Hjælp mig.
Hej alle jer derude. Jeg har et problem med min kæreste. Vi har været sammen i ca.4 år. vi bor sammen, har dog ingen børn. Det der er sket gennem det sidste stykke tid er for meget arbejde, for mange skænderier, ingen ferie i 1år ihvertfald ikke rigtig. Det der så er problemet er at hun er kommet i tvivl om jeg er den "rigtige" og om hun elsker mig 100% og kan give mig det man gør når man skal leve sammen forhåbentlig resten af sin tid, selvom der ikke er nogen garantier for den evige kærlighed. Hendes beslutning til sidst var at komme lidt væk fra mig for at tænke klart og sætte det hele i perspektiv da hun siger hun ikke kan tænke når jeg er der. det tror jeg som så er rigtigt. jeg har lyst til at give hende "tid" alene til at tænke og koble fra i, men overskud har man vel aldrig i sådanne situationer.. Hun er flyttet ud, men ikke rigitg endnu alle hendes ting er her og hun siger hun ikke ved hvor længe hun vil være væk. Hun har et meget stressende arbejde der kræver rigtig mange timer, hvor jeg virkelig har prøvet at fortælle det er vigtigt at det her hjemme også bliver prioteret højt. Hun er helt nede i kælderen over mig, hendes arbejde, samt livet generelt. hun har været til psykolog før uden held da hun ikke ville modtage medicin/kunne lide personen, men hun kunne dog konstatere efter nogen imer hun led af angst/depression. Vi er blevet enige om hun skal prøve igen med psykologen, for at komme denne indre tristhed til livs. samt finde ud af hvor hun står i livet og mht til mig/os som par. Jeg har en bange anelse om hun er ved at flytte helt fra mig og søger en lejlighed uden mig. Vi har snakket lidt sammen imens hun har været væk, og hun giver udtryk for hun elsker og ikke elsker mig. trods det siger hun også hun savner mig men det er dejligt at være lidt alene til at tænke over tingene i. Det der ef mit store spørgsmål til alle jer derude som måske sidder i samme situation eller bare har gode råd. hvor meget plads skal jeg give hende til at tænke over? hvor bange skal jeg være? kunne det evt bare være en møg krise der skal overståes og bringer os nærmere. Og hvordan skal jeg forholde mig, jeg venter jo bare et eller andet sted på en beslutning fra hendes side. Til sidst som hun selv siger om sig selv "jeg er skrub forvirret"... Håber i kan hjælpe for det gør sgu ondt når man er ved at miste 4 års samliv samt den person der betyder alt for en.
Hilsner fra den triste fyr
Hilsner fra den triste fyr
Kommentarer
At holde pause for at få tid til at tænke er ofte afslutningen på et forhold, for man når ingen vegne ved kun at tænke de samme tanker, som man hele tiden har tænkt. En tænkepause kan få én til at mærke, hvordan man har det. Måske mærker man så stor lettelse over at være komme væk fra konflikterne, så man afslutter forholdet, eller også mærker man hvor meget man savner hinanden og finder sammen igen. Men problemerne, der førte til tænkepausen, vil stadigt være der, når det bliver hverdag. Hvis en tænkepause skal virke, må der komme nye in-put udefra, så der også sker konkrete forandringer af de ting, der ikke fungerer.
Et godt parforhold bygger på gensidig respekt, lydhørhed, omsorg og forståelse af både sig selv og den anden. Konflikter handler ofte om mangel på åben kommunikation og dialog. I stedet for at lytte til, hvad partneren egentligt siger og føler, så går man i forsvarsposition og så eskalerer konflikten og ender i et skænderi og magtkampe. Hvis man skal kunne kommunikere åbent, så fordrer det for det første, at begge parter evner og ønsker at gøre det. For det andet så fordrer det, at man tager tid til det og prioriterer det.
Negative energier udpiner mennesker. Lever man i et forhold med mange konflikter, så dør kærligheden før eller siden. Derfor handler det om, hvad man kan gøre for at undgå konflikter. Det betyder selvfølgeligt ikke, at man bare skal lægge låg på og fornægte uenighederne men tværtimod, at man skal lære at lytte til hinanden og tale ordentligt sammen, så konflikterne ikke vokser. Ofte handler konflikter om, at man hver især har et behov, man gerne vil have opfyldt men behovet bliver ikke tydeligt formuleret. Når partneren så ikke gætter sig til det og opfylder det, så ender det i et skænderi.
Det er klart, at når din kæreste har et stresset arbejde, der kræver mange arbejdstimer og I ikke har haft ferie, så har hun ikke noget overskud. Så skal der ikke meget til, før hun tænder af. Hun forstår måske ikke, at alting handler om prioritering: Hvis hun vil have et godt parforhold, så må hun have den energi, det kræver, at skabe det. Men det kan betyde, at hun er nødt til at nedprioritere sit arbejde. Det kan være svært, hvis hun enten føler, at det også betyder meget for hende, eller hvis hun er bange for konsekvenserne ved at gøre det.
Ordene 'er nødt til', 'skal' og 'bør' er tegn på, at man lever et liv udfra pligt. Så er der ikke meget overskud til glæde og fornøjelser og så bliver man deprimeret og måske angst. Det kommer ofte af, at man har svært ved at sætte grænser og sige fra.
Psykologbehandling kan givetvis hjælpe. Jeg synes, det er et sundhedstegn, at din kæreste ikke ville have medicin. Medicinering kan være med til at lægge låg på følelserne, så man affinder sig med nogle ting, man faktisk ikke bør affinde sig med, så man ikke får løst problemerne men skubber dem foran sig. Det er ubetinget vigtigt, at man kan lide den psykolog, man går hos. Det er ikke som et brækket ben, hvor det er ligegyldigt om kemien med lægen er i orden. Så jeg forstår godt, at behandlingen hos den tidligere psykolog ikke hjalp. Man skal vælge psykolog eller terapeut med omhu.
Hvor meget plads, du skal give hende til at tænke? Hvis det er muligt, kan du måske hjælpe hende (og dig selv) til at komme til afklaring. Hvis ikke hun (og du) får nogle redskaber, så I får en forståelse af, hvad det er, der adskiller Jer, så tror jeg, at der er en stor risiko for, at forholdet slutter. Hvis det skal fortsætte, er det vigtigt, at I forstår, hvad det er, der skaber konflikterne imellem Jer, så I kan lære at håndtere dem på en mere konstruktiv måde, så I begge føler Jer forstået og begge får Jeres behov dækket. Det vil givetvis kræve mange og lange samtaler imellem Jer, hvor i hver især åbner Jer og LYTTER til hinanden uden at gå i forsvarsposition.
Hendes forvirring er jo forståelig: På den ene side savner hun dig jo nok og ønsker, at I kunne have det godt sammen. På den anden side kan hun ikke leve med de konflikter, I har (hvis altså det er det primære problem).
Positive følelser skaber positiv energi. Negative følelser udsuger én for energi og skaber mere negativ energi. Stress er altid skabt af negativ energi. Det er ikke nok, at den ene part yder og prøver at gøre den anden tilfreds. Begge parter må være tilfredse og man må tale sammen, så begge parter får dækket deres behov i en relation. Det kan være rigtigt svært at få vendt en negativ, nedadgående spiral, så det er ofte nødvendigt med professionel hjælp til det udefra.
Jeg håber, at disse in-put kan hjælpe dig videre på én eller anden måde.
KH Helene
Ordet pause er nok en lille overdrivelse men hun trænger til luft siger hun. og vores status er stadigvæk kærester. Hun siger jeg er dejlig, og vi har det godt sammen, og det som så ikke er vores forhold generelt der er et problem, men hende og hendes indre tomhed, følelses blokkade, og hendes tvivl generelt om hun bare trænger til at være sig selv et stykke tid eller måske for evigt væk fra mig.
Jeg har foreslået hende i dag parterapi, både som par men også individuelle samtaler med terapauten, og så tage et skridt af gangen da som du selv beskriver skal lange samtaler til og soklen til "huset" skal bygges langsomt og sikkert op igen, da jeg helt klart mener det er den bedste måde at komme det igenne på sammen. Hun afviste det ikke helt men troede ikke det med parterapi ville hjælpe da hun mener det er hende og kun hende der er problemet i det her. Vi har aftalt hun kontakter mig imorgen eller overmorgen for at informere mig om hendes tilstand, da det er så svært at sidde uvidende hjemme og vente, men samtidig vil jeg give hende plads. så tager jeg på en lille weekend ophold og hun flytter hjem for at være alene i vores hjem herhjeme hos os. Og så skal vi se på mandag hvad der skal ske. Jeg har spurgt om jeg kan gøre noget og hun siger nej det er hende den er gal med, og hun bliver nød til at finde ud af hvor den er gal i kroppen, og jeg er jo enig i at hun skal finde problemet, jeg ville bare gerne være til hjælp. Jeg har sagt til hende at hun skal love mig at være ærlig i dette forløb, det lovede hun højt og helligt.
Jeg kontaktede hende idag og spurgte om hun ikke ville komme hjem og snakke lidt, bare snakke om tingene ikke andet. ingen pres eller noget. det ville hun gerne, men sagde også hun var bange for at blive påvirket at mig for at blive helt hjemme og ikke komme videre. jeg gav ogå min mening tilkende at gik udover mig herhjemme.
Er jeg helt gal på en når jeg synes hun skal bo hjemme imens det her står på eller er det mig?
Jeg sagde til hende at der jo nok ikke kom en løsning på det selvom hun var væk 14dage eller 3 uger.
Hun har haft en eks kæreste der gik fra hende ca 1 år inden jeg mødte hende og det slog alt væk under hende og hun mistede mange gode venner som var hans, og jeg har en anelse om hun måske er bange for at give sig endeligt hen, i den bange anelse om hun måske kunne miste mig, og ende i samme situation igen.
Jeg sage også til hende der kommer jo et tidspunkt, hvor man enten siger JA eller NEJ, da jeg ikke ventede evigt, og denne situation ikke kan holde ret længe. det var hun klar over. Jeg sagde dog også jeg var villig til at give hende det hun havde brug for.var det et dumt træk? det er jo rigtigt. er det ikke? men er bare så bange for hun tager forkerte beslutninger på forkerte grundlag.
Som du selv nævner skal forholdet jo bygge på forstålese, tillid, osv. det er hun jo også klar over, og nu vil hun simpelthen finde svaret, men kan man det det når hun presser sig selv i den vildrede?
Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal tackle det, samt forholde mig i denne situation.Jeg har snakket med mine venner om det og de har det lidt som mig. er det ikke oki at forlange en afklaring inden for rimelig tid? og hvad er rimelig tid?
Jeg håber du vil svare igen da jeg er enormt dybt forvirrende og ret ked af det. jeg vil det jo så gerne, for jeg ved hvordan vi har haft det før.
Mvh
Det synkende håb.
Jeg forstår godt, at det er en rigtig svær situation for dig. Det er absolut fair, at du ønsker afklaring inden for en rimelig tid. Men hvad en rimelig tid er, kan kun du selv afgøre.
Du kommer ind på nogle flere ting, der er meget vigtige – bl.a. at din kæreste mener, at det er hende, der har problemet, fordi hun føler en indre tomhed og som om hendes følelser er blokerede.
Bag tomheden og de blokerede følelser, gemmer alle følelserne sig. Alt det der gør ondt og som hendes sind beskytter hende imod at mærke. Desværre er det sådan, at når man lukker af for de svære følelser, så lukker man også af for de positive og så har man det selvfølgeligt ikke godt.
Derfor forstår jeg godt, at hun ikke er særligt motiveret for parterapi. Til gengæld mener jeg, at individuel terapi er nødvendigt for, at hun kan komme i kontakt med sine følelser igen. Det vil derfor blive en proces for Jer begge og for Jeres forhold.
Jeg vil ikke sige, at du er gal på den, når du synes, hun skal bo hjemme, mens det her står på. Men det er, hvad din kæreste føler, hun har brug for, der er det væsentlige i den forbindelse. Når man har følelsesmæssige problemer (og hvis hun forhåbentligt starter i terapi), så kan det være meget svært at rumme andre mennesker og det kan være meget svært at have andre tæt på sig. Dels har man ikke noget overskud at give af, man bliver meget selvcentreret og dels kan det være svært at rumme opmærksomhed og omsorg. Derfor handler det måske om at finde en løsning, som I begge to kan acceptere uden at føle, at I går fuldstændigt på kompromis med Jer selv.
Jeg kan forstå, at hun er meget sensibel lige nu – græder meget og kan ikke være alene hjemme. Samtidigt kræver hendes arbejde meget af hende, hun har ikke holdt ferie længe og I har skændes meget. Alt tyder på, at hun er enormt stresset. Når man er stresset, er man følelsesmæssigt overbelastet og tåler pres, krav og forventninger meget dårligt. Nervesystemet har brug for ro.
Spørgsmålet er så, hvad det er, der dybest set har stresset hende. Det kan jo sagtens være oplevelser igennem livet, der har øget stressniveauet gradvist, så det nu kulminerer. Men der kan jo også være ting i Jeres forhold, der ikke har fungeret godt nok, så det kan være en medvirkende årsag. Så, jeg synes, at det er vigtigt, at hun kommer til klarhed over, hvad hendes følelsesmæssige problemer handler om, før I beslutter, hvad der skal ske med Jeres forhold.
Derfor er det rigtigt godt, at hun er indstillet på, at hun vil finde ud af, hvad der er galt. Så for mig at se er det vigtigste lige nu, at hun får søgt noget behandling hos en psykolog eller terapeut. At træffe en definitiv beslutning om Jeres forhold, så længe hun er så følelsesmæssigt ude af balance kan let blive en 'hovsa-løsning' eller en panikhandling.
Igen bare nogle strøtanker ud fra det, du har skrevet…
P.S.: Jeg ved ikke, om I er klar over, at hun kan blive henvist til psykolog med tilskud fra sygesikringen, hvis hun får diagnosticeret en let til middel depression.
KH Helene
Vi er begyndt så småt at tale og være hudærlige over for hinanden og er blevet enige om at det bliver vi nød til bære eller briste.
Hendes angst stammer tror jeg fra et brud med en eks for lang tid siden hvor hun ikke fik hjælp i en chock tilstand. hun savner ikke ham men er nok bage tror jeg for at komme til at lide samme tab hvis hun giver sig helt hen til mig og det så alleivel ikke går,.
Jeg mener og synes det skal man kan ellers kan man lige så godt lade være. Jeg foreslog parterapi til en start så single konsultantioner efter følgende måske engang i mellem være der begge for at give status.
Hun er både bevidst og klar over at hun skal have hjælp nu og ikke om 1 mdr. Det jeg gerne ville have hende hjem er at hun måske kan mærke efter når hun er sammen med mig og når jeg ikke er hjemme. jeg foreslog hun skulle komme hjem og jeg skulle give plads og ofte tage ud til venner, så hun har lidt alene tid og det samme for hende. dog mener jeg også det er vigtig at vi ser hinanden taler om andet end problemer. vi læsser jo stadigvæk af på hinanden mht til arbejde da vi begge er karriere mennesker dog er hendes væstentlig højere mht til stressfaktore.
Fordi jeg jeg mener hun skal hjem er at hun måske skylder både sig selv og mig, mindst at give det en sidste chance. som jeg sagde til hende:"det værste der kunne ske ved du kom hjem er at vi bryder, men så kan man sige man har gjort alt.
Jeg ved det bliver en svær tid for os begge, det kan tage 1 uge 2 ja 2 mdr hvem ved? og det er sådan set ligegyldigt hvis det bærer frugt vi har jo hele livet til at indhente det forsømte...
Tror du ikke det er den bedste løsning?
Vi har skrevet en dels mail sammen og udtrykt alt mellem himmel og jord. og hun siger der: "jeg ville ønkse jeg ikke var i tvivl, jeg ville ønkske jeg kunne sige af hele mit hjerte jeg elsker dig inderligt højt. Hendes drømme senarie er at hun kunne lære mig at kende på ny med fornyet energi og åbenhed. Jeg ved det tager tid måske kan jeg ikke holde til det måske stopper hun det tidligt i processen, men som sagt så er der prøvet noget af i det mindste og man kan sige pænt farvel på en god måde.
Hun er også klar over at det med at flytte fra hinanden og finde hinanden igen ikke er en holdbar løsning. jeg kan ikke den løsning og det ved hun.
Inderst inde er hun en dybt forvirret pige som jeg bare ikke vil miste, men i modsætning heller ikke vil leve med hvis ikke der kommer klarhed og ærlighed over tingene.
hun er selv MEGET bange for at tage denne hovsa-løning. Hun siger også børn, villla mm skræmmer hende. men samtidig er hun bange for at gå fra mig da hun jo synes jeg er en fantastisk mand. som hendes egen ord:" jeg er bange for at tage den forkerte sten".
mht tilskud, det fik hun sidst hun fik vidst 10-15 timer men slet ikke nok og da det var dyrt droppede det langsomt ud derefter. Jeg har sagt denne gang jeg vil være med økonomisk da penge ikke skal spille ind her, sæt det var en livslang investering, det kan man vidst ikke sætte kr/øre på.
lyder det ikke som et håb for os?
jeg kan godt føle mig lidt dum i at bare vente vente, men jeg elsker hende sgu så højt at jeg ikke kan lade være, hvis jeg gjorde ville jeg fortryde det ved jeg
Mvh
den forvirrede fyr
Nu får du igen nogle af mine strøtanker :-)
Din kæreste er 'bange for at tage den forkerte sten' – hun er i tvivl om, hvad hun selv føler og bange for at tage forkerte valgt, så hun ikke får det bedre. Derfor er det vigtigt, at hun ikke træffer definitive valg, før hun er kommet i gang med behandling, så hun kan få hjælp til at finde ud af, hvad der er det rigtige for hende. Det er hun jo tilsyneladende også godt selv klar over.
Derfor synes jeg bestemt ikke, at det er dumt af dig at vente, til hun kommer til afklaring. I ønsker jo begge, at Jeres forhold kan komme til at fungere. Så den tid I bruger på afklaring, kan blive en værdifuld investering.
Men du (eller I) skal være forberedt på, at det medfører forandringer og kan kræve forandringer. Det er ikke nødvendigvis en proces, der kan eller skal overstås på et par måneder. Det kan være en forandrings-, lærings- og udviklingsproces, der kræver, at I er indstillet på forandringer i både Jeres indbyrdes forhold, i forhold til Jer selv hver især men også i Jeres livsstil.
Målet med terapi er ikke som helbredelsen af et brækket ben: Benet skal heles og så kan alt fortsætte, som det var før. Når det er følelserne, det handler om, så var det jo netop ikke godt (nok), som det var før og skal helst blive anderledes. Det kræver et meget konkret arbejde af begge parter og det kan være udfordrende og vil sikkert være vedvarende. Der kan være mange ting at arbejde med: At turde åbne sig, at være ærlige, at lære at rumme sig selv og hinanden, at lære at kommunikere åbent, lytte og føre en dialog, at lære at sætte grænser og undgå magtkampe – eller hvad der nu kan være for Jer. Det kan godt være, at I skal omdefinere Jeres forhold på nogle områder og det er ikke noget, man kan sige er overstået på et tidspunkt men er en fortløbende og vedvarende proces. Efterhånden vil I finde ud af, om I udvikler og forandrer Jer i samme retning, der fører til større nærhed og samhørighed eller om I er på vej forskellige steder hen i Jeres liv.
Jeg hæfter mig ved, at I begge er karrieremennesker. Karriere tager meget tid og kræver mange kræfter. Men arbejdet med sig selv, sine følelser, sin psyke og sit parforhold er også tids- og energikrævende og det er følelsesmæssigt stressende. Derfor kan de to ting være svært forenelige og der kan blive brug for nogle omprioriteringer, for man kan ikke leve med både indre og ydre stress, det kan nervesystemet ikke holde til. Det er din kærestes tilstand et bevis på. Så spørgsmålet er derfor også, om I er indstillet på, at der kan blive behov for at prioritere det indre mere end det ydre?
Om det er bedst, at hun flytter hjem igen lige nu, det kan jeg ikke vurdere. Du har behov for, at hun skal flytte hjem igen – måske har hun behov for at komme væk og få lidt afstand. Afstand er altid en forudsætning for virkelig nærhed. Hvis man føler sig overvældet eller omklamret, så trækker man sig væk og det skaber afstand. Det man elsker, slipper man fri. Da det er hende, der har det akut dårligt, mener jeg, at det må være hendes behov, der må dækkes – så er det op til dig at finde ud af, om du kan og vil leve med det, hun har brug for.
Din kæreste har brug for at komme til klarhed. Og en forudsætning for at tænke klart, er, at man er på afstand af det, der presser én. Hvis du skal tage stilling til, om du vil beholde dit arbejde, kan det være rigtigt svært, hvis du møder på arbejde hver dag og har hamrende travlt. Men hvis du holder tre ugers ferie, så får du fred, tid, luft og rum til at tænke og kan derfor bedre træffe en gennemtænkt beslutning.
Du skriver, at hun måske skylder både sig selv og dig mindst at give det en chance til (ved at flytte hjem). Men her er jeg ikke enig. Måske giver hun netop Jeres forhold en chance ved ikke at flytte hjem lige nu. Det kan så være en udfordring for dig, som du må finde ud af, om du kan håndtere.
Jeg tror bestemt, at der er håb for Jer. Men det forudsætter, at I arbejder sammen om det her. Udgangspunktet er, at din kæreste har nogle følelsesmæssige problemer, som hun skal have bearbejdet. Resultatet er, at det sætter gang i en forandrings- og udviklingsproces, som du må kunne følge. Derfor må du være indstillet på, at du for at følge hende, også selv vil komme til at udvikle og forandre dig. Derfor er en økonomisk udgift naturligvis en livslang investering, der kan give et enormt afkast for Jer begge, hvis I er åbne for det. Uanset om resultatet er, at I bliver sammen eller må gå hver Jeres vej på et tidspunkt, for så vil I begge være blevet berigede, klogere og i større balance med Jer selv hver især.
KH Helene