Indstillinger
læs mig i kan måske bruge det !
hej alle sammen jeg skriver ikke dette for at få hjælp, men for at dele min erfaring,
Jeg er 17 år gammel, jeg begyndte at skære i mig selv da jeg var 13. (er stoppet, men lysten kommer igen) Først startede de med små uskyldige ridser i mit håndled, som senere udviklede sig til 10cm lange og dybe sår overalt undtagen i mit ansigt. det var ikke nok mere, så jeg blev nød til at spise piller; smertestillende, antideprisiver senere endte de i hårde ting som exthacy. Hver gang jeg to en ny dose piller var jeg ligeglad med om jeg levede eller døde. Ønskede for de meste at de bare tog enden af mit korte liv.
Jeg begyndte på alt dette fordi jeg følte mig ensom. Jeg havde masser af venner og familie, følte bare ikke jeg kunne betro mig til dem. Nogle mener min barndom var hård, mine foældre blev skilt da jeg var 6, hvor min mor to mine to brødre med ind i sit nye ægteskab, jeg blev ved min far. Min mors nye mand viste sig at være yderst voldig og min far endte med en depression så som 6årrig tog jeg af mig selv. Det fortsatte i flere år hvor jeg havde en evig følelse af ulykke. Først da jeg var 11-12 år ville min mor væk fra sin nye mand. Hun flyttede væk med mine to brødre og endte i et alvorligt nervesammenbrud som jeg skulle tage mig af, da det skette i en ferie jeg var ved hende. Det endte med en indlæggelse og begge min brødre flyttede med hjem til min far og mig. Jeg så ikke min mor i 11mdr. og 29 dage. Da jeg så hende igen var hun sammen med sin voldlige mand. Jeg fandt ud af at hun flere gange havde prøvet at begå selvmord, men uden held, men mere som et råb om hjælp. Ved min far havde jeg de psykisk dårligt, følte mig nedtrykt. Han ødelag mit selvværd helt ubevidst. Det var her som 13årrig jeg fandt kniven, neglerenseren eller bare en ørering frem og lavede dybe sår i mig selv.
Der var ingen der kommenterede mine ar INGEN! Havde en følelse af ingen så mig og alle var ligeglade. Jeg endte med at tage på efterskole for at hjælpe mig selv. Til at starte med skar jeg ikke i mig selv. Men det sidste halve år skar jeg i mig selv dagligt samt tog piller meger ofte. Jeg drak og gjorde dumme ting. Da jeg var ved enden af mit efterskoleår besluttede jeg mig for at flytte væk fra min far for at opleve hvilken størrelse min mor var. Jeg valgte at tilgive hvad hendes mand havde gjort. Da jeg var flyttede opdagede jeg at min mors mand ikke havde forandret sig. På det tidspunkt havde jeg ikke været selvskadende i 3mdr. men en dag fik min mors mand nok af mig og prøved at banke mig, men jeg løb. jeg blev så frustret at jeg smadrede et spejl ved at slå det på min hånd . Jeg skar mig flere gange med en ørering. Jeg blev så sur på mig selv over mit tilbagefald.
Nu har jeg ikke skåret i mig selv i 9måneder og er rigtig stolt,
Måden jeg kom ud af det var uden hjælp fra andre, for jeg tror det er umuligt at stoppe hvis man ikke selv er afklaret. Jeg vil dog råde andre til at få hjælp for der er virkelig mennesker der kan hjælpe en med problemet.
det jeg har indset at man skal ikke se dem der tilbyder en hjælp som fjerne. Man skal lukke dem ind. Når man har de sorteste tanker skal man huske på de personer i sit liv der ville mangle en (søskene, foældre, venner kæreste osv) Man skal tænke at de er en smule selvisk at forlade de mennekser der holder af en.
Grunden til jeg skriver dette er fordi jeg har en utrolig stor trang til at skære meget i mig selv nu. Men jeg har besluttet mig for at jeg ikke er den person mere.
- Man skal tag et valg om hvem man vil være.
- Det hjælper at skrive det ned man ikke kan sige til andre. (Det virker for mig, bare at skrive følelserne og kigge på dem næste gang trængen kommer.)
- Jeg skrige nogle gange højt for at få følsen ud
- eller græder få ikke at skjule følsen
håber der er nogle der kan bruge min historie
- hilsen Henriette
Jeg er 17 år gammel, jeg begyndte at skære i mig selv da jeg var 13. (er stoppet, men lysten kommer igen) Først startede de med små uskyldige ridser i mit håndled, som senere udviklede sig til 10cm lange og dybe sår overalt undtagen i mit ansigt. det var ikke nok mere, så jeg blev nød til at spise piller; smertestillende, antideprisiver senere endte de i hårde ting som exthacy. Hver gang jeg to en ny dose piller var jeg ligeglad med om jeg levede eller døde. Ønskede for de meste at de bare tog enden af mit korte liv.
Jeg begyndte på alt dette fordi jeg følte mig ensom. Jeg havde masser af venner og familie, følte bare ikke jeg kunne betro mig til dem. Nogle mener min barndom var hård, mine foældre blev skilt da jeg var 6, hvor min mor to mine to brødre med ind i sit nye ægteskab, jeg blev ved min far. Min mors nye mand viste sig at være yderst voldig og min far endte med en depression så som 6årrig tog jeg af mig selv. Det fortsatte i flere år hvor jeg havde en evig følelse af ulykke. Først da jeg var 11-12 år ville min mor væk fra sin nye mand. Hun flyttede væk med mine to brødre og endte i et alvorligt nervesammenbrud som jeg skulle tage mig af, da det skette i en ferie jeg var ved hende. Det endte med en indlæggelse og begge min brødre flyttede med hjem til min far og mig. Jeg så ikke min mor i 11mdr. og 29 dage. Da jeg så hende igen var hun sammen med sin voldlige mand. Jeg fandt ud af at hun flere gange havde prøvet at begå selvmord, men uden held, men mere som et råb om hjælp. Ved min far havde jeg de psykisk dårligt, følte mig nedtrykt. Han ødelag mit selvværd helt ubevidst. Det var her som 13årrig jeg fandt kniven, neglerenseren eller bare en ørering frem og lavede dybe sår i mig selv.
Der var ingen der kommenterede mine ar INGEN! Havde en følelse af ingen så mig og alle var ligeglade. Jeg endte med at tage på efterskole for at hjælpe mig selv. Til at starte med skar jeg ikke i mig selv. Men det sidste halve år skar jeg i mig selv dagligt samt tog piller meger ofte. Jeg drak og gjorde dumme ting. Da jeg var ved enden af mit efterskoleår besluttede jeg mig for at flytte væk fra min far for at opleve hvilken størrelse min mor var. Jeg valgte at tilgive hvad hendes mand havde gjort. Da jeg var flyttede opdagede jeg at min mors mand ikke havde forandret sig. På det tidspunkt havde jeg ikke været selvskadende i 3mdr. men en dag fik min mors mand nok af mig og prøved at banke mig, men jeg løb. jeg blev så frustret at jeg smadrede et spejl ved at slå det på min hånd . Jeg skar mig flere gange med en ørering. Jeg blev så sur på mig selv over mit tilbagefald.
Nu har jeg ikke skåret i mig selv i 9måneder og er rigtig stolt,
Måden jeg kom ud af det var uden hjælp fra andre, for jeg tror det er umuligt at stoppe hvis man ikke selv er afklaret. Jeg vil dog råde andre til at få hjælp for der er virkelig mennesker der kan hjælpe en med problemet.
det jeg har indset at man skal ikke se dem der tilbyder en hjælp som fjerne. Man skal lukke dem ind. Når man har de sorteste tanker skal man huske på de personer i sit liv der ville mangle en (søskene, foældre, venner kæreste osv) Man skal tænke at de er en smule selvisk at forlade de mennekser der holder af en.
Grunden til jeg skriver dette er fordi jeg har en utrolig stor trang til at skære meget i mig selv nu. Men jeg har besluttet mig for at jeg ikke er den person mere.
- Man skal tag et valg om hvem man vil være.
- Det hjælper at skrive det ned man ikke kan sige til andre. (Det virker for mig, bare at skrive følelserne og kigge på dem næste gang trængen kommer.)
- Jeg skrige nogle gange højt for at få følsen ud
- eller græder få ikke at skjule følsen
håber der er nogle der kan bruge min historie
- hilsen Henriette
Kommentarer
Jeg er selv tidligere selvskadende, og vil blot give dig et skulderklap. Det er rigtig godt gået at du er kommet så langt selv. Og flot skrevet.
Nu hvor du er så langt og er så bevidst om årsagerne til og mekanismerne bag din selvskade, vil jeg råde dig til at du får talt det igennem med en behandler for at få sat ordentligt punktum.
Prøv at tale med din læge om det - måske I kan have nogle samtaler, eller han/hun kan henvise dig til en psykolog.
Det er vigtigt at andre lægger mærke til det sidste par ting du skriver, altså hvordan du nu håndtere det når følelserne raser i dig.
Altså; at man kan skrive, skrige eller græde.
K.h.
jeg har tit overvejet at snakke med en profesionel, men er måske ikke helt klar endnu. Men snakker jæventligt om det med nogle få mennesker der er tæt på mig om det, (de er en stot hjælp).
Men skyldes nok også tildels, at du er blevet voksen for hurtigt.
Jeg syntes simpelthen, at du skal give dig selv en kæmpe krammer, søge mod de lyse timer i dagene, imødekomme livets kærlige strøj og VÆR UNG MED DE UNGE...
Men men men... Dertil skal det altså lige tilføjes, at du har mange indebrændte følelser/tanker/selvskadende impulser, som skal bearbejdes og det er altså derfor, at du kan gå til din praktiserende læge, fortælle om problemet og "forlang" en prof. terapeut på området - du har min. ret til 12 behandlinger gennem sygesikring DK.
Ikke for at presse dig, men kun for at råde dig, syntes jeg VIRKELIG du skal, jo før jo bedre, se at få snakket fortroligt med en prof. der ved hvordan du kan takle de situationer du igennem livet bliver udsat for, på en konstruktiv måde, så du ALDRIG behøver skære dig mere.
Så jeg ønsker dig alt muligt held og lykke -
Mange tanker fra "et skræmmebillede med over 42 indlæggelser, 16 selvmordsforsøg, svær anorexia, Borderline, OCD, pensionist og bare sølle 30 år" Så U GO GIRL...