Har ikke spist i 3 dage
Hej alle. Jeg er en pige på 14 år, som gerne vil tabe mig. Jeg har trænet hårdt i 3 måneder uden der er sket noget som helst. I fredags vejede jeg mig, og der besluttede jeg mig, for ikke at spise, fordi vægten ikke har rykket sig. Jeg er 162 og vejer 50. Mit bmi-tal siger jeg er normal vægtig, men når jeg kigger mig i spejlet ser det helt forkert ud. Jeg er O.K på overkroppen, men alt fedtet ligger på underkroppen (lårene). Jeg tænker rigtig meget over det, og det fylder næsten alt i min hverdag. Jeg føler mig RIGTIG fed, og er meget utilfreds med mig selv. Har ikke spist i 3 dage, håber jeg kan holde en uge eller mere. Vil bare ønske at vægten rykker sig. Kan ikke tvinge mig selv til at spise den mindste ting, fordi føler at jeg tager på af det. Hvor længe synes i jeg skulle lade være med at spise, og kan der ske noget? Indtil videre er jeg kun lidt sløv ellers ikke andet.
kh camelia
kh camelia
Kommentarer
Tænk dog på at have det lidt sjovt i stedet for. Ellers ødelægger du din ungdom, som lige er begyndt.
Spis bare lidt til alle måltider, bare lidt, forstå det dog.
Dit svar er direkte ufølsom og du har tydeligvis ingen anelse om hvad du taler om.
Her er en pige som er på vej ud i en spiseforstyrrelse, og at kalde hende DUM og selvoptaget er så sandelig ingen hjælp. Ved ikke hvad i alverden du bilder dig ind.
At sige, at hun skal tænke på sine forældre er bestemt heller ingen hjælp. Tværtimod er det nok snarere forældrene der skal tænke på deres datter.
Man får ikke en spiseforstyrrelse hvis man har det godt med sig selv, og en pubertetspige med disse tanker har brug for omsorg og nærhed - og brug for voksne omkring sig, som ser, at noget er galt.
Desuden vil jeg påpege, at man her i debatterne skal holde en god tone. Ville du sige det du skriver ansigt til ansigt med en der kom til dig og udtrykte et problem som dette?
Jeg ville i så fald straks sige, hvad jeg her har skrevet til dig - ansigt til ansigt.
Du skriver det her i forummet "tvangstanker", og det vidner om, at du godt ved, at der er noget galt.
Du er i en alder hvor der sker meget.
Puberteten bringer for de fleste en vis usikkerhed med sig, og den usikkerhed er der nogle der har meget svært ved at håndtere.
Grunden til at du ikke har tabt dig selvom du har trænet hårdt er formentlig, at du har fået en masse muskler. Muskler vejer mere end fedt, så du er nok blevet strammet op selvom det ikke kan ses på vægten.
At du er blevet så optaget af din vægt, er et tegn på, at du ikke kan håndtere dine følelser, og af den grund leder du ubevidst efter noget du kan have kontrol over.
Du har helt tydeligt tendens til spiseforstyrrelse, og du bør se at få hjælp til at håndtere dine følelser, så du ikke kommer dertil hvor du bliver syg (virkelig får anoreksi).
I starten føles det som om, at man rent faktisk er i kontrol, men der går ikke lang tid før, at de spiseforstyrrede tanker overtager en og man ikke kan bryde ud af dem.
Den egentlige grund til at man tyr til at sulte sig og overmotionere er beskrevet rigtig godt på http://www.spiseforstyrrelser.dk under anoreksi:
"En anorektiker synes, at smerte, sorg, angst, ensomhed, vrede, tomhed, frustration eller glæde er så skræmmende eller gør så ondt, at hun eller han er nødt til at undertrykke den slags følelser. Lyst til fx nærhed eller behov for trøst og omsorg undertrykkes og kontrolleres, så man fx ikke lader sin mor, sin veninde eller sin kæreste trøste sig, selvom man er ked af det. Det er selvfølgelig ikke særlig rart at være ked af det og så ikke få trøst. Derfor prøver anorektikeren at dulme ked-af-det følelsen ved at lade være med at spise."
Jeg kan af erfaring fortælle dig, at en spiseforstyrrelse der får lov at udvikle sig medfører at man lever i et helvede hvor alt drejer sig om kalorier, motion og selvhad og man isolerer sig socialt.
Jo længere tid der går fra de første tegn viser sig, jo sværere bliver det at blive rigtigt rask.
Det eneste jeg vil give Kathinga ret i er, at du bør spise til alle måltider.
Når man ikke spiser, så mister kroppen og hjernen en masse energi, og man bliver sløv. Altså er du sløv fordi du ikke får nogen energi indenbords. Din krop kæmper desperat.
Desuden er det ekstremt vigtigt at du kommer igang med at spise igen, så anoreksien ikke udvikler sig. Du ved godt, at du ikke har brug for at tabe dig. Du er langt fra overvægtig, og du ligger i den lave ende af normalområdet. Når man går fra barn til voksen udvikler kroppen sig meget. Man får bryster, menstruation og man bliver bredere om hoften. Det skal være sådan!
Du spørger om der kan ske noget ved at du sulter dig. JA! Det er hundehamrende farligt.
Konsekvenserne ved anoreksi (som er det du viser stærke tegn på) over tid kommer her nedenunder. De skyldes især at stofskiftet falder i takt med at kroppen mister muskel- og fedtmasse og at man kommer i underskud af vitaminer og mineraler når man ikke spiser.
Huden bliver tør og får en usund farve. Hårtab. Skøre negle. Forstoppelse. Hukommelsesproblemer. Indlæringsproblemer. Svimmelhed, sløvhed og træthed. Man bliver psykisk ustabil - fx. depression. Man får tvangstanker og ser og føler fedt på kroppen som ikke er der i virkeligheden.
En meget relevant ting for dig med din alder er, at der kan komme hormonforstyrrelser, så udviklingen i puberteten bliver sat på pause. Dermed vil man ikke udvikle dig normalt. Det vil bl.a. sige, at man ikke får menstruation (eller at den holder op hvis man har fået den) og man risikerer, at det bliver så forstyrret at man vil få problemer med at få børn når man bliver voksen - også selvom man er blevet rask.
På længere sigt kan man få knogleskørhed, skader på hjernen, få skader på de indre organer (fx. hjertet og leveren). Det er ting man ikke kan rette op på.
Og så kan anoreksi i sidste ende føre til hjertestop og dermed død.
Jeg håber, at du er blevet klogere af mit svar, og at det får dig til at forstå, at det er en farlig vej du går lige nu.
Du bør tale med en voksen om, at du har fået svært ved at spise. Det kan være en af dine forældre, en lærer på skolen, en venindes forælder eller du kan tage til din læge. Du kan også starte med at ringe til Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade's telefonrådgivning. Den finder du nummeret på på den side jeg linkede til højere oppe.
Det er vigtigt at man får en varieret kost. Grøntsager, frugt, ris/pasta/kartofler o.l., kød eller vegetarisk protein OG FEDTSTOF.
Men det hele startede for 3 måneder siden. Jeg lagde mærke til at jeg havde taget på. Og da jeg vejede mig var det rigtigt. Da jeg var 12 år var jeg RIGTIG tynd. Men efter jeg sidste år (der var jeg 13). Fik mestruation begyndte det som du siger, at forandre sig. Efter mestruationen på 4-5 måneder havde jeg taget en del på, og da jeg opdagede dét, begyndte jeg at tænke andre tanker end jeg gjorde før. Jeg har aldrig været så betaget af min vægt som jeg er nu, og det forstår jeg godt. DENGANG var jeg tynd. Men nu er jeg ikke. Jeg har svært ved at tro på mig selv, og sige til mig selv at jeg ikke er fed, og mene det.
Anoreksi kender jeg godt. Jeg har læst rigtig meget om det, og set video'er på youtube. Jeg har 1 gang før ladet være med at spise i 2½ dage, men efter jeg sad og søgte om anoreksi læste jeg i en debat at det var livsfarligt, og efterfølgende opgav jeg, og spiste igen. Det var jeg glad for, fordi video'erne så, så forfærdelige ud. Og jeg var overbevist om at det var en dum idé!
Kort tid efter jeg havde spist fik jeg det rigtig dårligt med mig selv IGEN. Jeg så mig selv i spejlet og tænkte nu har jeg 110% taget på. Hvis jeg drikker en kop kakao (som jeg altid gør) så føler jeg også at jeg tager på af det, og det kan jeg ikke lade være med. Det kommer af sig selv. Noget siger mig det er den forkerte vej jeg tager, andet siger det er den rigtige. Jeg plejer at gøre det der føles rigtigt i maven. Jeg tror på det du siger er rigtigt, men hvis jeg spiser nu, så føler jeg at jeg har givet op og ikke dur til noget, ikke engang at lade maden værer. Jeg kigger heletiden på uret og tæller de timer jeg ikk har spist og tænker hvornår når jeg 100 timer? Så kan jeg noget, og dur til noget, også er jeg måske tynd? Jeg har det rigtig skidt med mig selv. Min mor siger at mine lår ikk er tykke, og min styrke-trænings lærer siger de er normale, men det er de IKKE. de er for store iforhold til overkroppen, det er ikk fordi jeg er tynd på overkroppen, men der er bare for meget vægt på lårene.
Jeg har også i over 1 år døjet meget med søvnproblemer og har/haft rigtig mange problemer de sidste par år i mit liv, som jeg selv har stået med og skulle håndtere. Bl.a derhjemme. Jeg er meget følsom, angst, deprimeret, opgivende og jeg har isoleret mig meget. Nu tænker jeg konstant på mit udseende og vægt. Det fylder alt i min hverdag og jeg ønsker mest af alt ligenu, at kunne tabe mig, og ikke at spise, fordi jeg føler at dét er løsningen - men alligevel ikke.
Jeg har snakket med min klasse lærer, og hun siger jeg skal fortælle mine problemer til min kontakt-person. Det er ikke den her spiseforstyrrelses problem, men andre problemer, som også står ivejen. Jeg har depression og angst, på onsdag skal jeg til samtale med min kontakt-person igen, og der er det meningen jeg skal fortælle hende om min problemer, men jeg tør ikke spørge om psykolog, selvom jeg har behov for det. Grunden til at jeg ikke tør spørge er at jeg ved det er dyrt. Jeg er så bange for at blive afvist, og de siger nej, ovre i kommunen, men allermest bange for at jeg får det værere med mig selv. Jeg vil prøve at tale med hende om psykolog, selvom jeg ikke ved hvad en psykolog kan, og om han/hun overhovedet er istand til at kunne hjælpe mig ud. Jeg føler kun at det som jeg gør, og kun det som jeg siger til mig selv er rigtigt. Måske fordi jeg bedst ved hvordan jeg selv har det.
For 2 uger siden sad jeg og søgte rigtig meget om ''slanke-produkter'' og hvordan man taber sig lyn hurtigt. Der fandt jeg mange forskellige ting som ''Slanke-plastre'', ''Slanke-pulver'', ''Slanke-piller, der har bevirkning når man sover'', fedtsugning osv. Jeg har bestilt nogen ''Slanke-piller'' fra Norge, som jeg fandt i en test jeg tog. Men i testen stod der man skulle være myndig, så jeg trykkede at jeg var 18. Nu har jeg fået pillerne hjem. Men tør ikke drikke vand og tage dem, for jeg ved der er en som døde af stoffet ''Efedrin'' som jeg ikke ved om den ligger i dem. Jeg var i køkken-praktik sidste uge, og der fortalte jeg min lære jeg havde bestilt nogen slankepiller, og hun sagde jeg ikke skulle tage dem, fordi de ikke var godkendt når man ikke kan købe dem i Danmark. De hedder ''BioSoft PHARMA, acai D+'' Og ''CLA kosttilskud, som øger fedtforbrændingen og reducere fedtbalancen i kroppen!'' det står der på dem.
Men det var alt, håber du forstår min nuværende situation ligenu.
Med hensyn til psykolog, så kan I ganske rigtig prøve at få kommunen til at betale. Hvis ikke de vil det (men det tror jeg at de vil) så kan man få gratis psykolog blandt andet gennem SIND. Det kan du nævne for din kontaktperson.
Du kan få hjælp til at håndtere det her, og det skal du have. Og når du får hjælp vil det måske nok være hårdt, men det er nødvendigt for at få det godt med dig selv.
At klare at lade være med at spise i 100 timer er ikke nogen sejr. Tværtimod, for det er kun dårligt for både din krop og din psyke.
Du kan garanteret godt genkende det med at du bruger maden som en måde at undertrykke andre ting.
Det der er sejt og flot gjort er at spise og få hjælp. Det er nemlig det allerbedste du kan gøre for dig selv.
Diverse slankemidler og strenge slankekure er til overvægtige mennesker. Du er ikke spor overvægtig.
Jeg kender udmærket det med at stå og kigge i spejlet og se at man er for tyk nogle steder selvom man i virkeligheden ikke er det.
Da jeg selv var allerdårligst, undrede jeg mig sådan når jeg var ude og prøve tøj, for de størrelser jeg tog med ind i prøverummet var alt for store til mig, og det hang slet ikke sammen med det jeg så i spejlet.
Du siger at du har en træner. Jeg syntes, at du skal sige til din træner, at du er holdt op med at spise, og sige, at du syntes din lår er alt for store. Det er vigtigt at din træner forstår at du helt alvorligt syntes at du trænger til at tabe dig.
Jeg håber virkelig, at din kontaktperson sørger for at du får hjælp til at håndtere dine følelser og bearbejde de ting du har været ude for gennem tiden.
Kærlig hilsen herfra
- jeg har fundet ud af at jo mere jeg traener, jo federe bliver mine laar, ergo jeg traener ikke..
Vil raade dig til at faa hjaelp, og det med at spise? start ud med et stykke frugt (maaske mindre) om dagen og saet det op naar du foeler du er klar til det.. Held og lykke
Jeg har lidt af spiseforstyrrelser hele mit liv stort set, og derfor kan jeg fortælle dig, at det ikke er rart at lade være med at spise i for lang tid. Du bliver alt alt for træt, kan ikke deltage ordentligt i din undervisning, bliver sur på dine medmennesker, som er bekymrede for dig. Derudover kan du få stærke mavesmerter, besvime, og meget nemt blive ramt af influenza fx. fordi dit imunforsvar bliver nedbrudt.
Gør dig selv en tjeneste at undgå dette. Spis grøntsager, frugter, bær osv. flere gange om dagen måske. Det er meget let kost som du burde tabe dig af at holde dig til. Du har brug for proteiner på længere sigt også, men hvis det er en kortere fase hvor du bare har brug for at tabe dig lidt, så kan du jo prøve.
Hvis du kan mærke det bliver ved, og du ikke afholder dig fra at spise, men desideret ikke kan få dig selv til at spise, så kan du være sikker på at der er noget psykisk galt, og jeg vil da råde dig til at opsøge den hjælp du føler kunne være god for dig.
Vær opmærksom på dig selv og hvad du gør, og husk at spise