Indstillinger
hvor skær du dig.
jeg ha en datter på 14 år der skær sig på armene og lårne..det vil jeg syndes er det mest npmale vis man er selvskader,og jeg kan til dels lærer at ha ondt i maven over det..
men det jeg ikke kan lærer at hun også skær sig i halsen..er der andrer der gør det..er helt ødelagt over det.hvad skal jeg gører..fra birthe.
men det jeg ikke kan lærer at hun også skær sig i halsen..er der andrer der gør det..er helt ødelagt over det.hvad skal jeg gører..fra birthe.
Kommentarer
Jeg er selv tidligere cutter. Skar i en periode da jeg var 12-13 år og så blussede det op igen i 20-års alderen. I en sådan grad at det førte til indlæggelse fordi jeg var så stærk afhængig psykisk OG fysisk.
Jeg bliver ærligt talt dybt forundret og ret forarget over dit indlæg her. Jeg ved ikke hvad i alverden du tror om cutting. Det lyder som om, at du har opfattet det som en fase eller et modefænomen.
Cutting er et KÆMPE tegn på, at der er noget helt, helt galt med din datters selvværd og at hun har det ad h til. Også selvom hun ser ud til at være velfungerende udad til.
Cutting handler om, at komme af med en indre smerte/spænding som ikke er til at holde ud, og som man ikke er i stand til at håndtere så vel som identificere. Man har brug for hjælp til at finde ud af hvad der skaber den smerte/spænding.
Jeg fatter simpelthen ikke hvad det er du har tænkt om det her. Men dog er det en trøst at du nu skriver her for at få hjælp til at håndtere det.
Din datter har brug for, at du byder hende nærhed, fortrolighed og tryghed. OG sørger for, at hun kommer til at tale med sin læge eller en lærer på skolen hun er tæt på. Mange problemer er svære at tale med mor og/eller far om, men der SKAL tages hånd om hendes indre smerte.
Er hun ikke i stand til at komme i kontakt med de ting der udløser hendes trang til at skære, må hun have psykologhjælp til at håndtere det.
Det her er ikke bare et modefænomen, det er dybt alvor.
Jeg vil på det kraftigste opfordre dig til at låne eller købe bogen "At skære smerten bort" af Bo Møhl. Han er førende psykolog på området og bogen giver et rigtig godt indblik i de bagvedliggende årsager ved cutting og anden selvskade og giver desuden en masse værktøjer til hvordan man håndterer cutting.
Mvh. A
Det er fuldstændigt ligegyldigt, hvor man skærer sig. Måke skærer din datter sig netop i halsen, fordi det er synligt - i et håb om at nogen så ser og forstår og giver hende den hjælp, hun har brug for. Hvis det at skære sig andre mindre synlige steder ikke tages alvorligt, så må man jo prøve noget andet.
Det lyder som om, at du tror, at det er noget, DU skal lære at leve med, at hun gør. Det er det ikke.
Jeg håber virkeligt, at din datter får professionel hjælp. Ellers er det ialtfald på høje tide. Det her er IKKE noget du eller andre ikke-professionelle kan hjælpe hende igennem. Men du spiller en meget vigtig rolle i håndteringen og løsningen af problemet. Du får formentligt også brug for hjælp til at lære, hvordan du hjælper din datter bedst muligt.
Hilsen Helene
jeg ville bare ha at nogle måske havde oplevet at de også skar sig i halsen..eller her er vi virklig lang langt ude..
hvordan hjælper jeg hin bedst som mor..syndes systemet arbejder langsom,og hun ikke rigtig bliver taget arvorlig,selv om hun også ha ligget til afgiftning 3 gange på ca 3 mdr..
Det er jeg både glad og ekstremt ked af at høre
Jeg tror ikke, du skal håndtere det at hun skærer sig i halsen anderledes end det at hun skærer sig i armene og på lårene.
Jeg fik en spiseforstyrrelse og spiste ikke særlig meget - og når jeg gjorde kastede jeg op. I sit forsøg på at forstå spurgte min mor på et tidspunkt, om jeg også kastede op, og da jeg sagde ja, så hun ud som om, at det gjorde det hele 180% værre... Der er ikke forskel på årsagen uanset om det er anoreksi eller bulimi, og det sidder faktisk stadig som en irritation i mig, at hun syntes, det var SÅ forfærdeligt at jeg ligefrem kastede op.
Med det vil jeg sige, at jeg syntes, du skal passe på ikke at vægte det ene højere end det andet, men forsøge at se det som det samme.
Jeg er glad for at høre, at hun får hjælp. Og ja; psykiatrien er håbløs. Desværre.
Jeg forstår også dit indlæg helt anderledes nu, da du har uddbybet.
Det gør mig virkeligt ondt både for dig og din datter.
Jeg håber, at du har nogen, der kan råde og støtte dig og hjælpe dig til at hjælpe din datter?
Mange hilsner Helene
har igennem tiden cuttet mig selv paa arme, haender, ben, mave og i hovedet.. Fik intet hjaelp (boede/bor paa opholdssted), forsoegte selvmord 4 gange foer de tog sig sammen og sendte mig til samtale paa center for selvmordstruede i aarhus. Der gik jeg i omkring 2-3 maaneder uden at faa noget som helst ud af det.. - saa proevede da lige at goere det igen 3 gange mere. (det er de gange hvor jeg er blevet indlagt jeg skriver om).. sidste gang jeg var til afgiftning fik mit opholdssted afvide at jeg kun maatte komme med dem hvis jeg var under overvaagning 24/7 til jeg fik hjaelp + at jeg overhovedet ikk maatte sove alene. Det holdte de en enkelt dag. Imellem alle selvmordsforsoegene har jeg cuttet meget. Goer det stadig, men det er overhovedet ikk saa slemt som foer.
- Haaber virkelig det bedste for din datter. Psykiatrien er virkelig langsom! + haaber paa det der opholdssted tager hende serioest ellers hjaelper det ik en skid at komme til psykiatriker.
Haaber du kan bruge mine ord til noget :-)
Mvh Julie