Depression?

slettet29814

Hejsa,

De sidste 3 måneder har ikke været gode, fire personer jeg kender er døde to famillie, og to venner, har været syg med en virus infektion i 3 uger og var indlagt i 4 dage. Én person kom og besøgte mig.

Jeg er træt! synes livet griner lidt for meget af mig, jeg har taget 20 kilo på på 6 måneder, og er ikke glad for mig selv. Men samtidig er jeg efter mig selv, når jeg ikke orker at være social, spise ordentligt, passe på mig selv. Selv nu når jeg skriver det her synes jeg det er noget pjat, at jeg skal tage mig sammen. Hvorfor kan jeg ikke give mig selv den omsorg jeg behøver når andre ikke kan?

Når jeg tænker over det og lader mig det mærke, er jeg generelt ked af det. Jeg ved ikke hvad der skal til, og jeg er ved at være lidt træt af at lede.. Nu jeg tænker over det, er jeg træt af folk der siger men du skal jo "bare", eller "hvorfor gør du ikke..."

Jeg skriver herinde for at.. at hvad.. fordi jeg håber på at der er bare ét menneske der forstår hvordan jeg har det. *suk* jeg savner at blive mødt - og kunne tro på det, tage det ind. Jeg savner at kunne græde og at være "lille".

Jeg vil blive glad for tanker og "input"

/Thomas

Anonymous

du er jo hårdt ramt --så det er ikke så mærkeligt at du har det så dårligt som du har det ---
og du skal nok ikke regne med at det forsvinder som dug for solem
nogle kan klare den slags problemer selv--
andre søger hjælp til at komme over det ---
den bedste terapi er hvis der er nogen der gider /vil høre på en ---så man kan få lov til at fortælle hvordan man har det --igen--igen--
så der er kun dig selv der ved hvordan du bedst kommer videre med din sorg----
du bruger mad som medicin ---men det er et spørgsmål om det ikke giver dig større problemer end gavner ---
hvad med at tale med din læge --om henvisning til en psykolog--som er der for at snakke med dig om det der piner dig---
der er noget der heder---tiden læger alle sår ---men det er også en svær vej at vælge -

minismandag76

jeg forstår dig. er selv dybt deprimeret og på randen til en indlæggelse

feliciamolnar11

Hvor er det uheldigt for dig at miste 4 personer på så kort tid... Jeg kan godt forstå dig fuldtud, det tror jeg også der er mange andre der gør. Måske skriver de det bare ikke, ligesom jeg gør nu. Men jeg har det på samme måde som dig, føler livet griner lidt af mig, og føler også at der ikke er en mening med livet overhovedet. Den eneste grund til at jeg ikke vil give helt op endnu er at jeg er 15 år og har et liv foran mig, som jeg (måske) kan lave om på. Jeg går også med en masse tanker, og har en voldsom depression. Jeg ærger mig tit rigtig meget over at min ungdom går til spild, men jeg kan ikke selv gøre for det. Tænk der er andre end dig der har det sådan, lad være med at tænk du er den eneste, eller der er nogen som ikke forstår dig. Der vil altid være nogen som forstår, og helt sikkert godt vil prøve og hjælpe dig - selvom det kan være svært. Ingen fortjener at leve med disse tanker/ sorg/ smerter. Jeg ved ikke om du bare skal have noget tid med dig selv, også finde ud af om du er istand til at komme på begge ben igen, eller om du skal få nogen til at hjælpe dig med det. Det kan fx. være en psykolog, det har jeg prøvet 2 gange nu. Der selvfølgelig ikke sket noget endnu, men hun forstår mig. Så det synes jeg du skulle prøve, hvis du ikke allerede har gjordt det.
Håber du får det godt igen.
Med venlig hilsen Felicia.

slettet29814

Tak for jeres svar *s*

Jeg har gået hos en psykoterapeut tidligere, med kortidsdynamisk samtaleterapi. Og vil starte igen her til Januar.

Det hjælper meget bare at snakke om det, det sætter tingene lidt i perspektiv - og giver noget mere overskud. Så tusind tak for at i gad lytte.

@Solo:
Du har ret i at det skal fortælles, men det er godt nok svært (for mig) at fortælle det til mine nære, jeg har svært ved at slippe den følelse at de ikke har lyst til at lytte til mig, at jeg er til "besvær" Og jo mad som medicin er ikke en god ting. Det er rart når jeg spiser det, men lige så snart det er spist bebrejder jeg mig selv..

@Minismandag:
Stort kram.

@Felicia:
Tak. Det er beroligende at vide at der er andre der har det lige sådan. Der er folk der vil hjælpe, men det er svært at lade dem *s* Jeg kender godt det med at livet ikke giver mening, den ene dag tager den anden og man synes at man spilder det på ingen ting. Jeg øver mig meget i at være i nu'et og prøve at opleve min omverden når den sker - og ikke tænke så meget ovevr hvad der kan ske eller er sket.
Jeg har fået en tid hos lægen til en depressionstest hvad det så end er. Og et Stort kram til dig også.

/Thomas

spider68

Hej jeg kom til at tænke på jeg bruger musik . på apoteket kan du købe noget der hedder musik cure ved ikke hvordan det staves det er heldbredende musik. du kan også bruge mozard musik stil volumen så højt du kan mærke vibrationerne med kroppen og følserne. måske vil du græde. måske vil du blive rolig tag musikken frem når du er i trist humør. også glad musik når du er glad. Jeg har også følt tanken at være som barn og lege som et barn. måske er der noget i dit liv du ikke har fået opfyldt. der får dig til at føle sådan nu. du skal nok også tale med din læge for mange depressioner kræver medicin for at gå over. held og lykke

Anonymous

til s4mohT

---

ja det er rigtig at familien nok ikke er de bedste til at forstå en ---så derfor er det godt du går i noget terapi

---

det med at spise sig ud af sin depri --kender jeg alt til --for jeg har selv det problem --det er så dejligt at trøste sig selv med lidt hyggelig spise ---når man er ked af det ---men min vægt er også mere modtagelig for maden end min depri --som jeg også er belemret med --grundet forsk.savn

---

men gå en tur i skoven eller langs ved vandet --og skrige sin sorg ud er også god medicin ---