Indstillinger
Hvad skal jeg gøre????
Jeg har virkelig bare brug for en at snakke med.. Da jeg var 13 år kom jeg ud for et overgreb seksuelt. Det var til en fest i samme by som jeg boede i. Jeg havde lige mødt en veninde som var nogle år ældre en mig. Vi var sammen hver dag i denne sommerferie, det var rigtig fedt får min mor stolede på mig, og var sikker på at når jeg sagde at jeg bare skulle hjem til hende min veninde og sove var det rigtig nok.. En af de dage, havde hun fundet en fest hvor vi gene måtte komme. Jeg drak for første gang og blev rigtig fuld. Min veninde" var blevet så fuld at hun var gået med en fyr får at sove hos ham. Hun havde glemt mig som var fuld og lå og sov i en seng. Jeg vågnede bare op imens han var igang... Jeg husker bare jeg løb alt hvad jeg kunne.. Løb hjem til min veninde og bankede hårdt på døren grædene, hendes forældre åbnede døren og jeg græd og fik sagt det hele.. DE sagde de ville ringe til min mor og far, men jeg ville ikke have det for jeg var så bange for min mor og far ville blive sure over jeg havde løjet.. Så de gik i seng og ladede som ingenting. Jeg lagde mig ind til min veninde får at sove. Jeg valgte min mor og far aldrig ville få det afvide, de ville bare blive gale.. Jeg gik hjem næste morgen som en helt anden pige. Jeg gik rundt i en uge og holdte det for mig selv. Men en dag kunne jeg ikke mere jeg ville havde det ud, tankerne forsvandt ikke. Jeg ville skære i mig selv. men i stedet brød jeg sammen og min mor hørte det og kom løbene ind til mig. Hun blev slet ikke gal, men ked af det og ringede så til min far. Næste dag kørte vi alle 3 på rigshospitalet til chek og samtale. Da vi var på vej hjem i bilen, blev vi enige om aldrig at snakke om det igen... Jeg havde det svært i skolen derefter, jeg kunne ikke koncentrere mig mere, og skuppede mine venner fra mig, der var ingen der kunne forstå mig, som om det aldrig var sket.. Jeg begyndte at blive overvægtig fordi jeg overspidste alt mad.. Da jeg var 17 år valgte jeg at starte på en slankehøjskole.. Der fik jeg en god ide med at kaste op hver gang jeg spiste/overspiste.. Jeg blev vejet hver fredag, og det havde jeg tabt mig op til 3-5 kg hver uge.. Jeg fortalte hende der vejede mig at jeg kastede op hver gang jeg spiste, og hun fik mig videre i systemmet.. Jeg stoppede på højskolen efter 3 måneder hvor jeg nu vejde 30 kg mindre, Jeg kom op i holbæk en gang om ugen, hvor de gav mig nogle piller, og samtaler. Det hjalp ikke. Jeg var begyndt at skærre i mig selv. Og banke mit hoved ind i ting til jeg blev dårlig.. Min mor valgte så at jeg skulle indlægges.. Der startede jeg med et måltid om eftermiddagen, men ingen holdte øje med om jrg kassertede op. Så når de vejede mig havde jeg også tabt mig. Jeg var til at møde omkring hjælp jeg kunne få, da det ikke hjælper at være indlagt, da men har brug for at snakke.. Det eneste min sagsbehandler tilbyder er en lejlighed og en kontaktperson der kan komme en time engang om ugen. Så nu bor jeg i min lejlighed helt alene, køber en masse mad og kaster op bagefter. Bruger alle mine penge på slanke piller. Ville ønske jeg kunne få hjælp, det er så svært at kæmpe med..
Kommentarer
Det var godt, at du til sidst fik fortalt det til dine forældre, men I har desværre ikke valgt nogen god løsning. I har valgt, at der ikke skal tales mere om det og det er faktisk det værste, man kan gøre. Det har ført til, at du nu står med mange flere problemer, fordi du har måtte prøve at klare det på én eller anden måde.
Den bedste løsning er at tale rigtigt meget om det. Først når det er blevet talt rigtigt meget igennem og du har fået professionel hjælp til at komme igennem det, kan du lægge det bag dig. Du har brug for hjælp til at bearbejde det, så du kan få det godt og komme af med din spiseforstyrrelse og de andre problemer overgrebet har medført.
Jeg håber, at dine forældre vil hjælpe dig til at få den hjælp. Første skridt er at kontakte din læge og fortælle, at du var ude for en voldtægt. Så kan du få psykologhjælp.
Kærlig hilsen Helene
Jeg ved hvor invaliderende det er.
Jeg lider selv af spiseforstyrrelse, og var i en lang periode styret fuldstændigt af bulimi, slankeplastrer, motion og afføringsmidler. Tidligere var jeg også gennem en lang, lang periode med svær selvskade.
Jeg mener ikke, at det at tale med veninder er en løsning. Du skal have professionel hjælp; både til at bearbejder dit traume og til at behandle din spiseforstyrrelse.
Ved ikke helt hvor Holbæk hører til... Er det Region Hovedstaden???
Jeg kom i behandling på Psykoterapeutisk Klinik i Nannasgade på Nørrebro. Det lå tidligere på Bispebjerg Hospital.
Det var et forløb der strakte sig over et halvt år. I starten havde jeg samtaler to eller tre gange om ugen, det kan jeg ikke huske. Senere blev det til en samtale om ugen indtil det blev hver fjortende dag.
Det er et fast behandlingsforløb målrettet bulimi og overspisning, og i terapien benyttes blandt andet passager fra Christopher Fairburn's bog Overcoming Binge Eating.
Det forløb hjalp mig utrolig meget.
Jeg vil foreslå dig, at du taler med din kontaktperson eller din læge om det. Du bør insistere på at blive henvist til behandling ved en instans der arbejder med spiseforstyrrelser.
Måske er det muligt at du kan få en henvisning dertil hvor jeg var tilknyttet - eller til et lignende behandlingsforløb. Jeg mener også, at man i visse tilfælde kan henvises til behandling hos private behandlingssteder - hvor man får det betalt.
Og jeg syntes også, at du skal tale med dem om at få psykologhjælp. Din kontaktperson kan hjælpe dig med at søge kommunen om hjælp til at betale for psykolog. Der er jo mange gode grunde til at du skal have den hjælp.
SIND tilbyder gratis psykologhjælp til visse grupper ihvertfald i visse geografiske områder, og det er nok værd at undersøge om de gør det i nærheden af dig.
Du kan prøve at ringe til dem
Du kan også kontakte Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade og spørge om de kender til behandlingstilbud nær dig.
Jeg bliver aldrig helt fri for spiseforstyrrelse, den titter frem nu og da når jeg er stresset, men den får slet ikke det tag i mig som den havde engang.
Jeg håber virkelig at du kan finde kræfter til at kæmpe for at få den hjælp du har brug for.
KH Helene
Hjælpen er der :0)