Had - Depression.
Hej.
Jeg er en knægt på 18 år, går på gymnasium og har altid været meget meget social.
Jeg har igennem hele min opvækst mere eller mindre nydt min opvækst, selvom jeg har haft en masse problemer igennem den.
Men i lang tid(1-2 år), har jeg ikke følt at min tilværelse er meningsfyldt, hvor jeg sidste år søgte læge, og var på lykkepiller i 1-2 måneder, men ikke følte at de hjalp noget.
jeg føler at min undervisning, alt det sociale jeg foretager mig(selvom jeg føler det påtaget) og selv alt det musik jeg spiller er fuldstændig ligegyldigt.
Jeg har et brændende had til alt, og selv om jeg stadig er meget social, vægter jeg oftest at være alene på mit værelse højere end noget andet, hvor jeg ærlig talt intet foretager mig - jeg hører det samme musik om og om igen, og sidder som regel bare og kigger ud i den blå luft.
Min eksistens er mig ligegyldig, om jeg var levende eller død, ville for mig være ligegyldigt.
Jeg har bare et problem - jeg kan ikke mærke om det er en egentlig depression, og burde jeg søge hjælp, eller det bare er mig selv der burde ruske op i mig selv.
Jeg er en knægt på 18 år, går på gymnasium og har altid været meget meget social.
Jeg har igennem hele min opvækst mere eller mindre nydt min opvækst, selvom jeg har haft en masse problemer igennem den.
Men i lang tid(1-2 år), har jeg ikke følt at min tilværelse er meningsfyldt, hvor jeg sidste år søgte læge, og var på lykkepiller i 1-2 måneder, men ikke følte at de hjalp noget.
jeg føler at min undervisning, alt det sociale jeg foretager mig(selvom jeg føler det påtaget) og selv alt det musik jeg spiller er fuldstændig ligegyldigt.
Jeg har et brændende had til alt, og selv om jeg stadig er meget social, vægter jeg oftest at være alene på mit værelse højere end noget andet, hvor jeg ærlig talt intet foretager mig - jeg hører det samme musik om og om igen, og sidder som regel bare og kigger ud i den blå luft.
Min eksistens er mig ligegyldig, om jeg var levende eller død, ville for mig være ligegyldigt.
Jeg har bare et problem - jeg kan ikke mærke om det er en egentlig depression, og burde jeg søge hjælp, eller det bare er mig selv der burde ruske op i mig selv.
Kommentarer
Jeg prøvede at hanke om i mig selv i de første 43 år af mit liv. Nu kan jeg så erkende, at det kun til en vis grad nytter noget. Selv om man 'tager sig sammen', så ændrer det jo ikke på de følelser, man har eller ikke har. Man kan så vælge at handle på trods af dem, fordi det på én eller anden måde kommer én til gavn her og nu - men for at få det godt på længere sigt er det være nødvendigt at lytte til dem.
Når din tilværelse føles meningsløs og du er fyldt med had til alt og du føler, at dit sociale liv er påtaget, så er der noget, der ikke er okay - og det forandres ikke ved at hanke op i sig selv eller ved at tage piller. Skal det virkeligt ændres, tror jeg, at du er nødt til at finde ind bag hadet og meningsløsheden - ind bag facaden - til det, der virkeligt er dig. Derinde hvor glæden og meningen med livet kan findes.
Om man kalder tilstanden en depression, en eksistentiel krise eller noget andet, er jo kun ord. Spørgsmålet er, hvorfor du ikke har det godt og hvad der kan gøres ved det.
Først og fremmest vil jeg anbefale dig at kigge nærmere på dit liv. Er du tilfreds med det, du laver? Er du på den rette vej i dit liv? Er det de rigtige menensker, du har i dit liv? Hvordan er dit selvværd? Du har haft nogle problemer gennem dit liv - hvor meget og hvordan påvirker de dit liv nu? Hvordan har de påvirket dig og dit liv?
Der er mange spørgsmål, man kan stille sig selv. Nu eller senere kan det måske være en god idé at få en psykolog eller terapeut til at hjælpe dig med at stille spørgsmålene.
Hvis din læge vurderer, at du har en let eller middel depression, kan du få en henvisning til (vistnok) 10 psykolog timer med tilskud fra sygesikringen. Der vil være en egenbetaling på ca. 250 kr. pr. gang.
KH Helene
Jeg kan ikke vurdere, hvad der er gået galt for dig, og jeg kan stort set tilslutte mig Helenes råd: Det bedste er at finde ud af, hvad årsagen til dit problem er og gøre noget ved den årsag. Og det behøver du nok professionel hjælp til.
Men hvis det faktisk er en depression, der er tale om, hvad der er noget, der kan tyde på, så lyder et gammelt og meget fornuftigt råd: Udsæt vigtige beslutninger, til depressionen er overstået!
Det er naturligvis vigtigt, at man spørger sig selv, om man er tilfreds med det, man laver. Du går i gymnasiet, kan jeg forstå. Hvis du f.eks. kommer til det resultat, at du hellere må gå ud af gymnasiet, fordi du – lige nu – ikke har det godt med at gå der, kan det være en forkert beslutning.
Jeg har selv haft mange depressioner i mit liv. Der var mange gange, hvor jeg stærkt overvejede at droppe min uddannelse. Men… enhver depression går over med den rette behandling. Og det er forkert at træffe beslutninger på grundlag af en sygdom, som er midlertidig. Det gjorde jeg heldigvis ikke, og det er jeg glad for i dag.
Sådan som jeg ser på det, er det bedst at arbejde på to måder:
1. En indsats på kort sigt, med henblik på, at din nuværende krise eller depression går over, sådan at du bliver dig selv igen.
2. En mere langsigtet indsats, der handler om at finde de dybere årsager til dit problem, sådan at du aldrig mere havner i den situation igen.
Indsats nr. 1 handler om at gå til læge og blive grundigt undersøgt. Husk, at vitamin- og mineralmangel kan være (medvirkende) årsag til depression. Derfor er det vigtigt, at du bliver tjekket for den slags, hvis du ikke allerede er blevet det. En undersøgelse har vist, at knap halvdelen af danskerne har D-vitaminmangel, og en dansk overlæge vurderer, at det i vintertiden faktisk er 75 % af danskerne, der har D-vitaminmangel. Andre videnskabelige undersøgelser har vist en sammenhæng mellem D-vitaminmangel og depression.
Jeg synes, at det kan være en god ide at tage imod et eventuelt tilbud fra lægen om et antidepressivt middel. Du er nok nødt til at være lidt mere tålmodig, for 1-2 måneders behandling er ikke nok. På den anden side skal man ikke finde sig i ubehagelige bivirkninger. Det må være muligt at finde noget, der virker, uden at give ubehagelige bivirkninger.
Når du så er blevet dig selv igen ved hjælp af denne indsats på kort sigt, så kommer det virkelige arbejde: At finde ind til det ægte, der er under overfladen, sådan at dit liv kan bliver mere i overensstemmelse med det, du har lyst til og behov for. Det er et langsigtet arbejde, som nogle desværre glemmer, når de oplever, at deres depression går over ved hjælp af indsat nr. 1. Men det er et NØDVENDIGT arbejde, hvis man skal undgå at havne i en depression igen senere hen i livet.
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg er enig i, at man ikke lige skal handle over hals og hoved og foretage 'hovsa-løsninger'.
Men jeg synes, det er vigtigt i forhold til din dagligdag, at du er ærlig overfor dig selv. Startede du f.eks. på gymnasiet, fordi det fører dig derhen i dit liv, hvor du gerne vil hen i dit liv? Eller fordi du ikke vidste, hvad du ellers skulle? Eller fordi du var nødt til det? Eller fordi andre forventede det?
Hvis du i virkeligheden helst vil være tømrer eller mekaniker eller noget andet, er det vigtigt, at du er ærlig overfor dig selv og så begynder at spore dig ind på den rigtige retning.
Det er så vigtigt, at man beskæftiger sig med noget, der giver mening for én og som man godt kan lide at lave. Det kan føre til mange dårligdomme at skulle bruge meget tid på noget, man ikke har lyst til.
Er det sådan nogle ting, det handler om, så hjælper medicin ikke meget. Faktisk kan medicinen i så fald være med til at få dig til at blive ved med at gøre noget, der føles forkert for dig, fordi medicinen lægger låg på dine følelser.
Mange hilsner Helene
Nu kan vi jo ikke vide, hvad der er rigtigt i dette tilfælde.
Er det selve det at gå i gymnasiet, der er problemet?
Eller er der tale om en depression, der er opstået af helt andre årsager end noget, der har forbindelse med gymnasiet?
Hvad det end er, har det givet problemer med at holde den almindelige daglige skolegang ud. Men det ville være forkert, hvis man uden videre går ud fra, at det bedste for dig, Freshlow, i den situation ville være at droppe skolen. Det er altid en god ide at udsætte vigtige beslutninger, indtil en beslutning kan træffes på et mere sikkert grundlag.
Og så har jeg en kommentar mere til Helenes påstand om, at ”medicin lægger låg på følelser”.
Hvis et antidepressivt middel virker optimalt, hvad det desværre ikke altid gør, vil det fjerne alle symptomer på depression. Det betyder, at du vil blive dig selv igen. Hvis du sædvanligvis er en person, der lægger låg på dine følelser, så vil det selvfølgelig komme til at ske igen. Og det er naturligvis ikke godt. Og så tror jeg faktisk, at dette problem har været medvirkende til, at der i det hele taget opstod en depression. Derfor er det vigtigt at arbejde med årsagen eller årsagerne til depressionen, også.
Hvis du derimod er en person, der normalt ikke lægger låg på dine følelser, så er der ingen umiddelbar grund til at tro, at medicinen vil ændre på det.
Jeg har oplevet mange svære depressioner. Hver gang har depressionen udtrykt sig, blandt andet som følelsestomhed og følelsesløshed. Jeg har oplevet god hjælp, først af de tricykliske antidepressiver, som desværre var en hård kur, og senere af naturmedicinen perikon. Og hver gang oplevede jeg virkningen af det antidepresssive middel på den måde, at medicinen gav mig adgang til mine følelser igen, i fuldt omfang. Sideløbende har jeg så fået psykoterapi, hvilket har løst selve årsagen til, at jeg fik depressioner.
Jeg skriver dette, for at du skal vide, at depression og depressionsmedicin opleves forskelligt, og det, der er sandt for den ene, kan være forkert for den anden.
Mange hilsner
Kameliadamen