Indstillinger
At leve sit liv retroperspektivt?
Jeg (M) er i en lidt speciel situation, og kunne godt tænke mig at vende mine inderste tanker med jer
Jeg er 36 år gammel og står i et sted i mit liv, der nok er ved at tage en afgørende drejning. Min kæreste (31 år) og jeg er så småt ved at blive enige om at det nok er nu at vi skal til at forsøge at få et barn
Som sådan er det noget jeg ser frem til. Størstedelen af min vennekreds har allerede fået barn, og det er noget jeg selv er klar til. Vi er begge blevet kandidater for nogle år tilbage, er i gode jobs, og der er egentlig ikke noget der holder os tilbage som sådan.
Jeg har i mange år haft en eller anden form for tilbageskuende længsel, hvilet er også grunden til at jeg i overskriften skriver om den retroperspektive længsel. Jeg var i gennem et, for mig, hårdt brud i 2003 (hvilket jeg nok aldrig som sådan er helt kommet mig over). Jeg fik dog en ny kæreste (som jeg er kæreste med igen i dag ) efterfølgende, men hele tiden skuede jeg tilbage på det forliste forhold. Det er måske forståeligt i en eller anden grad, måske fordi jeg ikke var helt afklaret med det og i det hele taget var såret.
Anywho. Det gik ikke. Hun flyttede til udlandet, og sådan var det. Så fik jeg en ny kæreste. Det oprndelige brud hang i mig, men nu tænkte jeg på hende som var flyttet til udlandet. Hvad nu hvis? og ville det bare?? osv.
Nåmen hende gjorde jeg det også forbi med, og endte med hende som var flytttet til udlandet. Og hvad så. Jamen, så tænker jeg på hende, som jeg stoppede forholdet med, og hun hænger i mig den dag i dag.
Jeg kan ikke rigtig forstå mig selv. Hvorfor er det egentlig hele tiden at jeg har det behov for at se tilbage frem for at se frem. Hvorfor kan jeg ikke bare være glad for det jeg har, frem for at være ked af det jeg har mistet, eller det jeg har fravalgt
Jeg ser det virkelig som en barriere for at være inderligt glad
Andre der har eller har haft det på samme måde?
Jeg er 36 år gammel og står i et sted i mit liv, der nok er ved at tage en afgørende drejning. Min kæreste (31 år) og jeg er så småt ved at blive enige om at det nok er nu at vi skal til at forsøge at få et barn
Som sådan er det noget jeg ser frem til. Størstedelen af min vennekreds har allerede fået barn, og det er noget jeg selv er klar til. Vi er begge blevet kandidater for nogle år tilbage, er i gode jobs, og der er egentlig ikke noget der holder os tilbage som sådan.
Jeg har i mange år haft en eller anden form for tilbageskuende længsel, hvilet er også grunden til at jeg i overskriften skriver om den retroperspektive længsel. Jeg var i gennem et, for mig, hårdt brud i 2003 (hvilket jeg nok aldrig som sådan er helt kommet mig over). Jeg fik dog en ny kæreste (som jeg er kæreste med igen i dag ) efterfølgende, men hele tiden skuede jeg tilbage på det forliste forhold. Det er måske forståeligt i en eller anden grad, måske fordi jeg ikke var helt afklaret med det og i det hele taget var såret.
Anywho. Det gik ikke. Hun flyttede til udlandet, og sådan var det. Så fik jeg en ny kæreste. Det oprndelige brud hang i mig, men nu tænkte jeg på hende som var flyttet til udlandet. Hvad nu hvis? og ville det bare?? osv.
Nåmen hende gjorde jeg det også forbi med, og endte med hende som var flytttet til udlandet. Og hvad så. Jamen, så tænker jeg på hende, som jeg stoppede forholdet med, og hun hænger i mig den dag i dag.
Jeg kan ikke rigtig forstå mig selv. Hvorfor er det egentlig hele tiden at jeg har det behov for at se tilbage frem for at se frem. Hvorfor kan jeg ikke bare være glad for det jeg har, frem for at være ked af det jeg har mistet, eller det jeg har fravalgt
Jeg ser det virkelig som en barriere for at være inderligt glad
Andre der har eller har haft det på samme måde?
Kommentarer
Ja, jeg kan i høj grad genkende det, du skriver. Det er meget beskrivende at kalde det 'tilbageskuende længsel'.
Min oplevelse er, at når der er noget i vores fortid, vi ikke har sluppet, så er det fordi, vi ikke er færdige med det. Der er noget, vi mangler at lære af det, eller noget vi har givet væk, vi mangler at få tilbage eller noget vi har fået, vi mangler at give tilbage.
Når fortiden ligger og gnaver og kræver sit, kan man ikke bare være glad og lykkelig for det, man har i nutiden. Det der hindrer, at man er glad og lykkelig må først 'væk'.
For mig har hypnoterapi været løsningen. Det er dyrt men en utrolig blid og behagelig metode, der hjælper én til at komme helt ind til kernen af, hvad det handler om. På den måde lærer man i høj grad at forstå sig selv og finde afklaring, så man kan give slip på fortiden og komme videre med ro i sindet.
Hilsen Helene
Både de store og de små valg vi træffer har enorm indflydelse på vores liv, og forestillingen om hvor vi ville befinde os hvis vi havde truffet andre beslutninger er overvældende.
Hvad nu hvis jeg var landet i en anden gymnasieklasse? Hvad nu hvis jeg var startet på en anden uddannelse? Hvad nu hvis jeg havde valgt et andet job? Og helt til bage til hvad nu hvis mine forældre havde bosat sig et andet sted så jeg ikke havde gået på den folkeskole jeg gjorde...
Den kan køre derudad i en uendelighed.
Nogle af os har så tendens til at hænge fast i de tanker, hvor andre har lettere ved at trække på skuldrene med et smil...
Du er bevidst om at du hænger så meget ved disse tanker at det er til gene for dig. Derfor vil jeg egentlig foreslå dig at du tager en snak med din læge om det. Jeg siger overhovedet ikke at du er syg, blot at det kan være rart at sætte ord på - og at det er lettere at gøre det overfor en udenforstående end en man kender godt og omgås i hverdagen. Samtidig kan I så drøfte om du måske skulle have et par samtaler med en psykolog.
Du skal passe på at de her overvejelser ikke får overtaget i dit liv, for så vil du godt nok blive tynget og jeg er sikker på at det vil være destruktivt for dine relationer.