Indstillinger
Aner ikke hvad jeg skal gøre mere.
Sagen er det.
jeg har levet med den samme mand i 8 år snart, vi har 2 børn sammen, men kan bare ikke få forholdet til at funger.
Der er ingen kærlighed, jo han tror det er kærlighed og dyrke sex..???? men når vi så er færdige med det, så går han enten eller ligger sig til at sove..? man føler sig virkelig ikke særlig speciel.
vi skændes hverdag, faktisk hele tiden. og er ved at blive sindsyg..
vi har en søn på seks år, som vil blive knust hvis vi går fra hinanden, jeg har set hvordan han reager, når far køre sin vej. og føler lidt det er den eneste grund til vi stadig er sammen... at det er fordi vores søn, ikke vil kunne klare at mor og far skal skilles. måske vi er vokset fra hinanden.. kan bare ikke klare det her mere.... og oveni frygter jeg at jeg aldrig finger en anden, pga min kropsvægt osv... åhh det hele er bare så forbandet svært lige nu..
Kh en meget trist mor.
jeg har levet med den samme mand i 8 år snart, vi har 2 børn sammen, men kan bare ikke få forholdet til at funger.
Der er ingen kærlighed, jo han tror det er kærlighed og dyrke sex..???? men når vi så er færdige med det, så går han enten eller ligger sig til at sove..? man føler sig virkelig ikke særlig speciel.
vi skændes hverdag, faktisk hele tiden. og er ved at blive sindsyg..
vi har en søn på seks år, som vil blive knust hvis vi går fra hinanden, jeg har set hvordan han reager, når far køre sin vej. og føler lidt det er den eneste grund til vi stadig er sammen... at det er fordi vores søn, ikke vil kunne klare at mor og far skal skilles. måske vi er vokset fra hinanden.. kan bare ikke klare det her mere.... og oveni frygter jeg at jeg aldrig finger en anden, pga min kropsvægt osv... åhh det hele er bare så forbandet svært lige nu..
Kh en meget trist mor.
Kommentarer
Så jo, din søn vil sagtens kunne magte at undvære sine forældres daglige skænderier, så det er ikke derfor, du skal blive. Det er faktisk det værste, du kan gøre for dine børn. Du nævner to børn?
Men man skylder sine børn at prøve alt, før man opgiver, så kan I prøve, om I kan sætte jer sammen og få en samtale – altså ikke et skænderi – om hvordan I har det? Kan du prøve at forklare ham, hvordan du har det, hvordan du føler dig vraget, når han afviser dig straks efter sex. Ligeledes må du bede ham forklare, hvordan han har det med dig, og hvorfor han føler dette behov for at afvise dig. Ja, prøv i det hele taget, om I kan prøve at tale sammen om jeres liv
I skændes hver dag. Hvem er det, der starter det skænderi? Hvis det er dig, så prøv om du kan lade være, men netop tale roligt. Hvis det er ham, så prøv at beherske dig og hør, hvad han siger, og forhold sig til det.
I en sådan situation er det altså meget, meget sjældent at det hele kun er den andens skyld – I er givet lige gode om at være sure på hinanden. Prøv at foreslå ham, at I i fællesskab forsøger at stoppe den onde spiral.
Muligvis I skal prøve et par sessioner hos en parterapeut for at lære, hvordan I sammen får løst op for jeres samlivsproblemer. Ingen får noget ud af, at I gensidigt udelukkende anklager hinanden, og det er jo, hvad der sker, når man skændes; der bliver kun fyret negativitet af. I skal lære at lytte til hinanden. Hvad tror du, der vil ske hvis han fyrer et eller andet surt af, og du så svarer: ”Jeg kan godt forstå det. Hvordan synes du, vi på en god måde i fællesskab kan løse problemet?” ?
Hvis du prøver at lade være med at bide af ham, og du hver gang han bider af dig, siger ovenstående, - og vel at mærke så lytter til ham, og virkelig går ind i problematikken, så kan det godt være, han på et tidspunkt vil reagere, og være klar til, at I får talt sammen.
Og husk - det er vigtigt at du netop får den med, at det er i fællesskab, det handler ikke om, at du eller han alene skal løse problemet - det er et fællesanliggende - hver gang. Hvad vil han gøre, hvad vil du gøre - for at løse netop det nævnte problem. Det kan i øvrigt godt blive meget morsomt, hvis det handler om ting i den totale småtingsafdeling, og en god latter over disse bitte små urimeligheder, et skænderi ofte udløses af, er vel heller ikke at foragte.
Jeg hæfter mig også ved, at du er bange for, om du kan finde en anden. En partner er jo ikke bare en eller anden; det skulle gerne være et menneske, man elsker og som elsker tilbage, og en sådan vil du sikkert også møde, når du er klar til det, men hvis du vælger at gå fra din nuværende samlever, så skal du også finde tid og ro til at finde dit ståsted i livet; du skal jo ikke for en hver pris finde en erstatning, for hvis det er din holdning, så vil det gå galt igen. Hvis du målrette går på at få overskud i dit liv, så vil du sikkert også få overskud til at gøre noget ved dit vægtproblem, hvis det vel at mærke er et problem for dig.
Det kan også være, at I er kørt træt i hinanden, og så handler I ud fra det, og må forlade hinanden, og så er der en del praktiske ting at forholde sig til; børn, bolig, økonomi osv. - og det er sådan set også det bedste, hvis I kan få talt om disse ting på en ordentlig måde
Hvis du nu prøver at undersøge dine muligheder som enlig mor, så ved du, hvor du står, og kan fortælle ham resultatet - at det er dig, der bliver og ham, der går, eller at du nu er ved at finde en anden bolig. Afhængigt af, hvordan din situation ser ud, vil det nok være en god ide at tale med din sagsbehandler i kommunen. Det giver også dig noget mere styrke at vide, hvordan du står. Husk at det hele kan se svært ud - det er aldrig nemt at bryde en familie op, men hvis det er det, der er løsningen, vil du også erfare, at det alligevel er det hele værd, for at leve i et så opslidende forhold, koster voldsom megen energi, og den kan du bruge langt mere fornuftigt.
Det er muligt, der sker ændringer, hvis du gør ham klart, at alt altså ikke er i den skønneste orden, og du seriøst overvejer et brud, i stedet for bare de tomme trusler, som I vel har kørt med længe.
Finder han ud af, at nu er det alvor, så vil du erfare, hvor han står.
Min eksmand have også den der med, at han bare kunne skride, men den dag, hvor jeg sagde stop, og ikke ville være med længere, brød hans verden fuldstændig sammen. For vores vedkommende var løbet kørt, men det er måske ikke helt sikkert i jeres, hvis du ellers formår at "vække" ham, og måske et eller andet sted helt inde i dig, stadig har følelser for ham.
jeg ved godt hvad du mener.....
jeg har været sammen med min mand i 6 år og vi har 2 børn sammen....
det eneste vi har tilsammen er sex, og det er ikke ret tit det sker..... og når det endeligt sker, ja så når vi er færdige går han ind til hans computer og jeg går som regel i seng....
når børnene er lagt i seng går han ind til hans computer....
når vi har en fri dag sammen er han sammen med hans computer og hans online venner og jeg tager mig af børnene....
har tit snakket med ham om det, men han ignorer mig ....
vi snakker ikke ret meget sammen og når vi endelig gør det , er det om arbejdet men ikke om vores forhold...
mvh
Hannah, du beskriver, at du lever i et lignende forhold, men du skriver ikke, hvad du har tænkt dig at gøre. Hvis du vil finde dig i det, og leve dit liv på den måde, så skal du vide, at det altså dit eget valg.
Jeg fandt mig også i den slags ligegyldigt forhold i for lang tid; kæmpede, tiggede, bad, råbte, skreg, for at få ham til at vågne, hvilket ikke lykkedes, så hvis jeg skal fortryde noget, så er det helt sikkert, at jeg var for længe om at indse det og gå fra det.
Ingen får noget som helst brugbart ud af, at sidde passivt og håbe på, at der "nok" sker en ændring. Nej, man må selv handle, og hvis ikke det lykkes at få ham til at deltage, så stop.
Jeg bliver også nød til at tænke på vores børn og at vi skal samarbejde i fremtiden.
Han elsker mig og har ændret sig, men det er ikke NOK for mig..?? kræver mere af ham, og alt det han gør, er bare ike godt nok for mig.... Jeg er pisse forvirret for jeg elsker ham, og ved han elsker mig.. men jeg er bare så følsesmessig forvirret, at jeg ikke aner hvad jeg skal gøre længer...
Men nu har jeg skreven det i et brev til ham, også må vi se hvad der skal ske når han har læst det, og vi efter har fået snakket sammen..........
Jeg synes, det lyder meget fornuftigt, at du nu har skrevet et brev til ham – måske nok det eneste rigtige til en mand, der ikke vil tale med dig.
Og det er da positivt, at du er sikker på jeres kærlighed til hinanden. Derfor er der også noget at kæmpe for, men hvis ikke du kan få kontakt til ham, så er det meget vanskeligt.
Ofte har man nogle forventninger til hinanden, men hvis ikke man kan få dem udtrykt, så kan det jo være svært for partneren at kende til disse forventninger. Du skriver, at han hart ændret sig, men at det ikke er nok for dig. Har du gjort helt klart, hvad det er, du mangler? Har du gjort klart, hvad du selv vil gøre, for at få disse ting opfyldt? Har du tænkt over, at han måske også mangler noget, som han heller ikke får udtrykt? Du skriver, at du er sikker på, I elsker hinanden. Er du helt sikker på, at det aldrig er dig, der starter jeres skæderier? Er du helt sikker på, at det ikke er dig, der hugger, bider og vrisser? Som jeg skrev tidligere, så er det måske der, du skal starte – ikke bide ud, men netop lytte til, hvad han siger og så holde roen og forholde dig til, hvad han siger. Gør du det, så vil du måske opleve, at han også lytter til dig – og så vil I kunne begynde at TALE sammen, i stedet for at skændes.
I rigtigt mange parforhold går man skævt af hinanden, netop fordi man ikke kan tale sammen om det, der fylder. Det hedder sig, at mænd ikke kan tale om følelser, for det har de aldrig lært, og derfor aner de ikke, hvad det i grunden er, der forventes af dem. På den anden side, så er kvinder gode til at tro, at manden kan gætte, hvad de gerne vil – og så må det jo gå galt.
Hvis I virkelig elsker hinanden – og hvis du er helt sikker på, at din mand også gerne vil dig og jeres liv sammen, så vil det garanteret være guld værd for jer at opsøge en parterapeut, der kan hjælpe jer til at komme til at tale sammen i stedet for at skændes. Det sværeste her, vil garanteret være at få din mand med til noget sådant, så derfor skal du nok starte med dig selv og se på dig selv, være opmærksom på, om du selv også har ændret dig – til det bedre? Til det værre?
Nej – det er ikke nemt – og slet ikke at indse, at det ikke kun er den anden, der er noget i vejen med – man er for det meste to om det – og er derfor ofte lige ”skyldige” og ansvarlige.
Følelser kan ikke aftales, praktiske gøremål kan man aftale om, og hvis han ikke gør det godt nok, så må du vise ham hvad godt nok til dig er, med fare for, at han bliver rigtig gal.
Hvad gør du selv for at "det er godt nok" til ham? Er det dig der bestemmer hvad "godt nok er" til ham? Tillader du ham, at fortælle dig om det "der ikke godt nok" for ham?
Du kunne til en forandring spørge ham, om han vil hjælpe dig, om han vil gøre dit eller dat for dig, når du har brug for det.
Din mand er ikke tankelæser, han kan slet ikke vide noget som helst om hvad du gerne vil have, hvis du ikke siger det.
Nogle kvinder kan endda blive meget nedladende overfor deres mænd, fordi de i det hele taget skal gøre opmærksom på, hvad de ønsker af manden, underforstået, "han kan da vel selv se, gøre, føle" hvad det er jeg ønsker. Nej det kan han ikke, ligesom du heller ikke aner noget om ham, medmindre han fortæller dig noget om ham selv og hans ønsker.
Hvis i ikke taler sammen, så bliver dine tanker og følelser om din mand udelukkende en version af dig selv og dine forestillinger om ham, derfor skal du først og fremmest ændre på dig selv.
Din mand bliver naturligvis ikke en glad mand, hvis du sætter værdierne for "hvad der er godt nok" til ham.
Det mest paradoksale er, at jo mere han "logrer" med halen for at blive elsket, jo mere vil du tage afstand fra ham. Du ønsker jo ikke ham, men noget du ønsker han skal være, som han ikke er.
Er det det du ønsker dig? Naturligvis kan han aldrig blive god nok, når han ikke må være det han er.
Værdsæt de stunder, hvor I har det hyggeligt, trygt og godt sammen. Det er også kærlighed bare at kunne hvile i hinanden, sidde og glo TV uden at behøve sige så meget. Kærlighed er også de bittesmå ting vi gør for hinanden og nogle mennesker (mænd især) har svært ved at vise det.
Småskænderier har et formål, der er en opgave, der skal løses og parterne er ikke enige om hvordan. Det fører oftest til at man løser dem. Det er et spørgsmål om temperament om man skændes eller diskuterer.
Til slut vil jeg blot fortælle, at en dejlig sommerdag endte i en ulykke og jeg var meget tæt på at miste min partner. Han kom sig og har det godt, men det har sat sine spor hos os, at det er forgængeligt og man aldrig ved ....
Derfor sørger vi for at være gode mod hinanden nu, ikke vær eurimelig , ikke at tage diskussioner og småskænderier personligt og acceptere hinanden sådan som vi nu er.
Jeg har lige mistet min ægtefælle efter lang tids sygdom. Vi var næsten nået frem til guldbrylluppet. Livet har været op og ned, sorger og glæder hører med til livet. Følelsen af, "at have gjort hvad man skulle" er enormt tilfredsstillende, den skaber glæde og tilfredshed langt ind i sjælen.