Indstillinger
Gråd og nervøsitet over ingenting, tegn på depression?
Hej.
Jeg er en pige på 19 år, som går i 3.g. og generelt har en normal tilværelse med en relativ dejlig familie. Jeg har aldrig haft en kæreste og har heller ikke vildt mange venner, som man kan betegne som nære. Men det er ikke problemet.
Problemet er, at jeg siden folkeskolen (måske tidligere) har haft et problem med en form for nervøsitet, når jeg skal snakke om ting. Og det er virkelig småting, det drejer sig om. Fx når jeg skal sige til min lærer, at min aflevering bliver forsinket, kan jeg få tårer i øjnene og min stemme begynder at bævre. Det samme skete for mig i dag, da jeg mødte min nye læge for første gang, og hun var glad og smilende, men da jeg skulle snakke med hende, snørede min hals sig sammen og skælvede som om, jeg skulle til at græde., hvilket jeg senere begyndte på. Mine erfaringer er, at det måske har noget med folks forventninger til mig, og måske fordi jeg ikke har verdens bedste selvtillid, da jeg er ca. 15 kg for tyk. Men jeg ved ikke, om det er årsagen.
En anden ting er, at jeg kan begynde at græde over de mindste ting, fx lykkelige slutninger i film, hvilket måske virker normalt, men det er praktisk talt HVER ENESTE film ligegyldigt, hvilket budskab den har. Jeg har overvejet, at det måske er fordi, jeg har meget sympati for folk, men det virker jo helt bizart at græde iver disse ting, som fx da én, jeg kender, har fortalt, at hun måske har en depression... jeg kender hende knap nok!
Dette er blot ekspempler på min situation, men jeg vil lige fortælle lidt om min baggrund og væremåde:
Jeg er som nævnt overvægtig, hvilket godt kan virke begrænsende, fordi 'ingen vil være ven med den fede pige', og jeg er derfor ofte stille, når jeg møder folk. Jeg er ellers rimelig udadvendt, men det forekommer mest, når folk kommer til mig, og det gør de sjældent pga. overvægten. Jeg har derfor heller aldrig kunnet lide en fyr, der rent faktisk kun lide mig, jeg har altid været den, der blev brændt i sidste ende. Egentlig føler jeg ikke, at jeg har brug for en kæreste, men det er lidt træls at være 'den evige jomfru'. Mine venner er nemlig forbi det stadie, og det gør heller ikke min situation bedre.
Jeg håber ikke, det blev for rodet, men pointen er, at jeg ofte græder og får tårer i øjnene ved ting, som man ikke burde. Et sidste ekspempel var da, min far spurgte, hvordan det gik med en svær opgave i skolen, og der havde jeg svært ved at holde tårerne inde, men det har måske igen noget med forventninger at gøre.
Lyder det, som om jeg har en depression? Det skal lige siges, at jeg sagtnes kan være glad, men der er også tider, hvor jeg er helt nede i kulkælderen, dog aldrig på selvmordets rand
Burde jeg evt. spare sammen og give psykolog et forsøg? Håber nogen kan hjælpe bare en smule
Mvh. Matilda Rose.
Jeg er en pige på 19 år, som går i 3.g. og generelt har en normal tilværelse med en relativ dejlig familie. Jeg har aldrig haft en kæreste og har heller ikke vildt mange venner, som man kan betegne som nære. Men det er ikke problemet.
Problemet er, at jeg siden folkeskolen (måske tidligere) har haft et problem med en form for nervøsitet, når jeg skal snakke om ting. Og det er virkelig småting, det drejer sig om. Fx når jeg skal sige til min lærer, at min aflevering bliver forsinket, kan jeg få tårer i øjnene og min stemme begynder at bævre. Det samme skete for mig i dag, da jeg mødte min nye læge for første gang, og hun var glad og smilende, men da jeg skulle snakke med hende, snørede min hals sig sammen og skælvede som om, jeg skulle til at græde., hvilket jeg senere begyndte på. Mine erfaringer er, at det måske har noget med folks forventninger til mig, og måske fordi jeg ikke har verdens bedste selvtillid, da jeg er ca. 15 kg for tyk. Men jeg ved ikke, om det er årsagen.
En anden ting er, at jeg kan begynde at græde over de mindste ting, fx lykkelige slutninger i film, hvilket måske virker normalt, men det er praktisk talt HVER ENESTE film ligegyldigt, hvilket budskab den har. Jeg har overvejet, at det måske er fordi, jeg har meget sympati for folk, men det virker jo helt bizart at græde iver disse ting, som fx da én, jeg kender, har fortalt, at hun måske har en depression... jeg kender hende knap nok!
Dette er blot ekspempler på min situation, men jeg vil lige fortælle lidt om min baggrund og væremåde:
Jeg er som nævnt overvægtig, hvilket godt kan virke begrænsende, fordi 'ingen vil være ven med den fede pige', og jeg er derfor ofte stille, når jeg møder folk. Jeg er ellers rimelig udadvendt, men det forekommer mest, når folk kommer til mig, og det gør de sjældent pga. overvægten. Jeg har derfor heller aldrig kunnet lide en fyr, der rent faktisk kun lide mig, jeg har altid været den, der blev brændt i sidste ende. Egentlig føler jeg ikke, at jeg har brug for en kæreste, men det er lidt træls at være 'den evige jomfru'. Mine venner er nemlig forbi det stadie, og det gør heller ikke min situation bedre.
Jeg håber ikke, det blev for rodet, men pointen er, at jeg ofte græder og får tårer i øjnene ved ting, som man ikke burde. Et sidste ekspempel var da, min far spurgte, hvordan det gik med en svær opgave i skolen, og der havde jeg svært ved at holde tårerne inde, men det har måske igen noget med forventninger at gøre.
Lyder det, som om jeg har en depression? Det skal lige siges, at jeg sagtnes kan være glad, men der er også tider, hvor jeg er helt nede i kulkælderen, dog aldrig på selvmordets rand
Burde jeg evt. spare sammen og give psykolog et forsøg? Håber nogen kan hjælpe bare en smule
Mvh. Matilda Rose.
Kommentarer
Jeg vil foreslå dig at gå til din læge og fortælle, hvordan du har det. Lægen kan vurdere, om du har en depression. I så fald kan du få en henvisning på 10 psykologtimer (tror jeg, det er) med tilskud fra sygesikringen. D.v.s. der bliver en egenbetaling på knap 300 kr. pr. gang.
Hvis din læge bare vil give dig en recept på medicin, synes jeg, at du skal insistere på en psykolog.
De symptomer du beskriver, kan sagtens bunde i lavt selvværd. Det bider sig selv i halen - f.eks. så kan man have tilbøjelighed til at blive overvægtig, hvis man har et lavt selvværd men samtidigt skaber overvægten også et dårligere selvværd.
Der er ikke noget galt med dig. Der er en grund til, at du har det, som du har det. Man kan så let komme til at tro, at der er noget 'galt med én', men der er ikke noget galt med dig. Du reagerer på nogle ting i dit liv, der ikke er okay for dig. Når du søger hjælp, er der al mulig grund til at tro, at du kan få det bedre.
KH Helene