Hvad skal jeg gøre?
Jeg skriver fordi jeg er ved at gi op med min kæreste, vi fik en dejlig datter for ca. 6 mdr siden. Vi fik en lidt skidt start på tilværelsen da vores datter sad fast i omkring 4 timer i fødselskanalen, og var indlagt i de første 5 dage efter fødslen pga. at hun havde slugt for meget fostervand og havde noget rallen som følge deraf. Da vi kom hjem fra sygehuset gik det godt, men dog stadig havde vi ikke helt fået afklaret at nu var vi altså forældre og at det betød at vores liv var blevet anderledes og vi ikke bare kan gøre som vi altid har gjort. Det ændrede vi på, og efter jeg startede op efter endt barsel på arbejde er min kæreste blevet mere og mere fjern, vil ikke lytte til mig, hun kan ikke finde ro om aftenen og natten, hun har let til tårer og alting bekymrer hende eks. økonomi, hvordan det skal hænge sammen når hun starter på arbejde pga. vi har skiftende arbejdstider begge to. Jeg har snakket med hende om, om det kunne tænkes hun måske har udviklet en fødselsdepression og burde opsøge læge. Men det er som om hun ikke vil acceptere at der er noget galt, og vil ikke modtage hjælp hverken af mig selv eller andre.
Det er desværre ved at ødelægge vores lille familie og jeg skriver til jer i håb om at i kan gi mig råd om hvad der evt. kan være galt og hvad jeg mere kan gøre andet end at støtte hende og hjælpe så meget til med de huslige pligter som jeg gør og kan?
Håber virkelig i kan hjælpe, for ved ikke hvad jeg skal gøre mere
Det er desværre ved at ødelægge vores lille familie og jeg skriver til jer i håb om at i kan gi mig råd om hvad der evt. kan være galt og hvad jeg mere kan gøre andet end at støtte hende og hjælpe så meget til med de huslige pligter som jeg gør og kan?
Håber virkelig i kan hjælpe, for ved ikke hvad jeg skal gøre mere
Kommentarer
Først tillykke med jeres lille datter
Det kunne godt lyde som om, at din kæreste har fået en fødselsdepression. Det er synd for hende.
Har du ikke mulighed for, at være til stede ved næste besøg af sundhedsplejersken?
Her kunne du fortælle, hvordan du oplever din kæreste i hverdagen.
Ellers må du tage hende under armen, og tage hende med til lægen.
Fortæl hende, at du er bekymret for jeres lille familie, og sig, at du vil støtte hende og følge hende uanset hvad der sker.
Alle kan blive ramt af depression, og der er ikke noget skamfuldt eller flovt over det.
Hun kan få det rigtig godt igen, hvis hun/I får hjælp
Johanne
du hjælper i huset meget fint ---det kan godt være hun er ved at få en fødsel-deprission ---det vil vise sig --men igen giv hende tid ---
hvis det varer ved --eller bliver værre --kunne du måske nævne det for sundheds syge plejersken når hun kommer ---
ikke noget stort nr,ud af det ---men stille og roligt fortælle hende at du tror ikke din kone har det så godt ---
så vil hun sikkert tale med din kone---
Hun udviser de klassiske tegn på depression, og jo hurtigere der sættes ind des mindre får den fat i hende.
Depression skal ikke negligeres og kan ikke ties ihjel, og det lyder som om hun har det rigtig, rigtig dårligt.
Det er enormt svært at erkende at man er ramt af depression, og derfor er det nok en god idé at du er der næste gang sundhedsplejersken kommer, så du kan bringe emnet på bane.
Jeg syntes dog også, at I skal tage til lægen.
Desuden må du tale med hende igen.
Det kan være, at du skal fortælle hende hvor ondt det gør på dig at se hende være så ked af det.
Du kan fortælle hende, at det anslås at 10% af alle fødende udvikler fødselsdepression (det kan du selv finde ved googlesøgning) og understrege at det ikke er hendes skyld.
Når hun er frustreret over hvordan det hele skal gå når hun skal starte arbejde, kan du prøve at spørge hende, om hun tror, at hun vil kunne arbejde som før fødslen når hun har det som hun har det.
Du kan også prøve at sætte dig sammen med hende og læse noget litteratur om emnet.
Og så syntes jeg, at du skal spørge hende, hvorfor hun ikke vil til lægen. Er hun bange for, at hun skal på antidepressiv medicin?? Det er absolut ikke sikkert at det ender med det. Samtaler kan gøre underværker; og ekstra støtte fra sundhedsplejerske kan ligeledes være en god hjælp.
Du kan spørge hende hvad hun har brug for fra dig - og fortælle hende hvad du har brug for fra hende (læge/sundhedsplejerske).
En ikke spor ubetydelig sag i denne sammenhæng er jeres datter. Det er det der får mig til at råbe sådan op om at I ikke bare kan se tiden an når det allerede har stået på en tid.
Som jeg har forstået dit indlæg, går din kæreste hjemme på barsel.
Hvis hun ikke magter det nære samspil med lillepigen, men i højere grad kører på autopilot i forhold til pasningen og plejen af hende og er forsinket i sin reaktion på den lilles mimik og lyde på grund af de mange tanker og bekymringer hun bærer rundt på, er der grund til bekymring for den lille.
Den nære kontakt - den fysiske, øjenkontakten, reaktionen på den lilles lyde og udbrud - er enorm vigtig for barnets emotionelle udvikling.
Du vil nok selv kunne observere om det halter på det punkt.
Det er helt naturligt at du finder det her rigtig hårdt.
Du må gøre dit bedste for at holde dig bevidst, at din kæreste ikke som sådan har ændret sig, men at hun er syg.
Og du må gøre dit bedste for at give din datter den nærhed, tryghed og det samspil hun har brug for. Så er det mindre vigtigt om vasketøjet bliver lagt sammen.
Taler du med nogen om det her??? Det skal du sørge for at gøre.
Her står masser om fødselsdepression og også om betydningen for barnet.
http://videbech.com/fdep/index.php?opti ... e&Itemid=1
og googlesøgning giver dig masser af hits. Du kan også gå på biblioteket og finde en egentlig bog.
Sørg for at tage en meget dyb og seriøs samtale med hende, hvor du får forklaret det ikke altsammen er for din skyld, men fordi du ønsker hun skal have det rigtig godt igen. - Så hun kan nyde Jeres dejlige lille datter.
Du kan eventuelt få gode råd hos sensetik.dk
Kig gerne ind på www.ren-nydelse.dk
Vh Sanne