Netdoktor.dk - Danmarks uafhængige leksikon om sygdomme

Hvad skal jeg gøre

Redigeret 17 december, 2010, 06:16 i Ægteskabsproblemer
Jeg er en kvinde på snart 30 år jeg har været sammen med min mand i snart 11 år og vi har 4 børn sammen. Vores ældste datter var født med en hjerneskade og vi mistede hende sidste år. Vi har kæmpet fra dag et af da vi fik vores handicappet datter og livet hat ikke været nemt. Vi har mistet job pga. for meget fravær pga. vores datter og ja det har været 11 hårde år. Økonomien er også død og vi har meget gæld som vi ikke kan komme af med. Mit problem er at jeg ikke føler jeg elsker min mand mere jeg ved han elsker mig rigtig meget det sir han ihvertfald tit og ofte og viser det også og er ked af jeg ikke viser det til ham, men ved ikke hvordan jeg skal vise ham noget der ikke er der mere eller som ihvertfald er godt gemt for ved ikke helt hvad det er. Han er en god mand og har altid været det vi har haft vores skænderier, men hvem har ikke det. Jeg aner ikke hvad jeg skal om jeg skal fortælle ham jeg ikke føler noget for ham mere så vi kan kæmpe sammen for at vinde det tilbage eller om jeg skal stoppe op og vælge at gå med børnene og prøve lykken et andet sted. Der er 10 år mellem min mand og jeg så han har prøvet alt det jeg ikke har jeg nåede ik at ha min ungdom før jeg mødte ham og fik børn. Elsker mine børn og de betyder alt for mig, men er så forvirret og er så ked og det kan han se og mærke nok også fordi jeg snerre af ham tit faktisk. Hvordan finder jeg gnisten igen eller skal jeg vende om og gå min vej og prøve nye veje. En brugervejledning på livets problemer havde været godt. Mange folk går fra hinanden og deres børn blir delebørn og det kan jo være fint nok, men ved bare ik om det er det i mit tilfælde om jeg kan leve med jeg tar mine børn fra deres far så de kun skal se ham hver anden weekend. Så hvad gør man kæmper man videre sammen om at få kærligheden tilbage eller gir man op nu efter 11 års kamp og prøver en ny vej. Jeg ved det ik ved bare det gør mig ked når jeg tænker tanken at jeg skal gå fra ham, men samtidig blir ked af at jeg skal blive hos ham. Hvad gør man.....

Kommentarer

  • At være så ung, og have fire børn, hvoraf det ene har været handicappet og nu er dødt, er noget af en opgave.
    Jeg tror simpelthen ikke på, at problemet er din mand eller dig. Det er situationen. Det er de store følelser og de store opgaver du har været oppe imod.
    Jeg havde også fire børn, da jeg var på din alder. Når vi er unge, så tror vi, at vi skal kæmpe os henimod nogle følelser eller et bedre liv.
    Jeg tænkte også tit tanken om at gå fra min mand. Men løser det noget?
    Nej, det gør jeres nuværende vanskeligheder større.
    Jeg tænker på, om du stadigvæk er i sorg over dit mistede barn, og de år der er gået med at "kæmpe", og resultatet af jeres livssituation.
    Jeg tror du skal hvile dig lidt, skab dig nogle små "oaser" i løbet af en dag, hvor du bare lader følelser og tanker passere, uden at handle på dem. På et tidspunkt når du ind til "et stille sted" og her finder du dig selv, hvor der er plads til dig selv.
    Jeg har mistet en lillesøster, hun var ni år da hun døde. Hun var hjerneskadet og stærkt handicappet fra fødslen af. Mine forældrer "kæmpede" også med mistede job, førtidspensioner, hele deres tilværelse blev "en kamp for livet".
    Jeg har aldrig set min mor så fortvivlet, som da det gik op for hende, at hendes lille pige var ved at dø. Det trækker stadigvæk tårerne frem, også når jeg skriver det her til dig. Det var de store følelser, afmagten og fortvivlelsen. Jeg har aldrig nogensinde set min mor så fortvivlet. Alligevel "tog hun sig sammen" og livet gik videre. Men hun kom sig aldrig helt over tabet af et af sine børn. Min lillesøster var en lille efternøler, jeg havde selv fået mit første barn. Min mor havde ikke andre små børn at skulle tage sig af.
    Min mor gav også udtryk for, at det var en lettelse at lille Hanne var død. Nu vidste hun hvor hun var. Hun havde været meget bekymret for Hannes fremtid, når de som forældre var nød til, at sende hende på en institution, eller hvis de døde før hende.
    Nu er du meget ung, og har meget om ørerne. Jeg ved, at man i sorgen over at have mistet et barn, kan blive som om man ingen følelser har.
    Har du haft en psykolog til at hjælpe dig med at bearbejde tabet?
    Livet bliver forandret for altid, når man mister, man skal finde et nyt ståsted i tilværelsen, hvor den døde stadigvæk er der, men ikke fylder hele livet.
    Du har tre andre børn, det er i sig selv en opgave og en glæde, men det må ikke føles som en kamp, at få livet til at føles som liv igen.
    Jeg tror du mest af alt har brug for en rekreationsperiode for at finde dig selv.Jeg synes det er naturligt, hvis du midt i alt det her er udmattet. Det kan få dig til at tro, at du ikke har følelser for din mand mere, at du ikke elsker ham o.s.v.
    Som jeg skrev til dig, tænkte jeg også på at forlade min mand. Jeg tænkte mig godt og grundigt om, og valgte at blive. Jeg nåede frem til, at alt det man troede man ville finde et andet sted, det havde jeg lige for næsen af mig selv.
    Min mand er død for to mdr. siden. Det var en god følelse, at vide vi holdt sammen og var hos hinanden lige til det sidste. Sorgen er lettere at bære, når man har gjort hvad man skulle.
    Vi var næsten nået frem til guldbrylluppet.
    Alle gode ønsker for dig.
    Hilsen Linette.
  • til Carpedien81
    jeh har ikke så meget nyt at sige --jeg slutter mig til Linette s---indlæg som var godt ----

    men det jeg vil sige til dig --du skal søge hjælp til at komme videre --du skal i terapi --hvor du kan gennem gå og snakke dit liv igennem og få bearbejdet dit trauma---

    det hlælper ikke du går fra din mand --finder en nyt ---nej du skal have tømt din rygsæk så du ikke har så meget at bære på --
    måske lidt parterapi ---så finder du ud af ---hvad du skal bygge videre på
    jej ønsker dig god vej
  • Hej hvis du kan redde dit ægteskab er det nok bedst for jer alle. måske har du tænkt så meget på din handicappede datter . at du ikke har haft overskud til at elske din mand. Du bærer stadig på sorg. og det kan også blokere dine følser. jeg synes du må fortælle ham dine følelser. og du og ham får noget alene tid sammen så du kan begynde at mærke dine inderste følser. måske hakker du på ham fordi du ikke får nok opmærksomhed fra ham. i skal blive bedere til at tale pænt til hinanden. en parterapeut kunne også hjælpe jer. men det koster penge. Du skriver du ikke har haft din ungdom. få nogen til at passe børnene gå ud og oplev sammen med din mand. eller nogle veninder. det bliver ikke nemmer som enlig mor. prøv at skrive ned på papir de fordele din man står for og de ulemper. så kan du bedere danne dig et indtryk. Hvis du vælger at gå fra ham . du siger børnene skal med dig. der er nogle forældre der har dem boene hos begge forældre i perioder. så er kan det kompineres med andre aktiviteter. og i kan hjælpe hinanden . så vil det ikke blive den store tab for den ene af jer. held og lykke
  • Hej alle sammen tak for jeres svar og vi har haft det rigtig hårdt og ved godt det er bedst man blir sammen men har det bare sådan ik for en hver pris. Jeg er stadig forvirret og prøver virkelig at mærke efter om jeg stadig elsker min mand eller om det er helt væk. Lige i øjeblikket har jeg bare lyst til at være uden ham at han ik var hos mig så jeg ku slappe af på en måde. Ja jeg ved det ik det er en underlig følelse at ha efter 11 års kamp næsten. Han er en god mand og han har altid været god ved mig og børnene, men der er også mange dårlige sider af ham. Men jeg prøver at ta en dag af gangen og se hvad der sker
Log in eller Registrér for at kommentere.