi. Og det er virkelig VIGTIGT at gøre det, for ellers kommer depressionen eller manien jo bare igen, når man holder op med at tage det antidepressive middel.
Terapiens mål er at fjerne årsagen til, at man får depressioner – ikke at helbrede den enkelte depression, for det kan ikke lade sig gøre med psykoterapi, hvis der er tale om en svær depression.
Jeg siger ikke, at det er let. Men det er et arbejde, der er vigtigt og nødvendigt. Det er en investering i ens fremtid.
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg er ked af at høre, at du er så hårdt ramt. Jeg ved godt, at det ved meget svære tilstande er vanskeligt at fjerne årsagerne til depression helt, men man kan altid gøre noget. Jeg synes, at det er forkert, at læger søger at bilde folk ind, at den slags tilstande er arvelige, og at det ikke kan helbredes.
Selv har jeg fået at vide af psykiaterne, at jeg skal tage antidepressiv medicin resten af mit liv. Men det var en temmelig besynderlig besked for mig at få, eftersom den antidepressive medicin (dengang) gjorde depressionerne værre!
Heldigvis fandt jeg ud af, at naturmedicinen perikon kunne hjælpe mig. Perikon er jo – i modsætning til, hvad mange siger – også effektiv ved svær depression. Jeg har ikke haft depressioner i 9 år nu. Min plan var så, at jeg ved hjælp af psykoterapi ville arbejde på at få fjernet årsagerne til depressionerne helt. Jeg er foreløbig nået til at kunne undvære perikon i sommerhalvåret, men hvis det ikke lykkes mig at undvære perikon helt, gør det ikke noget, for jeg har ingen bivirkninger
Psykoterapi er jo temmelig dyrt, så indtil videre har jeg droppet behandlingen, men jeg vil ikke udelukke, at jeg engang begynder på det igen.
Jeg har ikke selv oplevet en mani, men måske noget, der kommer tæt på. Da min bror begik selvmord, reagerede jeg ved at blive meget energisk, praktisk og konstruktiv, sådan at jeg kunne hjælpe og støtte alle de andre. Jeg er overbevist om, at en psykiater ville fortolke min reaktion som en mani. Men jeg gjorde jo ingen skade på nogen eller på mig selv – tværtimod! Bagefter fik jeg en meget dyb depression. Det er på baggrund af den erfaring, at jeg fortolker nogle manier som en form for fortrængning af dyb sorg.
Min mor gjorde heller ikke nogen skade på hverken sig selv eller andre, da hun havde besluttet sig for skilsmisse. Tværtimod var hun meget handlekraftig og konstruktiv – men selvfølgelig også meget vred og noget højrøstet. Set fra mit synspunkt var der ingen grund til at fratage hende hendes initiativ og handlekraft med stærk psykosemedicin! Det var en stor tragedie for os alle, at lægerne gjorde det. Det er ud fra min mors eksempel, at jeg forstår nogle manier som et udslag af, at folk søger at tage sig sammen til at gøre noget, og hvor forsøget ender i noget, der udefra set virker lidt for voldsomt.
Men jeg er selvfølgelig godt klar over, at der er manier, som er så ekstreme, at der må gøres noget medicinsk ved dem.
Selv om begge mine forældre og min bror havde diagnosen maniodepressiv sygdom, mener jeg ikke, at det er selve sygdommen, der er arvelig. Det er dog klart, at også jeg har en arvelig tendens til at få svære depressioner, og jeg har haft virkelig mange!
Men hvad er det, jeg har arvet via generne? Ligesom dig er jeg ekstremt sensitiv. Men det er jo ikke en sygdom. Tværtimod kan det være en kvalitet, fordi man opfatter meget mere end andre. Desværre bliver man også oversvømmet af for mange indtryk, støj og andre lyde, hvilket er meget udmattende og belastende.
Jeg tror, at det er sensitiviteten, der nedarves via generne. Men denne sensitivitet behøver ikke at give depressioner, hvis man i barndommen lærer at beskytte sig selv og ikke udsætte sig for belastninger, som man ikke kan tåle. Desværre er det de færreste med depressive forældre, der har fået den nødvendige støtte, så de kunne lære at passe på sig selv, sådan at de ikke får depressioner.
Desuden tror jeg, at forældrenes depressionsskabende adfærdsmønstre smitter af på børnene. Men de er jo ikke nedarvet via generne. De er kommet, fordi børn efterligner deres forældre, og sådanne handlingsmønstre kan ændres via terapi.
Angående terapi, så vil jeg da gerne medgive, at meget såkaldt terapi bare er snak – helt uden terapeutisk betydning. Også jeg læste den ene psykologibog efte den anden og kunne efterhånden tale ligesom psykologerne. Men det håber jeg da sandelig, at jeg er holdt op med, for al den snak hjælper jo ikke! Der er brug for en virkelig målrettet behandlingsmetode, som er i stand til at ændre på årsagerne til depressionerne. Det handler ikke om, hvilke meninger, man har, eller hvordan man snakker. Det handler om at ændre på, hvordan kroppen ubevidst reagerer. Meninger og snak er noget meget intellektuelt og overordnet og overfladisk. Kroppens reaktioner er noget meget mere basalt og derfor meget mere indgribende.
Selv om Per Vestergaard i sin tid var en anerkendt psykiater, så tror jeg ikke, at man kan tage hans synspunkter som udtryk for, hvad flertallet af psykiatere og psykologer mener nu om dage. Der er trods alt sket noget, siden min mors psykiater (Det var dog ikke Per Vestergaard) sagde:
”Din mors depressioner er endogene, altså opstået af indre årsager. At du mener, at hun har været udsat for mange belastninger, herunder vold og en søns selvmord, betyder ikke noget, eftersom hendes depressioner er endogene!”
Mange hilsner
Kameliadamen
Psykiske lidelser sidder i nervesystemet. Nervesystemet udgår fra hjernen og sender signaler ud i kroppen, der påvirker hver eneste proces f.eks. vejrtrækning og hjerteslag.
I sin tid fik jeg at vide af både læger, neurologer og psykiatere, at min Hortons Hovedpine ikke kunne være psykisk betinget og at den desuden var uhelbredelig. Det var en neurologisk lidelse, der kom af en overaktivitet i Hypothalamus. Man vidste dog ikke, hvad denne overaktivitet skyldtes. Så jeg måtte altså bare lære at leve med min hovedpine. Jeg var ikke enig - jeg var overbevist om, at den var psykosomatisk og en følge af min fars død, da jeg var 10 år. Derfor startede jeg i NLP- og hypnoterapi. Tre sessioner - så var jeg helbredt for 33 års smerter! D.v.s. at terapien ekstremt hurtigt har påvirket en del af hjernen, så der ikke længere var overaktivitet i Hypothalamus.
Hjernescanninger har vist, at psykoterapi skaber fysiske forandringer i hjernen. Hjernen (og nervesystemet) er ikke statisk og kan derfor påvirkes og forandres v.h.a. samtaleterapi, fordi terapien er med til at ændre vores tankemønstre og dermed også vores følelser. Hvilket igen påvirker både hormonsystem og nervesystemet. Alt hænger sammen. Vi ved jo også, hvordan en ydre impuls lynhurtigt kan skabe en angstreaktion, der helt udenfor psykens kontrol løber igennem kroppen.
Men det er ikke nok, at vi ændrer tanker og følesler, for nervesystemet påvirker jo hele kroppen. Det er nervesystemet, der får os til at trække vejret, hjertet til at slå o.s.v. Derfor er det heller ikke nok, at man i kropsterapi forholder sig til at forløse følelserne fysisk. Der sidder en masse gammel negativ energi i kroppen, som må slippes helt fysisk, så nervesystemet kan begynde at reagere anderledes og sundere.
Er man traumatiseret sidder selve traumet i hele nervesystemet og det vil sige, at kroppen faktisk har den gamle rædsel siddende i sig. Den sidder i krybdyrshjernen (jf. Peter A. Levines bog 'Væk tigeren') og den del af hjernen er det meget svært og langsommeligt arbejde at komme i kontakt med og få til at slippe den rædsel. Følelsen skal føles og slippes helt fysisk. Dermed kan nervesystemet falde til ro, kroppens og sindets processer normaliseres og man er helbredt. Det er altså kroppens instinktive impulser, der skal aktiveres. De er en del af det ubevidste nervesystem.
Hvis traumerne er sket efter at nervesystemet har været færdigudviklet, vil det efter udladning af traumeenergien komme tilbage til tilstanden inden traumet. Men hvis traumerne er sket meget tidligt i livet, skal nervesystemet først bygges op. Det tager tid. Nervesystemet og kroppen skal f.eks. lære at berøring ikke er farlig, så kroppen på det helt ubevidste plan ikke reagerer med at spænde op eller føle panik, når man udsættes for berøring. Selvom man på det bevidste plan slet ikke synes, at man føler nogen angst, så kan kroppen opfatte det helt anderledes på et dybt ubevidst plan.
Jeg startede i SE-terapi (somatic expiriencing - choktraumeterapi) for knap tre måneder siden. Jeg lider af meget lavt stofskifte og får medicin for det. Ved den sidste kontrolblodprøve var mit (ellers stabiliserede) stofskiftet pludseligt steget så meget, så jeg skulle sættes 1/3 ned i medicin. Min læge forstod ikke, hvordan der på 6 uger (siden sidste kontrol) kunne være sket så store forandringer. Jeg forklarede, at jeg var startet i kropsterapi (choktraumeterapi) og han mener, at det kan være, at min krop nu selv begynder at kunne overtage produktionen af stofskiftehormoner.
For mig er der ingen tvivl om, at det er den fysiske udladning af den gamle traumeenergi, der har ligget fysisk i kroppen og har påvirket stofskiftet negativt.
Når forudsætninger for helbredelse stilles til rådighed, så har såvel krop som sind selvhelbredende kræfter. Jeg mener, at det er nødvendigt at arbejde med både sind og krop - men det er individult, hvad der er mest hensigtsmæssigt at starte med. Desværre er hverken psykoterapi, kropsterapi eller decidret choktraumeterapi almindeligt tilgængeligt, for det koster en formue :-(
Forøvrigt genudsender DR2 nu serien 'Sjæl og videnskab'. Første afsnit er om 'Tankernes kraft' (http://www.dr.dk/DR2/S/Sjael_videnskab/ ... .htm#/4760), hvor der i høj grad er beviser på den meget tætte og helt ubevidste sammenhæng mellem krop og sind, der formidles gennem nervesystemet.
P.S.: Jeg kender én, der har tilbøjelighed til mani og kører i et meget højt gear. Der er ingen tvivl om, at det er fordi hendes nervesystem er mere eller mindre konstant i forhøjet alarmberedskab.
Hilsen Helen