Indstillinger
Dødtræt af konen og udbrændt…
Ja, som overskiften antyder, så er jeg dødtræt at min kone og jeg overvejer nu seriøst skilsmisse som sidste udvej. Inden jeg dog tager det skridt, vil jeg dog gerne høre jeres mening…
Vi er en familie med to børn, som bor i udlandet, hvor jeg arbejder og min kone (trods adskillige gode jobtilbud) går hjemme. Ungerne går til dagligt i henholdsvis skole og børnehave og konen har fuldtidshjælp til både tøjvask, rengøring, madlavning og børnepasning.
Mit problem er, at jeg synes min kone er uansvarlig, doven og direkte urimelig – primært fordi hun ikke evner at sætte sig ind i min situation. Hun har overhovedet ingen forståelse for at jeg står med hele det økonomiske ansvar for familien og har behov for at hun hjælper mig.
Det kan hun gøre ved enten at spare på hendes daglige forbrug, spare på hushjælp eller tage et job – men hun vil ikke nogen af delene. Hver gang jeg nævner det eller siger ”stop” i forhold til hendes forbrug eller siger hun bør sige ”ja” til et jobtilbud, så farer hun op og råber og skriger. Hun bliver faktisk direkte hysterisk - også hvis familiemedlemmer nævner noget for hende.
Personligt har jeg nået det punkt, hvor jeg er træt og føler mig udbrændt. Jeg orker ikke længere at forsøge at forklare hende at hvis hun ikke hjælper til, så er jeg nødt til at arbejde mere og mere for at betale regningerne. Jeg orker ikke at høre mere på hendes fremtidsplaner, som kun koster penge – og jeg orker slet ikke længere at høre på hvor træt hun er, når jeg kommer hjem fra arbejde. Hvordan kan man være dødtræt, når man ikke arbejder og har hjælp til alt i dagligdagen?
Nogle ville måske sige ”Hvorfor skrider du ikke bare?” – Det gør jeg ikke, fordi jeg har to dejlige unger, som jeg ikke ved hvordan jeg skal undvære. Jeg har derfor også forsøgt at gøre alt for at holde sammen på familien. Men jeg ender altid op med en sur og utilfreds kone, som enten siger jeg arbejder for meget eller siger det er for dårligt, når jeg siger der ikke er råd til noget hun gerne vil købe.
Vi har selvfølgelig stort set aldrig sex mere. Jeg har simpelthen ikke lyst til hende – da jeg synes hun er enormt egoistisk, når hun nægter at høre på og forstå hvad jeg har at sige. Hvor jeg tidligere kunne se på min kone og se noget godt i hende, så hader jeg hende ligefrem nu. Jeg hader hendes evige brok. Jeg hader hendes utaknemmelighed og dovenskab.
Så i starten af det nye år, har jeg tænkt mig at melde direkte ud at jeg vil skilles. Det eneste jeg har det enormt skidt med er ungerne. Hvordan vil de skulle klare sig med en mor, der ikke gider arbejde og konstant er træt?
Jeg ved, at min kone vil nægte mig at de bliver her hos mig, da hun selv ser sig som en helt fantastisk mor, trods det at hun overhovedet ikke har styr på ungerne.
Jeg er så ked af at skulle undvære mine børn, men på den anden side så er jeg ret sikker på, at jeg ender med at dø af stress inden for de næste 5-10 år, hvis jeg ikke kommer ud af dette ægteskab.
Jeg drømmer ikke om at finde en anden kvinde eller få en ny familie. Jeg drømmer blot om at få et normalt liv, uden at være konstant presset, beskyldt for ikke at gøre tingene godt nok og skulle se på en kone som intet laver og som samtidig hele tiden er træt. Er det for meget forlangt?
Hvad synes I? – Skal jeg gøre alvor af det og melde ud – eller skal jeg kæmpe en sidste gang? (selvom jeg næsten ikke orker det).
På forhånd tak for hjælp og råd...
Vi er en familie med to børn, som bor i udlandet, hvor jeg arbejder og min kone (trods adskillige gode jobtilbud) går hjemme. Ungerne går til dagligt i henholdsvis skole og børnehave og konen har fuldtidshjælp til både tøjvask, rengøring, madlavning og børnepasning.
Mit problem er, at jeg synes min kone er uansvarlig, doven og direkte urimelig – primært fordi hun ikke evner at sætte sig ind i min situation. Hun har overhovedet ingen forståelse for at jeg står med hele det økonomiske ansvar for familien og har behov for at hun hjælper mig.
Det kan hun gøre ved enten at spare på hendes daglige forbrug, spare på hushjælp eller tage et job – men hun vil ikke nogen af delene. Hver gang jeg nævner det eller siger ”stop” i forhold til hendes forbrug eller siger hun bør sige ”ja” til et jobtilbud, så farer hun op og råber og skriger. Hun bliver faktisk direkte hysterisk - også hvis familiemedlemmer nævner noget for hende.
Personligt har jeg nået det punkt, hvor jeg er træt og føler mig udbrændt. Jeg orker ikke længere at forsøge at forklare hende at hvis hun ikke hjælper til, så er jeg nødt til at arbejde mere og mere for at betale regningerne. Jeg orker ikke at høre mere på hendes fremtidsplaner, som kun koster penge – og jeg orker slet ikke længere at høre på hvor træt hun er, når jeg kommer hjem fra arbejde. Hvordan kan man være dødtræt, når man ikke arbejder og har hjælp til alt i dagligdagen?
Nogle ville måske sige ”Hvorfor skrider du ikke bare?” – Det gør jeg ikke, fordi jeg har to dejlige unger, som jeg ikke ved hvordan jeg skal undvære. Jeg har derfor også forsøgt at gøre alt for at holde sammen på familien. Men jeg ender altid op med en sur og utilfreds kone, som enten siger jeg arbejder for meget eller siger det er for dårligt, når jeg siger der ikke er råd til noget hun gerne vil købe.
Vi har selvfølgelig stort set aldrig sex mere. Jeg har simpelthen ikke lyst til hende – da jeg synes hun er enormt egoistisk, når hun nægter at høre på og forstå hvad jeg har at sige. Hvor jeg tidligere kunne se på min kone og se noget godt i hende, så hader jeg hende ligefrem nu. Jeg hader hendes evige brok. Jeg hader hendes utaknemmelighed og dovenskab.
Så i starten af det nye år, har jeg tænkt mig at melde direkte ud at jeg vil skilles. Det eneste jeg har det enormt skidt med er ungerne. Hvordan vil de skulle klare sig med en mor, der ikke gider arbejde og konstant er træt?
Jeg ved, at min kone vil nægte mig at de bliver her hos mig, da hun selv ser sig som en helt fantastisk mor, trods det at hun overhovedet ikke har styr på ungerne.
Jeg er så ked af at skulle undvære mine børn, men på den anden side så er jeg ret sikker på, at jeg ender med at dø af stress inden for de næste 5-10 år, hvis jeg ikke kommer ud af dette ægteskab.
Jeg drømmer ikke om at finde en anden kvinde eller få en ny familie. Jeg drømmer blot om at få et normalt liv, uden at være konstant presset, beskyldt for ikke at gøre tingene godt nok og skulle se på en kone som intet laver og som samtidig hele tiden er træt. Er det for meget forlangt?
Hvad synes I? – Skal jeg gøre alvor af det og melde ud – eller skal jeg kæmpe en sidste gang? (selvom jeg næsten ikke orker det).
På forhånd tak for hjælp og råd...
Kommentarer
Jeg læste din artikle og fik med det samme sympati for dig og syns derfor jeg lige ville skrive til dig. Det selvfølgelig umuligt at komme med en løsning på dit problem når man ikke kender jer som individer. Jeg har aldrig selv oplevet noget lignende på egen krop og har derfor svært ved at forholde mig til det men kan kun forestille mig det må være fuldstændig umuligt og leve på den måde. Mine tanker ville konstant være negative og kredse omkring hende og ødelægge mit fokus på arbejde osv.
Men her vil jeg nu prøve at komme med min indgang til problemet. Børnene som du selv skriver er jo utroligt vigtigt men uden en glad og tilfreds far får de ikke den far de helt fortjener. For at give overskud skal man selv have overskud og det får man kun ved man har et godt liv. Skilsmisse er sidste løsning men nogen gange er der ikke andre løsninger. Hvem gider og leve sit liv i et problemfyldt ægteskab.
Jeg ville med din historie i mente give hende et ultimatum. Hun skal vide hvordan du har det og hvordan du har haft det i lang tid. Hun skal simpelthen fatte at dit næste skridt det er skilsmisse. Om i så skal flytte et andet sted hen for hun kan få et bedre liv og noget at lave væk fra huset er måske en løsning. Det handler om du vil tilbage til et godt ægteskab og godt familieliv ik ? Så kunne det blive nødvendigt og ofre dit arbejde og finde arbejde et andet sted. Men hun skal ihvertfald vide at nu det nok. Så år 2011 skal ikke være en lang kamp for dig hvor du går og er sur over hende. Hun skal i januar måned vide hvor du står og hun skal vide hvad konsekvenserne er hvis det ikke blir bedre og derefter må du så tag en beslutning, syns jeg :-).
Igen skal det lige siges jeg har aldrig været i sådan et forhold og jeg har ingen børn så det måske bedre at få rådgivning fra en anden end mig men jeg ville ihvertfald lige ud med mine ord til din historie.
Håber 2011 blir et godt år for dig
VH
Netdoktor bruger :-)
Jeg synes ikke det er vejen frem at stille ultimatum'er og jeg synes heller ikke at det er vejen frem at springe frem til skilsmisse som første udvej. Jeg er selv gift og har 3 børn og har været separeret 3 år fra min mand og derefter fundet tilbage igen. Vi begik den fejl at handle i tide og begik nummer 2 fejl ved at gå fra hinanden istedet for at kæmpe for forholdet da vi pludselig var så langt ude at vi ikke vidste hvordan vi skulle komme tilbage. Mit råd er at opsøge professionel hjælp. Få fat i en parterapeut der kan hjælpe jer med at få sagt de ting til hinanden I går og bøvler med.
Jeg er med på at du får udmeldt at konsekvensen af hvis hun ikke tager jeres problemer alvorligt og er med på at handle på det - så er det skilsmisse. Jeg synes dog det er forkert af dig at sætte krav, som du siger både du og familie har gjort indtil nu. Du må finde ind til grunden for hendes "dovenskab". Måske befinder hun sig ikke godt i jeres nuværende liv. Måske har hun gået hjemme for længe og har derfor svært ved at tage springet ud i et job. Måske er det præstationsangst, måske er det bekymring for børnenes trivsel hvis hun pludselig er meget væk. Hvor gode er I egentlig til at tale sammen? Hvis I ikke kan tale sammen uden at det udvikler sig til skænderi og beskyldninger - så er det i første omgang der du skal sætte ind. I bliver nødt til at kunne tale ordentlig sammen om tingene - det er alfa og omega for alt andet.
Handler det om, at hun ganske enkelt ikke fungerer? At hun drømmer om at vende hjem, hvorfor hun ikke tager et arbejde, der måske kan besværliggøre denne hjemrejse?
Hvorfor har I huset fuldt af tjenestefolk? Det må jo et eller andet sted være blevet accepteret af jer begge.
Jeg tror sådan set også, at jeres problemer handler om manglende kommunikation.
Og - som der også bliver spurgt om: Har hun altid været doven? Hvis det er tilfældet, kan du vel ikke uden videre forvente en ændring i det.
Det er så vanskeligt at hjælpe med et godt råd, når man ikke kender baggrundshistorien.
Jeg er helt enig i, at I først og fremmest skal lære at tale sammen.
På den anden side bliver jeg lidt i tvivl. Du har det dårligt, du overvejer skilsmisse, men du vil først tale med hende til januar? Hvorfor ikke nu?
Ja, jeg ved godt, at jul og nytår skal være et glitterglansbillede, hvor alt skal se yndigt ud, men når det ikke er det, så er det jo gyseligt for alle involverede parter, at man skal sidde der med et påklistret smil - og hvis ikke andre gennemskuer det, så gør jeres børn, så det er bestemt ikke dem, du gør en tjeneste ved at udskyde det.
Jeg foreslår, at du forlanger af din kone, at I sætter jer sammen og får en samtale om jeres liv, gør det klart at nu er det alvor. Men gør det dog nu - hvorfor vente?
Enten arbejder I i fællesskab på at løse jeres problemer, og det gør I ved at tale sammen, og lytte til hinanden, frem for alt lytte. Forklar hvordan du har det, bed hende forklare hvorfor hun ikke deltager, forklar hende om jeres økonomiske muligheder, og hvad endnu flere udgifter vil gøre osv. osv. Muligvis en parterapeut vil kunne hjælpe jer på vej, men om noget sådant findes i det land, I bor i er spørgsmålet.
Eller også ser du ingen mulighed end kraftigt at overveje en skilsmisse, for i længden kan ingen holde til et forhold, hvor man ikke kommunikerer og vel nærmest modarbejder hinanden.
Jeg synes din kone opfører sig som et barn, er hun det?
Eller er hun det man kalder " at være godt gift", hvor hun misbruger sin status?
Jeg havde, i mine yngre år, også hjælp til rengøring. Min rengøringsdame kom i mange hjem, og der var stor forskel på hvordan hun blev behandlet. Hun havde et ordsprog for nogen af disse "fine forkælede kvinder" hun kom hos:
"Når skidt kommer til ære, ved det ikke hvad det skal være".
Så må du også lige se på dig selv. Har du været glad for, at være en hjælper for din kone, og derved lukket øjnene for, hvordan fremtiden ville kunne forme sig? Nogle mænd er meget glade for, at kunne hjælpe deres koner, hvilket er et absolut plus. Men det bliver et minus, hvis konen faktisk slet ikke orker at give eller gøre noget til gengæld, men bare kræver og kræver af sin mand.
Er hun syg? Er det derfor du tillader al denne hjælp til jer?
Er det fordi du ikke vil gøre rent og sådan noget, når du er hjemme?
Keder hun sig, måske er hun heller ikke glad for sit liv. Hun ville måske ønske, at du var mere hjemme, at hjemmet og familien blev et fælles anliggende. Hun føler måske, "at du kan betale dig" fra alt, i stedet for at være mere hjemme og være hjemme, når du er der. Måske er hun lidt misundelig på dig, det dræner hende for energi.
Prøv om du kan finde ud af det bagvedliggende.
I de yngre år, ville min mand ikke hjælpe med noget i hjemmet. Jeg havde på fornemmelsen, at han følte det var under hans værdighed.
Da jeg begyndte at arbejde, kunne jeg ikke overskue, at holde hele huset og fire børn, derfor ansatte jeg en rengøringsdame, som jeg selv betalte. Min mand fik overdraget madlavningen, det kunne han ikke sige, at han ikke kunne finde ud af. Han var kok af uddannelse. Sådan blev det, og han forestod madlavningen og indkøb hver dag, lige indtil han blev meget syg. Han døde her for kort tid siden.
Vi havde ikke daglig hjælp til rengøring, kun nogle timer en gang om ugen.
Da vi blev pensionister havde vi ikke mere råd til rengøringshjælp, så måtte vi jo hjælpes ad med det. Der er mange andre gøremål i et hjem udover mad og rengøring.
Inden du gør noget du måske fortryder, så tænk dig godt og grundigt om, om du har ladet dig forblænde af, at være en der var brug for, uden at opdage, at du lader dig misbruge.
Hvis det sidste nærmer sig sandheden, så skal du på opdagelse i andre sammenhænge. Dit arbejde kan være sådan, at du bliver godt betalt, men der sidder egentlig en chef der udnytter sine ansatte.
Det har din kone måske luret, og derfor gør hun, som hun gør. Hun ønsker sig måske bare, at du var mere hjemme. Hun hader måske ligefrem, at hun "bare" får noget hjælp, og ikke din hjælp.
Når man har et problem som dit, må man kigge lidt ind ad på sig selv. Du kan kun rette op på dig selv, du kan ikke rette på din kone eller andre.
Det kan godt lyde som om din kone er meget forkælet, og hun ikke kan være bekendt at opføre sig sådan.
Jeg tror det forholdet sig sådan, at du ikke har tid til din kone og giver hende den opmærksomhed som hun behøver, for at føle sig som en kvinde.
Hun har en opførelse som et lille barn der hele tiden lave ballade for at få opmærksomhed, det er det samme hun gør. Hun går ud og bruger flere penge end hun bør bruge, for det giver en noget godt, når hun står og handler, der er nogle som pleaser hende viser hende venlighed m.m.
Det mangler hun fra dig - kærlige tanker og handlinger.
Prøv og tænk på hvornår du sidst har sagt noget pænt og og kærligt til hende. Uden at have foragt eller vrede i dig.
Det er ikke noget nemt job at flytte til et nyt land - og du som manden har et job, du har en hverdag som du har ønskede og hun og dine børn er taget med dig. Det er dit ønske som er opfyldt. Hvad har hun som ønsker??
Jeg taler lidt af erfaring. Jeg syntes ikke en skilsmisse altid er løsningen, man skal ikke opgive så let, specielt ikke når der børn til stede. Det er som det ser ud i dag, det bedste for børnene at have begge forældre. Det er dig og din kones opgave at få talt sammen, og tale om forventninger til hinanden.
Din kone har givet dig en stor gave ved at flytte med dig til udlandet. Hvad har hun måtte opgive ved at flytte med dig!!
Jeg håber du får talt godt hun med din kone og kommer videre i livet sammen. Men husk - du kan ikke rette på hende, du kan kun rette på dig selv, og du vil kunne se resultater meget hurtigt hvis du giver noget mere kærlig opmærksomhed til hende - for det trænger hun til og det vil komme helt automatisk til dig - og der vil blive brugt færre penge, for så vil hun ikke have det behov.
Det kunne være spædende at høre videre hvordan det kommer til at gå dig og din familie!
I ønskes held og lykke og alt det bedste:-)
Grundlæggende mener jeg det drejer sig om ansvarlighed – og ansvarlighed i forhold til at være en familie med børn.
For at kunne fungere som en familie, skal man først og fremmest have grundlaget i orden, f.eks. skal man have tag over hovedet, tøj på kroppen og mad på bordet. Disse ting skal man betale for og hvis ikke man har fået pengene til det, så er man nødt til at arbejde for dem. For mig er ovenstående et nødvendigt onde – her handler det ikke om hvordan man ”føler” og om man ”gider” – det handler om at man er nødt til at gøre det der skal til for at skabe de nødvendige rammer i ens liv og for ens familie.
Ovenstående er netop der, hvor jeg mener min kone og jeg er totalt modsætninger. Hun ser på hvad ”HUN kunne tænke sig” – på hvad HUN nu ”føler for”, i stedet for at indse at der er ting der bare skal være på plads og at disse til tider kræver hårdt arbejde og at man skal gøre ting, som man måske ikke altid synes er sjovt.
Hvis man ser på min kone og jeg, så har vi også haft en helt forskellig opvækst og tid før vi mødte hinanden. Hun har siden hun var helt ung altid været i forhold med ældre fyre, som har ”passet hende”. Det eneste tidspunkt hun ikke var i den situation, var da hun mødte mig. Da havde hun fuldtidsjob og måtte klare sig selv.
En af de ting jeg faldt for ved hende, var netop det at hun virkede som om hun kunne klare sig selv og havde ambitioner. Det var så først senere, at jeg fandt ud af at det ikke var tilfældet.
Hendes søskende er fuldstændig som hende selv. De arbejder enten ikke eller arbejder meget få timer og lever så ellers af deres ægtefællers indsats. Samtidig har det alle (undtagen en af dem) en sjov evne til at nedgøre og kritiserer alt og alle omkring dem. De er ganske enkelte aldrig tilfredse med noget.
Min egen opvækst er præget at et hjem, hvor vi altid har manglet og har måtte arbejde for at få tingene. Jeg mistede begge mine forældre som ganske ung og stod som 18-årige alene tilbage med blot en kuffert med lidt tøj i. Da det på det tidspunkt var umuligt at finde et job i Danmark og jeg ikke havde et sted at bo, brugte jeg mine sidste penge på at rejse til udlandet for at finde et job. I de næste år arbejdede jeg så stort set dag og nat, fik råd til et sted at bo og fik skabt et godt grundlag. Senere tog jeg hjem og fik en uddannelse. Mens jeg tog min uddannelse, arbejdede jeg også – da jeg havde lovet mig selv at jeg aldrig igen skulle komme til at stå i en situation med ingenting. Kort efter min uddannelse, fik jeg et godt job og har siden arbejdet hårdt, men har også tjent godt.
Det lyder måske som jeg er pengefikseret, men det skal lige nævnes at det er jeg overhovedet ikke. Jeg har siden jeg har været ganske ung måtte klare mig selv og hvis man som jeg har prøvet at stå uden tag over hovedet og penge på lommen, så er det noget man aldrig glemmer og ikke ønsker nogensinde at opleve igen. Det er ganske enkelt modbydeligt og man finder ud af hvor lidt omsørg og menneskelighed der rent faktisk er i verden. Jeg lærte i de år at folk er totalt ligeglade med andre, når blot det selv har det godt.
fortsættes...
Vi kunne selvfølgelig altid tage hjem igen, men jeg kan så ikke se hvordan jeg skal kunne tjene penge nok til at dække vores udgifter – især ikke når konen ikke vil hjælpe med på den front. De basale ting skal jo betales og min kone er ikke ligefrem typen, der trives med at bo i en almindelig lejlighed. I såfald ville jeg skulle høre for det hver dag.
Folkene til at hjælpe i huset har hun selv ansat. Meningen var at hun derved skulle kunne få mulighed for at tage sig et halvtidsjob. Problemet er bare at vores aftaler aldrig bliver til noget. Hvis hun så endelig tager et job, så går der ikke mange dage/uger, før hun melder sig syg. Hun lader til at flygte fra alt hvad der indebærer et ansvar eller hvor der stilles krav til hende. Det er simplethen ikke til at holde ud at se på og være en del af.
Hver eneste dag, vader jeg på arbejde – selv nogle gange selv om jeg er syg. Jeg gør det, ikke fordi jeg synes det er sjovt, men fordi vi har nogle regninger der skal betales i slutningen af måneden. Når jeg så kommer hjem, så forventes det også at jeg lige tager mig af børnene – for så er konen jo træt efter en lang dag med frokost med veninderne, en efterfølgende shopping tur og så en gang massage. Hun har ingen fornemmelse af hvordan det er at arbejde og hvor træt man kan være når man kommer hjem derfra.
I forhold til at jeg bør vise hende mere opmærksomhed og at det er mig der skal ændre mig selv, så kan jeg kun sige at jeg synes det er enormt svært. Jeg synes, det er meget svært at vise en person der konstant kritiserer og forbruger over evne positiv opmærksomhed. Når jeg forsøger, føler jeg det er som om hun opfatter det som en tilkendegivelse af at jeg synes hun gør det rigtige.
For fakta er at hun ved at gør som hun vil, lægger et enormt pres på mig. Jeg er jo den der skal tjene pengene til hendes forbrug og det kan kun gøres ved at gå endnu mere på arbejde – hvorved jeg så må undvære tid med familien og må gå stresset rundt når jeg endelig har fri.
Jeg har netop forsøgt at tale med hende om det, men igen fik jeg de samme reaktion som tidligere. I stedet for en konstruktiv samtale, ender det i at hun råber og skriger af mig – hvilket jeg finder direkte respektløs og umodent.
Jeg forsøger oprigtigt at få hende til at forstå at vi skal begge tage ansvar. At vi har børn og at vi må sammen gør det der skal til indenfor de rammer og muligheder vi har. I bund og grund, så handler det for mig om at få de basale ting sikret. Jeg er rent ud sagt træt – virkelig træt – af konstant at være stresset.
Jeg kan godt forstå at jeg også skal gøre min del, som er at give hende mere opmærksomhed m.v. Men der er fandme skide svært, når ens kone bare bestiller ferier m.v. trods det at jeg gentagende gange beder hende om ikke at købe mere indtil vi rent faktisk har pengene sparet op til det. Problemet er jo at vi ikke kan tale om noget så grundlæggende som økonomi og ansvar sammen. Vi kan tale om alt andet, men så snart emnet falder på økonomi, så flipper hun ud. Vi er ikke i økomomisk krise eller har økonomiske problemer, men jeg vil bare gerne sikre at vi ikke kommer det.
Hvis jeg på et tidspunkt bliver syg eller mister mit arbejde, så er familien ganske enkelt på røven og det er ikke lykkedes mig at få min kone til at forstå det. Hun tror, jeg er et eller andet supermenneske, der lever evigt og altid blot kan tage et par timers ekstra arbejde, hvis der er noget nyt hun gerne vil købe. Fakta er at jeg er udbrændt og jeg har brug for at være alene med mig selv, uden en der konstant via sine handlinger eller bemærkninger stille nye krav.
Jeg føler at jeg gør alt det jeg overhovedet kan og at det jeg gør er uselvisk. Jeg gør det for familien og ikke for mig selv – og derfor bliver jeg ked af, når kravene hele tiden bliver større og større og jeg føler jeg ikke kan følge med. Jeg er bange for at få en depression – hvis jeg da ikke allerede har en – og jeg er bange for at blive alvorligt syg, da jeg lever under alt alt for meget stress over det her. Mit arbejde er stressende men det ville være ok, hvis bare det at komme hjem betød at jeg der ikke også skulle stresse.
Nå, men jeg vil tage imod de gode råd fra jer og forsøge over det næste stykke tid at give konen mere positiv opmærksomhed. Der er ingen tvivl om at det også er der ”skoen trykker”. Det er bare enormt svært at smile og give konen er stort kys lige efter at man har fået en mail fra ens bankmand, hvor han beder en dække overtrækket på konens konto.
Men jeg prøver alligevel… (for familiens skyld)- men jeg orker snart ikke mere…
Jeg kan forstå, at det overhovedet ikke er muligt for jer at føre en samtale om jeres liv, hvorfor I således også er direkte på vej mod en skilsmisse.
Jeg vil foreslå dig nu at sætte tingene helt på spidsen, og det gør du ved at lukke pengekassen i. Jeg vil foreslå dig, at du fortæller hende, at nu stopper festen. Du lukker hendes konto, eller sætter en spærring på med et maxbeløb, som under ingen omstændigheder kan overtrækkes.
Du sørger for at alle de faste udgifter kommer på din konto, så du kan klare den side, og så får hun – som i gamle dage – et fast beløb hver måned, og det skal naturligvis være et rimeligt beløb, som hun selv skal holde hus med. Hvad der kommer af ekstraregninger i form af f.eks. en bestilt rejse, vil blive afvist og annulleret. Rejser og andre større ting skal være et fællesanliggende, som du skal være med til at beslutte.
Alle de regninger, du kan afvise, vil du afvise. De beløb, der ikke vil kunne afvises, vil blive fratrukket næste måneds rådighedsbeløb.
Har hun brug for ekstra penge, så må hun tage sig et job til at financiere dette.
Du skriver, at hun selv har ansat tjenestefolkene – men du har jo accepteret ved at betale for det, ikke?
Et eller andet sted har du øjensynligt accepteret tingenes tilstand alt for længe – så derfor må du skære igennem og sige stop. Hun har tydeligvis ikke forstået, at pengene ikke bare kommer af sig selv, og det har du øjensynligt uforvarende kommet til at støtte hende i, ved at bare betale hele tiden.
Jeg kan forstå, det ikke er dig muligt at forklare hende, at hvis du f.eks. bliver syg, eller mister dit job, så vælter hele læsset, og at det er nødvendigt at holde igen.
På den anden side – så er der ikke meget, der tyder på, at du overhovedet kan lide hende mere, hvilket vil sige at din kærlighed må ligge på et meget lavt stade, så spørgsmålet er om løbet ER kørt for jer, men I har jeres børn, og derfor bør der kæmpes til det yderste af neglene.
Stop den pengestrøm til hende, og se om det får hende til at vågne – og jo, det gør det. Som du beskriver hende, så bliver hun rasende, men så kan du jo forlange, at hun selv bidrager til financiereringen af festlighederne, for du hverken kan eller vil mere.
Du bør også tænke på hvordan, du vil stå i forbindelse med en eventuel skilsmisse. Måske du bør tale med en advokat – sådan helt diskret – for som du beskriver hende, så vil hun muligvis, med den ”rette” advokathjælp, kunne flå dig dig helt og aldeles, og endda i rigtigt mange år fremover, hvis ikke du er oppe på dupperne i en sådan situation.
Jeg har siddet og læst, hvad du har skrevet, og jeg er helt og meget enig i, hvad Lotte skriver til dig.
Festen er forbi og du skal sætte din kone under administration, det er på tide at du slår bremserne i og viser, at du mener det.
Jeg ville omgående fyre nogle at de ansatte, og få din kone til at tage hænderne op af lommen og få hende til at forstå at intet kommer af ingenting. Hun skal lære at hjælpe til, hun skal lære at tage ansvar og ikke opføre sig som et forkælet pigebarn.
Hun har i alt for lang tid, fået det som hun ønskede, men nu er nok nok, og det skal du være mand for at fortælle hende.
Om det er for sent at redde jeres ægteskab, kan jeg ikke vide, men det er ikke for sent at du mander dig op, så ikke du lige pludselig bukker under med stress.
Måske kan denne nye side af dig få din kone til at forstå alvoren, hun vil sikkert opføre sig ligeså hysterisk som hun plejer, men ignorer det og stå fast.
Du kan og skal gøre noget også for dine børns skyld, hun skal have respekten tilbage for dig, og ikke tro at hun kan træde på dig, som det passer hende. Men husk at gøre det med værdighed, uden store diskussioner fra din side, og fortæl hende at du ønsker skilsmisse hvis hun ikke begynder at tage ansvar for jeres familie.
Hilsen Sofie