Er bange for at jeg er skizofren.
Hej allesammen.
Jeg er først for meget kort tid siden blevet bevidst om hvad jeg fejler, efter at jeg i lang tid har prøvet at finde ud af det.
Troede i starten at jeg havde AD-HD, og efter det var jeg overbevist om at det var min korttidshukommelse der var røget.
Jeg kom af en eller anden grund til at sidde og læse om skizofreni, og langsomt, jo mere jeg læste om det, jo hurtigere bankede mit hjerte.
Jeg tør ikke at fortælle det til mine forældre, fordi at jeg i de seneste par måneder har sagt til dem at jeg har følt mig syg, og hver gang vi har taget til lægen, har der ikke været noget.
Det er som om at jeg ikke længere kan rumme alle tankerne inde i mit hoved, og jer er desperat efter at slippe af med dem. Jeg snakker med mig selv, øver mig på samtaler, er enig i mine valg og diskutere med folk der ikke er der.
Jeg er bange og paranoid for om der er nogen omkring mig, og selvom jeg er 16 år er jeg bange for mørke når jeg skal sove. Jeg kan se mennesker i mørket, og tænder derfor lyset. Selv med lyset tændt, kan jeg ikke holde mine øjne lukket i 10 sekunder. Jeg føler at der er nogen som kigger på mig.
Siden jeg har været lille har jeg været bange for at folk filmede mig, og at jeg var med i en form for TV-show.
Jeg bliver nogen gange omtåget, lidt ligesom at være helt vildt skæv.
Jeg føler en klaustrofobisk fornemmelse konstant.
Kan ikke huske om ting virkeligt er sket, eller om det bare var en drøm eller en tanke.
Forestiller mig scener inde i hovedet, tit både hverdagsscener, men også ting som at der kommer en psykopat ind i mit hus, og jeg tænker over hvordan jeg vil undslippe.
Selvom at jeg ikke er specielt køn, holder jeg meget af at se på mig selv i spejlet og snakke til mig selv. - det er endnu en ting jeg har gjort siden jeg var helt lille.
Hader hende jeg er inde i. Jeg ville ønske at jeg kunne forsvinde med min sjæl, for det er min skal der er en so.
Når jeg tænker på ting der lige er sket, er der gråt og jeg kan kun huske følelsen af nedtrykkelse.
Er bange for at tænke tanker som min døde søster kan høre.
Har to tanker på samme tid. En tanke som kan læses af andre, og en anden tanke som siger: ,, Tænk normalt, de kan læse dine tanker.”
Høre nogle gange en stemme, det ikke ligefrem en sætning, måske bare nogen der siger mit navn, som om at de hvisker det ind i mit øre. Det altid når jeg er alene og er ved at sove. Men den er helt klar og tydelig, som var der en der står ved siden af mig.
Burde jeg gå til lægen?
Jeg håber at det er skizofreni, for jeg vil gerne slippe for de her tanker.. Om det så ikke er, så har jeg noget jeg kan forholde mig til.
Jeg er først for meget kort tid siden blevet bevidst om hvad jeg fejler, efter at jeg i lang tid har prøvet at finde ud af det.
Troede i starten at jeg havde AD-HD, og efter det var jeg overbevist om at det var min korttidshukommelse der var røget.
Jeg kom af en eller anden grund til at sidde og læse om skizofreni, og langsomt, jo mere jeg læste om det, jo hurtigere bankede mit hjerte.
Jeg tør ikke at fortælle det til mine forældre, fordi at jeg i de seneste par måneder har sagt til dem at jeg har følt mig syg, og hver gang vi har taget til lægen, har der ikke været noget.
Det er som om at jeg ikke længere kan rumme alle tankerne inde i mit hoved, og jer er desperat efter at slippe af med dem. Jeg snakker med mig selv, øver mig på samtaler, er enig i mine valg og diskutere med folk der ikke er der.
Jeg er bange og paranoid for om der er nogen omkring mig, og selvom jeg er 16 år er jeg bange for mørke når jeg skal sove. Jeg kan se mennesker i mørket, og tænder derfor lyset. Selv med lyset tændt, kan jeg ikke holde mine øjne lukket i 10 sekunder. Jeg føler at der er nogen som kigger på mig.
Siden jeg har været lille har jeg været bange for at folk filmede mig, og at jeg var med i en form for TV-show.
Jeg bliver nogen gange omtåget, lidt ligesom at være helt vildt skæv.
Jeg føler en klaustrofobisk fornemmelse konstant.
Kan ikke huske om ting virkeligt er sket, eller om det bare var en drøm eller en tanke.
Forestiller mig scener inde i hovedet, tit både hverdagsscener, men også ting som at der kommer en psykopat ind i mit hus, og jeg tænker over hvordan jeg vil undslippe.
Selvom at jeg ikke er specielt køn, holder jeg meget af at se på mig selv i spejlet og snakke til mig selv. - det er endnu en ting jeg har gjort siden jeg var helt lille.
Hader hende jeg er inde i. Jeg ville ønske at jeg kunne forsvinde med min sjæl, for det er min skal der er en so.
Når jeg tænker på ting der lige er sket, er der gråt og jeg kan kun huske følelsen af nedtrykkelse.
Er bange for at tænke tanker som min døde søster kan høre.
Har to tanker på samme tid. En tanke som kan læses af andre, og en anden tanke som siger: ,, Tænk normalt, de kan læse dine tanker.”
Høre nogle gange en stemme, det ikke ligefrem en sætning, måske bare nogen der siger mit navn, som om at de hvisker det ind i mit øre. Det altid når jeg er alene og er ved at sove. Men den er helt klar og tydelig, som var der en der står ved siden af mig.
Burde jeg gå til lægen?
Jeg håber at det er skizofreni, for jeg vil gerne slippe for de her tanker.. Om det så ikke er, så har jeg noget jeg kan forholde mig til.
Kommentarer
Ja, du skal tage til lægen.
De andre gange du/I har været dernede, er det så fordi du har sagt at du var fysisk dårlig? Har du slet ikke fortalt noget af det her til lægen?
Jeg syntes, at du skal printe det ud som du har skrevet her. Det er rigtig velformuleret og beskriver flot hvordan du har det.
Ved at skrive tingene ned inden man tager til lægen er man sikker på at man ikke glemmer at fortælle noget, eller lader være med at sige nogle bestemte ting fordi det er svært at sige højt.
Om du er skizofren er ikke sådan bare lige til at sige. Man kan godt få en forbigående psykose, som ikke har at gøre med skizofreni.
Uanset hvad, så har du det rigtig dårligt, og du er bevidst om at der er noget galt. Det er vigtigt at du kommer til lægen igen.
Jeg kan berolige dig med, at der kan gøres noget ved det så du får det bedre!
Jeg håber, at du kan fortælle dine forældre lidt af det her. Jeg tror virkelig, at det vil være en lettelse for dig at være ærlig/åben omkring det.
Lægen bør skynde sig at henvise dig til en psykiater. Det er en læge med speciale i psykiske lidelser. Det er ret vigtigt at du kommer til en psykiater og det ikke bare er din læge der tager sig af det her. Men din læge kan nok hjælpe dig indtil du kan komme til psykiater.
En anden mulighed er at du tager på psykiatrisk skadestue. Det er måske en endnu bedre idé, da du der kan komme i kontakt med en psykiater med det samme.
Jeg har selv været der gentagne gange, og det kan være en meget stor lettelse at få en snak der. Eller at du taler med din læge når du er hos ham/hende om om du skal tage derud. Så kan din læge ringe til dem og fortælle hvad I har talt om.
Jeg var desuden indlagt på psykiatrisk afdeling nogle gange for 4-5 år siden.
Man dukker bare op på psykiatrisk skadestue, fortæller lige kort at man har det dårligt - du kan sige, at du hører stemmer og føler tilstedeværelsen af og nogengange endda ser mennesker - og så må man vente lidt.
Så kommer man ind til en psykiater som taler med en. Psykiateren er som sagt speciallæge.
Nogengange får man bare en snak og tager hjem igen.
Men man kan også blive indlagt hvis man kommer frem til at det er en god idé sammen med psykiateren der.
Jeg syntes at du skal tage telefonen nu og ringe til lægen eller til psykiatrisk skadestue.
Du kan finde den nærmeste psykiatriske skadestue her:
http://www.netdoktor.dk/tema/sorg_krise/psyk.htm
Du skal jo have det bedre
Kærlig hilsen Anna
Tusind tak for dit lange svar, det blev jeg bare så glad for at se.
Jeg har bestilt en tid til lægen nu, og håber at han kan hjælpe.
Der er desværre lidt langt til nærmeste psykiatriske skadestue, men hvis at lægen siger at det ville være nødvendigt, så vil jeg prøve det.
Endnu en gang tak, dit svar har beroliget mig en hel del!
Hilsen Liv
Knus og god bedring til dig!!!