Indstillinger
uheldig barndom og en mor der drikker.
Hej. jeg er en pige på 19 år gammel. jeg bor sammen med min kæreste, som jeg har kendt i mange år, været kærester med i 7 måneder.
Jeg har haft min depression i mange år. jeg har forsøgt at tage livet af mig selv 4 gange, endt på sygehuset pga det 1 gang. min mor har drukket i 5 år nu. og da jeg boede med hende, var det mig der skulle gøre rent, lave mad, sørge for min lillebror, samle hende op ad gulvet og handle ind. det var ikke sådan i så lang tid, men det meste ad tiden, ledte jeg efter flasker som hun gemte i lejligheden. jeg græd mig selv i søvne, og ville ikke have nogen med hjem, fordi jeg var flov over hende. samtidig skulle jeg passe kæreste(dengang var en anden) arbejde og skole. jeg fik ikke en eksamen, fordi min mor lå fuld på min sofa. jeg har haft en hård barndom, men vold, konflikter, alkohol. nu har jeg ikke længere kontakt til min mor, fordi jeg ikke kunne koncentre mig om mit liv. nu har jeg en kæreste jeg er meget glad for, og man skulle tro at det hele var godt. jeg sidder fast i fortiden. der skal ingenting til før jeg bryder sammen i gråd. jeg vil så gerne blive rask, og jeg syntes bare ikke at psykisk hjælp, hjælper. Fordi jeg har min depression så har jeg svært ved at komme ud af døren, så motion er også svært. jeg vil så gerne blive glad igen, og nyde livet med min kæreste, men jeg sidder fast i det negative. hvad skal jeg gøre?
mvh christina
Jeg har haft min depression i mange år. jeg har forsøgt at tage livet af mig selv 4 gange, endt på sygehuset pga det 1 gang. min mor har drukket i 5 år nu. og da jeg boede med hende, var det mig der skulle gøre rent, lave mad, sørge for min lillebror, samle hende op ad gulvet og handle ind. det var ikke sådan i så lang tid, men det meste ad tiden, ledte jeg efter flasker som hun gemte i lejligheden. jeg græd mig selv i søvne, og ville ikke have nogen med hjem, fordi jeg var flov over hende. samtidig skulle jeg passe kæreste(dengang var en anden) arbejde og skole. jeg fik ikke en eksamen, fordi min mor lå fuld på min sofa. jeg har haft en hård barndom, men vold, konflikter, alkohol. nu har jeg ikke længere kontakt til min mor, fordi jeg ikke kunne koncentre mig om mit liv. nu har jeg en kæreste jeg er meget glad for, og man skulle tro at det hele var godt. jeg sidder fast i fortiden. der skal ingenting til før jeg bryder sammen i gråd. jeg vil så gerne blive rask, og jeg syntes bare ikke at psykisk hjælp, hjælper. Fordi jeg har min depression så har jeg svært ved at komme ud af døren, så motion er også svært. jeg vil så gerne blive glad igen, og nyde livet med min kæreste, men jeg sidder fast i det negative. hvad skal jeg gøre?
mvh christina
Kommentarer
Du har lagt to indlæg ind på forskellige debatter. Nu svarer jeg på dem begge under ét, for de hænger jo sammen.
Du har haft en svær opvækst. Den slags sætter sine spor i éns krop og sind. Du har fundet en kæreste, der også har haft en belastet opvækst, der præger ham. Det vil sige, at I er to ensomme, sårede mennesker med hver Jeres følelsesmæssige problemer. I vil gerne være noget for hinanden, men I kan ikke og der kommer mange konflikter. For Jeres uløste problemer i hver især har taget med Jer ind i forholdet betyder, at I ikke kan støtte og hjælpe hinanden. I kan ikke fylde de tomrum og de savn ud hos hinanden, som I hver især har med Jer fra barndommen. Tværtimod vil I snarere komme til at svigte, såre og skuffe hinanden, fordi ingen af Jer får Jeres behov dækkede. I trækker desværre ikke hinanden opad men nedad.
Du skriver, at du lever i et forhold til en mand, der er meget aggressiv og tæt på at blive voldelig og at han faktisk ikke interesserer sig for dig. Du spørger, hvad du skal gøre. Mit svar er, at du skal se at få afsluttet det forhold og komme væk. Han er jo ikke god for dig. Du har valgt at droppe kontakten til din mor, fordi du ikke kunne koncentrere dig om at leve dit eget liv, når hun var en del af det. Så du har vist, at du altså er i stand til at afslutte et forhold, der ikke er godt for dig selv.
Ved at udsætte dig selv for et forhold, hvor du ikke bliver behandlet godt, fortsætter du med at udsætte dig selv for svigt, ligesom du blev sviget som barn. Du lader dig stadigt behandle på samme måde, som din mor behandlede dig.
Det er klart, at du er deprimeret, det ville være mærkeligt andet, når du er vokset op med vold og druk. Når du så oven i købet lever i et forhold, der stadigt giver dig svigt, savn og påfører dig skader, så er der jo intet, der er forandret.
Du vil gerne være rask men du føler ikke, at psykisk hjælp, hjælper dig. Betyder det, at du har gået hos en psykolog eller en psykiater? I så fald har du ikke fået tilstrækkelig behandling eller måske ikke den rigtige behandling. Du vil givetvis sidde fast i de negative følelser indtil du har fået så meget terapi, så du får bearbejdet din fortid, så du kan slippe de negative følelser og give plads til glæden. Det kan du ikke klare alene, der skal professionel hjælp til. Det er ikke noget, der kan klares med kognitiv terapi og nogle råd om at komme ud af døren og få motion. Tænk på hvor mange år det har taget dig at få det så dårligt her. Det er ikke noget, man 'bare lige' kan fixe – men det positive er, at man dog kan få det bedre, når man får den rigtige hjælp til det. Men det kræver, at du aktivt søger den hjælp.
Kærlig hilsen Helene
i gang i hele mit liv har jeg tænkt på mig selv frem for andre, det var da jeg afsluttet kontakten med min mor. hvordan kan jeg tænke på mig selv nu. jeg vil få så svært ved at gå fra ham fordi jeg elsker ham så meget, og fordi jeg aldrig har haft det sådan før. men det er som om at jeg skal tvinge ham til at elske mig tilbage. han siger at han elsker mig og alt det der, men jeg kan mærke at det ikke er det samme mere. og det har jeg også fortalt ham, og han siger at han vil prøve at gøre noget ved det. men jeg tror ikke på det. jeg har overvejet parterapi, men jeg syntes bare ikke at det kan være rigtig to 19 årige skal gøre det efter kun 7 måneder. Jeg har bare tømt for kræfter, og jeg bliver alligevel ved med at kæmpe fordi jeg ikke tænker på hvad der er bedst for mig selv, men hvad jeg gerne vil. jeg vil jo gerne være sammen med ham. han får mig til at få det godt indeni. vi har det da også sjovt sammen, men det negative flyder så meget og han tager det ikke seriøst. når han ikke kan snakke om tingene med mig uden at flippe helt ud og gå sin vej, er det så pga hans opvækst? fordi at hans forældre måske har lært ham at glemme det og komme videre? han vil ikke svare mig på noget, og han kan ikke åbne sig. Du spurgte om jeg fik professionel hjælp, ja det gør jeg. men måske ikke nok. inden jeg mødte ham, der drejede det sig kun om at få min mor til at stoppe med at drikke, nu drejer det sig om at få ham tilbage til den jeg forelskede mig i. og igen tænker jeg ikke på mig selv, men på ham.
tak fordi du tager dig tid til det, det sætter jeg meget pris på, og det er rigtigt rart.
Mvh christina
Jeg er 35 år og været igennem meget som det de fleste mennesker på og ondt. Man kan altid tage noget skidt bruge og positiv. Du 19 år gammel og tingene bliver nemmere nå man ældes. Men livet er jungel man skal være stærk ellers bliver man jordet af andre. Man skal passe på sig selv for man er den besdte til at passe på sig ellers er er mange mennesker der er parat til at udnytte ens svage sider det skal ikke lov til.
Min indtryg af dig er du er godt formuleret, det vil hjælpe dig meget hvis du kommer igang med en uddanelse eller arbejde hvis i forvejen ikke har det.
Man det kommer heller ikke af sig selv, du skal vise du er intresseret, motiveret og at du virkelig ønsker det du vil, så skal du nok få det du vil have. Det er det modparten vil se og det gælder for mange ting.
Jeg vil med vilje ikke fortalle hvordan min opvæskt har været for ikke at lyde som gammel-klog.
Held og lykke og håber det bedste for dig.
Jeg har et ordsprog:
Hvis man ikke vil hjælpe andre skal man værtfald ikke gøre nogen, skade.
Hilsen gulvmanden1
Jeg vil også gerne være positiv og aktiv. men har ikke overskudet. jeg er sygemeldt pga min depression. det er ikke særlig meget jeg kan håndtere i hverdagen. og møder jeg bare lidt modstand, så falder min verden sammen. jeg går og håber hver dag at min mor stadig kan redes. hun har kun drukket i 5 år. der er dem der har drukket i 25 år også stoppet helt. og når jeg hører det så giver det mig et håb. men jeg kan bare ikke være en del af det mere. det ødelægger mig. men jeg vil gerne hjælpe hende samtidig. Men så snart håbet kommer, så forsvinder det igen fordi hun drikker. jeg bliver skuffet hver gang. Jeg tror, at jeg bare skal lade det forblive som det er, og lade være med at snakke med hende, for det går alt for meget udover mit eget liv. også når jeg er stærk nok igen, så skal jeg tage kontakt til hende. Men med hensyn til min depression så er jeg lost, jeg syntes selv at jeg får nok hjælp. det er bare svært at rede sig selv, når der er så meget modstand.
mvh christina
Når man har været udsat for en barndom med vold, svigt og afsavn, så kan man komme til at tro, at et forhold nødvendigvis må indeholde vold, svigt og afsavn. Det er det, man kender og selvom det er utrygt, så føles det alligevel trygt, fordi det er velkendt. Man kan komme til at tro, at kærlighed må være smertefuld. Det er ikke sandt. Kærlighed er ikke smertefuld. Kærlighed er glæde og nydelse.
Jeg mener personligt ikke, at man kan elske et menneske, der skader én, truer én, ikke lytter og er ligeglad og ikke dækker éns behov. Jeg mener, at forholdet i så fald handler om afhængighed, frygt for at være alene og frygt for at miste det gode man trods alt får indimellem. Hvis man ikke ved, hvad rigtig kærlighed er, så lader man sig nøjes.
For mig kræver kærlighed, at der er åben kommunikation, gensidig respekt, ligeværdighed, hensyn, betænksomhed, ansvarlighed, interesse og omsorg. Deraf kommer intimitet og nærhed.
Du kan aldrig tvinge et menneske til at elske dig. Slet ikke ved at holde fast og klamre dig til nogen. Det vil få andre mennesker til at trække sig væk. Kærlighed trives ikke i fangenskab og med tvang, trusler eller frygt. Kærlighed kræver frihed, tillid og respekt. Den er sart og skal passes, plejes og næres som en blomst.
Frem for alt er det gamle ord om, at man ikke kan elske andre, hvis man ikke elsker sig selv, fuldstændigt sandt. Tillader man, at andre behandler én dårligt, kan man ikke elske sig selv særligt højt. Når man har haft en barndom, hvor man er blevet behandlet dårligt, vil man typisk fortsætte med at lade andre træde på én, fordi man ikke har lært at elske sig selv. Når man lader andre behandle én dårligt, så viser man dem, at man ikke selv synes, at man fortjener bedre.
Ja, han får dig til at have det godt indeni – en gang imellem. Men hvad med alle de gange, hvor han får dig til at føle dig dårlig indeni? Betaler du ikke en meget høj pris for de gode stunder? Du vil gerne være sammen med ham, men når han ikke tager det seriøst og ikke har det samme behov for at være sammen med dig, så bliver det ikke bedre, hvis du prøver at tvinge ham til det. Han mister respekten for dig og du mister din selvrespekt. Han er, som han er og du kan ikke forandre ham. Du må finde ud af, om det er en person, du ønsker at være sammen med – præcist som han er.
Prøv at sammenligne dit forhold med din kæreste med følelserne for din mor. Ser du nogle lighedspunkter? Gentager du de samme mønstre? Handler du på samme måde? Føler du de samme følelser? Hvis du gør det samme, som du gjorde i forhold til hende, kan du også være sikker på at få de samme resultater.
Jeg tror ikke, at du er blevet blind p.g.a. kærlighed. Jeg tror, du er blevet blind p.g.a. mangel på kærlighed. Du vil finde dig i alt for meget for at få lidt kærlighed og det vil betyde, at du lader andre overskride dine grænser og også selv overskrider dine grænser for ikke helt at undvære. Det vil få dig til at holde mindre af dig selv. Og det er jo klart, at man bliver deprimeret, når man ikke respekterer og elsker sig selv, for man skal jo leve sammen med sig selv hele tiden.
Derfor er vejen ud af depressionen, at du får det bedre med dig selv – får bygget dit selvværd op. For så vil du ikke kunne tillade, at andre behandler dig skidt. Din terapi skal gerne hjælpe dig med at bygge dit selvværd op og lære dig at mærke, hvor dine grænser går, så du kan mærke, hvad der er godt og skidt for dig selv – og kunne handle på det. Derfor er det vigtigt, at du får terapi nok. Men det går desværre ikke hurtigt, når man skal reparere skaderne efter en ødelagt barndom.
Det er bestemt ikke min mening at tage håbet fra dig. Men håbet skal knyttes til dig selv og til, at du lærer at elske dig selv. Ikke til en kæreste.
Kærlig hilsen Helene