Socialt accepteret at have anoreksi.

slettet31024

Der findes mange forskellige slags af spise forstyrrelser, og noget der plager mig rigtig meget er, hvorfor det er ok at have en ene spise forstyrrelse og overhovedet ikke ok at have den anden.

hvad der sker rent neurologisk, hvad der gør man få trang til enten spise for meget eller spise for lidt. Er det selv indbildt eller er det noget man er dømt til at få?

Hvorfor er det mere socialt accepteret at lide af anoreksi i forhold til overspisning?

Helene2

Jeg ved ikke, om anoreksi er mere socialt acceptabelt, men det er måske ikke lige så let at få øje på som resultaterne af overspisning. Der er helt klart også nogle, der idealiserer det, fordi det er mere attråværdigt at være slank (og for nogle helst sygeligt slanke) end at være overvægtig, fordi de fleste synes, at en slank krop er smukkere end en overvægtig krop. Der er nok heller ikke noget tvivl om, at de signaler man sender ud har en betyning: Hvis du kan sulte dig, har du viljestyrke og er stærk og har kontrol. Hvis du overspiser har du ingen selvkontrol og det er der ikke nogen respekt for. Men i virkeligheden er anoreksi lige så stort et kontroltab.

Der er en stor sammenhæng mellem krop og hoved, mellem følelser og kroppens biokemi og nervesystemet. Om man sulter sig eller overspiser, så handler det om, at man prøver at berolige nervesystemet (har jeg lige fået af vide af en SE-terapeut), så man føler sig roligere.

Man er bestemt ikke 'dømt til' at få en spiseforstyrrelse og de følelser, der er årsag til, at man udvikler en spiseforstyrrelse er bestemt ikke indbildte. En spiseforstyrrelse handler om, at man har haft og måske stadigt har nogle store problemer i sit liv, som man ikke har fået løst. Det handler om at forsøge at kontrollere sine følelser, så man ikke mærker, at man har det af H til. For store uløste problemer skaber følelsesmæssige problemer, der kan skabe psykiske problemer. Derfor er en spiseforstyrrelse primært et psykisk problem.


Hilsen Helene

slettet31024

Mange tak, der hjælper mig helt klart til at forstå det bedre (:

sofiesofie94

Jeg synes Helene har fat i det helt rigtige, men ville dog lige tilføje, at spiseforstyrrelser kan være arvelige, altså så de ligger i generne, og derfor er der nogen der har større chance for at få det end andre. På den måde kan man godt sige, at der er nogle der er "dømt" til at få det.

Helene2

Hej SofieSofie

Jeg har aldrig før hørt en teori om, at spiseforstyrrelser kan være arvelige. Hvor har du hørt/læst/lært det henne?

Jeg vil selvfølgeligt ikke sige, at det er forkert, når jeg ikke ved noget om det, men jeg vil dog mene, at der skal nogle ydre påvirkninger til, før en evt. arvelig disposition udvikler sig til en decidret spiseforstyrrelse.


Hilsen Helene

slettet31024

Jeg tror gerne overspisning kan være arveligt. Det synes jeg også jeg har hørt

sofiesofie94

Hej Helene.
Jeg ved ikke helt præcist hvor jeg har hørt at det kan være arveligt. Jeg tror måske det er min gamle behandler, der engang fortalte mig det. Jeg er faktisk slet ikke i tvivl om, at de er arvelige, for mener at jeg har hørt det i flere forskellige sammenhænge, og dem jeg har hørt det fra er nogle der har forstand på området.
Desuden har jeg også hørt, at depressioner og spiseforstyrrelser er nært beslægtede, og derfor har man også større chance for at få en spiseforstyrrelse, hvis der har/har været svær depression i familien. Jeg så engang et tv-program, hvor et sæt tvillingers forældre har lidt af svære depressioner før de blev født, og den ene tvilling har idag en depression mens den anden lider af en spiseforstyrrelse.

Helene2

Tak for svaret, så lærte jeg noget nyt :-)

Jeg er slet ikke i tvivl om, at der kan være en logisk sammenhæng mellem udvikling af spiseforstyrrelser og depression. Dog vil jeg mene, at forklaringen med arvelighed kan være en sovepude, der kan få én til at affinde sig med lidelsen uden at forsøge at afdække de ydre årsager (som jeg mener må være der). Der er jo også alment anerkendt, at disse lidelser opstår som følge af eller reaktioner på problemer i opvæksten.

Hilsen Helene

sofiesofie94

Hej igen!

Jeg er fuldstændig enig i, at det er påvirkning udefra, der er skyld i en spiseforstyrrelse, og jeg ved ærlig talt ikke om det bare er en sovepude, der får en til at affinde sig med det. Det er jo meget interessant. Måske kan begge ting have en afgørende rolle?