Skrigeanfald med rystetur
Hej, jeg ved egentlig ikke, om det er inden for stress-emnet, at min indlæg passer ind, men jeg har et spørgsmål angående en ubehagelig oplevelse, jeg var ude for i går. I får lige min forhistorie først. Jeg er mor til 2 helt små børn, hvor den ælste er 20 mdr og den yngste 6 mdr. Der er meget at se til, og den yngste sover desværre rigtig dårligt om natten, så jeg får ikke ret meget søvn. Derudover har jeg lige været ramt af influenza og har alligevel været på jule-tourné med mand og børn i 5 dage hos vores familie. Jeg har følt mig helt presset i bund.
Min mand og jeg kommer op at diskutere, og jeg kan mærke, at jeg denne gang bare føler en dyb resignation uden kræfter til at kunne kæmpe for min mening. Jeg græder og græder og græder, og han bliver ved med at køre på, og pludselig kan jeg mærke, at nu kan jeg bare ikke mere, og så begynder jeg at skrige af mine lungers fulde kraft. Herefter er det ikke så tydeligt for mig, hvad der sker, men min mand har efterfølgende fortalt, at jeg skreg alt hvad jeg kunne ca. 3 gange, og så kastede jeg mig ned på ryggen og lå stiv som en pind, mens hele kroppen rystede og jeg hyperventilerede. Jeg følte, jeg ikke kunne få luft, men min mand blev ved med at berolige mig, og til sidst kom jeg op at sidde og fik langsomt vejret igen.
Jeg er ret flov over det, der skete, men jeg kunne bare ikke styre min krop. og samtidig er jeg meget forskrækket og bange for, om det kan ske igen. Mit spørgsmål går på, om der er nogen, der ved, hvad der skete? Altså om der en klinisk forklaring på sådan en kropslig reaktion? Og hvordan kan man forebygge det sker igen?
Mvh. Caroline
Min mand og jeg kommer op at diskutere, og jeg kan mærke, at jeg denne gang bare føler en dyb resignation uden kræfter til at kunne kæmpe for min mening. Jeg græder og græder og græder, og han bliver ved med at køre på, og pludselig kan jeg mærke, at nu kan jeg bare ikke mere, og så begynder jeg at skrige af mine lungers fulde kraft. Herefter er det ikke så tydeligt for mig, hvad der sker, men min mand har efterfølgende fortalt, at jeg skreg alt hvad jeg kunne ca. 3 gange, og så kastede jeg mig ned på ryggen og lå stiv som en pind, mens hele kroppen rystede og jeg hyperventilerede. Jeg følte, jeg ikke kunne få luft, men min mand blev ved med at berolige mig, og til sidst kom jeg op at sidde og fik langsomt vejret igen.
Jeg er ret flov over det, der skete, men jeg kunne bare ikke styre min krop. og samtidig er jeg meget forskrækket og bange for, om det kan ske igen. Mit spørgsmål går på, om der er nogen, der ved, hvad der skete? Altså om der en klinisk forklaring på sådan en kropslig reaktion? Og hvordan kan man forebygge det sker igen?
Mvh. Caroline
Kommentarer
Jeg var på festival, og under en koncert var jeg oppe og skændes med en, men min veninde fik mig væk fra situationen. Jeg smågræd men var blevet roligere, men mens jeg stod og så på scenen nåede jeg lige at tænke "nu falder jeg om" og så segnede jeg.
Jeg ved ikke om det begyndte lige der (det hele er stadig ret utydeligt for mig) - men da jeg lå bag scenen med samarititter og min veninde omkring mig kunne jeg slet ikke være i min krop (spjættede, vred mig, følte jeg var ved at gå fuldstændig i opløsning) og jeg SKREG og kunne ikke trække vejret - som du beskriver det.
De lagde tæpper over mig, men jeg rev dem i stykker (fortalte min veninde dagen efter) fordi jeg vred mig sådan samtidig med at jeg prøvede at trække dem tæt omkring mig.
Jeg kan huske, at jeg mellem mine ARRRRGH og vejrtrækninger godt kunne besvare nogle spørgsmål de insisterende stillede (fx. svare at jeg kke havde prøvet sådan noget før).
Der kom en ambulance, og redderne lagde drop og gav mig stærk beroligende medicin.
Jeg blev kørt til psykiatrisk skadestue (min veninde kunne fortælle at jeg er psykisk syg - og da de trængte igennem med spørgsmålet kunne jeg fortælle hvad jeg fejler - ved ikke om de ellers ville have kørt til alm. skadestue) og jeg fik endnu mere medicin til jeg var nogenlunde rolig og faldt så i søvn.
Jeg vågnede efter nogle timer, og en sygeplejerske der havde været der da jeg kom sagde at jeg nærmest havde krampet.
Jeg sov nogle flere timer, og om formiddagen talte jeg med psykiateren i skadestuen.
Jeg havde gået virkelig meget den dag, ikke spist særlig meget, der var hedebølge - og jeg havde lige været hjemme et par dage midt i festivallen for at få ro i hovedet, og var så taget tilbage på trods af at jeg stadig var virkelig træt oven på de første festivaldage.
Psykiateren mente, at det var en kombination af dehydrering, alkohol (jeg var let beruset) og alt, alt, alt for mange indtryk - simpelthen et totalt sammenbrud.
Jeg kan huske brudstykker af lyde omkring mig, men jeg har stadig INGEN synsindtryk fra fra det øjeblik jeg blev båret væk fra hvor jeg var faldet om til jeg vågnede efter nogle timers søvn på skadestuen.
Efter at have talt med psykiateren kunne jeg gå derfra. Jeg havde det sådan set udmærket... Jeg var TRÆT og lidt tung i hovedet - og meget forundret over hvad pokker der var sket - men jeg var rolig...
Altså:
Som du selv skriver, så har du kørt hårdt på; du har brugt langt flere både fysiske og psykiske kræfter end du har haft til rådighed, og jeres skænderi var så åbenbart hvad der skulle til for at skubbe dig ud over kanten.
Om det skal defineres som stress, som angst eller som et enkeltstående sammenbrud vil jeg ikke udtale mig om.
Hvad du skal gøre?
For det første må du passe på dig selv. Du må have søvn og mad og give din krop tid til at komme sig ovenpå sygdom og efterfølgende anstrengelser her i julen og få ro i hovedet.
Kan din mand tage en lidt større arbejdsbyrde derhjemme en tid til du får ro på?
For det andet syntes jeg, at du skal søge læge, således at du kan få talt denne episode igennem og I kan finde ud af, om du bør have nogle samtaler med lægen med henblik på at arbejde med stress-forebyggelse.
Håber du ikke føler dig helt alene i verden nu
To små børn, ingen nattesøvn, en influenza, et kæmpe juletam-tam, hvor man bare skal være "på" hele tiden, og hvor ingen har forståelse for, at man ikke får sovet, og så oven i købet et skænderi med manden, og manden fortsatte med at køre på dig, selv om du græd og græd.
Helt ærligt - det ville være mærkeligt, hvis ikke du på et tidspunkt ville vælte.
Sødeste ven! Du skal i den grad øve dig i at sige fra. Jeg ved ikke, hvor meget manden er på i forhold til børnene, men det er ikke urimeligt, at han også tager sin tørn - også om natten. Måske I kan skiftes.
Jeg synes, det er et rigtigt positivt sammenbrud, du der har haft - jeg kan forstå, at din mand også blev forskrækket? Måske han også indser, at nu er det for meget? Og måske din familie indser, at du har brug for lidt støtte?
Det ER benhårdt at stå med to små børn og ikke få sin nattesøvn. Jeg taler af erfaring. Jeg har to, der endda kom med to års mellemrum, men den yngste var 1½ år om at finde ud af at sove om natten. Jeg var også på sammenbruddets rand - det lover jeg dig.
Så - du skal i den grad lytte til dig selv og dine behov for hvile, og så må du ganske enkelt sige nej til alt det, du ikke orker - sådan er det. Hvis du gør det, vil du i løbet af ret kort tid, få lidt mere overskud igen. Er der nogle bedsteforældre evt. der kan tage ungerne nogle timer ind i mellem, så du kan få et par timer på øjet?
Hvad nu til nytår? Skal I have huset fuldt af gæster? Skal I ud og være "på" i mange timer uden pauser og hvil? Er det det, du dybest set har lyst til? Hvis det er, så kan du med rimelighed forlange, at du udelukkende skal modtage og ikke fare rundt og sørge for alt muligt. Det er ikke dit ansvar. Der er heller ikke noget forkert i, at du ganske enkelt vælger det fra. Og - det bliver også nytår, selv om du måske sover kl. 22. :-) -
Lyt til din krop - øv dig i at sige stop og nej. Alt det, du ikke absolut behøver - lad være.
Jeg er spændt på, hvordan det bliver i morgen med alle gæsterne, og om jeg overhovedet kan magte rollen som værtinde....
Men rigtig godt nytår til jer alle!
Hverken du, din mand - eller dine omgivelser - fatter at det sammenbrud forleden, var et tydeligt tegn fra din krop, om at det altså er alvor.
Der skal åbenbart mere til.
Godt nytår.
Forhåbentlig vil det at I begge får forklaret at det her skal tages alvorligt kunne hjælpe jer.
Desuden vil lægen nok kunne hjælpe jer med reflektere over hvad I kan ændre.
Pas på dig selv. Dine børn er ikke tjent med at du bliver alvorligt syg.