Borderline mm og parforhold
Jeg er en kvinde på 31 år der lider af borderline og træk fra en del andre personlighedsforstyrrelser bl.a skizotypi.
Jeg bor alene og har været uden kæreste de sidste 2 år. Jeg er meget plaget af min sygdom men er heldigvis blevet henvist til DAT behandling som er intensiv terapi. Det kommer til at tage 2 år og det er første gang jeg får sådan en terapi.Jeg har gået til psykologer og psykiatere siden jeg var 17 år men disse samtaler hjælper mig ikke mere. Jeg har brug for mere som jeg nu heldigvis har fundet og er blevet bevilliget.
Min sygdom har ikke været konstant i alle årene men bølget op og ned.
Jeg har fået sværere ved at være i et parforhold men savner da af og til en kæreste.
Jeg er også angst for at få en kæreste og blive omklamret.
Mit spørgsmål er nu om jeg engang i fremtiden bare skal kaste mig ud i kærligheden uden at have lyst. For hvis jeg aldrig får lyst til en kæreste så bliver det godt nok et ensomt liv jeg får.
Tror i terapien kan hjælpe på den del også?
Jeg har været i 2 længevarende forhold på 2 år den ene af dem og 3 år den anden.
Desværre er min sexlyst også blevet mindre med årene og ja mange mænd vil være fædre og jeg vil ikke sætte børn i verden hvis jeg ikke er rask til det.
Nogle der har erfaringer med det her vil jeg gerne høre fra jer.
hilsen håbefulde pige
Jeg bor alene og har været uden kæreste de sidste 2 år. Jeg er meget plaget af min sygdom men er heldigvis blevet henvist til DAT behandling som er intensiv terapi. Det kommer til at tage 2 år og det er første gang jeg får sådan en terapi.Jeg har gået til psykologer og psykiatere siden jeg var 17 år men disse samtaler hjælper mig ikke mere. Jeg har brug for mere som jeg nu heldigvis har fundet og er blevet bevilliget.
Min sygdom har ikke været konstant i alle årene men bølget op og ned.
Jeg har fået sværere ved at være i et parforhold men savner da af og til en kæreste.
Jeg er også angst for at få en kæreste og blive omklamret.
Mit spørgsmål er nu om jeg engang i fremtiden bare skal kaste mig ud i kærligheden uden at have lyst. For hvis jeg aldrig får lyst til en kæreste så bliver det godt nok et ensomt liv jeg får.
Tror i terapien kan hjælpe på den del også?
Jeg har været i 2 længevarende forhold på 2 år den ene af dem og 3 år den anden.
Desværre er min sexlyst også blevet mindre med årene og ja mange mænd vil være fædre og jeg vil ikke sætte børn i verden hvis jeg ikke er rask til det.
Nogle der har erfaringer med det her vil jeg gerne høre fra jer.
hilsen håbefulde pige
Kommentarer
Når du får det bedre vil du komme til at hvile mere i dig selv, og så vil det være nemmere at indgå i nære relationer.
Kender godt den bekymring omkring psykisk sygdom, parforhold og børn osv... Men jeg tror ikke vi når dertil før vi finder nogen ro i os selv.
Jeg er selv begyndt at fokusere mere på at få genetableret mit sociale netværk. Det går meget langsomt men dog stødt og roligt fremad. Det har faktisk fået mine nærmest paniske tanker omkring måske aldrig at få mand og børn til at falde til ro, og nu tror jeg på, at det nok skal komme.
Jeg gik selv i DAT for et par år siden, og man får mange gode værktøjer der.
1000 tak for dit svar.
knus fra mig
Jeg kender ikke DAT behandling – er det kognitiv terapi eller mere årsagsorienteret terapi?
Jeg tror ikke, at der kommer noget godt ud af at presse sig selv og gøre noget, man ikke har lyst til. Hvis du involverer dig med et andet menneske uden egentligt at have lyst til det, så vil det vel være et misbrug af ham? Jeg mener, at hvis man skal involvere sig i et kærlighedsforhold, må man være åben for kærligheden, så man kan glædes over den, ønske at have den anden person tæt på sig og ikke være så angst for omklamring eller for at miste, så man lukker af for glæden ved kærligheden.
For mit eget vedkommende har jeg gået i NLP- og hypnoterapi, der er årsagsorienteret og følelsesforløsende (og herigennem har jeg fået 'kureret' min borderline personlighedsforstyrrelse). Nu går jeg i SE-terapi, der er choktraumeterapi, hvor det handler om at få kontakt med kroppen og få balance mellem krop og sind (de to ting hænger mere sammen, end de fleste er klar over). Det er behandling af min PTSD.
Det første terapiforløb har hjulpet på min evne til at danne tilknytninger til andre mennesker, men jeg er endnu ikke nået dertil, hvor jeg kan have et andet menneske fysisk tæt på mig. Det regner jeg bestemt med at kunne, når jeg er færdig med forløbet i SE-terapi. Når jeg kan mærkel min krop og har fået balance i min krop, vil jeg også være i stand til at have fysisk kontakt med et menneske, jeg holder af.
For mit eget vedkommende er det vigtigt, at det er glæde og kærlighed, der er motivationen og ikke angst og frygt (for f.eks. ensomhed). Så hvis terapien virker godt for dig, så tror jeg, at du kan nå dertil, hvor du måske nok føler dig utryg over at skulle lukke et andet menneske ind i dit liv, men hvor du overvinder utrygheden, fordi du har fundet et andet menneske, du ønsker at have tæt på dig. Ikke som et værn mod ensomheden men som en glæde, der giver dit liv en ekstra dimension.
Hvis dit terapiforløb forløber godt og medfører fremgang og heling, så kan det også hjælpe på din sexlyst. Sex er en del af et parforhold, men skal selvfølgeligt ikke være det primære. Og så vil jeg sige, at jeg synes, det er yderst ansvarligt og klogt, at du ikke vil sætte børn i verden, så længe du ikke føler dig rask.
P.S.: Et glimrende eksempel på, at man kan blive helt rask og få et velfungerende parforhold selv efter svær psykisk sygdom er Karin Dyhr, der har skrevet bøgerne 'Glaspigen' og 'Bagom borderline'. Se evt. http://www.karindyhr.dk. Jeg kan absolut anbefale dig at læse disse to bøger.
KH Helene
Det er en blanding af forskellige terapier men kort og godt så bliver man trænet i at ændre sig. Der skal ske en udvikling. Man får nogle teknikker lært som gør at man kan ændre sin adfærd og dermed udvikle sig.