Depression eller ej, hjælp!
Hej.
Jeg har været inde og kigge lidt på alle de andre indlæg der er herinde på hjemmesiden omkring folk der er i tvivl om de har en depression, og jeg aner simpelthen ikke hvor og hvordan jeg skal starte, så here it goes...
Jeg er 22 år, og er pt. flyttet hjem til mine forældre da min kærestes og min lejlighed var for dyr - så han bor hjemme ved hans forældre. Jeg har boet her siden Januar 2010, og alle har været rigtig søde herhjemme, og siger at jeg endelig skal tage mig den tid der skal til at finde den rigtige lejlighed. Det er så kommet frem at min 'stedbror' hele FEM gange har stjålet mine trusser fra vask og gjort gud ved hvad ved dem.. Det er naturligvis noget der rammer mig utroligt hårdt da jeg ikke bare synes det er klamt, men jeg synes også at han ødelægger det for alle andre herhjemme (han bliver 20 til februar 2011). Derudover får jeg utrolig meget skyldfølelse over for min stedfar da han er den bedste erstatning for min far som man kunne finde i og med at det jo er mine trusser han har taget. Der er KONSTANT tilfælde med stedbroren (han tænker virkelig ikke!) der gør at min mor og jeg ikke kan holde ud til at være herhjemme når det kulminerer. Bare det alene får jeg kvalme over og mister appetitten og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre eller hvordan jeg skal forholde mig til det?
Derudover har jeg en kæreste der kan finde på at bruge ovenstående imod mig når vi bliver uvenner, der gør at jeg virkelig ryger ned i kulkælderen. Ligeledes er det virkelig forfærdelige ord der ryger frem og tilbage, der har gjort at jeg ikke har nogen selvtillid tilbage overhovedet, jeg er især meget usikker omkring min krop og bliver meget ked af det når jeg ser mig selv i spejlet (trods det at jeg kun er en str. s!). Der har været utrolig mange tilfælde med min kæreste der gør at jeg kan sidde tilbage og tænke hvad jeg stadig er sammen med ham for.. Der har været adskillige piger blandet ind i dette forhold der har gjort mig mere sårbar end noget andet, hvor han så får mig overbevist om at det er mig han elsker, og så igen kører med mig hele tiden. Ikke nok med det har jeg inde på mit job hvor jeg er udlært og har været i snart 4 år, stadig stillingen som 'elev' hvor vores skolepiger skal stå og sælge varen, hvortil jeg bliver sendt op i vores baglokale for at gøre rent.
Dertil er der selvfølgelig en hel del andre ting der har fået mig så langt ned..
Alt i at kan jeg konkludere at jeg nytårsaften (10/11) har trukket mig så meget tilbage fra mine venner og veninder at jeg valgte at sidde herhjemme med de gamle, trods det at jeg var inviteret til lækkert mad og spas med de dejligste piger. Men jeg har ikke overskud! Jeg magter det simpelthen ikke.. Jeg har bare allermest lyst til at tage en helvedes masse panodiler så jeg bare kan få fred!!! Jeg magter ikke at fortælle mine venner det, for jeg kunne ikke forestille mig at der var nogen der kan forstå at jeg ud fra det jeg har oplevet kan ryge så langt ned. Jeg har altid været en survivor og har ikke rigtig delt følelser med andre, og ser det her som en falliterklæring.
Jeg har daglige tudeture, og har ikke lyst til at tage på arbejde. Jeg kan sågar have dage hvor jeg slet ingenting spise. Jeg står op, går på arbejde, kommer hjem og går i seng. Somme tider ønsker jeg bare at jeg ikke vågner igen...
Er der nogle der har nogen råd?
Jeg aner ikke hvad jeg skal sige til min læge først og fremmest, er bange for at fremstå som en hypokonder, og hvad skal jeg sige til familien? Det her har være siden maj måned i år 2010!
Hjælp.......!
Jeg har været inde og kigge lidt på alle de andre indlæg der er herinde på hjemmesiden omkring folk der er i tvivl om de har en depression, og jeg aner simpelthen ikke hvor og hvordan jeg skal starte, så here it goes...
Jeg er 22 år, og er pt. flyttet hjem til mine forældre da min kærestes og min lejlighed var for dyr - så han bor hjemme ved hans forældre. Jeg har boet her siden Januar 2010, og alle har været rigtig søde herhjemme, og siger at jeg endelig skal tage mig den tid der skal til at finde den rigtige lejlighed. Det er så kommet frem at min 'stedbror' hele FEM gange har stjålet mine trusser fra vask og gjort gud ved hvad ved dem.. Det er naturligvis noget der rammer mig utroligt hårdt da jeg ikke bare synes det er klamt, men jeg synes også at han ødelægger det for alle andre herhjemme (han bliver 20 til februar 2011). Derudover får jeg utrolig meget skyldfølelse over for min stedfar da han er den bedste erstatning for min far som man kunne finde i og med at det jo er mine trusser han har taget. Der er KONSTANT tilfælde med stedbroren (han tænker virkelig ikke!) der gør at min mor og jeg ikke kan holde ud til at være herhjemme når det kulminerer. Bare det alene får jeg kvalme over og mister appetitten og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre eller hvordan jeg skal forholde mig til det?
Derudover har jeg en kæreste der kan finde på at bruge ovenstående imod mig når vi bliver uvenner, der gør at jeg virkelig ryger ned i kulkælderen. Ligeledes er det virkelig forfærdelige ord der ryger frem og tilbage, der har gjort at jeg ikke har nogen selvtillid tilbage overhovedet, jeg er især meget usikker omkring min krop og bliver meget ked af det når jeg ser mig selv i spejlet (trods det at jeg kun er en str. s!). Der har været utrolig mange tilfælde med min kæreste der gør at jeg kan sidde tilbage og tænke hvad jeg stadig er sammen med ham for.. Der har været adskillige piger blandet ind i dette forhold der har gjort mig mere sårbar end noget andet, hvor han så får mig overbevist om at det er mig han elsker, og så igen kører med mig hele tiden. Ikke nok med det har jeg inde på mit job hvor jeg er udlært og har været i snart 4 år, stadig stillingen som 'elev' hvor vores skolepiger skal stå og sælge varen, hvortil jeg bliver sendt op i vores baglokale for at gøre rent.
Dertil er der selvfølgelig en hel del andre ting der har fået mig så langt ned..
Alt i at kan jeg konkludere at jeg nytårsaften (10/11) har trukket mig så meget tilbage fra mine venner og veninder at jeg valgte at sidde herhjemme med de gamle, trods det at jeg var inviteret til lækkert mad og spas med de dejligste piger. Men jeg har ikke overskud! Jeg magter det simpelthen ikke.. Jeg har bare allermest lyst til at tage en helvedes masse panodiler så jeg bare kan få fred!!! Jeg magter ikke at fortælle mine venner det, for jeg kunne ikke forestille mig at der var nogen der kan forstå at jeg ud fra det jeg har oplevet kan ryge så langt ned. Jeg har altid været en survivor og har ikke rigtig delt følelser med andre, og ser det her som en falliterklæring.
Jeg har daglige tudeture, og har ikke lyst til at tage på arbejde. Jeg kan sågar have dage hvor jeg slet ingenting spise. Jeg står op, går på arbejde, kommer hjem og går i seng. Somme tider ønsker jeg bare at jeg ikke vågner igen...
Er der nogle der har nogen råd?
Jeg aner ikke hvad jeg skal sige til min læge først og fremmest, er bange for at fremstå som en hypokonder, og hvad skal jeg sige til familien? Det her har være siden maj måned i år 2010!
Hjælp.......!
Kommentarer
Prøv at lade være med at fokusere på om du har en depression eller ej. Du har det rigtig dårligt, og det er det der er essensen her.
Jeg kan godt forstå, at du har det dårligt.
Du føler med rette at der bliver begået et indirekte overgreb på dig i forbindelse med trusserne.
Din kæreste er gentagne gange gået bag ryggen på dig, og tillader sig oven i købet at bruge din stedbrors handlinger imod dig.
Du føler med rette, at du bliver udnyttet på din arbejdsplads.
Du skal ikke være bange for at tage til lægen.
Hvis du tror, at du ikke vil kunne få fortalt det hele, så vil jeg foreslå dig, at du tager det indlæg som du har skrevet her med derop.
Du må og skal komme til lægen. Du bliver nødt til at få talt om de her ting inden dit selvværd forsvinder fuldstændigt (hvilket det vist er godt på vej til) og du udvikler en spiseforstyrrelse (hvilket det også lyder som om du er godt på vej til).
Det her ikke en tilstand der bare skal behandles med antidepressiv medicin.
Det er IKKE din skyld, at din stedbror tager dine underbukser. Og der er SLET IKKE noget forkert i, at du har det rigtig dårligt over det.
Det er din stedbror der er helt, helt galt på den her.
Hvad har din stedfar og mor gjort i forbindelse med at det er kommet frem?
Jeg syntes, at du bør flytte snarest muligt. Desværre er det ikke altid så let sagt som gjort.
Hvis du taler med din mor om det, er der så mulighed for, at de kan hjælpe dig økonomisk i starten så du kan komme væk fra denne situation med din stedbror?
Måske, men kun måske, vil socialforvaltningen kunne hjælp dig med at finde et sted at bo hurtigt med baggrund i den yderst pressede situation du står i. Det kan du prøve at nævne for lægen - det kan være han/hun ved noget om det.
At din kæreste kan finde på at bruge din stedbrors handlinger imod dig er på ingen måde i orden. Overhovedet ikke. At han kan finde på det er fuldstændig forkasteligt.
At I tilmed har haft flere kriser i forbindelse med andre piger, tyder for mig at se på, at han mangler respekt for dig. Så kan det godt være at han elsker dig, men det nytter ikke noget.
Jeg håber ikke, at I regner med at skulle flytte sammen igen. Det er jeg overbevist om vil være en rigtig dårlig idé.
Tværtimod vil jeg mene at du er bedre stillet uden det her forhold.
Du siger selv, at du flere gange har overvejet at slutte forholdet. Hvorfor bliver du i det?? Er det fordi du tror, at du har brug for ham?
Jeg tror, at du bliver i det, fordi du føler en vis tryghed ved det - selvom det er ødelæggende for dig.
Er du medlem af en fagforening? I så fald skal du kontakte dem og fremlægge problematikken på din arbejdsplads.
De kan støtte dig! Er du ikke medlem, så se at få meldt dig ind og bed samtidig om et møde.
Ring til lægen i morgen, ik'?!?
Et rigtig stort kram herfra.
-Anna