Jeg gider ikke en gang til
Jeg er i praktik lige pt på mit studie, som jeg ikke ville undvære for noget i verdenen. Men i starten af November sidste år, oplevede jeg at stå ude på personaletoilettet og ryste. Jeg gik derud, fordi jeg kunne mærke at jeg ikke kunne opfylde de arbejdsmæssige krav der blev stilt mig. Den børnehave jeg er i praktik i er blevet varslet lukket i den periode, hvor jeg var derude og der har været fyringsrunde og stedet har bare været en stor begravelse. Samtidigt skal jeg tiltider på indkald på skolen hver måned i nogle dage, for at forholde mig til nye opgaver, som jeg skal tage stiling til og skrive, altimens det er noget værre lort (undskyld mit sprog) at tage på arbejde. Derudover er jeg delemor til 2 små piger, som jeg har hveranden uge. De kræver jo også min tilstedeværelse og jeg prøver virkeligt ihærdigt at være der for alle. Altimens har jeg også fået en ny kæreste (vi har nu været sammen i godt og vel 5 måneder) og jeg er rigtig meget glad for ham. Men jeg har bare været irratabel og mit humør har været som en karrusel. Jeg har godt kunne mærke at der har været noget i vejen og kunne diagnotisere mig selv langt henne af vejen. Men jeg kan bare ikke sige fra/stop/nu kan jeg ikke mere, så det ender altid med, at jeg bliver så udmattet, at jeg ingenting gider tilsidst. Jeg har grædt og grædt og grædt, og nu føler jeg mig udtømt i gråd, men jeg er bare stadig ligeglad med alt og alle. Jeg fortæller ikke min kæreste om alt det her, fordi jeg ved, at han ikke vil kunne forstå det, så derfor vælger jeg ku,n at fortælle ham brudstykker. Jeg ved, at jeg bliver nødt til at ringe til min læge, men jeg kan bare ikke tage derud en gang til. (Jeg har været derude nogle gange før pga. depressioner og udbrændthed). Hvorfor skal jeg altid forklare mig selv overfor andre...jeg vil bare være i fred og sove og føle mig som en stor fejltagelse...
Kommentarer
Jeg ved godt, at det er ekstremt uoverskueligt at acceptere, at man igen-igen har fået det så dårligt at man er nødt til at foretage drastiske ændringer i hverdagen.
Men som du godt er klar over, er der ingen vej udenom at søge hjælp.
Mit råd til dig er, at du
1) fortæller din kæreste hvad det er der gør dig så fjern. Han forstår næppe hvorfor du er indelukket og i det humør du er.
2) ser at komme til lægen.
Det er måske en idé at tage din kæreste med, således at I sammen med lægen kan tale om hvad det er der sker med dig. Det vil formodentlig hjælpe ham til at forstå.
Du kan fx. først være i enerum med lægen, for derefter at lukke kæresten ind.
Husk at bede om en dobbelt-tid så der er tid til at få gennemgået det her ordentligt.
3) får et møde i stand med en studievejleder, hvor I gennemgår mulighederne for at komme på nedsat tid på studiet - MÅSKE vil det kunne lade sig gøre at du har færre timer i praktikken.
Hvordan er din økonomi??? Er du på SU?
I så fald vil jeg anbefale dig at tale med studievejlederen om muligheden for at få Handicaptillæg til SU.
Det fås på baggrund af lægelige udtalelser om, at man grundet fysiske eller psykiske problemer ikke formår at have et arbejde ved siden af studiet.
Jeg har faktisk lige snakket med kæresten, om hvorfor jeg er så trist og nedtrykt hele tiden. Han har jo kunne se det på mig, men når han endelig har prøvet at få mig i snak, så har jeg bare ville sove eller snakke om noget andet.
Du har ret...der er ingen vej uden om. Og kæresten fortalte da også at han gerne vil være der for mig, men at jeg bliver nødt til at sige noget, og det ved jeg jo godt. Jeg reagerer og fungerer bare ikke optimalt og gør alting halvhjertet og føler mig skør.
Men jeg tror at jeg tager imod hans forslag om at han gerne vil med til lægen, for jeg kan ikke engang overskue at købe alm. dagligdagsvarer ind lige pt.
Derudover er jeg rigtig glad for dit svar, for jeg kan bruge det til rigtigt meget. Hvad angår min praktik, så er den heldigvis ved at være forbi, og jeg har kontaktet min studielærer, som da også er virkelig behjælpsom og har givet mig god vejledning og gode råd, og som ligefrem selv stiller sig til rådighed, når jeg har brug for at snakke. Og det med handicaptillæg under uddannelse, har jeg aldrig tænkt over, men det kunne da være at jeg skulle overveje det. For ja min økonomi er ikke meget at råbe hurra for. Det er jo bare endnu en bekymring, selvom min kæreste er god til at hjælpe til.
Jeg ved, at jeg nok skal komme igennem og ovenpå igen...jeg bliver bare nødt til at acceptere, at jeg fungerer anderledes end andre, og at jeg har brug for tid. Men tusind tak skal du da have
Så er det bare med at få ringet til lægen mandag. Prøv nu at få en tid i den uge der kommer, så ikke der går for lang tid.
Jeg fik selv handicaptillæg på grund af psykiske problemer. Jeg havde lidt svært ved at håndtere at det ligefrem hedder HANDICAPtillæg, men det vænnede jeg mig nu til
Jeg droppede ud af studiet efter få måneder på grund af psyken, men det er en helt anden sag...
Tal med lægen om det når I kommer derned.
Se her: http://www.su.dk/SaerligStoette/handica ... fault.aspx