Kan ikke mærke smertegrænse...psykisk
Hej
Jeg har et problem ...og hvorfor ved jeg det er et problem når jeg ikke kan mærke noget ? jo fordi jeg har oplevet en del hårde ting - ting som jeg ikke vil skrive et ord om her ..men det er fra barnsben...måske fra 1 klasse.
Jeg har simpelthen en enorm høj psykisk smertegrænse mht mig selv - ikke mht mine børn ...der kan jeg hurtigt mærke den.
Men mig selv...de ting jeg finder mig i og har fundet mig i...den måde jeg kan lade en mand behandle mig ...en arbejdsgiver......en veninde...ja ...der må jeg nok sige ...at nogen ting kommer bag på selv mig.
En kollega havde jeg på et tidspunkt en meget mærkelig samtale med (jeg var ny og ansat som vikar og hun var fastansat). Jeg ku høre det hun sagde var nærmest uforståeligt dumt og langt ude alligevel blev jeg siddende og høret på hendes ævl...havde denne samtale ikke blevet fulgt af en trejde person irummet...ja så havde jeg fundet mig i det ...og det gjorde jeg jo også..jeg meldte hende ikke eller brokkede mig (hvad jeg egentlig sagtens kunne have gjort).
Tredepersonen ...blev af hende blandet ind i "vor samtale" (tror jeg kan ikke huske hvordan han kom ind over) ...og denne mand rejste sig op og han var vred han sagde "det eneste jeg ikke kan forstå er hvorfor x ikk har rejst sig op og er gået eller er brudt sammen ..og bla bla.." og hun klappede chokeret og bange i...
Men hun er jo ikke den eneste...listen er lang for hvme jeg har ladet overtræde en naturlig smertegrænse.
Nu er jeg voksen...jeg har stadig det her problem...jeg har ingen grænse...mht mig selv?
Må jeg bede om en forklaring ?
Hvordan skal man "respektere sig selv" når man på mange områder ikke kan mærke sig selv.
mvh
Out of touch
Jeg har et problem ...og hvorfor ved jeg det er et problem når jeg ikke kan mærke noget ? jo fordi jeg har oplevet en del hårde ting - ting som jeg ikke vil skrive et ord om her ..men det er fra barnsben...måske fra 1 klasse.
Jeg har simpelthen en enorm høj psykisk smertegrænse mht mig selv - ikke mht mine børn ...der kan jeg hurtigt mærke den.
Men mig selv...de ting jeg finder mig i og har fundet mig i...den måde jeg kan lade en mand behandle mig ...en arbejdsgiver......en veninde...ja ...der må jeg nok sige ...at nogen ting kommer bag på selv mig.
En kollega havde jeg på et tidspunkt en meget mærkelig samtale med (jeg var ny og ansat som vikar og hun var fastansat). Jeg ku høre det hun sagde var nærmest uforståeligt dumt og langt ude alligevel blev jeg siddende og høret på hendes ævl...havde denne samtale ikke blevet fulgt af en trejde person irummet...ja så havde jeg fundet mig i det ...og det gjorde jeg jo også..jeg meldte hende ikke eller brokkede mig (hvad jeg egentlig sagtens kunne have gjort).
Tredepersonen ...blev af hende blandet ind i "vor samtale" (tror jeg kan ikke huske hvordan han kom ind over) ...og denne mand rejste sig op og han var vred han sagde "det eneste jeg ikke kan forstå er hvorfor x ikk har rejst sig op og er gået eller er brudt sammen ..og bla bla.." og hun klappede chokeret og bange i...
Men hun er jo ikke den eneste...listen er lang for hvme jeg har ladet overtræde en naturlig smertegrænse.
Nu er jeg voksen...jeg har stadig det her problem...jeg har ingen grænse...mht mig selv?
Må jeg bede om en forklaring ?
Hvordan skal man "respektere sig selv" når man på mange områder ikke kan mærke sig selv.
mvh
Out of touch
Kommentarer
Når man har haft en hård barndom (eller været udsat for hårde oplevelser), så betyder det, at éns grænser er blevet voldsomt overskredet. Da man som barn ikke kunne gøre noget ved det, blev man handlingslammet i situationen. Derved frøs følelserne og de naturlige reaktioner så at sige fast i nervesystemet.
Hvis man som barn er blevet gjort handlingslammet mange gange, så er man så at sige blevet 'tillært magtesløs'. Som voksen kan man måske godt fornemme, når man er i en situation, hvor man 'burde' sige eller gøre noget, men man kan ikke handle. Måske har man også lukket så meget af for sine følelser, så man ikke engang mærker, at éns grænser overskrides.
Desværre er det sådan, at når man har disse problemer med at mærke eller reagere på sine grænser, så lader man grænseoverskridende mennesker komme alt for tæt på sig - igen og igen. Derfor vil man tiltrække grænseoverskridende mennesker. Man overskrider også selv kontinuerligt sine egne grænser. Så mister man sin selvrespekt og det kan ultimativt skabe selvhad.
Løsningen er terapeutisk hjælp til at få bearbejdet de ting, du har oplevet i din barndom, så de fastfrosne følelser kan tø op. Dermed vil du begynde at kunne mærke dine følelser og reagere naturligt på dem. Det vil sige, at du også vil begynde at kunne sige til og fra og ikke vil lade hverken dig selv eller andre overskride dine grænser mere.
Traumatiske hændelser lagres korttidshukommelsen. Derfor er følelserne levende. Når man senere kommer i en situation, der vækker de samme følelser, vil det vække følelserne fra traumet. Man vil derfor helt automatisk reagere på samme måde som man gjorde dengang - med fastfrysning og handlingslammelse. Ved at få traumerne bearbejdet, kommer de frem i lyset. De mister deres følelsesmæssige intensitet og derved kan man begyne at reagere anderledes og sundere. Så kan traumerne blive lagt på plads i langtidshukommelsen, hvor de hører til - følelsesmæssigt bliver de til fortid.
Det er altså helt naturlige reaktioner på barndommens grænseoverskridelser, du oplever. Det er nogle meget negative mønstre, der skyldes traumatisering. De kan ændres, men det kan du næppe gøre alene.
Jeg håber, det var et tilfredsstillende svar på dine spørgsmål.
Mange hilsner Helene
Reaktionen kommer laaang tid bagefter....og så går jeg ned i tempo (i hovedet ) og kan kun tænke på det ...spiller situationen igennem har nogen ideer til hvad jeg kunne have gjort (de er få)..og piner mig selv ved tanken om det absurde jeg reelt gjorde...eller ikke gjorde.
Jeg er som en der er hyptoniseret.
Jeg ved ikke om det er kort eller langtidshukommelsen det er parkeret i ..men jeg ved jeg ryper tilbage til point zero.
Jeg syns det er uhyggeligt. Det er ikke rart . Det er på områder med ubehagelige situationer eller seksuelle (og nej jeg er ikke incest osv. men jeg har lært at bruge min krop tidligt som...kontakt) .
Det er meget grænseoverskridende og ubehageligt for mig ...det er mig selv der styrer mig ...jeg prøver egentlig ikke at skubbe ansvaret over på nogen...jeg siger bare: min fornuft siger en ting...men jeg opfører mig som var jeg uden fornuft...
Så basicly: Jeg ved det - men jeg handler modsat det jeg ved . ...fordi jeg ryger ind i en angsttilstand hvor jeg ikke ved op og ned.
Jeg kender det også, og jeg har ligesom Helene været nødt til at få hjælp til at ændre på det.
Jeg kan godt forstå, at du synes, at det er uhyggeligt og ubehageligt. Men hvad værre er: Det er slet ikke godt for dig og dit helbred, at det fortsætter sådan.
Du skriver, at du stadigvæk ikke forstår det, selv om jeg synes, at Helenes forklaring er god. Men jeg tror nu også, at man er nødt til at bruge temmelig lang tid på at forstå det. En ting er at se forklaringen på tryk. Noget helt andet er at acceptere, at det er sådan, det hænger sammen, når man nu selv mener, at man selv er herre over, hvad man gør.
Jeg sagde også engang – nøjagtigt som du skriver – at det var mig selv, der styrede mig selv. Jeg havde en uhyggelig god selvkontrol. Men denne selvkontrol var jo indlært under forhold, hvor det ville have været direkte livsfarligt at sige fra. Hvis jeg som barn havde sagt fra over for min voldelige far, havde det været meget uklogt.
Det, der sker i din krop, når du bliver fuldstændig lammet og ude af stand til at reagere over for grænseoverskridende adfærd fra andre mennesker, kan sammenlignes med den måde, som nogle dyr, reager på, hvis de bliver forfulgt: Deres krop stivner, og de ligger, som om de var døde. Det har til formål at få det forfølgende dyr til at miste interessen. Det er ikke noget, dyret gør med vilje. Det er en automatisk reaktion. På samme måde er det, du gør, en indlært automatisk reaktion, fordi denne handlemåde engang var den klogeste måde at reagere på, for at redde livet.
Det er det ikke mere.
Hvis jeg var dig, ville jeg finde en god psykoterapeut. Du er nødt til at sikre dig, at behandleren er kvalificeret til at behandle netop de problemer.
Jeg fik hjælp af en psykolog, der var videreuddannet i kropsorienteret psykoterapi. Min erfaring er, at det er en god ide at bruge kroppen som indgangsvinkel til at løse problemet, fordi alle disse automat-reaktioner sidder i kroppen.
For at du kan forandre dine reaktioner til noget mere hensigtsmæssigt, er du nødt til at lære din krop og dens fornemmelser og følelser at kende og tage hensyn til dem. Så vil du efterhånden kunne begynde at reagere helt automatisk på grænseoverskridende adfærd.
I den slags situationer er der nemlig ikke tid til at bruge dit gode styrende intellekt. Den intellektuelle side af os tager desværre al for lang tid om at komme i omdrejninger. Du skriver jo også, at du først bagefter ved, hvad du skulle have gjort eller sagt.
Sådan som det er nu, undertrykker du de (sikkert MEGET spæde) fornemmelser af protest, som din krop kommer med, og du bruger automatreaktionen fra barndommen, som desværre ikke længere dur.
Min erfaring er, at man er nødt til at have professionel hjælp til dette arbejde.
Mange hilsner
Kameliadamen
Kameliadamen forklarer det udmærket.
Men jeg kan godt forstå, at du ikke forstår, hvorfor du stadigt reagerer på samme måde som dengang. Nu er du voksen og føler, at du 'burde' kunne gøre noget andet. Men fakta er, at det kan du ikke. Den måde du dengang lærte at reagere på i en truet situation, sidder i dit autonome nervesystem. D.v.s. de er ude af viljens kontrol på samme måde som hjerteslaget, vejrtrækningen m.m., der også er styret af det autonome nervesystem. Det kan vi hverken styre eller kontrollere, hvor gerne vi end vil. Dit sind kobler simpelthen fra og du ryger på automatpilot.
Du har det som om, at du er hypnotiseret. Det er du faktisk. Det blev du i din barndom i stress-situationer, hvor du ikke kunne sige fra. Når man er i en stress-situation, går man ind i en anden bevidthedstilstand. Denne anden bevidsthedstilstand lever du stadigt i. For at forandre den må du gøre noget andet, end du plejer, der ophæver 'trancen'. Det er følelserne, der ligger under fastfrysningen, du skal have fat i, for det er dem, der får dig til at reagere naturligt og kunne sige fra i en sitaution.
For mit vedkommende var den bedste måde at gøre det på netop ved at komme i hypnose - jeg gik i flerårig hypnoterapi. Inden da var jeg også helt ude af stand til at sige fra og sætte grænser - mærkede end ikke, hvor mine grænser gik. Som følge af terapien og arbejdet med mig selv, kan jeg nu sætte grænser på en naturlig og sund måde, for jeg er ikke længere styret af den gamle frygt, der fastfrøs mig.
Hilsen Helene
Jo, Kameliadame, Helene forklarer det rigtig godt (også) i første brev
Du bruger et ord..”selvkontrol” …jeg er underlagt en ”uhyggelig” selvkontrol…der gør at (igen med fed streg under – en selvkontrol der kun har at gøre med ting der går ud over mig…ellers kan jeg skam sagtens reagere på alle andres vegne…og her er jeg god!) du kan gøre alt ved mig..næsten.
Og jeg kan tage det…udenpå – uden at blinke med øjenene. Ja jeg kan endda ”sidde og lade som om alt er normalt” i situationer andre for længst havde sagt fra for og forladt.
Det gav sig bland andet udslag i 20 års ægteskab hvor jeg blev skreget ind i hovedet hvis der var klumper i sovsen…han kom ind …rørte rundt i den og så gik det løs. Kan huske da jeg var gravid (vi har to børn) jeg tror måske han har haft hånden på min mave et par gange men ikke mere….kan ikke huske det?
Ingen ville være i mødregruppe med mig fordi vi boede i et lidt forsømt beboelsesejendom..i københavn og min mand røg hash. Jeg var alt for underlagt ham til at kunne sige og gøre noget.
Han præsterede, mens jeg var højgravid, og havde været ude og købe spisebord – vi – min far og mig stod nedenfor opgangen og sku til at bære det op ad de stejle trapper…da min daværende mand kom springende ned ad trapperne med sin fodboldtaske under armen…..at sige at han ikke ku hjælpe os med et bord fordi han sku til fodbold.
Vi bar det op.
Jeg husker det stadig som noget absolut unormalt fra hans side – fra min side og fra min fars side.
Så ja jeg bærer rundt på følelser og en vrede, der er på størrelse med Kina. Jeg går til samtale med en dame/psykolog jeg har fået bearbejdet en del og er ikke mere så hidsig som jeg har været. Men jeg ved at under det rigtig pres og i den forkerte situation ja så vil der blive så mange ting trickede så jeg enten bliver paralyseret/apatisk eller det modsatte.
Så almindelige måder at reagere på og almindelig mennesker …ja det var noget jeg sku lære.
Så jeg er både ”tillært magtesløs” og ”tillært eksplosiv” det her går nemlig to veje.
Det der ærgrer mig er at jeg kan agere i situationer andre var flygtet skrigende fra men i en situation som den med den grænseoverskridende kollega ja der fryser jeg fast …og kan ikke tage handsken fornuftigt op og reagere iskoldt og sagligt.
Jo jeg forstod og forstår udmærket Helenes første og andet brev. Jeg er glad for at dette forum giver mig mulighed for at vende de her tanker og handlingsmønstre og læser med glæde jeres svar.
Og jeg er taknemmelig for at i tage jer tid til at formulere jeres gode og velgennemtænkte svar.
Mvh …skulle måske skrive ”in touch …med out of touch”
De ting, du beskriver, er desværre nogle meget almindelige dysfunktionelle mønstre. Man kan søge viden på egen hånd og få en forståelse af, hvad det handler om, men man kan ikke løse problemerne i praksis uden professionel hjælp.
Du går jo så også hos psykolog. Har du talt med hende om problemet med at du fryser fast og ikke kan sige fra? Hvor længe har du gået til psykolog? Den slags problemer løses ikke 'bare lige'. Det kræver tid og et stort arbejde med sig selv. Det er hårdt at bryde mønstre.
Ofte er det nødvendigt før eller senere nødvendigt at inddrage kroppen i terapien, fordi følelserne sidder fastfrosset i både krop og sind. Kroppen husker. I den forbindelse vil jeg anbefale SE-terapi (http://seforeningen.dk/). Denne behandlingsform er skabt af en traumeforsker, Peter A. Levine, ud fra det princip, Kameliadamen har beskrevet: Hvis ikke man kan kæmpe eller flygte, så 'spiller man død'. Det var altså dette reaktionsmønster, der blev skabt i barndommen, fordi man hverken kunne kæmpe eller flygte. Man skal gerne nå derhen, hvor man får vækket kamp/flugt energierne uden at føle angst, når der er grund til det. Hvilket jo også vil sige, at man er i stand til at sige almindeligt fra i en situation og slet ikke vil involvere sig med mennesker, der ikke behandler én ordentligt.
Jeg genkender, det du skriver, at kunne blive udsat for snart sagt hvad som helst uden, at du reagerer. Ganske som Kameliadamen skrev, så har det i barndommen været den bedste måde at skabe kontrol på – det ville naturligvis ikke have været hensigtsmæssigt for én selv at sætte sig op mod de mennesker, der krænkede én. Men som voksen er det i den grad et kontroltab, at man ikke kan reagere. Selvkontrollen er blevet så stærk, så den reelt er blevet et kontroltab. Man kan jo ikke forsvare sig selv på den måde og så bliver man usikker og det fører meget med sig.
Disse problemer er beskrevet i meget litteratur ud fra forskellige vinkler. Jeg tror ikke, at det er nok at forstå problemet fra én vinkel – man må gribe det an på flere måder. Derfor kan jeg anbefale disse tre forskellige bøger:
1) 'Kvinder der elsker for meget' af Robin Noorwood.
2) 'Familier med sexuelt misbrug af børn' af Eva Hildebrandt og Else Christensen. Den er rigtig god til at forstå disse familiemønstre og grænseproblemer også selvom der ikke har været seksuelt misbrug i familien.
3) 'Væk tigeren' af Peter A. Levine
Der er også flere andre gode bøger om emnet men jeg tror, at disse to er de bedste at starte med. Alternativt har du måske lyst til at kigge på min hjemmeside http://www.tabuet.dk. Jeg er ret sikker på, at du vil kunne finde noget brugbart på disse sider, for de handler netop om traumatisering i barndommen og senfølgerne heraf. Da grænseproblemer er det grundlæggende i de dysfunktionelle mønstre, står der en del om det.
KH Helene
Der er flere ting, jeg har lyst til at sige.
Jeg genkender meget det, du beskriver. Jeg var også god til at reagere hensigtsmæssigt i ekstreme situationer, hvis det vel at mærke var situationer, der gik ud over andre. Jeg havde is i maven og kunne holde hovedet koldt og træffe de rigtige beslutninger. Men når jeg selv blev udsat for overgreb eller fare, frøs jeg fast.
Og jeg genkender de ting, du beskriver fra dit ægteskab. Sådan var mit ægteskab også – helt ned til detaljerne om den manglende opmærksomhed i forbindelse med graviditeter.
Faktisk er der endnu flere ting i vores liv, der ligner hinanden. Jeg husker, at du havde problemer med fibromer (muskelknuder) på livmoderen, ligesom jeg har haft. Jeg opfatter disse knuder som et resultat af, at jeg - for at kontrollere mig selv og tage mig sammen – har spændt meget, bl.a. i underlivet (Is i maven!). Muskler kan jo blive overudviklede, hvis de bruges for meget.
Denne stærke selvkontrol kan altså være til nytte i mange situationer. Men når det handler om, at du skal beskytte dig selv ved overgreb og i faresituationer, er selvkontrollen ikke til nogen hjælp. Her er det din autopilot, der reagerer, og den måde, den reager på, er ikke længere hensigtsmæssig.
Det lyder godt, at du går hos en psykolog. Hvad siger psykologen til netop dette problem? Hvordan mener psykologen, at det skal løses?
Når jeg spørger, så er det, fordi jeg tidligere har gået hos i hvert fald 4-5 forskellige psykologer, før jeg fandt én, som havde erfaring med at løse netop den slags problemer. Disse 4-5 psykologer havde en intellektuel tilgang til psykiske problemer, men netop dette problem kan efter min erfaring ikke løses, ved at man snakker om det på en overordnet og intellektuel måde. Det autonome nervesystem er ikke modtageligt for fornuftsbaserede råd, for det har sin egen logik, som man må kende for at kunne ændre dets måde at fungere på. Jeg ved ikke noget om din psykolog. Det kan være, at hun er god til at hjælpe dig med mange ting. Men jeg ved, at problemet med at fryse fast ved grænseoverskridende adfærd fra andre mennesker, kræver en indsigt hos behandleren, som man ikke uden videre kan forvente hos en ”almindelig” psykolog.
Ligesom Helene vil jeg foreslå dig at læse noget om problemet. Af de bøger, Helene foreslår, har jeg kun læst ”Væk tigeren”.
Og jeg tror, at det er en god ide at tale med andre med lignende erfaringer. Dengang jeg i sin tid ledte efter en behandler, var jeg opmærksom på SE-terapi. Jeg søgte på nettet på både ”SE-terapi” og ”kropsorienteret psykoterapi”, og det var på den måde, at jeg fandt frem til en behandler, der kunne hjælpe mig.
Endnu en gang: jeg ved ikke noget om din nuværende psykolog, og jeg har altid ment, at man skal give en behandler en chance. Hvis det var mig, ville jeg spørge direkte, hvordan hun opfatter problemet og om, hvilken behandlingsmetode hun bruger til netop dette problem. Men min erfaring er altså, at man ikke kan forvente, at en almindelig psykolog har kompetence til at hjælpe ved et fastfrosset nervesystem.
Mange hilsner
Kameliadamen