Indstillinger
Endelig en rigtig diagnose...
Jeg har nu i 8 år fået antidepressiv medicin fordi jeg har diagnoserne generaliseret angst, OCD og depression.
Jeg har gået hos en privatpraktiserende psykiater i 2½ år uden at være kommet en tomme.
Jeg har MANGE gange fortalt ham om syns- og hørehallucinationer. Han har tolket det som en del af min angst.
Jeg følte, at han ikke tog mig alvorligt.
Jeg tog til min egen læge, og fortalte ham, hvordan jeg har det og at jeg ikke synes, at vi kom nogen vegne hos psykiateren.
Her blev jeg henvist til distriktpsykiatrien.
I går kom brevet, som jeg har ventet på i 14 dage. Jeg har været syg af nervøsitet.
Jeg har fået diagnosen Udifferenteret skizofreni og skal gå til ugentlige samtaler hos en sygeplejerske.
Jeg er virkelig lettet. Nu skal jeg endelig i gang med medicin der kan hjælpe på symptomerne - måske får jeg det bedre??
Alligevel er det ret underligt - skizofreni er trods alt en ret alvorlig sygdom...
Blandede følelser!!
Johanne
Jeg har gået hos en privatpraktiserende psykiater i 2½ år uden at være kommet en tomme.
Jeg har MANGE gange fortalt ham om syns- og hørehallucinationer. Han har tolket det som en del af min angst.
Jeg følte, at han ikke tog mig alvorligt.
Jeg tog til min egen læge, og fortalte ham, hvordan jeg har det og at jeg ikke synes, at vi kom nogen vegne hos psykiateren.
Her blev jeg henvist til distriktpsykiatrien.
I går kom brevet, som jeg har ventet på i 14 dage. Jeg har været syg af nervøsitet.
Jeg har fået diagnosen Udifferenteret skizofreni og skal gå til ugentlige samtaler hos en sygeplejerske.
Jeg er virkelig lettet. Nu skal jeg endelig i gang med medicin der kan hjælpe på symptomerne - måske får jeg det bedre??
Alligevel er det ret underligt - skizofreni er trods alt en ret alvorlig sygdom...
Blandede følelser!!
Johanne
Kommentarer
Jeg syntes også det var mærkeligt, da jeg fik diagnosen (paranoid skizofreni), men husk på at en diagnose ikke ændrer dig. Du er jo stadig sådan som du var inden du fik den.
Mvh.
Jeg har været sygemeldt i 3 år og haft barselsorlov i 1 år. Jeg har reelt ikke været på arbejdsmarkedet, siden jeg afsluttede min uddannelse i 2003. Jeg har været i flere arbejdsprøvninger, på kurser og alt mulig andet - hver gang er jeg gået totalt ned med flaget.
2 gange har jeg prøvet at starte på en ny uddannelse - men igen er jeg blevet sygemeldt.
Jeg er ud af en søskendeflok på 6 (alle med samme forældre), og vi er 4 der har en diagnose med skizofreni... Tankevækkende og lidt skræmmende!
Kommunen klapper snart kassen med sygedagpenge i, og det gør mig SÅ bekymret. Vi er en lille familie på 3 - mor, far og datter på 1 år. Min mand har et godt arbejde, men kan umuligt forsørge os alle 3.
Vi har en gang måtte flytte, fordi kommunen truede med at stoppe sygedagpengene. Vi solgte huset og flyttede til en anden by (fordi min familie bor her). Nu bor vi til leje i boligforening, så vi nemt kan flytte til noget billigere, hvis det skulle blive nødvendigt.
Vores datter skal starte i en lille privat vuggestue 1. marts. Det er som aflastning for mig, at vi har truffet den beslutning.
Vi har hjælp til rengøring og vasketøj, da jeg ikke er i stand til at tage mig af det, samtidig med at jeg skal passe vores datter. Når min mand kommer hjem fra arbejde, er det som regel ham der tager sig af aftensmad, oprydning og barn, mens jeg slapper af.
Når jeg i løbet af dagen, har sørget for at min datter får mad, bliver puttet i barnevognen, bliver leget med og får kys og kram - så KAN jeg ikke mere!
En dag væltede katten et glas vand på gulvet. Så gav jeg mig bare til at tude, for jeg vidste, at det skulle tørres op inden trunten vågnede af sin middagslur. Men jeg magtede det bare ikke! Jeg kunne slet ikke løfte armene.
Kl. 20 er jeg gået i seng, så kan jeg ikke hænge sammen mere.
Det hele ser bare SÅ håbløst ud nogen gange. Jeg håber, at en "alvorlig" diagnose som skizofreni, kan få "det offentlige" til at forstå, at jeg ikke er i stand til flere jobprøvninger...
Set i bakspejlet, så skulle vi nok ikke have fået et barn, men det var bare mit højeste ønske.
Hun bliver passet ordenligt og får sund mad, kommer ud at sove når hun er træt, og bliver vasket og får tøj på hver dag - det kniber lidt mere med mig selv. At komme i bad sker ca. hver 3. dag og mad får jeg kun til aften. Det holder bare ikke!!
Jeg føler mig doven, hjælpeløs og ubrugelig.
Johanne
Jeg forstår godt, at det må være meget hårdt med et lille barn og samtidigt være så træt og hvad der ellers følger med.
Ved ikke, om det er relevant men det kan måske være muligt/aktuelt på et tidspunkt at søge en aflastningsfamilie?
Den hjælp I får til rengøring, er det privat og noget I selv betaler? Det kan måske være muligt at få noget hjælp via social service i kommunen?
Nå, det jeg ville skrive er omkring flere arb.prøvninger. Jeg synes, det er vigtigt, at du om muligt får sat et afklaringsforløb i gang, inden dine dagpenge udløber og inden den nye pensions- og flexjob-reform evt. bliver vedtaget.
Som loven er nu, kan éns læge lave en erklæring til kommunen om, at yderligere arbejdsprøvninger vil forværre éns helbredstilstand. Det er kommunen, der skal anmode lægen om at udfylde en erklæring, men man har ret til at få den.
P.S.: Tænker på, om du kun har fået psykiaatrisk behandling eller om du også har gået i samtaleterapi?
KH Helene
Jeg har i længere tid gået hos en privatpraktiserende psykiater, men er nu, via min egen læge, kommet i gang hos distriktspsykiatrien. Jeg får pt. Efexor Depot 300 mg pr. døgn, men de hjælper ikke på det tankemylder der fylder 90% af mit hverdag.
Jeg skal gå til ugentlige samtaler i distriktspsykiatrien og forventer også, at jeg skal prøve noget andet medicin.
Det rengøring vi får hjælp til, er noget vi selv betaler. Min mor kommer flere gange om ugen og hjælper med vasketøj, oprydning og planlægning af dagene.
Det er en virkelig stor hjælp.
Det med jobprøvninger og den erklæring, det vil jeg lige huske at nævne, når jeg starter til samtaler. Det kunne være en dejligt, ikke at skulle være bange for at blive sendt i aktivering.
Den første samtale jeg skal have, er faktisk med en socialrådgiver - ved ikke hvorfor, men måske er det for at få de "sociale" ting på plads?
Johanne
Jeg går ud fra, at du mener, at samtalen med en socialrådgiver er i dist.psykiatrien? I så fald synes jeg, at det er rigtigt godt. Kravet om at alle skal i arbejde er så hårdt og så ødelæggende, når man er syg. Det kan være guld værd, hvis du har en socialrådgiver fra psykiatrien, der hjælper dig i forhold til Jobcenter/kommune.
Jeg håber, at samtalerne/terapien vil hjælpe dig.
Og så håber jeg, at du får søgt om al den hjælp, du kan få via kommunen. Det kan socialrådgiveren sikkert også hjælpe dig med. Det er hårdt nok at have et lille barn og en anstrengt økonomi - når man så også har psykiske lidelser samtidigt, er det enormt vigtigt, at man får den hjælp, man har brug for både af hensyn til én selv, til barnet og familien.
KH Helene
Jo, det er i distr.psykiatrien jeg skal have samtaler med en socialrådgiver. Faktisk har jeg ikke nogen ide om hvorfor, men det finder jeg vel ud af.
Jeg er ret spændt på, hvad der kommer til at ske, men det kan næsten kun være bedre!
Johanne
Jeg fik god hjælp af distrikspsykiatrien til at få pension. Jeg var kun i arbejdsprøvning en enkelt gang, da jeg først skulle se om jeg kunne klare et fleksjob. Det kunne jeg ikke, og så sagde de fra psyk. at jeg ikke kunne klare mere arbejdsprøvning og de skrev en anbefaling, om at det var bedst at jeg fik pension.
Jeg har det på samme måde som dig, med hensyn til at klare hverdagen. At gøre rent, lave aftensmad og at gå i bad. Det er så simpelt for andre, men det er meget uoverskueligt for mig.
Desværre hjælper min medicin ikke på de symptomer, men det hjælper med det psykotiske.
Mvh.