Kaos i hovedet
Jeg er ved at eksplodere oppe i hovedet og føler at jeg er ved at miste grebet om mig selv.
Jeg skal prøve at forklare min noget komplicerede situation. For nogle uger siden gik det helt galt mellem min søster og mig(min familie). I det jeg pga en konflikt ml. min søster og min mand, meget højtlyt bad min søster om at gå(en reaktion jeg ikke kunne kontrollere), da hun i vores børns påhør sagde at min mands måde at opdrage på var skadeligt for vores børn.
Vi har gennem de seneste år haft et underligt forhold, da vores syn på opdragelse af vores børn er vidt forskellig. Jeg har dog prøvet at forholde mig neutral, når der har været optræk til konflikter omkring, hvordan børnene skal være overfor hinanden.
Min mand har gennem længere tid forsøgt at få mig til at tage stilling til, om det er ok at min søster yngste dreng må gøre som han vil overfor vores to yngste børn. Min søster bliver vred hvis nogen siger noget til ham og selv gør de ikke rigtig noget.
Det er en rigtig svær situation, da vi også er naboer og jeg som pædagog passer, min søsters yngste søn i børnehaven.
Alt i alt tænker jeg meget på mine børn og mine forældre, jeg vil ikke have at de skal lide under den her enorme konflikt, der gør jeg ikke længere kan have noget at gøre med min søster.
Jeg kan ikke længere se på at mine børn bliver "trådt" på, samtidig har min mand også gjort det klart at han ikke længere kan acceptere at vores børn er i selskab med dem, så længe situationen er som den er. Jeg føler jeg er en lus ml. to negle, jeg kan ikke længere overskue min hverdag, jeg er træt og har ofte ikke lyst til at leve mere, for jeg kan ikke løse det her og det river mig midt over. Jeg kan ikke være en ordentlig mor og kone og frygter for min store datters følelsesmæssige påvirkning af dette. Hun har jo pludselig mistet sin moster, onkel og fættre. Mine forældre er også meget kede af det, selvom de godt kan forstå mig.
Alt er bare kaos og jeg føler mig som i et hul jeg ikke kan komme op af, jeg kan ikke tale med nogen om det her, da jeg ved det ikke hjælper mig alligevel, for ingen kan løse den her konflikt.
Oven i alt dette, er der nedskæringer på jobbet, vores hund er blevet kørt ihjel af en bus og min store datter trives ikke rigtig i skolen, jeg er bare træt og vil gemme mig væk, vil ikke tale med nogen.
Nu er det sagt, men det hjælper stadig ikke.
Mvh. ***
Jeg skal prøve at forklare min noget komplicerede situation. For nogle uger siden gik det helt galt mellem min søster og mig(min familie). I det jeg pga en konflikt ml. min søster og min mand, meget højtlyt bad min søster om at gå(en reaktion jeg ikke kunne kontrollere), da hun i vores børns påhør sagde at min mands måde at opdrage på var skadeligt for vores børn.
Vi har gennem de seneste år haft et underligt forhold, da vores syn på opdragelse af vores børn er vidt forskellig. Jeg har dog prøvet at forholde mig neutral, når der har været optræk til konflikter omkring, hvordan børnene skal være overfor hinanden.
Min mand har gennem længere tid forsøgt at få mig til at tage stilling til, om det er ok at min søster yngste dreng må gøre som han vil overfor vores to yngste børn. Min søster bliver vred hvis nogen siger noget til ham og selv gør de ikke rigtig noget.
Det er en rigtig svær situation, da vi også er naboer og jeg som pædagog passer, min søsters yngste søn i børnehaven.
Alt i alt tænker jeg meget på mine børn og mine forældre, jeg vil ikke have at de skal lide under den her enorme konflikt, der gør jeg ikke længere kan have noget at gøre med min søster.
Jeg kan ikke længere se på at mine børn bliver "trådt" på, samtidig har min mand også gjort det klart at han ikke længere kan acceptere at vores børn er i selskab med dem, så længe situationen er som den er. Jeg føler jeg er en lus ml. to negle, jeg kan ikke længere overskue min hverdag, jeg er træt og har ofte ikke lyst til at leve mere, for jeg kan ikke løse det her og det river mig midt over. Jeg kan ikke være en ordentlig mor og kone og frygter for min store datters følelsesmæssige påvirkning af dette. Hun har jo pludselig mistet sin moster, onkel og fættre. Mine forældre er også meget kede af det, selvom de godt kan forstå mig.
Alt er bare kaos og jeg føler mig som i et hul jeg ikke kan komme op af, jeg kan ikke tale med nogen om det her, da jeg ved det ikke hjælper mig alligevel, for ingen kan løse den her konflikt.
Oven i alt dette, er der nedskæringer på jobbet, vores hund er blevet kørt ihjel af en bus og min store datter trives ikke rigtig i skolen, jeg er bare træt og vil gemme mig væk, vil ikke tale med nogen.
Nu er det sagt, men det hjælper stadig ikke.
Mvh. ***
Kommentarer
Nej, ingen kan løse problemerne for dig. Især ikke, hvis du ikke fortæller nogen om problemerne. Skal problemer løses, må man have nye in-put udefra. Tingene må anskues fra andre vinkler end du og din familie plejer at anskue dem fra. Ser man altid kun tingene fra den samme vinkel, er det klart, at man bliver fastlåst.
Man skal ikke være sammen med nogen, der behandler én skidt. Det gælder bestemt også for dine børn. De skal ikke være nødt til at være sammen med menensker, der ikke behandler dem med respekt. Især ikke når det er deres familie. Dine børn skal også være sikre på, at deres far og mor hjælper dem i situationer, de ikke selv kan håndtere og de skal være sikre på, at far og mor beskytter dem overfor andre mennesker, der ikke er gode ved dem.
Børns grænser skal respekteres. De skal ikke være sammen med mennesker (heller ikke andre børn), der kontinuerligt overskrider deres grænser. Børn (og voksne) har krav på at få respekteret sine grænser og følelser og det er forældrenes opgave at sørge for, at børnene får den respekt fra omgivelserne.
Hvis din søsters børn ikke respekterer dine børns grænser, så er det ikke godt for dine børn at være sammen med deres fætre/kusiner. Hvis din søster ikke respekterer dine, din mands og dine børns grænser, så er det ikke godt for Jer at være sammen med hende.
Det er slemt, når andre overskrider éns grænser, så man ikke kan være tryg sammen med dem. Det er endnu værre, når det er nogen i familien, der gør det, for i sin familie skal man da mere end nogen andre steder kunne føle sig tryg.
Det kan betyde, at der er mennesker i familien, man ikke kan være sammen med og det er selvfølgeligt trist. Men det er endnu mere trist, hvis man mister sit selvværd, sin glæde og sin selvrespekt, fordi man lader andre træde på én.
Børn har brug for voksne, der sætter rimelige grænser - uden vrede men med respekt, lydhørhed, forståelse, dialog og med konsekvens.
Børn har i høj grad brug for voksne, der hjælper børnene med at lære at respektere både andres grænser og deres egne grænser. Børn tager skade af at få overskredet deres grænser og få lov at overskride andres grænser.
Man må aldrig slække på sine grænser og sine følelser af, hvad der føles rigtig og forkert 'for husfredens skyld'. Man skal være tro mod sig selv og lære sine børn det samme.
Håber disse in-put måske kan hjælpe dig til at se tingene fra en anden vinkel?
KH Helene
Er det helt utænkeligt at flytte ?
Jeg ønsker jer en tålelig jul.
det må være dig og din mand der bestemmer over hvordan i ønsker jeres familie skal fungere --og der skal i stå sammen --
at du så har en søster som gerne vil indføre sine regler --må du tage afstand fra---
du må meddele din søster at i må tage en pause i jeres sammen komst ---
for du gider ikke alt det brok ---snak mes dine børn om det ---ja det er svært for børn at forstå ---det er uheldigt at i bor så tæt ---og de ikke skal løbe ud ig ind hos moster hvis det er det de plejer ---meddelt dine forældre din beslutning ---og selv om det er svært for dig selv ---må du tage det i stiv arm ---der er mange der har problemer i familien ---og det er de voksne der må takle det --så det går mindst ud over børnene---