forstår det ikke...
Hej
Min søster skulle have en dreng til januar, men han døde i går eller forgårs, så hun nu er indlagt, fordi hun skal føde ham. Det er selvfølgelig rigtig hårdt for hende og hendes kæreste. jeg har været rigtig ked af det, både fordi jeg havde glædet mig meget til at skulle være moster, måske ekstra meget fordi jeg ikke selv skal have børn pga. sygdom, og fordi det var hårdt at se især min søster være ked af det. hun brød helt sammen, da der kom et par gående med en babylift.
Jeg har været normalvægtig i noget tid nu og har spist det meste af tiden, men nu vil jeg tabe mig igen. Jeg har lige haft en depressiv periode med masser af selvmordstanker (har også skizofreni), men jeg formåede alligevel at spise. Men nu har jeg ikke lyst mere. Og jeg forstår det ikke, for min mor sagde netop til mig at det bedste jeg kunne gøre for min søster, var at være god ved mig selv. Og jeg vil jo rigtig gerne hjælpe hende og det her vil bare gøre hende mere ked af det. Jeg forstår ikke at jeg kan spise, når jeg er depressiv (selvom jeg hele tiden gerne har villet tabe 10 kg.), men når det er ekstra vigtigt at jeg spiser så kan jeg ikke. Jeg har dårlig samvittighed over at jeg kun har spist en appelsin i dag og er sur på mig selv, fordi jeg ikke bare kan tage mig sammen.
Min søster skulle have en dreng til januar, men han døde i går eller forgårs, så hun nu er indlagt, fordi hun skal føde ham. Det er selvfølgelig rigtig hårdt for hende og hendes kæreste. jeg har været rigtig ked af det, både fordi jeg havde glædet mig meget til at skulle være moster, måske ekstra meget fordi jeg ikke selv skal have børn pga. sygdom, og fordi det var hårdt at se især min søster være ked af det. hun brød helt sammen, da der kom et par gående med en babylift.
Jeg har været normalvægtig i noget tid nu og har spist det meste af tiden, men nu vil jeg tabe mig igen. Jeg har lige haft en depressiv periode med masser af selvmordstanker (har også skizofreni), men jeg formåede alligevel at spise. Men nu har jeg ikke lyst mere. Og jeg forstår det ikke, for min mor sagde netop til mig at det bedste jeg kunne gøre for min søster, var at være god ved mig selv. Og jeg vil jo rigtig gerne hjælpe hende og det her vil bare gøre hende mere ked af det. Jeg forstår ikke at jeg kan spise, når jeg er depressiv (selvom jeg hele tiden gerne har villet tabe 10 kg.), men når det er ekstra vigtigt at jeg spiser så kan jeg ikke. Jeg har dårlig samvittighed over at jeg kun har spist en appelsin i dag og er sur på mig selv, fordi jeg ikke bare kan tage mig sammen.
Kommentarer
Jeg kender det selv. Når jeg oplever pressede eller stressede perioder rører den gamle ellers velbehandlede spiseforstyrrelse på dig.
Det er naturligvis en forfærdelig situation I står i, og det er en situation enhver har svært ved at håndtere. At du så oven i købet i forvejen har psykiske problemer gør det absolut ikke lettere.
Jeg vil tro, at du har en psykiater. Hvad med at tage kontakt til vedkommende og få en tid snarest muligt?
Hvis din psykiater ikke fulgte dig dengang du havde spiseforstyrrelse og behandlede denne terapeutisk, så kan du bede om en henvisning til en psykolog.
Du kan også spørge på hospitalet om der er mulighed for krisehjælp i denne situation.
Du skal passe på dig selv. Og det vil du jo heldigvis også gerne.
Hold fast i, at du skal spise. SKAL. Og husk på, at det, at spiseforstyrrelsen rører på sig bestemt ikke er ensbetydende med, at den vil bryde ud i fuldt flor. Du skal "bare" lige have hjælp til at genvinde kontrollen.
Jeg er ikke rask fra anoreksien. Jeg har stadig tankerne hver dag og hader at være normalvægtig. Men jeg har tidligere haft perioder hvor jeg har kunnet skubbe det lidt væk i noget tid. Men det bryder altid ud igen. ved ikke om jeg har brug for noget andet terapi...
Jeg snakker med en psykolog hver 3. uge på psykiatrisk afdeling. Han sagde at jeg bare skulle ringe, hvis jeg fik brug for det, fordi jeg sagde at jeg havde selvmordstanker, men det har jeg bare svært ved. Jeg føler at jeg så kræver for meget og er i vejen. Og tænker at det ikke er så galt. Og så ved jeg at hvis jeg skal snakke med ham om kort tid, så vil jeg begynde at græde, og det har jeg ikke lyst til. Jeg ved godt det er normalt at græde når man er til psykolog, men jeg bryder mig ikke om at græde foran andre. Jeg har gået hos ham i tre år tror jeg, og jeg har ikke grædt en eneste gang. Jeg har højst haft tårer i øjnene en enkelt gang. Jeg har altid haft svært ved at åbne mig op for behandlere, jeg ved ikke hvorfor. Er altid anspændt.
Og så griber anoreksien også hurtigt fat i mig, så jeg tænker at det er en god ting hvis jeg kan tabe mig lidt. Eller meget. Og jeg synes det er så svært at komme af med de tanker, for jeg ønsker mig så brændende at veje under 45 kg. Og jeg synes det er enormt snyd at andre må veje for lidt, når jeg ikke må.
Mvh
"Ved ikke om jeg har brug for noget andet terapi"...
Du siger selv, at du ikke åbner op for dine behandlere. Hvorfor skulle en anden behandler så gøre større nytte?
Måske du og din behandler skal tale om hvordan du kan lære at åbne op - i stedet for at tale halvhjertet om anorexien?
Men selvfølgelig; hvis du tror, at det vil blive bedre med en anden psykolog, så skal du da naturligvis få en anden. Det er bare ikke det jeg forstår på dit indlæg.
Jeg tror, Helene måske kan fortælle dig lidt om hypnose. Det ved jeg ikke noget om, men hun har god erfaring med det. Hun skal nok komme på banen.
Og du; du skal SELVFØLGELIG ringe til din psykolog. Det ved du godt
Luna, jeg vil ikke umiddelbart anbefale hypnose, når du har skizofreni. Jeg tror forøvrigt heller ikke det ville virke, for det kræver tillid til behandleren og vilje og evne til at give slip og åbne sig.
Skal terapi være effektiv, så slipper man ikke for at overskride sine egne grænser og gøre noget, man slet ikke bryder sig om. Det handler om at slippe sine forsvarsmekanismer ved at begynde at gøre det modsatte af det, man er vant til at gøre. Det vil uundgåeligt føles grænseoverskridende, angstfremkaldende og utrygt. Det skal man være indstillet på at overvinde. Man kan sige, at det handler om at give sig selv lov til at gøre noget andet, end man plejer, selvom det er ubehageligt. Som f.eks. på forhånd give dig selv lov til at græde foran din psykolog i stedet for, at du giver dig selv lov til ikke at gøre det - eller måske forbyder det.
Jeg synes ikke, det er mærkeligt, at du har svært ved at åbne dig. For det gør ondt og man mister kontrollen og det skaber angst. Men det er nødvendigt, så man kan få opbygget tilliden til både behandleren og sig selv. Tillid er en forudsætning for åbenhed, men man skal først turde vove skindet og satse noget, før man finder ud af, om man kan have ægte tillid til andre.
Derfor tror jeg ikke, at det vil hjælpe dig at skifte behandler. I så fald skal du først tage beslutingen om, at du vil gøre det, du ikke kan lide at gøre. Selv den dygtigste behandler kan ikke behandle et menneske, der ikke åbner sig.
Hilsen Helene
Tak for jeres svar.
Depression og anoreksi er tilgængæld helt normalt at helbrede med hypnose
Men selvfølgelig kræver det tillid til sin hypnotisør ellers kan de være næsten umuligt men hypnotisøre har også forskellige værktøjer til at skabe denne tillid med dig
det eneste det kræver er at du har et reelt ønske om at andre dit liv og kan forstille dig selv rask
Jeg håber du finder den vej du har brug for
Med venlig hilsen
Anders Jensen